Distant Voices, Still Lives Terence Davies, England 1988. Votes på IMDB - 950
Aldrig har den britiske arbejderklasse væert fremstillet så poetisk. Det er på trods af, at Pete Postlethwaite spiller den arketypiske dominerende og voldelige mand. Gennem familiesammenkomster og pubbesøg får vi et intimt indblik i den almindelige hverdag i 1940’erne og 50’ernes England. Der ikke en decideret lineær handling, men omskriver man det til en sådanne, er foreløbet således: i et typisk arbejderhjem bor de mor, far og tre børn, Maisie, Eileen og Tony. Det er et voldeligt hjem, som ikke er udpræget fattigt. Børnene er, som børn nu er engang er, og det er ikke noget specielt handlingsforløb. De bliver voksne og faderen bliver syg og ligger på sit dødsleje(bare rolig, det er med i starten, så ingen spoilers).
Men hvad handler den så rigtigt om? Det er et abrupt indblik i arbejderklasselivet, og det er kontrastfuldt. Den ældste, Eileen, husker hendes barndom med glæde, mens Tonys og Maisies erindringer er meget dystre. Der er to afsnit: Distant Voices, som er beskrevet overnfor, og Still Lives, der foregår i filmens nutid. Lykken er ikke en hverdagsting for de fire personer i nutiden(mor+børn, Far er død). Men de kommer igennem sammenholdet.
Den lille forskel er, at filmens nøglescener er bygget om omkring musik og fællessang. Faktisk er sangen det, der bærer det meste af filmens historie og poesi. Det er gribende at se, hvordan de hårdt ramte personer finder glæde sammen, når de synger på den lokale pub. Pete Postlethwaite er også en kontrastfyldt person. Man ser ham både som en familiefar, der elsker sine børn og vil gøre dem glade, men også som den meget voldelige far. Her i ligger filmens styrke: der er ingen stereotyper eller lette løsninger. Scenografien og soundtracket er så tidstypisk, som det overhovedet kan være. Og så er det Postlethwaites bedste præsentation.
Den er en del af 1001 Films You Must See Before You Die.
5. decembers film er med, fordi den giver et suverænt tidsbillede. Det kan den gøre meget bedre end en lineær narrativ, fordi den ikke behøver bekymre sig om dramaturgiske elementer. Øjebliksbilleder placeret i et tidsbillede.
#51 Skeloboy 14 år siden
#52 Antlion 14 år siden
Jeg har ikke set så mange, men følgende er rigtig gode:
Metodi Andonovs "Kozijat rog"
Rangel Vulchanovs "Lachenite obuvki na neznayniya voin"
Vulo Radevs "Kradetzat na praskovi"
En bulgarsk instruktør, jeg meget gerne vil se noget af, er Binka Zhelyazkova. Hun var en af verdens eneste aktive kvindelige instruktører i 50erne.
#53 Skeloboy 14 år siden
Distant Voices, Still Lives
Terence Davies, England 1988. Votes på IMDB - 950
Aldrig har den britiske arbejderklasse væert fremstillet så poetisk. Det er på trods af, at Pete Postlethwaite spiller den arketypiske dominerende og voldelige mand. Gennem familiesammenkomster og pubbesøg får vi et intimt indblik i den almindelige hverdag i 1940’erne og 50’ernes England. Der ikke en decideret lineær handling, men omskriver man det til en sådanne, er foreløbet således: i et typisk arbejderhjem bor de mor, far og tre børn, Maisie, Eileen og Tony. Det er et voldeligt hjem, som ikke er udpræget fattigt. Børnene er, som børn nu er engang er, og det er ikke noget specielt handlingsforløb. De bliver voksne og faderen bliver syg og ligger på sit dødsleje(bare rolig, det er med i starten, så ingen spoilers).
Men hvad handler den så rigtigt om? Det er et abrupt indblik i arbejderklasselivet, og det er kontrastfuldt. Den ældste, Eileen, husker hendes barndom med glæde, mens Tonys og Maisies erindringer er meget dystre. Der er to afsnit: Distant Voices, som er beskrevet overnfor, og Still Lives, der foregår i filmens nutid. Lykken er ikke en hverdagsting for de fire personer i nutiden(mor+børn, Far er død). Men de kommer igennem sammenholdet.
Den lille forskel er, at filmens nøglescener er bygget om omkring musik og fællessang. Faktisk er sangen det, der bærer det meste af filmens historie og poesi. Det er gribende at se, hvordan de hårdt ramte personer finder glæde sammen, når de synger på den lokale pub. Pete Postlethwaite er også en kontrastfyldt person. Man ser ham både som en familiefar, der elsker sine børn og vil gøre dem glade, men også som den meget voldelige far. Her i ligger filmens styrke: der er ingen stereotyper eller lette løsninger. Scenografien og soundtracket er så tidstypisk, som det overhovedet kan være. Og så er det Postlethwaites bedste præsentation.
Den er en del af 1001 Films You Must See Before You Die.
5. decembers film er med, fordi den giver et suverænt tidsbillede. Det kan den gøre meget bedre end en lineær narrativ, fordi den ikke behøver bekymre sig om dramaturgiske elementer. Øjebliksbilleder placeret i et tidsbillede.
9/10, top219
IMDB
Amazon.co.uk
Slant Magazine
Wikipedia
[url=
[url= den 2. søndag i advent er: Duck And Cover[/url]
#54 MOVIE1000 14 år siden
#55 neran 14 år siden
#56 jessup 14 år siden
#57 filmz-Myrepip 14 år siden
A.O. Scott
Time
N.Y. Film Critics Awards
#58 jessup 14 år siden
http://www.amazon.co.uk/exec/obidos/ASIN/B002PXHRK...
Og med et hurtigt view over linksene i #57 er det vist en rigtig beslutning.
#59 filmz-Myrepip 14 år siden
#60 Skeloboy 14 år siden
#54 - altså, filmene bliver jo mere og mere ukendte, så tvivler på, at der kommer en film, du kender...men det er jo så også pointen :)