Buddha Collapsed Out Of Shame (Buda az sharm foru rikht) Hana Makhmalbaf, Iran 2007. Votes på IMDB - 770
Den næste film har jeg nævnt et par gange og ved gensynet slog det mig, hvor stærk en film, det egentlig er.
Det første man ser, er Buddhastatuerne i Afghanistan, der bliver sprunget i luften. Jordens kulturarv, der falder for fundamentalismen. Det sætter stemningen i filmen(og tiden, 2001), der handler om den 5-årige pige, der vil gøre alt for at komme i skole. ”Du kan ikke læse, du er et insekt, der ikke må gå i skole”, for hun af vide af en jævnaldrende i starten. Hendes første forhindring er at få en notesbog og en kuglepen. Hun tager fire æg og vil sælge dem for at få penge. Dernæst skal hun finde en skole for piger, hvilket heller ikke er let. På hendes mission mod oplysning møder hun afghanske drenge, der leger taliban og andre drenge, der leger amerikanske soldater. Mest af alt møder hun fattigdom.
Titlen siger det hele: Buddha skammer sig over Afghanistans tilstand, derfor kollapser/forlader han landet. Den er vist nok optaget on location, og den går helt og aldeles tæt på. I en normal film vil personerne have medlidenhed med en 5-årig pige, der prøver at sælge fire æg, men ikke her. Hun må kæmpe for at skaffe de få penge, det kræves. Gennem hende oplever man det store ar, der er i et af verdens mest krigshærgede lande. Der er lige et par scener, der trækker lidt ud, og hen i mod slutningen fejler børnenes skuespil også. Derfor får den ikke en karakter højere, men på trods af det, så er det en utrolig stærk film og ikke mindst skræmmende. Dog er hun ikke en voksen, men alligevel bliver hun mødt af præcis de samme fordomme, som en voksen ville blive. Fra barnsben bliver hun altså oplært med Talebans love og regler. Film med børn har det med at være mere rørende, og her bliver et blot 5-årigt barn brugt til at kritiserer Taliban. Det er en unik oplevelse, og Hana Makhmalbaf var blot 19, da filmen blev lavet. Allerede som 15-årig fik hun en speciel mention til filmfestivalen i Venedig(for at lave en ”bag om filmen” på storesøster Samiras At Five In The Afternoon – en anden fremragende iransk film). Der er meget lidt musik med i filmen, men det er brugt uhyre effektivt.
En dag tænkte: jeg har sgu aldrig set en iransk film, og det begyndte jeg så på. Dette er en af dem, jeg købte.
6. decembers film er med fordi, det er en opsigtsvækkende og til tider hjerteskærende historie om det moderne Afghanistan.
Håber lidt du smider en samlet liste når vi når slutningen af december, således at den er lige til at copy/paste og gemme (således at man kan begynde fra en ende af). Bare et lille ønske.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#66: Er jeg helt med på, og vil netop gerne benytte mig af det. Mente så bare at når jeg engang får set filmene, kan jeg så læse anmeldelserne igen, og til den tid vil jeg nok få endnu mere ud af dem, fordi jeg selv vil have en holdning til det. Jeg praktiserer det samme med filmz anmeldelser. Quick læser dem gerne før jeg ser en film, og læser så mere grundigt når jeg har set filmen.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Blossoming of Maximo Oliveros (Ang Pagdadalaga ni Maximo Oliveros) Auraeus Solito, Filippinerne 2005. Votes på IMDB - 720
Den 12-årige Maxi er en feminin pre-teen, der også er homoseksuel. Hans brødre og far er kriminelle, og de lever i Manilas slum. Konflikten opstår, da Maxi får et øje til en ung betjent. Maxi er åbenlys omkring sin seksualitet, og det giver ham af og til problemer. Han bruger hårklemmer, læbestift og gå i for små lyserøde toppe. Selvom hans familie accepterer ham, som han er, reagerer de andre området ikke på samme måde. Og det er på den måde han møde den unge betjent: Maxi bliver forulempet, og betjenten redder ham.
Det er en neorealistisk stil, og Maxis splittelse mellem hans vel nok første kærlighed og sin familie er forholdsvis interessant at følge. Men der er også lidt for meget ligegyldigt, hvor man bare ser hverdagen i Manila. Det kan i sig selv være interessant, hvis skuespillet er godt, og det er ikke helt i toppen her. I sig selv er historien anderledes: en 12-årig homoseksuel er ikke noget, man lige ser. Og hovedpersonen gør det rigtig godt. Den kommer dog aldrig op over middelmådig i sin helhed. Det største problem er, at det burde være en film på 80 minutter oder so, men den er bare 100 min,
Som en del af min jagt på andre filmoplevelser fandt jeg denne, og jeg købte den kun, fordi den var fra Filippinerne.
7. decembers film er med kun fordi, den er fra Filippinerne. Det er den dårligste af alle de film, jeg præsenterer i julekalenderen, men den kan ses. Det er også den eneste film, jeg ikke sådan rigtig vil anbefale. Men som en af mine venner sagde, da han bookede et band fra Malayasia en gang: ”de er ikke særligt gode, men altså fuck det!, de er fra Malaysia”.
#61 Skeloboy 14 år siden
Buddha Collapsed Out Of Shame (Buda az sharm foru rikht)
Hana Makhmalbaf, Iran 2007. Votes på IMDB - 770
Den næste film har jeg nævnt et par gange og ved gensynet slog det mig, hvor stærk en film, det egentlig er.
Det første man ser, er Buddhastatuerne i Afghanistan, der bliver sprunget i luften. Jordens kulturarv, der falder for fundamentalismen. Det sætter stemningen i filmen(og tiden, 2001), der handler om den 5-årige pige, der vil gøre alt for at komme i skole. ”Du kan ikke læse, du er et insekt, der ikke må gå i skole”, for hun af vide af en jævnaldrende i starten. Hendes første forhindring er at få en notesbog og en kuglepen. Hun tager fire æg og vil sælge dem for at få penge. Dernæst skal hun finde en skole for piger, hvilket heller ikke er let. På hendes mission mod oplysning møder hun afghanske drenge, der leger taliban og andre drenge, der leger amerikanske soldater. Mest af alt møder hun fattigdom.
Titlen siger det hele: Buddha skammer sig over Afghanistans tilstand, derfor kollapser/forlader han landet. Den er vist nok optaget on location, og den går helt og aldeles tæt på. I en normal film vil personerne have medlidenhed med en 5-årig pige, der prøver at sælge fire æg, men ikke her. Hun må kæmpe for at skaffe de få penge, det kræves. Gennem hende oplever man det store ar, der er i et af verdens mest krigshærgede lande. Der er lige et par scener, der trækker lidt ud, og hen i mod slutningen fejler børnenes skuespil også. Derfor får den ikke en karakter højere, men på trods af det, så er det en utrolig stærk film og ikke mindst skræmmende. Dog er hun ikke en voksen, men alligevel bliver hun mødt af præcis de samme fordomme, som en voksen ville blive. Fra barnsben bliver hun altså oplært med Talebans love og regler. Film med børn har det med at være mere rørende, og her bliver et blot 5-årigt barn brugt til at kritiserer Taliban. Det er en unik oplevelse, og Hana Makhmalbaf var blot 19, da filmen blev lavet. Allerede som 15-årig fik hun en speciel mention til filmfestivalen i Venedig(for at lave en ”bag om filmen” på storesøster Samiras At Five In The Afternoon – en anden fremragende iransk film). Der er meget lidt musik med i filmen, men det er brugt uhyre effektivt.
En dag tænkte: jeg har sgu aldrig set en iransk film, og det begyndte jeg så på. Dette er en af dem, jeg købte.
6. decembers film er med fordi, det er en opsigtsvækkende og til tider hjerteskærende historie om det moderne Afghanistan.
9/10, top160
IMDB
Amazon.co.uk
Variety.com
Wikipedia
[url=
#62 filmz-Myrepip 14 år siden
#63 Collateral 14 år siden
#64 Skeloboy 14 år siden
#65 Collateral 14 år siden
#66 Skeloboy 14 år siden
#67 Collateral 14 år siden
#68 Skeloboy 14 år siden
Blossoming of Maximo Oliveros (Ang Pagdadalaga ni Maximo Oliveros)
Auraeus Solito, Filippinerne 2005. Votes på IMDB - 720
Den 12-årige Maxi er en feminin pre-teen, der også er homoseksuel. Hans brødre og far er kriminelle, og de lever i Manilas slum. Konflikten opstår, da Maxi får et øje til en ung betjent. Maxi er åbenlys omkring sin seksualitet, og det giver ham af og til problemer. Han bruger hårklemmer, læbestift og gå i for små lyserøde toppe. Selvom hans familie accepterer ham, som han er, reagerer de andre området ikke på samme måde. Og det er på den måde han møde den unge betjent: Maxi bliver forulempet, og betjenten redder ham.
Det er en neorealistisk stil, og Maxis splittelse mellem hans vel nok første kærlighed og sin familie er forholdsvis interessant at følge. Men der er også lidt for meget ligegyldigt, hvor man bare ser hverdagen i Manila. Det kan i sig selv være interessant, hvis skuespillet er godt, og det er ikke helt i toppen her. I sig selv er historien anderledes: en 12-årig homoseksuel er ikke noget, man lige ser. Og hovedpersonen gør det rigtig godt. Den kommer dog aldrig op over middelmådig i sin helhed. Det største problem er, at det burde være en film på 80 minutter oder so, men den er bare 100 min,
Som en del af min jagt på andre filmoplevelser fandt jeg denne, og jeg købte den kun, fordi den var fra Filippinerne.
7. decembers film er med kun fordi, den er fra Filippinerne. Det er den dårligste af alle de film, jeg præsenterer i julekalenderen, men den kan ses. Det er også den eneste film, jeg ikke sådan rigtig vil anbefale. Men som en af mine venner sagde, da han bookede et band fra Malayasia en gang: ”de er ikke særligt gode, men altså fuck det!, de er fra Malaysia”.
5/10
IMDB
Amazon.co.uk
Variety.com
Wikipedia
[url= trailer[/url]
#69 Antlion 14 år siden
Har du ikke set andet fra Filippinerne? Lino Brocka kan varmt anbefales.
#70 Skeloboy 14 år siden