The 47 Ronin (Genroku chūshingura) Kenji Mizoguchi, Japan 1941. Votes på IMDB - 530
Dette er en 2-parts film og kan som sådan godt kaldes for en miniserie. Instruktøren virker forhåbentlig bekendt. Hvis ikke, så kan jeg da kun foreslå, at man lige smider Sansho The Bailiff, Ugetsu og Life of O-Haru i kurven ASAP...
Lord Asano starter med at overfalde Lord Kira, men det mislykkedes. Han bliver derfor beordret til hara-kiri, samuraierners rituelle og ærefulde selvmord. En flok samuraier, 47 vil jeg gå ud fra, mister deres herre, og derved bliver de ronins. De sætter sig for at hævne ham, men det er ikke noget, man bare gøre i et så rigidt og traditionsrigt system som feudal-Japan. Hvis man fulgte alle Emma Gads regler fra Takt og Tone, tror jeg kun man oplevede en brøkdel af samuraiernes verden. Det er et tidsbillede af 1700-tallets feudale Japan.
Kenji Mizoguchi kører i sit eget tempo, og har meget lange takes. Men han er også en af de instruktører, der er synonym med perfektion.. Første gang folk ser en klassisk samuraifilm, bliver de ofte skuffet. Der er ikke sværdkamp og vilde actionscener i en typisk jidai-geki(japanske periodedramaer). I stedet er der politik, snak og tradition. Det er handling gennem dialog. Især traditionerne omkring bushido – samuraiernes kodeks - og hara-kiri bliver taget op. Ja, den går langsomt og historien kunne snildt være fortalt på en normal spillefilmslængde. Men så havde det ikke været ligeså episk. Man kan se, der er tænkt over hver enkelt billede, og de rolige scener giver også den meditative og realistiske effekt. Typisk for Mizoguchi er der også stor fokus på kvindernes rolle, og især begivenhedernes effekt på deres liv. Det giver en ekstra dimension og løfter den op på et mere relevant og interessant niveau.
Grunden til, jeg har filmen er, at det skulle være en af Kenji Mizoguchis bedste. Er ikke helt enig i den antagelse, for film som Sansho, Ugetsu og Life of O-haru er bedre. Men denne ligger ikke langt fra.
10. decembers film er fordi den hører til blandt toppen af samuraifilm. Med Mizoguchis perfektion og samuraitemaet er denne episke 4-timers periodestykke et must. Især for fans af De Syv Samuraier og A Touch of Zen. Men også for fans af Mizoguchi ,japanske film eller blot episke fortællinger. Grunden til, den ikke får en karakter højere er ene og alene længden. Hele filmen er ganske genial, men det er meget hårdt at se den i et køre.
#82 - De Syv Samuraier er bedre - og en af de store klassikere. Ran var jeg ikke så vild med. Men hvis de kan lide De Syv Samuraier, kan du også lide 47 Ronin...og omvendt
Så vil jeg begive mig i kast med De Syv Samuraier som en begyndelse. Det bliver også min første Akira Kurosawa. Men har fået købt lidt flere film end beregnet den her uge, så den må lige vente til næste måned.
Afsindig Alsidige Anmeldelser af Anders - http://neranders.wordpress.com/
"De syv samuraier" har en uglamourøs atmosfære, hvor regn og mudder udformer en grå realisme. "Ran" er derimod et næsten absurd skønhedsorgie, der skildrer det apokalyptiske i menneskets adfærd. Her er den grå realisme erstattet med en umenneskelighed der fejrer undergangens indtræden. Jo mere man går i dybden med "Ran" som et filmisk og historisk værk, desto mere "mærkelig" bliver den.
Så hvad foretrækker du: Den uattraktive realisme eller den stiliserede skønhed? Jeg holder personligt mest af "De syv samuraier".
#81 Skeloboy 14 år siden
The 47 Ronin (Genroku chūshingura)
Kenji Mizoguchi, Japan 1941. Votes på IMDB - 530
Dette er en 2-parts film og kan som sådan godt kaldes for en miniserie. Instruktøren virker forhåbentlig bekendt. Hvis ikke, så kan jeg da kun foreslå, at man lige smider Sansho The Bailiff, Ugetsu og Life of O-Haru i kurven ASAP...
Lord Asano starter med at overfalde Lord Kira, men det mislykkedes. Han bliver derfor beordret til hara-kiri, samuraierners rituelle og ærefulde selvmord. En flok samuraier, 47 vil jeg gå ud fra, mister deres herre, og derved bliver de ronins. De sætter sig for at hævne ham, men det er ikke noget, man bare gøre i et så rigidt og traditionsrigt system som feudal-Japan. Hvis man fulgte alle Emma Gads regler fra Takt og Tone, tror jeg kun man oplevede en brøkdel af samuraiernes verden. Det er et tidsbillede af 1700-tallets feudale Japan.
Kenji Mizoguchi kører i sit eget tempo, og har meget lange takes. Men han er også en af de instruktører, der er synonym med perfektion.. Første gang folk ser en klassisk samuraifilm, bliver de ofte skuffet. Der er ikke sværdkamp og vilde actionscener i en typisk jidai-geki(japanske periodedramaer). I stedet er der politik, snak og tradition. Det er handling gennem dialog. Især traditionerne omkring bushido – samuraiernes kodeks - og hara-kiri bliver taget op. Ja, den går langsomt og historien kunne snildt være fortalt på en normal spillefilmslængde. Men så havde det ikke været ligeså episk. Man kan se, der er tænkt over hver enkelt billede, og de rolige scener giver også den meditative og realistiske effekt. Typisk for Mizoguchi er der også stor fokus på kvindernes rolle, og især begivenhedernes effekt på deres liv. Det giver en ekstra dimension og løfter den op på et mere relevant og interessant niveau.
Grunden til, jeg har filmen er, at det skulle være en af Kenji Mizoguchis bedste. Er ikke helt enig i den antagelse, for film som Sansho, Ugetsu og Life of O-haru er bedre. Men denne ligger ikke langt fra.
10. decembers film er fordi den hører til blandt toppen af samuraifilm. Med Mizoguchis perfektion og samuraitemaet er denne episke 4-timers periodestykke et must. Især for fans af De Syv Samuraier og A Touch of Zen. Men også for fans af Mizoguchi ,japanske film eller blot episke fortællinger. Grunden til, den ikke får en karakter højere er ene og alene længden. Hele filmen er ganske genial, men det er meget hårdt at se den i et køre.
8/10
IMDB
Amazon.co.uk
Filmsgraded.com
Wikipedia
Slutningen på 1. kapitel fra Daily Motion
#82 neran 14 år siden
#83 Skeloboy 14 år siden
#84 neran 14 år siden
#85 Antlion 14 år siden
Ikke endnu åbenbart. De nævnte film af Bill Douglas og Mizoguchi er også fremragende! :)
#82:
"De syv samuraier" har en uglamourøs atmosfære, hvor regn og mudder udformer en grå realisme. "Ran" er derimod et næsten absurd skønhedsorgie, der skildrer det apokalyptiske i menneskets adfærd. Her er den grå realisme erstattet med en umenneskelighed der fejrer undergangens indtræden. Jo mere man går i dybden med "Ran" som et filmisk og historisk værk, desto mere "mærkelig" bliver den.
Så hvad foretrækker du: Den uattraktive realisme eller den stiliserede skønhed? Jeg holder personligt mest af "De syv samuraier".
#86 Lord Beef Jerky 14 år siden
#87 neran 14 år siden
#88 Skeloboy 14 år siden
Den findes også i andre udgaver, som jeg dog ikke har set. Den mest kendte er den her
Men I har vel bidt mærke I, at jeg har været så venlig at linke til amazon, så jeg har gjort det let for jer...;)
#89 Skeloboy 14 år siden
#90 neran 14 år siden