Jeg ved der er hundekyndige herinde, og jeg har lige brug for et råd:

I lørdags gik mine forældres golden retriever pludselig amok, og bed min søster lige ved øjet, og efterfølgende min far i hånden. Det var helt umotiveret.
Den har før knurret af mine forældre, fx. da den var kommet op i sengen, og de ville have den ned.
Den har aldrig kunne lystre almindelige kommandoer, så som at sitte, lægge sig, gå i kurv, og den slags, trods at den har gået til hvalpetræning. Den er en 3-4 år gammel.

I min optik skal den aflives på stedet! Man kan ikke stole på en hund, der én gang har bidt, tilmed hånden der fodrer den.

Men mine forældre vil ikke af med den.. Og her kommer det næste problem:
Vores børn er tit ovre ved dem, og min datter har "farmor-dag" hver torsdag.
Jeg kan ikke sende mine børn ind til den hund. Det tør jeg simpelthen ikke! De er det bedste jeg har, og jeg ser det som en potentiel fare.

Hvordan synes i jeg skal forholde mig?

Jeg fatter det ikke! Min far er tilmed jæger, og burde have skudt den i haven. Alle jægere ved hvad dette betyder med en hund, vil jeg mene.

/Mads & Monopolet off

#1 - Jeg er helt enig med dig.

Jeg passer nogle gange kærestens mors hund, og den har et par gange nappet efter folk, når den har været ude at lufte - seneste en stakkels kvinde, der fik et chok og fik bidt hul i cowboybukserne, fordi hun pludseligt drejede i retning mod den, da hun gik forbi.

Den er uopdragen, men også tydeligvis nervøs og overreagerer, når der er noget, den ikke kan forstå og opfatter som truende. Jeg har før slået til lyd for, at den egentligt bør aflives, fordi jeg ikke mener, at man kan have en hund, der bider - uanset at jeg holder meget af den, og at den er den sødeste og mest snakkesaglige hund overfor folk, den kender, eller folk der forstår at nærme sig den roligt. Men det er ikke min hund, og kærestens mor har hidtil ordnet tingene privat med erstatning, og så har den heldigvis heller aldrig bidt nogen "rigtigt".

Når en hund begynder at bide folk, den kender, så er grænsen dog for mig langt overskredet. Så kan man reelt ikke stole på den længere. Når den bider din far, så angriber den jo reelt floklederens autoritet, og det betyder, at den ikke har respekt for ham mere.

Jeg er enig med Tiany: Jeg ville heller ikke turde at sende min børn i nærheden af den.

Det er så pokkers svært med den slags. Jeg siger også selv, at hvis Cesar (min labrador'ish hund) en dag bare så meget som antyder at ville bide en person (udover tyveknægte!), så får den en tur med jagtgeværet nede i baghaven hos mine forældre.

Men jeg ved også, at det ville være så umådeligt svært for mig at gøre. Ikke kun fordi man selvfølgelig udvikler følelses og en form for samhørighed med sådan et kræ igennem årene, men også fordi man aldrig kan vide med sikkerhed, hvad der ligger til grund for dens opførsel. Det er svært at tage en voksen samtale med hunden omkring dens reaktionsmønstre på givne situationer. Og jeg ved fra mig selv, at jeg flere gange i mit liv har overreageret på en situation, som jeg har enten har mistolket eller blot ikke forstået.

På samme måde kan jeg tit mærke på Cesar, når han ikke lige helt forstår, hvad der foregår omkring ham (han er en meget nervøs hund, der har det svært med nye mennesker), og jeg anser det som værende rent held, at det aldrig har udmøntet sig i noget værre end ekstrem tilbageholdenhed. Han har heldigvis aldrig bidt ud efter nogen, heller ikke de tumper, der ikke fatter (trods de får det at vide), at han skal have love selv at komme til dem, hvis han gider dem, og derfor insisterer på at komme til hunden og kæle for den.

Selvfølgelig har både min kæreste og jeg lært ham fra vi fik ham ind i vores hjem, at det der med at bide er forkert. Sådan set en meget nem øvelse - stik hånden i munden af hunden, og så sige nej, hvis han klemmer for hårdt til. Derefter skete det en enkelt gang, mens jeg tumlede med ham, at han fik fat i min hånd i et opildnet øjeblik, men et højt nej senere var han klar over, at sådan leger man ikke.
Men uanset hvor meget man lærer en hund noget som helst, så vil dens instinkter altid bestemme, hvis den bliver for presset, og intet menneske kan nogensinde prøve at bilde sig selv ind, at de kan vide med sikkerhed hvordan en hund tænker og hvornår den kan føle sig presset. Vi kan lave masser af velfunderede teorier omkring det, men the fact of the matter is, at vi aldrig kan vide det med sikkerhed. Ikke mindst fordi hunde er lige så forskellige som deres ejere.

Jeg vil aldrig tillade mine børn at være i selskab med en hund, der én gang har bidt ud efter nogen "uden grund", og det lyder ikke til, at der i jeres situation har været en ophidset stemning eller "aggresiv adfærd", og derfor er ekstremt svært at vide, hvad hunden reagerer på. Derfor kan man heller ikke fortælle sine børn hvordan de skal gebærde sig i selskab med hunden, og derfor må et simpelt ultimatum til ejerne lyde "ingen hund eller ingen børnebørn". Simple as pie, for man kan bare ikke spille hasard med sine børns ve og vel.

I øvrigt lyder situationen med sengen som et ret klart tegn på, at den hund voldsomt har misforstået sin plads i "flokken". Det er aldrig til at vide, hvilke reaktioner den vil have i fremtiden, hvis den føler sig "demoted".

/Dr. Dogphil off

Hvis det er et umotiveret bid, og ikke et nap pga. en pludselig bevægelse, så skal den aflives - hvor trist det end er.

Jeg synes det er svært med sådan noget. Opdragelse betyder jo en del med sådan en hund, og der er ikke noget værre end en "snapper". Nu skriver du, at den knurrer, når man vil ha' den ud af sengen - men det behøver ikke nødvendigvis at betyde noget. Har selv haft en hund der knurrede og brummede lidt når man ville flytte rundt med den, især hvis man løftede den, eller hvis den var i gang med at spise - men den var godheden selv.

"Man kan ikke stole på en hund, der én gang har bidt, tilmed hånden der fodrer den."

Det er jeg overhovedet ikke enig i. Det kommer virkelig an på situationen. Der er også forskel på hvordan en hund den bider. Jeg kan da godt ha' tumlet så meget med en hund, at den på et tidspunkt lige sætter en tand i hånden eller armen på mig, fordi den handler på et instinkt.
Det samme med børn der render og hiver dem i pelsen, ørene og halen - normalt trækker de sig, men hvis de okser rundt efter den, og trænger den op i en krog, eller forstyrrer den konstant, så kan de også finde på at snappe eller bide - men det ser jeg altså ikke som noget problem. Så be'r man lidt selv om det.

Men at bide i ansigtet og hånden lyder godt nok lidt vildt. Hvis det er totalt umotiveret, at man slet ikke har rørt hunden, så lyder det ikke helt godt. Har der været noget efterfølgende? Jeg har oplevet, at de kan blive lidt "hysteriske" i forbindelse med flænger eller lign. - knuder der gør ondt. Men det kan man jo finde ud af ved lige at trykke lidt på den.

Hvis ikke dyrlægen har et bud, så ville jeg nok også overveje at få den aflivet, når man nu har små børn omkring den.