Jeg er enig i mange af de ovenstående indlæg (især lynklippet med pigen i skabet i Ringu), men også det første glimt af et spøgelse i Sixth Sense gav mig hjertegallop (et glimt af en lyserød morgenkåbe, så vidt jeg husker).
the buses that charged past so overflowing with passengers that from the outside they looked like they were making a rush delivery of spare limbs to some far-off war
#42 Lortet får pludseligt skarpe tænder, lange arme og onde øjne da den bliver levende. Gu er den nasty. Når den sidder på stolen og "er sig selv" så er det stemningen der gør den scary for man ved der skal ske noget.
lige en signs til: Hvor Mel kigger under en dør med en kniv for at se rumvæsnet, og så kommer dets hånd lige ud mod kameraet. Havde jeg sku ikke forventet da jeg så den
"Como estan, bitches?" homo proponit sed Deus disponit www.haddock100.com
Jeg er med #4 - sammen med en brækket arm var lige dén scene i Jaws skyld i, at jeg fuldstændigt droppede sejlsporten i sommeren 1984. Jeg havde umådeligt svært ved at komme igang igen, da min arm først var helet. Hver eneste gang jeg havde båden ude, kom jeg til at tænke på, hvad der mon lurede nede i dybet - uanset at jeg naturligvis godt vidste, at den slags hajer ikke hørte hjemme i vores farvande. :-)
Et andet stort barndomstraume er slutningen i Carrie, som andre også har nævnt. Ligesom dykkescenen i Jaws er effekten her så fantastisk timet, at den stadigvæk får mig, hver eneste gang jeg ser den - også selvom jeg kan se den komme på lang afstand. Det er godt håndværk.
Poltergeist hører til dels med i selskabet, selvom det ikke er så meget en enkelt effekt, men hele filmen, der er skyldig. Jeg kan huske, at jeg så den første gang en sen aften fra tysk tv, og jeg forbandede idéen om at have tv på værelset langt væk bagefter. Den lydeffekt, der bruges til at signalere, at noget er i gære, kan stadigt få det til at løbe koldt ned af ryggen på mig.
Er det bare mig, eller lader det forøvrigt til, at man sådan lidt kan definere vores alder ud fra, hvilke filmtitler, der har virket stærkest på os? Bare en tanke jeg fik.
Sidst set: The Black Pit of Dr. M 4/5 | SW: Ep. III 2/5 | Elephant 5/5 | Black Sunday (1960) 4/5
#41 filmz-yoshimura 21 år siden
#42 Michael Andersen 21 år siden
#43 rimmer 21 år siden
#44 Michael Andersen 21 år siden
#45 rimmer 21 år siden
#46 filmz-lbw 21 år siden
Da Blake Carrington (og vi andre) finder ud af, at Steven er bøsse... og især hans nye ansigt efter eksplosionen.
#47 Patriarch 21 år siden
#48 filmz-Kadann 21 år siden
Hahaha! Fanme go' humor. ;)
#49 filmz-Koenig 21 år siden
homo proponit sed Deus disponit
www.haddock100.com
#50 filmz-Le Samouraï 21 år siden
Et andet stort barndomstraume er slutningen i Carrie, som andre også har nævnt. Ligesom dykkescenen i Jaws er effekten her så fantastisk timet, at den stadigvæk får mig, hver eneste gang jeg ser den - også selvom jeg kan se den komme på lang afstand. Det er godt håndværk.
Poltergeist hører til dels med i selskabet, selvom det ikke er så meget en enkelt effekt, men hele filmen, der er skyldig. Jeg kan huske, at jeg så den første gang en sen aften fra tysk tv, og jeg forbandede idéen om at have tv på værelset langt væk bagefter. Den lydeffekt, der bruges til at signalere, at noget er i gære, kan stadigt få det til at løbe koldt ned af ryggen på mig.
Er det bare mig, eller lader det forøvrigt til, at man sådan lidt kan definere vores alder ud fra, hvilke filmtitler, der har virket stærkest på os? Bare en tanke jeg fik.