Hvad jeg her vil introducere er en test der tager udgangspunkt i filmen "The Butterfly Effect", fra 2004, med Ashton Kutcher i hovedrollen. Efter at have genset filmen for nylig fik jeg bekræftet hvor uhyggeligt dårlig den er.
Filmen er et klasseeksempel på:
- Et fuldstændig ulogisk og hullet manuskript
- Tåbeligt konstrueret dialog
- Absolut talentløse skuespilspræstationer fra stort set alle involverede i filmen. Ashton Kutcher tager dog prisen.
- Notorisk talen ned til publikum
- Karakterudvikling på børnehaveklasseniveau (I saved the woman and the child - now I'm a religious preacher)
- Filosofi a la teenagertænkeroverlivetogskriverpoesiisindagbog
- Kliché på kliché på kliché (spåkonen i midten af filmen er fantastisk: "You have no soul!" , "you we're never meant to be!")
- En fuldstændig skamløs forsimpling af en populærvidenskabelig teori.
- Osv. osv. osv.
Filmen er så dårlig at det ikke engang er sjov at se den, bare for at grine af den. Det er bare kedeligt.
Hvad der undrer mig er, at så mange voksne, tænkende mennesker rent faktisk finder filmen god. Og flere finder den ikke bare god, men rigtig god. Og nogle endda ikke bare finder den rigtig god, men de synes faktisk det var en tænksom film der fik dem til at fundere over tilværelsen.
Hvad der så har vist sig, og som jeg for nylig er blevet bevidst om, er, at næsten altid når jeg diskuterer film med folk, og jeg på et tidspunkt får stillet det efterhånden obligatoriske spørgsmål; "Hvad synes du om The Butterfly Effect?", siger det svar jeg får, hvilken filmkvalitetssans personen jeg taler med besidder.
Jeg kan ikke bevise gyldigheden af denne elitære, utrolig subjektive og fordomsfulde test, men kan blot konstatere at den endnu ikke har slået fejl for mig:
Hvis en person synes "The Butterfly Effect" er en god og dyb film, har denne person en notorisk dårlig filmsmag
Læg mærke til, at jeg ikke skriver "...ikke deler filmsmag med mig" eller noget lignende. Nej, hvis en person oprigtigt finder The Butterfly Effect dyb, spændende, tankevækkende osv., så har denne person en universel dårlig filmsmag.
Hvis en person ikke kan se de talrige fejl, mangler og tåkrummende skuespilpræstationer denne film emmer af, ved denne person simpelthen ikke hvad han eller hun skal kigge efter når denne ser film. Det lyder muligvis en kende arrogant, so be it, men der er noget om snakken.
Selvfølgelig er der undtagelser til denne regel. Måske har man set filmen i sin uvidende ungdom. Måske var man træt da man så filmen. Måske blev man afbrudt midt i filmen, måske blev man distraheret, måske måske måske. Der kan være talrige eksempler på at man kan være undskyldt for ikke at se elendigheden denne film rummer. Og så er man undskyldt.
Det er det bedste ved denne regel. Den er ikke ultimativ. Man får altid en chance til. Hvis man har set filmen og fandt den ganske god, har man altid muligheden for at gå hjem og se den igen, og se lyset.
Så fortvivl ikke, du poesibogsteenager; hvis The Butterfly Effect fik dig til at tænke over tidsrejser, ansvar, skyld, social arv, parallelle universer, handlinger og konsekvenser og hvad filmen ellers overfladisk berører, så har du stadig muligheden for at indse at der ikke er noget om snakken. It's all just bullshit. Du kan stadig nå at vende hjem til flokken.
Til alle jer andre; prøv testen. Spørg venner og bekendte og se om ikke svaret stemmer overens med jeres forudindtaget holdning til disse mennesker. Jeg er ikke i tvivl.
Sorry jeg lige bryder ind her, men det du der nævner med spåkonen - det er vel kun med i Directors Cut af filmen?
I den ordinære cut, med en helt anden slutning, er spåkonen vel ikke med? (eftersom hendes scene jo ligesom bare ligger op til den alternative slutning)
Jeg har intet problem med ikke at have ret. Det er kun, hvis nogen påpeger det, jeg bliver stædig!
The Butterfly effekt er en rigtig god film. Man skal bare ikke være så fandens prætentiøs og tage den for seriøst. Det er en fin og underholdende film der introducererer et originalt og anderledes koncept.
Der tager du fejl. The Butterfly Effect er en på alle måder dårlig film. Det er ikke prætentiøst at ville se film, om det så bare er for at blive underholdt, som har en minimum af kvaliteter.
#1: "Hvis en person ikke kan se de talrige fejl, mangler og tåkrummende skuespilpræstationer denne film emmer af, ved denne person simpelthen ikke hvad han eller hun skal kigge efter når denne ser film. Det lyder muligvis en kende arrogant..."
Ja, det lyder lidt arrogant :-)
Jeg synes det er en vældig god film. Det er ikke en film, der giver mig anledning til at tænke over tilværelsen el. lign., som du er inde på, men det er en sjov, spændende, fængende og til tider uhyggelig historie - god popcorn underholdning.
Nu er det nogen tid siden, at jeg har set den, men jeg erindrer ikke, at skuespillerne gør det specielt dårligt.
Jeg synes også, at det er lidt søgt, at du taler om, at man skal kigge efter noget bestemt, når man ser film. For mit vedkommende skal jeg primært underholdes, og dér gør Butterfly jobbet rigtig godt (for mig).
Der findes som bekendt både en theatrical og en DC-version, og theatrical er imo. langt bedre end DC. Man kan købe en dvd med begge versioner (1 dvd hvor de er på samme disc, så vidt jeg husker).
Den primære forskel er, at i theatrical er der ikke den åndsvage slutning, hvor han begår selvmord som foster. (Derfor er spåkone-scenen der heller ikke.) I theatrical ændrer han blot nogle ting, der - så vidt jeg husker - gør, at han aldrig lærer de andre (i hvert fald ikke pigen) at kende. Den slutter med, at han brænder dagbogen, hvorefter man ser, at han går gennem storbyens gader. Pigen går tilfældigt forbi ham og deres arme gnider let mod hinanden. Det kigger på hinanden over skulderen uden at genkende hinanden men med et anstrøg af sympati (eller måske med en underbebidst genkendelse fradet parallele univers, der nu er ophævet), hvorefter de går videre hver deres vej gennem storbyens mylder. Han ofrer således kærligheden for at bringe alle de øvrige tråde i orden.
Og så må jeg også hellere skrive en spoiler boks, til dem der kun har set theatrical og gerne vil vide, hvad der sker i (den langt dårligere) DC:
Midt i filmen møder han hende spåkonen, der siger, at han aldrig skulle have været til. Filmen slutter med, at man ser hans mor blive kørt ind på fødestuen, og hun kan mærke, at der er noget galt med fosteret. Det er fordi han har taget ophold i sig selv som foster og har besluttet at tage sit eget liv inden sin fødsel for at forhindre alle de jammerlige ting, der ellers vil ske. Han kvæler sig selv ved at slå knude på sin egen navlestreng. Ud over, at det jo er ganske jammerligt, idet et foster vel ikke fysisk er i stand til dette, selvom det måtte have en bevidsthed og en vilje hertil, så er denne slutning imo. langt dårligere, fordi theatrical-slutningen, hvor han tilfældigt støder på pigen på gaden, og som imo. er helt perfekt og meget rørende (omend også lidt sødladen) falder bort i DC.
#1 Zabriskie 16 år siden
Efter at have genset filmen for nylig fik jeg bekræftet hvor uhyggeligt dårlig den er.
Filmen er et klasseeksempel på:
- Et fuldstændig ulogisk og hullet manuskript
- Tåbeligt konstrueret dialog
- Absolut talentløse skuespilspræstationer fra stort set alle involverede i filmen. Ashton Kutcher tager dog prisen.
- Notorisk talen ned til publikum
- Karakterudvikling på børnehaveklasseniveau (I saved the woman and the child - now I'm a religious preacher)
- Filosofi a la teenagertænkeroverlivetogskriverpoesiisindagbog
- Kliché på kliché på kliché (spåkonen i midten af filmen er fantastisk: "You have no soul!" , "you we're never meant to be!")
- En fuldstændig skamløs forsimpling af en populærvidenskabelig teori.
- Osv. osv. osv.
Filmen er så dårlig at det ikke engang er sjov at se den, bare for at grine af den. Det er bare kedeligt.
Hvad der undrer mig er, at så mange voksne, tænkende mennesker rent faktisk finder filmen god.
Og flere finder den ikke bare god, men rigtig god.
Og nogle endda ikke bare finder den rigtig god, men de synes faktisk det var en tænksom film der fik dem til at fundere over tilværelsen.
Hvad der så har vist sig, og som jeg for nylig er blevet bevidst om, er, at næsten altid når jeg diskuterer film med folk, og jeg på et tidspunkt får stillet det efterhånden obligatoriske spørgsmål; "Hvad synes du om The Butterfly Effect?", siger det svar jeg får, hvilken filmkvalitetssans personen jeg taler med besidder.
Jeg kan ikke bevise gyldigheden af denne elitære, utrolig subjektive og fordomsfulde test, men kan blot konstatere at den endnu ikke har slået fejl for mig:
Hvis en person synes "The Butterfly Effect" er en god og dyb film, har denne person en notorisk dårlig filmsmag
Læg mærke til, at jeg ikke skriver "...ikke deler filmsmag med mig" eller noget lignende. Nej, hvis en person oprigtigt finder The Butterfly Effect dyb, spændende, tankevækkende osv., så har denne person en universel dårlig filmsmag.
Hvis en person ikke kan se de talrige fejl, mangler og tåkrummende skuespilpræstationer denne film emmer af, ved denne person simpelthen ikke hvad han eller hun skal kigge efter når denne ser film. Det lyder muligvis en kende arrogant, so be it, men der er noget om snakken.
Selvfølgelig er der undtagelser til denne regel. Måske har man set filmen i sin uvidende ungdom. Måske var man træt da man så filmen. Måske blev man afbrudt midt i filmen, måske blev man distraheret, måske måske måske. Der kan være talrige eksempler på at man kan være undskyldt for ikke at se elendigheden denne film rummer. Og så er man undskyldt.
Det er det bedste ved denne regel. Den er ikke ultimativ. Man får altid en chance til. Hvis man har set filmen og fandt den ganske god, har man altid muligheden for at gå hjem og se den igen, og se lyset.
Så fortvivl ikke, du poesibogsteenager; hvis The Butterfly Effect fik dig til at tænke over tidsrejser, ansvar, skyld, social arv, parallelle universer, handlinger og konsekvenser og hvad filmen ellers overfladisk berører, så har du stadig muligheden for at indse at der ikke er noget om snakken. It's all just bullshit. Du kan stadig nå at vende hjem til flokken.
Til alle jer andre; prøv testen. Spørg venner og bekendte og se om ikke svaret stemmer overens med jeres forudindtaget holdning til disse mennesker.
Jeg er ikke i tvivl.
Spread the word.
#2 davenport 16 år siden
#3 dolphinfriendly 16 år siden
og dette: http://www.imdb.com/title/tt0453467/
:)
#4 filmz-Kadann 16 år siden
Den der uvidende ungdom der ligger hele 3-4 år tilbage i tiden? :)
#5 HonoDelLoce 16 år siden
I den ordinære cut, med en helt anden slutning, er spåkonen vel ikke med? (eftersom hendes scene jo ligesom bare ligger op til den alternative slutning)
#6 Hive 16 år siden
#7 Zabriskie 16 år siden
Ja, lige præcis. Når man er ung sker der meget på få år.
#5
Ja, jeg må åbenbart have set director's cut de to gange jeg har set filmen. Tænk engang. Director's cut.
#6
Der tager du fejl. The Butterfly Effect er en på alle måder dårlig film. Det er ikke prætentiøst at ville se film, om det så bare er for at blive underholdt, som har en minimum af kvaliteter.
Tag hjem og se den igen.
#8 filmz-Kadann 16 år siden
If you say so. :)
#9 filmz-DocDoom 16 år siden
Ja, det lyder lidt arrogant :-)
Jeg synes det er en vældig god film. Det er ikke en film, der giver mig anledning til at tænke over tilværelsen el. lign., som du er inde på, men det er en sjov, spændende, fængende og til tider uhyggelig historie - god popcorn underholdning.
Nu er det nogen tid siden, at jeg har set den, men jeg erindrer ikke, at skuespillerne gør det specielt dårligt.
Jeg synes også, at det er lidt søgt, at du taler om, at man skal kigge efter noget bestemt, når man ser film. For mit vedkommende skal jeg primært underholdes, og dér gør Butterfly jobbet rigtig godt (for mig).
Der findes som bekendt både en theatrical og en DC-version, og theatrical er imo. langt bedre end DC. Man kan købe en dvd med begge versioner (1 dvd hvor de er på samme disc, så vidt jeg husker).
#10 filmz-DocDoom 16 år siden