# 62 Jeg har vist læst de fleste af dem. Jeg kan bedst lide dem fra midterperioden. I de første har han ikke rigtig fundet sin egen stil, og i de ældste gentager han sig selv en del. Men det er jo Bukowski, så det er aldrig dårligt :)
"Some people have bad taste and others have taste more like mine." - Roger Ebert
Ja, Ulysses er måske det tætteste, vi kommer på en skabelon af modernismen. Det skrevne synes at udspringe fra den gennemførlige virkelighed, men allerede fra første linje vildledes alle indtryk, hvilket bliver tydeligere, jo længere man kommer ind i romanen. Det er hér, Joyce væver sit tæppe af allusioner, der bekræfter litteraturens underliggende konceptuelle former. Det homeriske heksameter mimes faktisk allerede i romanens famøse, indledende ord:
"Stately, plump Buck Mulligan came from the stairhead, bearing [...]"
Da jeg læste bogen første gang var det tydeligt, at det var et værk, der både var arrangeret mytisk og historisk. Dens kulturelle simultanitet var vidtrækkende, original, intelligent, satirisk, men egenlig ikke specielt overvældende. Derefter læste jeg Tindalls klassiske A Reader's Guide... og The Now Bloomdays Book, hvilket forstærkede ekkoet af de mange strukturelle og naturligvis kulturelle referencer, der er til stede i romanen. Da blev bogen rigtig interessant og RIGTIG overvældende. Nu sidder jeg med Giffords referencebibel på min tredje genlæsning, og jeg er ligeså ængstelig, som når jeg genser en Greenaway-film (ja, jeg tillader mig at sammenligne ham med Joyce). Derfor har jeg svært ved at rangere ham blandt mine yndlingsforfattere.
Og nej, ovenstående giver måske ikke megen mening (slet ikke for folk, der aldrig har læst Ulysses), men min oplevelse med Joyce er ligeså kaotisk, som den er betagende og dannende. Jeg er i øvrigt ikke ude på at anbefale Joyce til nogen som helst. Man finder selv frem til ham.
Jeg er også glad for Dubliners (specielt "The Dead"), selvom den (ligesom A Portrait...) er forceret og "kedelig" i sit udtryk og i sin form. Har du læst Finnegans Wake?
#64 Slog lige homerisk heksameter op, for at se op du tog pis på mig/os :), men jo, den er god nok. Det er faktisk ret interessant, også for en ret så uvidende udi litteraturmæssige sammenhænge som jeg. Så Joyce har bevidst opbygget meget af Ulysses ud fra diverse historiske "regelsæt" om prosa?
Læste du ikke Homér i skolen? ;) Jeg tror, at de personer, som har haft oldævl i skolen og har læst Homér, i den forbindelse har hørt om metrik og verdefødder (også i dansk).
Så Joyce har bevidst opbygget meget af Ulysses ud fra diverse historiske "regelsæt" om prosa?
De homeriske paralleller er primært benyttet strukturelt, idet de udmærker sig som en ramme eller nomenklatur for læserne. Om der ligefrem findes "regelsæt" i romanen, er en længere diskussion, men Joyces stil og teknik er tydeligt en udvidelse af diverse traditionelle praksisser inden for litteraturen. Dog udvides disse nok snarere ud fra værker som Comus end Odysséen.
Husk desuden på, at selvom Ulysses sender sin læser ud i kaos (det gør den i hvert fald hos undertegnende), er bogen sjældent kaotisk. Den er et nøje organiseret værk med en nøje organiseret (organisk, ej mekanisk) referenceramme. Og det er ikke mindst et mesterværk, der tåler sammenligning med Milton, Sterne og måske endda Homer eller Dante. Fordi Ulysses er et inferno... med MacGreevys ord:
"As Homer sent his Ulysses wandering through the inferno of Greek mythology and Virgil his Aeneas through one of Roman mythology so Dante himself voyaged through the inferno of the mediaeval Christian imagination and so Mr. Joyce sent his hero through the inferno of modern subjectivity."
#61 davenport 12 år siden
#62 sluppermand 12 år siden
Har du læst nogle af hans digtsamlinger? Jeg har kun læst The Last Night of the Earth Poems, som til gengæld også er fantastisk.
#63 chandler75 12 år siden
#64 Pécuchet 12 år siden
Ja, Ulysses er måske det tætteste, vi kommer på en skabelon af modernismen. Det skrevne synes at udspringe fra den gennemførlige virkelighed, men allerede fra første linje vildledes alle indtryk, hvilket bliver tydeligere, jo længere man kommer ind i romanen. Det er hér, Joyce væver sit tæppe af allusioner, der bekræfter litteraturens underliggende konceptuelle former. Det homeriske heksameter mimes faktisk allerede i romanens famøse, indledende ord:
"Stately, plump Buck Mulligan came from the stairhead, bearing [...]"
Da jeg læste bogen første gang var det tydeligt, at det var et værk, der både var arrangeret mytisk og historisk. Dens kulturelle simultanitet var vidtrækkende, original, intelligent, satirisk, men egenlig ikke specielt overvældende. Derefter læste jeg Tindalls klassiske A Reader's Guide... og The Now Bloomdays Book, hvilket forstærkede ekkoet af de mange strukturelle og naturligvis kulturelle referencer, der er til stede i romanen. Da blev bogen rigtig interessant og RIGTIG overvældende. Nu sidder jeg med Giffords referencebibel på min tredje genlæsning, og jeg er ligeså ængstelig, som når jeg genser en Greenaway-film (ja, jeg tillader mig at sammenligne ham med Joyce). Derfor har jeg svært ved at rangere ham blandt mine yndlingsforfattere.
Og nej, ovenstående giver måske ikke megen mening (slet ikke for folk, der aldrig har læst Ulysses), men min oplevelse med Joyce er ligeså kaotisk, som den er betagende og dannende. Jeg er i øvrigt ikke ude på at anbefale Joyce til nogen som helst. Man finder selv frem til ham.
Jeg er også glad for Dubliners (specielt "The Dead"), selvom den (ligesom A Portrait...) er forceret og "kedelig" i sit udtryk og i sin form. Har du læst Finnegans Wake?
#65 Richard Burton 12 år siden
#66 MMB 12 år siden
Læste du ikke Homér i skolen? ;) Jeg tror, at de personer, som har haft oldævl i skolen og har læst Homér, i den forbindelse har hørt om metrik og verdefødder (også i dansk).
#67 Richard Burton 12 år siden
Jeg kender skam godt til versefødder, men homerisk heksameter var altså komplet sort for mig (indtil for få minutter siden) :)
#68 MMB 12 år siden
#69 Richard Burton 12 år siden
#70 Pécuchet 12 år siden
De homeriske paralleller er primært benyttet strukturelt, idet de udmærker sig som en ramme eller nomenklatur for læserne. Om der ligefrem findes "regelsæt" i romanen, er en længere diskussion, men Joyces stil og teknik er tydeligt en udvidelse af diverse traditionelle praksisser inden for litteraturen. Dog udvides disse nok snarere ud fra værker som Comus end Odysséen.
Husk desuden på, at selvom Ulysses sender sin læser ud i kaos (det gør den i hvert fald hos undertegnende), er bogen sjældent kaotisk. Den er et nøje organiseret værk med en nøje organiseret (organisk, ej mekanisk) referenceramme. Og det er ikke mindst et mesterværk, der tåler sammenligning med Milton, Sterne og måske endda Homer eller Dante. Fordi Ulysses er et inferno... med MacGreevys ord:
"As Homer sent his Ulysses wandering through the inferno of Greek mythology and Virgil his Aeneas through one of Roman mythology so Dante himself voyaged through the inferno of the mediaeval Christian imagination and so Mr. Joyce sent his hero through the inferno of modern subjectivity."