hehe vel, ja okay på den måde, men du ved hvad jeg mener tror jeg 8-)

Så i øvrigt The Runaways i dag i fjerneren..

Det var mega underligt at se Dakota Fanning i sådan en rolle. Men dejligt, at hun ikke synes at være en af de barne-stjerner, der "mister" gløden så snart de bliver 15..

Selve filmen var lidt lala.. Den føltes aldrig super-interessant, nok mest fordi jeg absolut intet ved om The Runaways i virkeligheden, og det gik først op for mig til sidst i filmen, hvem Joan egentlig var.. :D

Langt fra en af de bedste bio-pics, jeg har set, men på den anden side en ganske habil lille film..

6/10 vil jeg tro, jeg lander på..

#10218: Det var bestemt heller ikke få at antyde at du burde kunne lide filmen eller sådan noget, men oplevede bare ikke at det Babo sagde, og det jeg sagde var (helt) det samme, derfor tillod jeg mig lige at komme med min egen formulering omkring emnet. Hvis filmen ikke fungerer for dig, så fred være med det :) Jeg synes bare ikke at "løberiet med motorsaven" var en synderligt stor del af filmen, og det var derfor jeg lige ville høre en yderligere uddybning, hvilket jeg fik. Vi har simpelthen haft vidt forskellige oplevelser af den film.

Med hensyn til "The Birds" kan jeg super godt lide den film, og synes den fungerer rigtig godt. Derudover synes jeg dog ikke at den er tilnærmelsesvis så uhyggelig som Chainsaw. Selvfølgelig er "The Birds" både bedre spillet og skrevet, men Chainsaw har også sine stærke sider imo (klipning især). Hitchcock er bestemt en af de helt store i min bog, men synes ikke det han leverer er det samme som Tobe Hooper leverer i Chainsaw. Og begge dele er fremragende, bare på hver deres måde.

Another Year

Mike Leigh er efterhånden blevet kendt for at lave film om middelklassen i England. Ofte er det film uden decideret plot, men i stedet for er Mike Leigh mere interesseret i folket i middelklassen. Han har tidligere udtalt at der bliver lavet alt for få film om ganske almindelige mennesker og den stime fortsætter han således i ”Another Year”. Som titlen antyder dykker vi ned i et tilfældigt år, hos et tilfældigt ægtepar. Alt efter hvor gammel man er, kan det være en selv, ens nabo, ens forældre. Kort sagt er ægteparret Tom og Gerri et ganske almindeligt midaldrende ægtepar. Tom er geolog og Gerri er socialmedhjælper. I fritiden hygger de sig i deres lille parcelhus ved at passe deres have, ligesom mange andre på deres alder gør. De har ligeledes en søn på omkring de 30 som også er en ganske velfungerende advokat. Hvad der til gengæld ikke er velfungerende er de personer de omgiver sig med. Toms ven Ken er en tyk gråhåret mand, som drikker øl til højre og venstre og mest af alt virker deprimeret over at have mistet en god ven og ellers blot venter på at hjertet sige stop pga. for meget mad og for mange øl.
En der også er deprimeret er Gerris kollega Mary. Hun er et sted i 50erne og belemrer hele tiden Tom og Gerri med sine kvaler. Hun var engang gift, men manden skred og nu sidder hun her flere årtier senere og stadigvæk flæber over det. Alt dette imens hun drikker masser af rødvin. Hun er konstant på udkig efter endnu en mand, men tager sig selv for seriøst. Alderen er desværre ved at indhente hende uden at hun vil indse det.
Hvis alt dette lyder kedeligt, kan jeg sagtens forstå det. Det er også en svær film at sælge. Ingen actionscener, intet reelt dramatisk i filmen, ja skuespillerne er nogle de fleste ikke kender. Hvad Mike Leigh dog altid har været god til er at give et nuanceret indblik ind i karaktererne og ikke mindst har han været i stand til at finde de rette skuespillere til de rette roller. At blive hevet ind i Tom og Gerris hjem er på sin nostalgisk og for mit vedkommende mindede det mig om nogle af mine forældres venner. Man kan sagtens fornemme nærværet hos dem ægteparret, at de været gift i mange år. Ligeledes kan jeg sagtens forstår hvorledes de agerer. Lesley Manvilles karaktere er megairriterende, men det er også meningen at hun skal være det. Det er meningen at hendes blot tilstedeværrelse skal irritere end ligeså som det gør for Tom og Gerri. Hvem kan ikke nikke genkendende til en eller anden irriterende person ved en familiefest, som bare snakkede og snakkede og som man egentlig bare havde lyst til at smide ud eller lukke munden. Resultatet er dog nok at man gør ligesom Gerri og Tom og blot lader stå til og nævner, at de skam ikke trænger sig på. Det er den slags realisme som Mike Leigh er så god til at portrættere og da filmen er slut kan vi konstatere, at endnu et år er gået.

7/10

#10228

All Hail The Great Wall of China Text.

;)