The Outsiders, 1983 Der er nu noget over 80'ernes film. Selvom skuespillet ikke er det bedste, så er The Outsiders ret fed alligevel. Manuskriptet er egentlig heller ikke vild godt. Man når ikke rigtig at få et forhold til nogen af personerne. Det skyldes, at der er en hel del, som bliver aldrig rigtig bliver introduceret, men bare er der. Men alligevel så er der sgu et eller andet over filmen. Den er dejlig rodløs, og kan jeg godt lide Matt Dillon i 80'er filmene. Her er det greasers vs. socs - de fattige og de rige - mod hinanden.
Tema og udtryk er det samme som i Rumble Fish, men den når ikke samme højde. Den skøjter simpelthen for hurtigt hen over historien. Jeg har ikke set den udvidede udgave, men det kan være, det vil hjælpe. 7/10
Easy Rider, 1969 En film, der er med til at ende en epoke og starte en ny og en film, der er med til at skabe Jack Nicholsons karriere. Betydninge af Easy Rider er stor - men er det også en god film?
Ja, sådan lidt er den vel. Sjældent har jeg set en film, der er så meget produkt af sin egen tid. Ifølge wiki er det endda rigtige stoffer, de indtager. Det er et interessant tidsbillede, og en ok film.
Helt enig omkring The Outsiders, nøj den så jeg mange gange da jeg var yngre.
Sjovt hvordan én filmtitel kan ruske lidt i hukommelsen så titler som Red Dawn, Kliken fra St. Elmo og Lucas kommer frem. Jeg tror snart tiden er inde til en nostalgisk filmaften.
Late Chrysanthemums, 1954 Tre aldrende og daværende geishaer lever i efterkrigstidens Japan. Okin er pengeudlåner, mens Tamae og Tomi bor sammen med deres respektive søn og datter. Det giver problemer - oven i de finansielle.
Der er skåret helt ind til benet, og dramaet er næsten udeblevet. Filmen følger hovedsagligt Okin, men det er uden sentimentalitet og nostalgi - og det er på trods af, at en stor del handler om de gamle dage. Det er en portrætfilm, der i al sin simpelhed rummer en utrolig menneskelig side, som kun japanske film kan få frem. Personerne har accepteret deres skæbne, og Okin klarer sig igennem hverdagen med en stoisk ro. En ro, der også hviler over filmen. Jeg har kun set en Ozu-film, Tokyo Story, og jeg tror den skal genses, for jeg kunne ikke lade være med at tænke på den(jeg var ikke begejstret for Tokyo Story da jeg så den, men det kan være jeg vil være det nu) 8/10
Floating Clouds, 1955 Til forskel fra den nærmest spartanske Late Chrysanthemums, er der i Floating Clouds langt mere vægt på følelserne. Under WWII mødes Yukiko(det er pigen) og Tomioka. Han lover at forlade konen, men gør det aldrig. Yukiko har kun et ønske: at leve sammen med Tomioka, men krigen ændrer meget, og hun kan ikke finde ro nogen steder.
Der er et kærlighedsdrama, men uden omveje. På intet tidspunkt ser vi en oerflødig scene eller en scene, der udpensler historien. Og det er sgu rart at se. Dramaet er konstant til stede, og Yukikos konstante søgen er et typisk efterkrigstræk. Personerne prøver at slippe væk fra fortidens minder, men det er svært - især for Yukiko.
Floating Clouds er medrivende, og de to hovedpersonernes skæbne hvilker tungt over dem: de var lykkelige sammen, men de vil aldrig blive lykkelige igen. 8/10
When A Woman Ascends The Stairs, 1960 Enken Keiko er værtinde på en bar. HUn er 30, enke og har en drøm at åbne en bar selv. Men hun kæmper med en fattig familie, der har brug for hendes hjælp, en skjult kærlighed, mindet om hendes mand, bejlere og en afsky overfor sit arbejde.
Der kan ikke siges så meget om filmen, som der ikke er sagt om de to andre. Det er samme stil, omend lidt mere følelsladet. 8/10
In conclusion: Naruse fortæller sine historier uden store bevægelser. Det er almindelige mennesker og almindelige menneskers problemer. Jeg kom til at tænke på den nyere italienske film, Caos Colmo - Quiet Chaos. Selve udtrykket beskriver meget godt, hvordan Naruses personer opleves. I et samfund, hvor etikette og korrekt opførsel er alt, skal man ikke vise sine følelser. Derfor bliver man som tilskuer nødt til at sætte sig ind i personernes psyke, og det fungerer rigtig godt.
Selvfølgelig er det lige til højrebenet at sammenligne de tre film med Mizoguchis kvindesyn. Der er ligheder: det handler om stærke kvinder, der skal begå sig i et mandsdomineret samfund. Men Naruses kvinder har mere kontrol over deres eget liv. De tre film holder et rigtig stabilt niveau, og jeg vil ikke bekymre mig om at anbefale dem.
#10391 Collateral 14 år siden
Dem har han lavet nogle stykker af.
#10392 misuma 14 år siden
Kung Fu Panda 2 - Flottere, sjovere og til tider så rørende at gåsehuden kom i bølger. Imponerende opfølger på en lækker film.
#10393 Lord Beef Jerky 14 år siden
#10394 misuma 14 år siden
Pga ungerne så vi den med dansk tale...Kan det passe at Rune Klan lagde stemme til vores kære panda? Det lød skisme sådan.
#10395 Highland Park 14 år siden
#10396 Skeloboy 14 år siden
Der er nu noget over 80'ernes film. Selvom skuespillet ikke er det bedste, så er The Outsiders ret fed alligevel. Manuskriptet er egentlig heller ikke vild godt. Man når ikke rigtig at få et forhold til nogen af personerne. Det skyldes, at der er en hel del, som bliver aldrig rigtig bliver introduceret, men bare er der. Men alligevel så er der sgu et eller andet over filmen. Den er dejlig rodløs, og kan jeg godt lide Matt Dillon i 80'er filmene. Her er det greasers vs. socs - de fattige og de rige - mod hinanden.
Tema og udtryk er det samme som i Rumble Fish, men den når ikke samme højde. Den skøjter simpelthen for hurtigt hen over historien. Jeg har ikke set den udvidede udgave, men det kan være, det vil hjælpe.
7/10
Easy Rider, 1969
En film, der er med til at ende en epoke og starte en ny og en film, der er med til at skabe Jack Nicholsons karriere. Betydninge af Easy Rider er stor - men er det også en god film?
Ja, sådan lidt er den vel. Sjældent har jeg set en film, der er så meget produkt af sin egen tid. Ifølge wiki er det endda rigtige stoffer, de indtager. Det er et interessant tidsbillede, og en ok film.
6/10
#10397 misuma 14 år siden
Sjovt hvordan én filmtitel kan ruske lidt i hukommelsen så titler som Red Dawn, Kliken fra St. Elmo og Lucas kommer frem. Jeg tror snart tiden er inde til en nostalgisk filmaften.
#10398 Lord Beef Jerky 14 år siden
#10399 Slettet Bruger [4112912599] 14 år siden
#10400 Skeloboy 14 år siden
Late Chrysanthemums, 1954
Tre aldrende og daværende geishaer lever i efterkrigstidens Japan. Okin er pengeudlåner, mens Tamae og Tomi bor sammen med deres respektive søn og datter. Det giver problemer - oven i de finansielle.
Der er skåret helt ind til benet, og dramaet er næsten udeblevet. Filmen følger hovedsagligt Okin, men det er uden sentimentalitet og nostalgi - og det er på trods af, at en stor del handler om de gamle dage. Det er en portrætfilm, der i al sin simpelhed rummer en utrolig menneskelig side, som kun japanske film kan få frem. Personerne har accepteret deres skæbne, og Okin klarer sig igennem hverdagen med en stoisk ro. En ro, der også hviler over filmen. Jeg har kun set en Ozu-film, Tokyo Story, og jeg tror den skal genses, for jeg kunne ikke lade være med at tænke på den(jeg var ikke begejstret for Tokyo Story da jeg så den, men det kan være jeg vil være det nu)
8/10
Floating Clouds, 1955
Til forskel fra den nærmest spartanske Late Chrysanthemums, er der i Floating Clouds langt mere vægt på følelserne. Under WWII mødes Yukiko(det er pigen) og Tomioka. Han lover at forlade konen, men gør det aldrig. Yukiko har kun et ønske: at leve sammen med Tomioka, men krigen ændrer meget, og hun kan ikke finde ro nogen steder.
Der er et kærlighedsdrama, men uden omveje. På intet tidspunkt ser vi en oerflødig scene eller en scene, der udpensler historien. Og det er sgu rart at se. Dramaet er konstant til stede, og Yukikos konstante søgen er et typisk efterkrigstræk. Personerne prøver at slippe væk fra fortidens minder, men det er svært - især for Yukiko.
Floating Clouds er medrivende, og de to hovedpersonernes skæbne hvilker tungt over dem: de var lykkelige sammen, men de vil aldrig blive lykkelige igen.
8/10
When A Woman Ascends The Stairs, 1960
Enken Keiko er værtinde på en bar. HUn er 30, enke og har en drøm at åbne en bar selv. Men hun kæmper med en fattig familie, der har brug for hendes hjælp, en skjult kærlighed, mindet om hendes mand, bejlere og en afsky overfor sit arbejde.
Der kan ikke siges så meget om filmen, som der ikke er sagt om de to andre. Det er samme stil, omend lidt mere følelsladet.
8/10
In conclusion: Naruse fortæller sine historier uden store bevægelser. Det er almindelige mennesker og almindelige menneskers problemer. Jeg kom til at tænke på den nyere italienske film, Caos Colmo - Quiet Chaos. Selve udtrykket beskriver meget godt, hvordan Naruses personer opleves. I et samfund, hvor etikette og korrekt opførsel er alt, skal man ikke vise sine følelser. Derfor bliver man som tilskuer nødt til at sætte sig ind i personernes psyke, og det fungerer rigtig godt.
Selvfølgelig er det lige til højrebenet at sammenligne de tre film med Mizoguchis kvindesyn. Der er ligheder: det handler om stærke kvinder, der skal begå sig i et mandsdomineret samfund. Men Naruses kvinder har mere kontrol over deres eget liv. De tre film holder et rigtig stabilt niveau, og jeg vil ikke bekymre mig om at anbefale dem.