mener det var 3/10. Men den fik 2/6 på den lille skala.
Også fint nok. Det var blot fordi du skrev 'stinkende ringe på samtlige punkter (eller noget i den stil), så lød det som om du gav den 1 stjerne. Stinkende ringe på samtlige punkter ville jeg nemlig ikke kalde en film du trods alt gav 3/10 (selv om det er tæt på indrømmet). Jeg gav den 5/10, fandt den var fint lavet og sine steder underholdende, men noget tynd på mange områder ellers.
I have my principles - And if you don't like them, I have others
Robert Redford har instrueret dette lille retssals drama, hvor konspiratører til mordet på den amerikanske præsident Abraham Lincoln i 1864, er på anklagebænken. Den blev sidste år anset som en konkurrent til Spielbergs kommende fortælling om Lincoln, men bortset fra et minuts penge, er fokus ikke på præsidenten, men på en proces, der enten skulle udmønte sig i en beslutning truffet i hævntørst eller med vægten på de kloge ord i nationens forfatning næsten 90 år tidligere.
Redford tager udgangspunkt i fakta og har en imponerende rolleliste til rådighed med James McAvoy, Tom Wilkinson, Robin Wright, Danny Huston, Evan Rachel Wood og Kevin Kline, som de mest prominente og det kan mærkes. Selvom Redford ikke ligefrem udspyr film på samlebånd, så er det en decideret nydelse at overvære håndværket og storspillet af især førstnævnte tre.
Manuskriptet er fornemt eksekveret udi ligeså flot akkompagnerende skuespil og jeg vil især rose den i mine øjne særdeles flotte cinematografi af Newton Thomas Sigel, hvis intensive brug af filtre, skygger og lys, skaber en utrolig flot og effektiv ramme for den historiske periode. Det er måske ikke en overraskelse, for manden er desuden cinematograf på den nye Drive af danske Refn og stod også bag kameraet på Valkyrie, Superman Returns, The Brothers Grimm, X2, Confessions of a Dangerous Mind, X-Men og Three Kings.
Redford har altid været og er stadig, stærkt politisk engageret og filmens tema er et meget flot, gennemtænkt og intelligent debatindlæg omkring menneskerettigheder, der har kostet blod, sved og tårer for mange. I et sandt demokrati, står disse ikke til diskussion og der kan ikke opfindes forbehold, som sætter dem ud af kraft.
Således kan filmen siges at være en tidlig forgænger for mange af de kronologisk efterfølgende lignende retssalsdramaer vi efterhånden kender til, der som denne, tager udgangspunkt i unfair behandling af en tiltalt i en retssag. Men med fokus på en begivenhed som denne, mordet på Abraham Lincoln, formår Redford at give sit indlæg en gevaldig pondus, for at ramme lige i centrum af solar plexus, på nationens efterhånden dårlige samvittighed omkring varetagelsen af individets rettigheder.
En film som forhåbentlig bliver opdaget og set af flere i løbet af året, for den er så absolut noget af det bedste, som er kommet ud af den amerikanske filmindustri i år.
Billedkvaliteten på den 2.40:1 skudte film, er helt i top, med en dyb brug af sort og skygger og en sepia inspireret farvenøgle, som i den grad passer til perioden. Detaljegraden er gennemgående storartet, men skarpheden kompromitteres af de mange filtre, hvilket jeg dog i denne sammenhæng ikke betragter som et minus, tværtimod. Filmen er simpelthen vidunderlig at skue på et stort lærred, i et helt mørkt rum.
Den lille $25 mio. produktion, formår også at imponere, hvad lyd angår. Bortset fra få bombastiske momenter i begyndelsen består lytteglæden i det atmosfæriske og omsluttende lydbillede, som hele tiden formår at akkompagnere rum og forhold og med en klar og karakteristisk klang. Der er rigtig kælet for detaljerne.
Film: 9/10 Video: 9-10/10 Audio: 9/10
Konklusion: Amerikansk drama, når det er bedst og som skal genses et par gange.
[url=
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
#11157: Overraskende må jeg sige. Jeg synes ikke at den udfra traileren ser ud af noget specielt, og den har heller ikke ligefrem fået de bedste anmeldelser(udover din), selvom at der selvfølgelig er nogle der er mere positive end andre.
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
Jeg har ikke skrevet så mange anmeldelser som jeg burde på det seneste, men i særdeleshed ved denne film, ville det være synd hvis jeg ikke i det mindste gav den et par ord med på vejen. Jeg har før denne film set to film fra Fellini, nemlig "8½" og "La Strada". På det pågældende tidspunkt jeg så "8½", var jeg nok ikke helt klar til den. Jeg syntes at den var visuel smuk og den indeholdte mange gode elementer, men jeg blev aldrig rigtigt fanget af filmen. Ligeledes følte jeg mig også en smule distanceret fra "La Strada", selvom at jeg bestemt synes at den var ganske god. Men jeg havde endnu ikke set det helt store i Fellini. Før nu altså. "La Dolce Vita" er virkelig en fantastisk og vidunderlig film, og det er nu ikke svært at forstå hvorfor Fellini betragtes som en af de helt store instruktører gennem tiden. Nu skriver jeg sjældent om plottet ved de film jeg anmelder, men selv hvis jeg gerne ville skrive det om "La Dolce Vita", så er der ikke meget at skrive. For der er ikke et store plot, så hvis det er noget der er meget vigtigt for en, så er "La Dolce Vita" nok ikke en film man skal opsøge. Men hvis man ligesom mig elsker en film der dvæler ved selskabet af karaktererne, så vil man også elske Fellinis mesterværk. Marcello Mastroianni spiller på fantastisk vis en storchamør af en journalist, Marcello Rubini, og det er ham man følger rundt gennem "det søde liv", når han mænger sig med skuespillere, de rige og de kendte. Undervejs møder man et væld af andre karakterer som også spiller glimrende, men det er Marcello og hans tilværelse som hele vejen igennem er i fokus, og det er virkelig en fornøjelse at følge ham.
Det er en yderst smuk og vidunderlig film som Fellini har lavet, og det får mig i hvert fald til at glæde mig til at dykke længere ned i hans filmkatalog og også på et tidspunkt tage et gensyn med "8½". En fantastisk film!
9-10/10
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
#11151 Babo84 14 år siden
mener det var 3/10. Men den fik 2/6 på den lille skala. Uanset hvad, så er den ringe.
#11152 Bobby Singer 14 år siden
Nope! 4/6. Uanset hvad er den helt okay.
#11153 Hr. Nielsen 14 år siden
#11154 Bobby Singer 14 år siden
End of discussion. ;P
Selvom om Thomas har lidt mere ret end buhu.
#11155 Hr. Nielsen 14 år siden
#11156 Babo84 14 år siden
#11157 Bruce 14 år siden
Robert Redford har instrueret dette lille retssals drama, hvor konspiratører til mordet på den amerikanske præsident Abraham Lincoln i 1864, er på anklagebænken. Den blev sidste år anset som en konkurrent til Spielbergs kommende fortælling om Lincoln, men bortset fra et minuts penge, er fokus ikke på præsidenten, men på en proces, der enten skulle udmønte sig i en beslutning truffet i hævntørst eller med vægten på de kloge ord i nationens forfatning næsten 90 år tidligere.
Redford tager udgangspunkt i fakta og har en imponerende rolleliste til rådighed med James McAvoy, Tom Wilkinson, Robin Wright, Danny Huston, Evan Rachel Wood og Kevin Kline, som de mest prominente og det kan mærkes. Selvom Redford ikke ligefrem udspyr film på samlebånd, så er det en decideret nydelse at overvære håndværket og storspillet af især førstnævnte tre.
Manuskriptet er fornemt eksekveret udi ligeså flot akkompagnerende skuespil og jeg vil især rose den i mine øjne særdeles flotte cinematografi af Newton Thomas Sigel, hvis intensive brug af filtre, skygger og lys, skaber en utrolig flot og effektiv ramme for den historiske periode. Det er måske ikke en overraskelse, for manden er desuden cinematograf på den nye Drive af danske Refn og stod også bag kameraet på Valkyrie, Superman Returns, The Brothers Grimm, X2, Confessions of a Dangerous Mind, X-Men og Three Kings.
Redford har altid været og er stadig, stærkt politisk engageret og filmens tema er et meget flot, gennemtænkt og intelligent debatindlæg omkring menneskerettigheder, der har kostet blod, sved og tårer for mange. I et sandt demokrati, står disse ikke til diskussion og der kan ikke opfindes forbehold, som sætter dem ud af kraft.
Således kan filmen siges at være en tidlig forgænger for mange af de kronologisk efterfølgende lignende retssalsdramaer vi efterhånden kender til, der som denne, tager udgangspunkt i unfair behandling af en tiltalt i en retssag. Men med fokus på en begivenhed som denne, mordet på Abraham Lincoln, formår Redford at give sit indlæg en gevaldig pondus, for at ramme lige i centrum af solar plexus, på nationens efterhånden dårlige samvittighed omkring varetagelsen af individets rettigheder.
En film som forhåbentlig bliver opdaget og set af flere i løbet af året, for den er så absolut noget af det bedste, som er kommet ud af den amerikanske filmindustri i år.
Billedkvaliteten på den 2.40:1 skudte film, er helt i top, med en dyb brug af sort og skygger og en sepia inspireret farvenøgle, som i den grad passer til perioden. Detaljegraden er gennemgående storartet, men skarpheden kompromitteres af de mange filtre, hvilket jeg dog i denne sammenhæng ikke betragter som et minus, tværtimod. Filmen er simpelthen vidunderlig at skue på et stort lærred, i et helt mørkt rum.
Den lille $25 mio. produktion, formår også at imponere, hvad lyd angår. Bortset fra få bombastiske momenter i begyndelsen består lytteglæden i det atmosfæriske og omsluttende lydbillede, som hele tiden formår at akkompagnere rum og forhold og med en klar og karakteristisk klang. Der er rigtig kælet for detaljerne.
Film: 9/10
Video: 9-10/10
Audio: 9/10
Konklusion: Amerikansk drama, når det er bedst og som skal genses et par gange.
[url=
#11158 Bobby Singer 14 år siden
#11159 Kruse 14 år siden
#11160 Kruse 14 år siden
Jeg har ikke skrevet så mange anmeldelser som jeg burde på det seneste, men i særdeleshed ved denne film, ville det være synd hvis jeg ikke i det mindste gav den et par ord med på vejen. Jeg har før denne film set to film fra Fellini, nemlig "8½" og "La Strada". På det pågældende tidspunkt jeg så "8½", var jeg nok ikke helt klar til den. Jeg syntes at den var visuel smuk og den indeholdte mange gode elementer, men jeg blev aldrig rigtigt fanget af filmen. Ligeledes følte jeg mig også en smule distanceret fra "La Strada", selvom at jeg bestemt synes at den var ganske god. Men jeg havde endnu ikke set det helt store i Fellini. Før nu altså. "La Dolce Vita" er virkelig en fantastisk og vidunderlig film, og det er nu ikke svært at forstå hvorfor Fellini betragtes som en af de helt store instruktører gennem tiden. Nu skriver jeg sjældent om plottet ved de film jeg anmelder, men selv hvis jeg gerne ville skrive det om "La Dolce Vita", så er der ikke meget at skrive. For der er ikke et store plot, så hvis det er noget der er meget vigtigt for en, så er "La Dolce Vita" nok ikke en film man skal opsøge. Men hvis man ligesom mig elsker en film der dvæler ved selskabet af karaktererne, så vil man også elske Fellinis mesterværk. Marcello Mastroianni spiller på fantastisk vis en storchamør af en journalist, Marcello Rubini, og det er ham man følger rundt gennem "det søde liv", når han mænger sig med skuespillere, de rige og de kendte. Undervejs møder man et væld af andre karakterer som også spiller glimrende, men det er Marcello og hans tilværelse som hele vejen igennem er i fokus, og det er virkelig en fornøjelse at følge ham.
Det er en yderst smuk og vidunderlig film som Fellini har lavet, og det får mig i hvert fald til at glæde mig til at dykke længere ned i hans filmkatalog og også på et tidspunkt tage et gensyn med "8½". En fantastisk film!
9-10/10