Hver gang jeg sætter en gammel klassiker på, hører intro musikken og ser introteksterne, tænker jeg "hvorfor ser jeg ikke flere af den slags?".
Havde i går aftes et hjerteligt gensyn med Maltese Falcon, hvor jeg i den grad nød Dashiel Hammets vidunderlige manuskript og dialog og se en Bogart glimre som den kyniske privatdetektiv Sam Spade. Der er nærmest mere tale om teater end film, men for dælen, hvor er det inciterende at studere Bogarts hårdkogte attitude og hvorledes man håndterer kvinder. Total nydelse! One for the fucking ages!
Billedkvaliteten er glimrende og lydsporet er uden problemer med dialogen. En fin BD udgivelse, som desværre er gjort for lidt ud af. Havde fortjent en digibook behandling!
Film: 9-10/10 Video: 8/10 Audio: 6/10
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
Fascinerende og ambitiøs, men også ufattelig træg at komme igennem. Ens tålmodighed kommer virkelig på prøve med disse laaaange sekvenser. Hvorvidt disse altid gavner skidtet, kan diskuteres. Det er altså ikke spændende at glo på rumstationer, aber og andre objekter i så lang tid. Hele klimakset er simpelthen for langtrukken. Filmen føles til tider som et billede, og det er op til seeren at lave en billedanalyse. Enhver klasselokale skal selvfølgelig have et ur, og en hver skole skal have en ringeklokke.
6-7/10
Dark City (BD)
Begavet og plotdrevet film med utrolig produktionsdesign. Det dystre look kommer virkelig til udtryk, og plottet er fint konstrueret og forklaret. Den kommer dog for nemt omkring sine personer, og hovedpersonen virker lidt flad, men absolut seværdig og slutningen er jo fantastisk. Men ikke bedre end The Matrix, hvis man endelig skulle sammenligne.
8/10
Swordfish
Jeg har altid nydt denne actionfilm, som desværre er noget undervurderet. Lækkert produceret og lækkert filmet af Sena, som med denne film forsøgte at lave en mere moderne actionfilm. Plottet er sådan lidt la la og computerstof er nok altid lidt kedeligt, men man sidder med fornemmelsen, at den kan ende med et par overraskelser. Der spilles fint, selv John T som altid er lidt over the top, og ikke alt lykkedes lige godt, men den har squ et eller andet over sig, som jeg nyder at gense på en filmaften med gutterne.
Fascinerende og ambitiøs, men også ufattelig træg at komme igennem. Ens tålmodighed kommer virkelig på prøve med disse laaaange sekvenser.
Det er en film der SKAL være langsom og dvælende. Den fokuserer på universet og menneskets eksistens, ja, på bare det at være til - derfor dvæler den ved alle mulige detaljer ved abernes og senere menneskenes daglige gøremål og de rumfartøjer og bygninger, de har i funktion på månen.
Den første scene fra rummet er både i visuel og musikalsk henseende en rumballet, hvor billederne er tilpasset Strauss' Donau-vals, som gennemspilles i sin fulde længde (ca. 10 minutter), omend delt i to, hvor anden del fortsætter, da Heywood Floyd tilbagelægger sidste del af sin rejse, nemlig ud til det sted på månen hvor monolitten er blevet fundet.
På samme måde under Jupiter-missionen, hvor det meste af Khatchaturians sørgmodige 'Gayane's Adagio' gennemspilles på lydsporet, dels som en perfekt illustration af den monotomi og ensomhed, der præger rejsen, men også som en forvarsel om, at et eller andet tragisk vil ske.
Filmen er med andre ord nærmest en symbiose af billeder og musik.
Hvis man ikke ligesom jeg elsker - og derfor i fulde drag nyder - hvert eneste billede, hvert eneste stykke musik og filmens generelle stemning, samt dens indfangelse af "nuet" og det fantastiske eller "mystiske" ved selve eksistensen, ja, så tror jeg, at man altid vil være forbeholden overfor eller måske ligefrem irriteret over filmen.
Det er en film der SKAL være langsom og dvælende. Den fokuserer på universet og menneskets eksistens, ja, på bare det at være til - derfor dvæler den ved alle mulige detaljer ved abernes og senere menneskenes daglige gøremål og de rumfartøjer og bygninger, de har i funktion på månen.
Den første scene fra rummet er både i visuel og musikalsk henseende en rumballet, hvor billederne er tilpasset Strauss' Donau-vals, som gennemspilles i sin fulde længde (ca. 10 minutter), omend delt i to, hvor anden del fortsætter, da Heywood Floyd tilbagelægger sidste del af sin rejse, nemlig ud til det sted på månen hvor monolitten er blevet fundet.
På samme måde under Jupiter-missionen, hvor det meste af Khatchaturians sørgmodige 'Gayane's Adagio' gennemspilles på lydsporet, dels som en perfekt illustration af den monotomi og ensomhed, der præger rejsen, men også som en forvarsel om, at et eller andet tragisk vil ske.
Filmen er med andre ord nærmest en symbiose af billeder og musik.
Hvis man ikke ligesom jeg elsker - og derfor i fulde drag nyder - hvert eneste billede, hvert eneste stykke musik og filmens generelle stemning, samt dens indfangelse af "nuet" og det fantastiske eller "mystiske" ved selve eksistensen, ja, så tror jeg, at man altid vil være forbeholden overfor eller måske ligefrem irriteret over filmen.
Fuldstændig enig BN. Velskrevet beskrivelse der rammer hovedet på sømmet i forhold til min egen oplevelse, glæde og dybe fascination af 2001.
Nyeste anmeldelse: "The Thin Red Line" : http://bonysblog.wordpress.com/
Hvis man har andre forventninger til film end det har været instruktørens intentioner og det således f.eks. er et problem, at det ikke er "spændende at glo på rumstationer", så antydes det jo således allerede, at ... "Houston ... we have a problem!". Der ledes efter traditionelle narrativer og plotdevices, men disse er intetsteds at finde, for forståelsen er defineret i et andet lag.
Der er absolut ingen indikation af, eller hensigt fra instruktøren, at det skal være "spændende" i en traditionel forstand. Alt fedtet i 2001 A Space Odyssey er skåret væk og der er absolut intet langtrukken ved filmens opbygning, hvis Kubricks vision skal virke og publikum skal kunne forstå hans intention.
Det hele ville falde på jorden, hvis der skulle laves et mindre "langsommeligt pace", eller skæres fra. Stemning og billeder i 2001, har overtaget dialog og plotfunktionen, hvorfor Kubrick netop formår at fortælle verdens mest ambitiøse historie, på ufattelig kort tid, ligeså letlbenet som en Strauss vals.
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
ingen film skal noget som helst. Det er et valg instruktøren har foretaget. Jeg kan bare ikke se formålet med scenerne skal være så fucking lange. Personens "rejse" til sidst er da dræbende kedelig og blot gentagende. Hav af scener udspiller sig sådan, hvor man bare glor på genstande, og så kan man selvfølgelig "analysere subtekst" i hoved og røv.
ingen film skal noget som helst. Det er et valg instruktøren har foretaget.
Jo, filmen "skal noget", for når jeg taler, om at filmen SKAL være som den er, så sigter jeg netop til instruktørens bevidste valg.
Babo84 (11199) skrev:
Jeg kan bare ikke se formålet med scenerne skal være så fucking lange.
Det skal de af nogenlunde samme årsag som at det at gå/stå/sidde/ligge og nyde en smuk solnedgang eller en flot stjernehimmel eller nogle smukke naturlandskaber (mens man tænker over tingene), normalt ikke er noget man kun bruger få sekunder på, men snarere adskillige minutter, måske endda halve eller hele timer.
Det har dog også noget at gøre med, at Kubrick & Co. vil skildre naturlivets langsomhed og rumrejsernes ditto.
Babo84 (11199) skrev:
Personens "rejse" til sidst er da dræbende kedelig og blot gentagende.
Der er ingen gentagelser i "rejsen" til sidst. Det er hele tiden nye fænomener, objekter eller landskaber, han ser/møder undervejs.
Babo84 (11199) skrev:
[Et h]av af scener udspiller sig sådan, hvor man bare glor på genstande, og så kan man selvfølgelig "analysere subtekst" i hoved og røv.
Ja, det kan man - og få noget fuldstænidg individuelt ud af filmen, alt efter hvem man er. Men specielt dybe analyser er der ikke nødvendigvis behov for, men blot det man personligt kan relatere til, eller de tanker man selv gør sig omkring det sete.
#11191 Sweetiebellefan 14 år siden
#11192 Bruce 14 år siden
Hver gang jeg sætter en gammel klassiker på, hører intro musikken og ser introteksterne, tænker jeg "hvorfor ser jeg ikke flere af den slags?".
Havde i går aftes et hjerteligt gensyn med Maltese Falcon, hvor jeg i den grad nød Dashiel Hammets vidunderlige manuskript og dialog og se en Bogart glimre som den kyniske privatdetektiv Sam Spade. Der er nærmest mere tale om teater end film, men for dælen, hvor er det inciterende at studere Bogarts hårdkogte attitude og hvorledes man håndterer kvinder. Total nydelse! One for the fucking ages!
Billedkvaliteten er glimrende og lydsporet er uden problemer med dialogen. En fin BD udgivelse, som desværre er gjort for lidt ud af. Havde fortjent en digibook behandling!
Film: 9-10/10
Video: 8/10
Audio: 6/10
#11193 Babo84 14 år siden
Fascinerende og ambitiøs, men også ufattelig træg at komme igennem. Ens tålmodighed kommer virkelig på prøve med disse laaaange sekvenser. Hvorvidt disse altid gavner skidtet, kan diskuteres. Det er altså ikke spændende at glo på rumstationer, aber og andre objekter i så lang tid. Hele klimakset er simpelthen for langtrukken. Filmen føles til tider som et billede, og det er op til seeren at lave en billedanalyse. Enhver klasselokale skal selvfølgelig have et ur, og en hver skole skal have en ringeklokke.
6-7/10
Dark City (BD)
Begavet og plotdrevet film med utrolig produktionsdesign. Det dystre look kommer virkelig til udtryk, og plottet er fint konstrueret og forklaret. Den kommer dog for nemt omkring sine personer, og hovedpersonen virker lidt flad, men absolut seværdig og slutningen er jo fantastisk. Men ikke bedre end The Matrix, hvis man endelig skulle sammenligne.
8/10
Swordfish
Jeg har altid nydt denne actionfilm, som desværre er noget undervurderet. Lækkert produceret og lækkert filmet af Sena, som med denne film forsøgte at lave en mere moderne actionfilm. Plottet er sådan lidt la la og computerstof er nok altid lidt kedeligt, men man sidder med fornemmelsen, at den kan ende med et par overraskelser. Der spilles fint, selv John T som altid er lidt over the top, og ikke alt lykkedes lige godt, men den har squ et eller andet over sig, som jeg nyder at gense på en filmaften med gutterne.
8/10
#11194 BN 14 år siden
Det er en film der SKAL være langsom og dvælende. Den fokuserer på universet og menneskets eksistens, ja, på bare det at være til - derfor dvæler den ved alle mulige detaljer ved abernes og senere menneskenes daglige gøremål og de rumfartøjer og bygninger, de har i funktion på månen.
Den første scene fra rummet er både i visuel og musikalsk henseende en rumballet, hvor billederne er tilpasset Strauss' Donau-vals, som gennemspilles i sin fulde længde (ca. 10 minutter), omend delt i to, hvor anden del fortsætter, da Heywood Floyd tilbagelægger sidste del af sin rejse, nemlig ud til det sted på månen hvor monolitten er blevet fundet.
På samme måde under Jupiter-missionen, hvor det meste af Khatchaturians sørgmodige 'Gayane's Adagio' gennemspilles på lydsporet, dels som en perfekt illustration af den monotomi og ensomhed, der præger rejsen, men også som en forvarsel om, at et eller andet tragisk vil ske.
Filmen er med andre ord nærmest en symbiose af billeder og musik.
Hvis man ikke ligesom jeg elsker - og derfor i fulde drag nyder - hvert eneste billede, hvert eneste stykke musik og filmens generelle stemning, samt dens indfangelse af "nuet" og det fantastiske eller "mystiske" ved selve eksistensen, ja, så tror jeg, at man altid vil være forbeholden overfor eller måske ligefrem irriteret over filmen.
#11195 Bony 14 år siden
Fuldstændig enig BN. Velskrevet beskrivelse der rammer hovedet på sømmet i forhold til min egen oplevelse, glæde og dybe fascination af 2001.
#11196 BN 14 år siden
Tak. :-)
#11197 Bruce 14 år siden
Der er absolut ingen indikation af, eller hensigt fra instruktøren, at det skal være "spændende" i en traditionel forstand. Alt fedtet i 2001 A Space Odyssey er skåret væk og der er absolut intet langtrukken ved filmens opbygning, hvis Kubricks vision skal virke og publikum skal kunne forstå hans intention.
Det hele ville falde på jorden, hvis der skulle laves et mindre "langsommeligt pace", eller skæres fra. Stemning og billeder i 2001, har overtaget dialog og plotfunktionen, hvorfor Kubrick netop formår at fortælle verdens mest ambitiøse historie, på ufattelig kort tid, ligeså letlbenet som en Strauss vals.
#11198 Sweetiebellefan 14 år siden
Miki Manojlović er igen på banen, og det er hans film fra sidste år der var med i Oscar kapløbet.
Han spiller en rig mand der vender tilbage til sin by i Bosnien, der er i opgøret i starten 1990erne.
Velproduceret igen af manden bag Nomandsland.
10/10
#11199 Babo84 14 år siden
ingen film skal noget som helst. Det er et valg instruktøren har foretaget. Jeg kan bare ikke se formålet med scenerne skal være så fucking lange. Personens "rejse" til sidst er da dræbende kedelig og blot gentagende. Hav af scener udspiller sig sådan, hvor man bare glor på genstande, og så kan man selvfølgelig "analysere subtekst" i hoved og røv.
#11200 BN 14 år siden
Jo, filmen "skal noget", for når jeg taler, om at filmen SKAL være som den er, så sigter jeg netop til instruktørens bevidste valg.
Det skal de af nogenlunde samme årsag som at det at gå/stå/sidde/ligge og nyde en smuk solnedgang eller en flot stjernehimmel eller nogle smukke naturlandskaber (mens man tænker over tingene), normalt ikke er noget man kun bruger få sekunder på, men snarere adskillige minutter, måske endda halve eller hele timer.
Det har dog også noget at gøre med, at Kubrick & Co. vil skildre naturlivets langsomhed og rumrejsernes ditto.
Der er ingen gentagelser i "rejsen" til sidst. Det er hele tiden nye fænomener, objekter eller landskaber, han ser/møder undervejs.
Ja, det kan man - og få noget fuldstænidg individuelt ud af filmen, alt efter hvem man er. Men specielt dybe analyser er der ikke nødvendigvis behov for, men blot det man personligt kan relatere til, eller de tanker man selv gør sig omkring det sete.