En typisk B-sci-fi-horrorfilm fra AIP. En mission til Mars har fundet den eneste overlevende fra forrige mission og er på vej tilbage til jorden, så den overlevende kan blive stillet for retten under mistanke om at have dræbt resten af sin besætning for selv at overleve. Der går dog ikke mange minutter, før mandskabet må indse, at de har fået en blind passager med fra planeten: Et skrækkeligt monster, der dræber ved at suge alt væske ud af sine ofres væv og knogler.
Filmen er i dag nok mest kendt for at være en af de to meget tydelige inspirationskilder til Ridley Scotts Alien (den anden er Mario Bavas Planet of the Vampires). Ligheden findes bl.a. i redningsmissionen, et møde med rumvæsnet i luftkanalerne, et besætningsmedlem, der smittes med noget af væsnet, brugen af ild til at holde det væk og endeligt i finalen, hvor man får has på bæstet ved at åbne en luftsluse ud til rummet.
Hvis man er 10 år, er det sikkert stadigvæk en uhyggelig film. Men for de fleste andre vil den nok være så dårlig, at den er sjov. Fx er besætningens omgang med ildkraft helt hen i vejret i betragtning af, at de befinder sig på et rumskib: De render alle rundet med håndvåben, som de gerne skyder af med jævne mellemrum, og de forsøger bl.a. at komme den ubudne gæst til livs ved at minere indgangen til luftskakten med håndgranater! :-)
Den er dog værd at se, hvis man kan lide gamle monsterfilm (som jeg) eller bare har lyst til at hygge se med at genkende detaljer fra Alien.
3/6
... and in other news: grave robbers pry rifle from Charlton Hestons cold, dead hands.
Nogle andre som har set Michael Madsens dokumentar "Into Eternity" om lagring af atomaffald i store systemer under jorden? Den antager nærmest formen af en "moderne myte". Mennesket lærde at tæmme ilden, men siden kom den ud af kontrol og nu forsøger menneskene at gemme den væk igen - hvilket selvfølgelig ender galt. Typisk "sublim" (som i en blanding af angst og fascination) problemstilling udført på virkelig god vis. Madsen har sans for de poetiske detaljer - f.eks. ville man oprindelig skræmme fremtidige (mindre civiliserede, antager man) generationer væk fra "gemmestedet" med en enorm version af Munchs "Skriget" - og dokumentarens objekt i sig selv er utroligt fascinerende.
Selve storheden ved det underjordiske kompleks (Onkalo - som betyder "gemmested" på finsk) og den enorme tidsdimension (gemmestedet skal holde i 100.000 år) skaber hvad en bruger på IMDb meget rammende kalder "the understated poetry of the vast". I sterile omgivelser går nogle mennesker i hvide kitler rundt og arbejder på at synke atomaffald ned i jorden til tonerne af Kraftwerks Radio Activity mens deres kroppe er i gang med at dø. Lidt ala Tarkovskijs "Stalker" har vi en zone midt i civilisationen hvor naturlovene holder op med at opføre sig normalt, hvor alt flyder og bliver opløst "ind i evigheden". Det mest interessante ved filmen er derfor dens evne til at gøre atomaffald og radioaktivitet til genstand for en art morbid poesi og opløsnings-mystik. Opløsning af legeme, celler og væv, men selvfølgelig også civilisationen, der ihærdigt prøver, men ikke kan. De politiske implikationer med lagring af atomaffald rundt omkring er ikke nær så interessante som ovenstående.
Den er en dokumentar på samme måde som Herzogs "Lessons of Darkness", Wang Bings "Tie Xi Qu: West of the Tracks" og Patricio Guzmáns "Nostalgia for the Light" idet den tager et stykke ekstraordinær virkelighed og spørger hvad det siger om vores civilisation og om mennesker generelt. Guzmans ligeledes imponerende dokumentar foregår i Atacamaørkenen hvor to tilsyneladende vidt forskellige ting foregår parallelt: i et lille observatorium leder astronomer efter liv i udkanten af vores galakse og udenfor forsøger en gruppe kvinder at finde resterne af deres slægtninge efter Pinochets regime.
Dette er måske ikke en film som har fået stående bifald, bevares...den er langt fra et mesterværk, men for mig har den altid haft en særlig tiltrækningskraft.
To børn, en dreng og en pige fødes samme dag, på samme sygehus, kun få øjeblikke fra hinanden, de vokser op i hver deres rækkehus, dog liggende opad hinanden og kun en væg er i mellem dem. De er uadskillige.
Det kunne lyde som begyndelsen på et moderne eventyr...som dog ender som et mørk mareridt.
Da de når 17-års alderen skilles de ufrilligt og her begynder kampen. Hvem er afhængig af hvem, hvem er stærkest og kan de finde sig selv uden fatale konsekvenser?
Unge Cillian Murphy spiller eminent og med en voldsom tryllebindende energi og jeg kan stadig ta' mig selv i at spekulere over hvorvidt han nogensinde har overgået denne her rolle.
#11361 misuma 14 år siden
Gah.
#11362 Lord Beef Jerky 14 år siden
"Rette"!??!?! Hvad prøver du at sige?!?!?! Jeg forstår ikke det volapyk!!!! =)
#11363 misuma 14 år siden
#11364 Sweetiebellefan 14 år siden
Michael Hanekes version.
En familie får ubudne gæster på besøg, og de er farlige.
Vanvittig spændingsfilm som fortjente et par Oscars.
10/10
#11365 misuma 14 år siden
#11366 Lord Beef Jerky 14 år siden
#11367 Thomsen 14 år siden
En typisk B-sci-fi-horrorfilm fra AIP. En mission til Mars har fundet den eneste overlevende fra forrige mission og er på vej tilbage til jorden, så den overlevende kan blive stillet for retten under mistanke om at have dræbt resten af sin besætning for selv at overleve. Der går dog ikke mange minutter, før mandskabet må indse, at de har fået en blind passager med fra planeten: Et skrækkeligt monster, der dræber ved at suge alt væske ud af sine ofres væv og knogler.
Filmen er i dag nok mest kendt for at være en af de to meget tydelige inspirationskilder til Ridley Scotts Alien (den anden er Mario Bavas Planet of the Vampires). Ligheden findes bl.a. i redningsmissionen, et møde med rumvæsnet i luftkanalerne, et besætningsmedlem, der smittes med noget af væsnet, brugen af ild til at holde det væk og endeligt i finalen, hvor man får has på bæstet ved at åbne en luftsluse ud til rummet.
Hvis man er 10 år, er det sikkert stadigvæk en uhyggelig film. Men for de fleste andre vil den nok være så dårlig, at den er sjov. Fx er besætningens omgang med ildkraft helt hen i vejret i betragtning af, at de befinder sig på et rumskib: De render alle rundet med håndvåben, som de gerne skyder af med jævne mellemrum, og de forsøger bl.a. at komme den ubudne gæst til livs ved at minere indgangen til luftskakten med håndgranater! :-)
Den er dog værd at se, hvis man kan lide gamle monsterfilm (som jeg) eller bare har lyst til at hygge se med at genkende detaljer fra Alien.
3/6
#11368 Sweetiebellefan 14 år siden
Næste år kan denne film fejre jubilæum, imens den ene tragedie kom efter den anden.
En familie i en typisk idyllisk amerikansk forstad har et pænt hus, men en poltergeist vil ikke slippe dem.
En af de bedste film fra 1980erne.
9/10
#11369 Fellaheen 14 år siden
Selve storheden ved det underjordiske kompleks (Onkalo - som betyder "gemmested" på finsk) og den enorme tidsdimension (gemmestedet skal holde i 100.000 år) skaber hvad en bruger på IMDb meget rammende kalder "the understated poetry of the vast". I sterile omgivelser går nogle mennesker i hvide kitler rundt og arbejder på at synke atomaffald ned i jorden til tonerne af Kraftwerks Radio Activity mens deres kroppe er i gang med at dø. Lidt ala Tarkovskijs "Stalker" har vi en zone midt i civilisationen hvor naturlovene holder op med at opføre sig normalt, hvor alt flyder og bliver opløst "ind i evigheden". Det mest interessante ved filmen er derfor dens evne til at gøre atomaffald og radioaktivitet til genstand for en art morbid poesi og opløsnings-mystik. Opløsning af legeme, celler og væv, men selvfølgelig også civilisationen, der ihærdigt prøver, men ikke kan. De politiske implikationer med lagring af atomaffald rundt omkring er ikke nær så interessante som ovenstående.
Den er en dokumentar på samme måde som Herzogs "Lessons of Darkness", Wang Bings "Tie Xi Qu: West of the Tracks" og Patricio Guzmáns "Nostalgia for the Light" idet den tager et stykke ekstraordinær virkelighed og spørger hvad det siger om vores civilisation og om mennesker generelt. Guzmans ligeledes imponerende dokumentar foregår i Atacamaørkenen hvor to tilsyneladende vidt forskellige ting foregår parallelt: i et lille observatorium leder astronomer efter liv i udkanten af vores galakse og udenfor forsøger en gruppe kvinder at finde resterne af deres slægtninge efter Pinochets regime.
#11370 misuma 14 år siden
Dette er måske ikke en film som har fået stående bifald, bevares...den er langt fra et mesterværk, men for mig har den altid haft en særlig tiltrækningskraft.
To børn, en dreng og en pige fødes samme dag, på samme sygehus, kun få øjeblikke fra hinanden, de vokser op i hver deres rækkehus, dog liggende opad hinanden og kun en væg er i mellem dem. De er uadskillige.
Det kunne lyde som begyndelsen på et moderne eventyr...som dog ender som et mørk mareridt.
Da de når 17-års alderen skilles de ufrilligt og her begynder kampen. Hvem er afhængig af hvem, hvem er stærkest og kan de finde sig selv uden fatale konsekvenser?
Unge Cillian Murphy spiller eminent og med en voldsom tryllebindende energi og jeg kan stadig ta' mig selv i at spekulere over hvorvidt han nogensinde har overgået denne her rolle.
6/6