DVDBeaver med det borgerlige navn Gary W. Tooze, har altid denne lille subtekst med i sine anmeldelser:
Although I never wanted to become one of those guys who focused 'too much' on image and sound quality - I find HD is swiftly pushing me in that direction.
Da jeg så Casablanca igen (det første halve dusin gange, var det i den sædvanlige klassiske TV kvalitet), første gang i HD kvalitet, var det en markant anden helhedsoplevelse end tidligere. Filmisk stadig af samme kvalitet, men pludselig at opleve en klassiker på stort lærred, som den måtte have set ud ved premieren og være i stand til at nyde så mange detaljer, som før var gået ens øje forbi, øgede nydelsen enormt. I den henseende kan jeg kun tilslutte mig "bæverens" ord. I disse år oplever vi nogle af filmhistoriens største klassiske film, med en billed- og lydkvalitet, som det ville have været uhørt at forestille sig for bare 5-6 år siden og første gang man så ser "en sådan film", på "den nye måde", er det faneme bare en åbenbaring.
Det var det med Casablanca. Det er det med Citizen Kane.
Jeg har vel set Orson Welles berømte og meget kontroversielle film 3 gange, før i aften. Jeg har aldrig været i tvivl om filmens kvaliteter, ikke mindst de teknologiske landvindinger, som for sin tid var uhyre overvældende, men jeg er aldrig blevet så følelsesmæssigt engageret af historien, som jeg havde håbet. Men jeg så filmen i et andet lys i aften. Det kan være Warners fantastiske restaurering af filmen, som har påvirket mig. Eller det kan være, at jeg blot har fået "lidt mere med i bagagen", til virkelig at kunne sætte pris på Welles vision. Jeg hælder til en kombi.
Orson Welles var 25 år, da han lavede filmen. Efter sin succes med radiospillet "War of the Worlds", kom Welles i Hollywoods søgelys og man mente, at Welles og hans Mercury Theater, kunne bruge deres innovation i filmens verden. Den unge knægt ville have fuldkommen frie tøjler og ingen skulle kompromittere hans visioner. Efter et par mislykkede forsøg på at overbevise ham om det modsatte, gav Hollywood sig og under RKO's banner fik han carte blanche til at udvikle sin film.
Hvordan det er muligt for en 25 årig, som aldrig har lavet film før, at skabe en sådan film, må være det samme som at undre sig over, at en ung Mozart, kunne lave guddommelig musik. Genialitet. Intet mindre kan forklare det. Skuespillernes transformeringer undervejs, med overbevisende makeup, er i sig selv Oscar værdige, men Orson Welles fornemmelse for alderdom i så ung en alder, skabes ikke med et lag pudder. Min tidligere så manglende empati blev let tilfredsstillet denne gang og der var melankolske momenter, hvor jeg var dybt berørt af Kanes ulykkelige skæbne.
Det var et forunderligt nyt syn på en film, jeg troede jeg forlængst havde "regnet ud" og "sat i bås" og selvom jeg nok ikke selv, har filmen helt oppe i den øverste top 10, så er jeg færdig med at rynke på næsen, når jeg hører prædikatet "verdens bedste film".
Meget flot restaurering, med øjeblikke af umådelig filmisk skønhed og et overraskende godt monolydspor, fuldkommen fri for støj. Bravo Warner ... BRAVO!!!
Film: 10/10 Video: 9/10 Audio: 7/10
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
jeg er aldrig blevet så følelsesmæssigt engageret af historien, som jeg havde håbet.
Bruce (11371) skrev:
Min tidligere så manglende empati
Nå, jeg er åbenbart ikke den eneste der har haft det sådan efter første gennemsyn af filmen. ... Måske er det BD-udgaven man skal have fat på for at filmen kan have ovennævnte virkning. ;-)
#11372 Jeg kan nok ikke garantere samme virkning :) Men jeg var absolut mere "i spil" på følelsesregisteret denne gang og trist til mode på Kanes vegne, hvis motiver stod lysende klare denne gang og hvis handlinger jeg således kunne empatisere med. Desværre kunne jeg ikke tilbyde ham min hjælp undervejs :)
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
DVDBeaver med det borgerlige navn Gary W. Tooze, har altid denne lille subtekst med i sine anmeldelser:
Da jeg så Casablanca igen (det første halve dusin gange, var det i den sædvanlige klassiske TV kvalitet), første gang i HD kvalitet, var det en markant anden helhedsoplevelse end tidligere. Filmisk stadig af samme kvalitet, men pludselig at opleve en klassiker på stort lærred, som den måtte have set ud ved premieren og være i stand til at nyde så mange detaljer, som før var gået ens øje forbi, øgede nydelsen enormt. I den henseende kan jeg kun tilslutte mig "bæverens" ord. I disse år oplever vi nogle af filmhistoriens største klassiske film, med en billed- og lydkvalitet, som det ville have været uhørt at forestille sig for bare 5-6 år siden og første gang man så ser "en sådan film", på "den nye måde", er det faneme bare en åbenbaring.
Det var det med Casablanca. Det er det med Citizen Kane.
Jeg har vel set Orson Welles berømte og meget kontroversielle film 3 gange, før i aften. Jeg har aldrig været i tvivl om filmens kvaliteter, ikke mindst de teknologiske landvindinger, som for sin tid var uhyre overvældende, men jeg er aldrig blevet så følelsesmæssigt engageret af historien, som jeg havde håbet. Men jeg så filmen i et andet lys i aften. Det kan være Warners fantastiske restaurering af filmen, som har påvirket mig. Eller det kan være, at jeg blot har fået "lidt mere med i bagagen", til virkelig at kunne sætte pris på Welles vision. Jeg hælder til en kombi.
Orson Welles var 25 år, da han lavede filmen. Efter sin succes med radiospillet "War of the Worlds", kom Welles i Hollywoods søgelys og man mente, at Welles og hans Mercury Theater, kunne bruge deres innovation i filmens verden. Den unge knægt ville have fuldkommen frie tøjler og ingen skulle kompromittere hans visioner. Efter et par mislykkede forsøg på at overbevise ham om det modsatte, gav Hollywood sig og under RKO's banner fik han carte blanche til at udvikle sin film.
Hvordan det er muligt for en 25 årig, som aldrig har lavet film før, at skabe en sådan film, må være det samme som at undre sig over, at en ung Mozart, kunne lave guddommelig musik. Genialitet. Intet mindre kan forklare det. Skuespillernes transformeringer undervejs, med overbevisende makeup, er i sig selv Oscar værdige, men Orson Welles fornemmelse for alderdom i så ung en alder, skabes ikke med et lag pudder. Min tidligere så manglende empati blev let tilfredsstillet denne gang og der var melankolske momenter, hvor jeg var dybt berørt af Kanes ulykkelige skæbne.
Det var et forunderligt nyt syn på en film, jeg troede jeg forlængst havde "regnet ud" og "sat i bås" og selvom jeg nok ikke selv, har filmen helt oppe i den øverste top 10, så er jeg færdig med at rynke på næsen, når jeg hører prædikatet "verdens bedste film".
Meget flot restaurering, med øjeblikke af umådelig filmisk skønhed og et overraskende godt monolydspor, fuldkommen fri for støj. Bravo Warner ... BRAVO!!!
Film: 10/10 Video: 9/10 Audio: 7/10
Jeg fortryder jeg ikke så den film hos min bedste mor i Island da jeg havde chancen :(
"I learned that courage was not the absence of fear, but the triumph over it".
"Thirteen Ghosts" En tung film at sidde igennem. Fra start er præstationerne overgearede, og det siger en del om filmen at den scene den åbner med hovedsageligt er fyld. Scenen kunne snildt have været fjernet, for den tilføjer ikke noget til plottet, stemningen eller karaktererne. Udmattet bliver man til gengæld, da man kort efter sendes videre til en komplet anden historie, som endda også springer i tid, og forventer at engagere sit publikum emotionelt. Ovenpå den platte indledning var det for mit vedkommende fuldstændig umuligt at tage introduktionen af de nye karakterer alvorligt, og det er simpelthen fatalt for filmen. For uden sympati for disse karakterer falder den tilbageværende spilletid totalt til jorden, og bliver enormt intetsigende.
Det er tydeligvis special effekterne, den rodede flashklipning og filmens unødvendige twists der for skaberne tager prioritet over karaktererne, og det gjorde filmen meget lang at sidde igennem, og de afsluttende momenter meget indviklede helt at følge. Der er helt klart nogle plothuller her, og nogle ting der ikke bliver forklaret tydeligt nok - hvilket er en smule morsomt når man tager i betragtning hvor ofte filmen ellers overfortæller sine pointer.
1-2/10
"Trick or Treat" Det var derfor med en vis frygtsomhed at den næste film blev lagt i afspilleren. Dog forventede ingen af os her en egentlig gyser, men måske snarere et godt grin. Det leverede filmen. Og jeg var overraskende nok ret glad for denne lille, og ret overraskende film. Hvad der ligger ud med at ligne en "Gummi Tarzan" agtig fortælling om en dreng der finder i sin musik, bliver hurtigt til en langt mere syret, ironisk og voldsomt underholdende fortælling om den "onde" metal. Det er sjovt at filmen formår både at erklære sin kærlighed til metal, og dens fans, alt imens den gør netop en rock/metal sanger til filmens skurk. Meget meget spændende film, der bliver ved med at overraske, og ikke holder igen på nogen punkter. Og så er filmens special i øvrigt en million gange mere effektive og somewhat charmerende, i forhold til de ligegyldige CGI elementer "Thirteen Ghosts" diskede op med.
"Trick or Treat" er en lille perle af et syretrip, der på samme tid er simpel og kompliceret, grim og smuk, og frem for alt, meget bevidst om hvad det er for en historie den fortæller. Ozzy Osbourne og en af medlemmerne fra Kiss pryder forsiden af den dvd-udgivelse jeg ejer, men de to er ikke overraskende kun medvirkende i meget korte segmenter, og man må derfor betegne det som en lidt ærgerlig måde at reklamere for filmen på. Med det sagt er Osbournes lille cameo dog yderst morsom, og dybt ironisk. Der kan vidst ikke tilføjes så meget andet om denne film, jeg var pjattet med den, fordi jeg hurtigt kunne identificere mig med hovedkarakten, og fordi filmen aldrig holdt op med at overraske og derigennem underholde.
7/10
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#11371 Øv så nåede du at komme først igen med en anmeldelse af denne store oplevelse i hjemmebioen.
Der er så mget at sige om denne film som gør at den til alle tider har ligget højt på min liste over store oplevelser på den hvide dug.
Jeg havde nok regnet med en stor oplevelse, men alligevel blev jeg revet meget mere med end jeg troede. Jeg har set den i forskellige aldre og hvergang har jeg fået noget nyt ud af den, set nogle nye ting, men dog altid været imponeret over den og hvor godt den er lavet teknisk, men også skrevet/fortalt. Den har humor, melankoli, dramatik ...
At se den i dag med masser af film i rygsækker og på så godt et anlæg. går det virkelig op for en endnu mere end tidligere, hvor meget den har inspirret og er kopiet af filmskabere senere hen. Det er alt fra opbygning af billeder, kamerature, klip, musik, men også OW og de andres skuespil kan genkendes i flere film set siden.
Tak Bruce for at give mig mulighed for at gense den i denne kvalitet.
#11377 Ja det må vist kaldes en stor filmoplevelse. Og du skal ikke møde modstand mod dine argumenter her :) Det ER så absolut en film, som IKKE kan tygges ned ved 1 eller 2 syn. Der er et overflødighedshorn af elementer, bare på den tekniske side, som man skal holde øje med i hver eneste scene, for at få "det hele med".
Jeg vil nærmest anbefale, at man ser filmen af to omgange. Én hvor man har fokus på de tekniske aspekter og holder øje med, hvorledes Welles bryder konvention efter konvention i "Direction for Dummies" manualen. Og en hvor man blot nyder Mankiewicz Oscar vindende manuskript i fuldt flor og nyder historien.
Kan anbefale alle, at man tjekker denne korte wiki artikel om deep focus ud. Deep focus er en teknik, som udnytter dybden i billedet, bl.a. ved placering af objekter relativt ifht. hinanden med varierende afstande. Men at bibeholde skarphed og detaljer til alle objekter i dette billede, var uhørt i 1941. Ikke desto mindre er det, hvad man ser igen og igen i Kane.
Som der skrevet står i artiklen:
In the cinema Orson Welles and his cinematographer Gregg Toland were most responsible for popularizing deep focus. Their film Citizen Kane (1941) is a veritable textbook of possible uses of the technique.
Hvad man ser i en film som Citizen Kane, er, som Steven Soderbergh siger det
To stage a whole scene in one shot is no longer common. That kind of staging is a lost art, which is too bad. The reason they no longer work that way is because it means making choices, real choices, and sticking to them. That's not what people do now. They want all the options they can get in the editing room.
Så meget desto mere storslået er det, at opleve en film som Citizen Kane, fremfor tidens klip-klippeti-klip film, hvor man dengang formåede at lave fantastisk storslåede billedkompositioner, som kunne trække vejret ud af én. Spielbergs "Raiders of the Lost Ark" slutsekvens, er så meget inspireret af slutningen af Citizen Kane.
Deep focus og blocking. Fantastisk iscenesat:
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
#11371 Bruce 14 år siden
DVDBeaver med det borgerlige navn Gary W. Tooze, har altid denne lille subtekst med i sine anmeldelser:
Da jeg så Casablanca igen (det første halve dusin gange, var det i den sædvanlige klassiske TV kvalitet), første gang i HD kvalitet, var det en markant anden helhedsoplevelse end tidligere. Filmisk stadig af samme kvalitet, men pludselig at opleve en klassiker på stort lærred, som den måtte have set ud ved premieren og være i stand til at nyde så mange detaljer, som før var gået ens øje forbi, øgede nydelsen enormt. I den henseende kan jeg kun tilslutte mig "bæverens" ord. I disse år oplever vi nogle af filmhistoriens største klassiske film, med en billed- og lydkvalitet, som det ville have været uhørt at forestille sig for bare 5-6 år siden og første gang man så ser "en sådan film", på "den nye måde", er det faneme bare en åbenbaring.
Det var det med Casablanca. Det er det med Citizen Kane.
Jeg har vel set Orson Welles berømte og meget kontroversielle film 3 gange, før i aften. Jeg har aldrig været i tvivl om filmens kvaliteter, ikke mindst de teknologiske landvindinger, som for sin tid var uhyre overvældende, men jeg er aldrig blevet så følelsesmæssigt engageret af historien, som jeg havde håbet. Men jeg så filmen i et andet lys i aften. Det kan være Warners fantastiske restaurering af filmen, som har påvirket mig. Eller det kan være, at jeg blot har fået "lidt mere med i bagagen", til virkelig at kunne sætte pris på Welles vision. Jeg hælder til en kombi.
Orson Welles var 25 år, da han lavede filmen. Efter sin succes med radiospillet "War of the Worlds", kom Welles i Hollywoods søgelys og man mente, at Welles og hans Mercury Theater, kunne bruge deres innovation i filmens verden. Den unge knægt ville have fuldkommen frie tøjler og ingen skulle kompromittere hans visioner. Efter et par mislykkede forsøg på at overbevise ham om det modsatte, gav Hollywood sig og under RKO's banner fik han carte blanche til at udvikle sin film.
Hvordan det er muligt for en 25 årig, som aldrig har lavet film før, at skabe en sådan film, må være det samme som at undre sig over, at en ung Mozart, kunne lave guddommelig musik. Genialitet. Intet mindre kan forklare det. Skuespillernes transformeringer undervejs, med overbevisende makeup, er i sig selv Oscar værdige, men Orson Welles fornemmelse for alderdom i så ung en alder, skabes ikke med et lag pudder. Min tidligere så manglende empati blev let tilfredsstillet denne gang og der var melankolske momenter, hvor jeg var dybt berørt af Kanes ulykkelige skæbne.
Det var et forunderligt nyt syn på en film, jeg troede jeg forlængst havde "regnet ud" og "sat i bås" og selvom jeg nok ikke selv, har filmen helt oppe i den øverste top 10, så er jeg færdig med at rynke på næsen, når jeg hører prædikatet "verdens bedste film".
Meget flot restaurering, med øjeblikke af umådelig filmisk skønhed og et overraskende godt monolydspor, fuldkommen fri for støj. Bravo Warner ... BRAVO!!!
Film: 10/10
Video: 9/10
Audio: 7/10
#11372 BN 14 år siden
Nå, jeg er åbenbart ikke den eneste der har haft det sådan efter første gennemsyn af filmen. ... Måske er det BD-udgaven man skal have fat på for at filmen kan have ovennævnte virkning. ;-)
#11373 Bruce 14 år siden
#11374 BN 14 år siden
Bare rolig: Efter 3D kommer turen til interaktiv filmkiggeri, hvorefter publikum kan begynde at påvirke/ændre personer og plot!
;-D
#11375 Batsy 14 år siden
Jeg fortryder jeg ikke så den film hos min bedste mor i Island da jeg havde chancen :(
#11376 Collateral 14 år siden
"Thirteen Ghosts"
En tung film at sidde igennem. Fra start er præstationerne overgearede, og det siger en del om filmen at den scene den åbner med hovedsageligt er fyld. Scenen kunne snildt have været fjernet, for den tilføjer ikke noget til plottet, stemningen eller karaktererne. Udmattet bliver man til gengæld, da man kort efter sendes videre til en komplet anden historie, som endda også springer i tid, og forventer at engagere sit publikum emotionelt. Ovenpå den platte indledning var det for mit vedkommende fuldstændig umuligt at tage introduktionen af de nye karakterer alvorligt, og det er simpelthen fatalt for filmen. For uden sympati for disse karakterer falder den tilbageværende spilletid totalt til jorden, og bliver enormt intetsigende.
Det er tydeligvis special effekterne, den rodede flashklipning og filmens unødvendige twists der for skaberne tager prioritet over karaktererne, og det gjorde filmen meget lang at sidde igennem, og de afsluttende momenter meget indviklede helt at følge. Der er helt klart nogle plothuller her, og nogle ting der ikke bliver forklaret tydeligt nok - hvilket er en smule morsomt når man tager i betragtning hvor ofte filmen ellers overfortæller sine pointer.
1-2/10
"Trick or Treat"
Det var derfor med en vis frygtsomhed at den næste film blev lagt i afspilleren. Dog forventede ingen af os her en egentlig gyser, men måske snarere et godt grin. Det leverede filmen. Og jeg var overraskende nok ret glad for denne lille, og ret overraskende film. Hvad der ligger ud med at ligne en "Gummi Tarzan" agtig fortælling om en dreng der finder i sin musik, bliver hurtigt til en langt mere syret, ironisk og voldsomt underholdende fortælling om den "onde" metal. Det er sjovt at filmen formår både at erklære sin kærlighed til metal, og dens fans, alt imens den gør netop en rock/metal sanger til filmens skurk. Meget meget spændende film, der bliver ved med at overraske, og ikke holder igen på nogen punkter. Og så er filmens special i øvrigt en million gange mere effektive og somewhat charmerende, i forhold til de ligegyldige CGI elementer "Thirteen Ghosts" diskede op med.
"Trick or Treat" er en lille perle af et syretrip, der på samme tid er simpel og kompliceret, grim og smuk, og frem for alt, meget bevidst om hvad det er for en historie den fortæller. Ozzy Osbourne og en af medlemmerne fra Kiss pryder forsiden af den dvd-udgivelse jeg ejer, men de to er ikke overraskende kun medvirkende i meget korte segmenter, og man må derfor betegne det som en lidt ærgerlig måde at reklamere for filmen på. Med det sagt er Osbournes lille cameo dog yderst morsom, og dybt ironisk. Der kan vidst ikke tilføjes så meget andet om denne film, jeg var pjattet med den, fordi jeg hurtigt kunne identificere mig med hovedkarakten, og fordi filmen aldrig holdt op med at overraske og derigennem underholde.
7/10
#11377 Takfornu 14 år siden
Der er så mget at sige om denne film som gør at den til alle tider har ligget højt på min liste over store oplevelser på den hvide dug.
Jeg havde nok regnet med en stor oplevelse, men alligevel blev jeg revet meget mere med end jeg troede. Jeg har set den i forskellige aldre og hvergang har jeg fået noget nyt ud af den, set nogle nye ting, men dog altid været imponeret over den og hvor godt den er lavet teknisk, men også skrevet/fortalt. Den har humor, melankoli, dramatik ...
At se den i dag med masser af film i rygsækker og på så godt et anlæg. går det virkelig op for en endnu mere end tidligere, hvor meget den har inspirret og er kopiet af filmskabere senere hen. Det er alt fra opbygning af billeder, kamerature, klip, musik, men også OW og de andres skuespil kan genkendes i flere film set siden.
Tak Bruce for at give mig mulighed for at gense den i denne kvalitet.
Film: 10/10
Video: 9/10
Audio: 6/10
#11378 Bruce 14 år siden
Jeg vil nærmest anbefale, at man ser filmen af to omgange. Én hvor man har fokus på de tekniske aspekter og holder øje med, hvorledes Welles bryder konvention efter konvention i "Direction for Dummies" manualen. Og en hvor man blot nyder Mankiewicz Oscar vindende manuskript i fuldt flor og nyder historien.
Kan anbefale alle, at man tjekker denne korte wiki artikel om deep focus ud. Deep focus er en teknik, som udnytter dybden i billedet, bl.a. ved placering af objekter relativt ifht. hinanden med varierende afstande. Men at bibeholde skarphed og detaljer til alle objekter i dette billede, var uhørt i 1941. Ikke desto mindre er det, hvad man ser igen og igen i Kane.
Som der skrevet står i artiklen:
In the cinema Orson Welles and his cinematographer Gregg Toland were most responsible for popularizing deep focus. Their film Citizen Kane (1941) is a veritable textbook of possible uses of the technique.
Hvad man ser i en film som Citizen Kane, er, som Steven Soderbergh siger det
Så meget desto mere storslået er det, at opleve en film som Citizen Kane, fremfor tidens klip-klippeti-klip film, hvor man dengang formåede at lave fantastisk storslåede billedkompositioner, som kunne trække vejret ud af én. Spielbergs "Raiders of the Lost Ark" slutsekvens, er så meget inspireret af slutningen af Citizen Kane.
Deep focus og blocking. Fantastisk iscenesat:
#11379 misuma 14 år siden
Normalt er jeg ikke til film fra ovenstående tidsalder (Shoot me not), men du har solgt den godt. Den bliver købt så snart penge og mulighed er der.
#11380 Bruce 14 år siden