”The Wire” har fra starten af rykket grænserne for hvad der er muligt med tv-formatet, og måske en af de serier der benytter sig bedst af føljeton opsætningen, men med tredje årgang hæver de for alvor niveauet og det siger bestemt ikke så lidt.
Kriminaliteten er højere end nogensinde og mens Baltimores politi kæmper en brav kamp for at få den ned, har rådmand Tommy Carcetti øjnene på borgmesterposten, politichef Howard ”Bunny” Colvin kommer på en interessant, men dog ikke helt lovlig, løsning på narkotika problemet, Avon Barksdale ser ud til at blive løsladt før tid og Stringer Bell indgår et samarbejde med nogle af Baltimores bandeledere for at få styr på forretningen.
Jep det er ”The Wire” som vi kender den. Det kan godt virke en smule intimiderende til at begynde med, men David Simon har også skabt en serie der kræver ens fulde koncentration, og hvis man er villig til at give sig i kast med den, har man til gengæld også noget fantastisk i vente.
Jeg har allerede været omkring nogle af seriens plusser i mine tidligere anmeldelser, så som persongalleriet og de komplicerede handlingsforløb, som dog ikke er uoverskuelige, men de kræver mere opmærksomhed end den gængse krimiserie og sidst men ikke mindst den eminente dialog der gennemsyrer ”The Wire”. Alt det er selvfølgelig også gældende for denne sæson, der bl.a. andet byder på en fremragende 3 minutter lang ”stand-off” mellem to af seriens farligere karakterer: nemlig Omar og Brother Mouzone. Omar og Mouzone’s dialog, der er så velovervejet og køligt skrevet, præcis ligesom de to er i pågældende scene, er noget nær Tarantino på hans bedste dage. Det er lige præcis den slags scener der er med til at hæve serien op på et niveau, som de fleste andre ville slå ihjel for at kunne opnå. Det er med andre ord fan-fuckin’-tastic!
Et par gamle tråde fra forrige sæson bliver også samlet op og rundet af i denne og enkelte af dem med ganske dramatisk udgang. Uden at gå for meget i dybden, så lad mig bare sige, at man ved det er en god serie, når en karakters exit føles som et tab, simpelthen fordi hver enkelt bidrager med noget til serien.
”The Wire” er en spændende og intelligent krimiserie hvor grænserne mellem godt og ondt ofte er utydelige. En ting der dog er ganske tydelig det er, at det ville i hvert fald være en skam, hvis man ikke gav den en chance.
6/6
Jeg er sgu blevet mere og mere hooket på at få købt "The Wire" efter at have læst dine meget inspirerende anmeldelser. Så nu må det sgu være på tide, at jeg får givet serien en ny chance, og jeg føler mig faktisk ret overbevist om, at jeg ligeså godt kan få bestilt hele sæson 1-5 boxen hjem med det samme, med al den positive omtale serien generelt har fået.
_________________________________________________
SAMCRO (11501) skrev:
Lolita (1962)
Baseret på den kontroversielle roman af samme navn, skrevet af Vladimir Nabokow og udgivet i 1955, handler ”Lolita” om læreren Humbert Humbert’s, ja det er hans navn, besættelse af den 14-årige Lolita. Til trods for det noget svære og egentlige modbydelige emne, har Kubrick skabt en nærmest kulsort tragikomisk historie ud fra grundmaterialet.
Da jeg ikke læst romanen er det svært at sige, hvor tro han har været mod forlægget eller hvor tro han egentlig havde lov til at være. Op til flere ting skulle eftersigende være blevet ændret eller direkte skåret væk, for at lave filmen mere tilgængelig for et bredere publikum. Derfor fokuserer filmen også mere på Humbert’s forsøg på at kontrollere Lolita, hvilket da også bliver en mere og mere absurd affære da den sleske Quilty melder sin ankomst, som også vil have fingrene i hende.
I det hele taget er ”Lolita” fyldt med mere eller mindre tragiske eller usympatiske typer, der er mere interesserede i deres eget bedste og så er der dem det går ud over, for at de kan opnå deres egne mål. Særligt god er Shelley Winters som enken der gør alt for at få Humbert’s opmærksomhed og hun ender da også med at blive gift med Humbert, at han så udenlukkende gør det for at komme tættere på Lolita er en anden sag. Peter Sellers brillerer også som krybet Quilty, der bruger alle mulige tricks for at få fat i Lolita og Sellers er nok filmens stærkeste kort.
Filmen er ikke altid den letteste at se, grundet hovedpersonen og hans fascination af den her mindreårige pige, men Kubrick vælger i stedet at lave en grov komedie, med en snert af tragedie, ud af det. Det tilføjer filmen en kant som på en eller anden måde får det til at fungere. Dog er enkelte scener en smule malplaceret, som f.eks. en enkelt slapstick scene og med en spilletid på 2 timer og 30 minutter bliver den lige lidt for lang. Selv med det in mente er ”Lolita” dog stadig vær at se. Man skal bare være klar på at det er en kynisk tragikomedie af den sorteste slags.
Grundet filmens stærke cast og mørke glimt i øjet, ender jeg dog alligevel på en forholdsvis høj karakter. Den var bedre end jeg havde forventet, i den forstand at det var den af hans værker der tiltalte mig mindst, før jeg faktisk havde set den.
5/6
Hvad synes i andre egentlig om "Lolita"?
Super anmeldelse! Jeg kan kun tilføje, at jeg er fuldstændig enig i de ting du fremhæver af både positive og negative ting, selv om jeg nok ender på en samlet 4/6 i stedet for. Det er heller ikke en af mine Kubrick favoritter, men den indeholder alligevel så mange kvaliteter, at den er værd at få set.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Det var en ret speciel oplevelse, at komme ind til denne film. Det er 20 år siden PJ begyndte at spille sammen, hvilket vil sige at jeg, som var med fra starten omtrent, er blevet 20 år ældre. Det var de fleste andre biografgæster sjovt nok også, og det var underligt at være sammen med alle de andre familiefædre, der også havde fået ølmave, Volvo og et almindeligt arbejde. Ikke én eneste havde langt hår, hullet tøj eller militærstøvler. (Det samme gjaldt mig, da kæresten havde smidt mine lasede bukser ud. Så det blev ikke til udklædning i denne omgang.) Filmen startede ligepå, uden reklamer eller noget, og der fik man for første gang fornemmelsen af at være med i noget eksklusivt. Filmen fik nemlig kun den ene forevisning på d. 20.9.11., men så i hele verdenen samme dag. Speciel oplevelse. Handlingen lægger ud i Seattle i slutningen af 80erne, hvor man får en grundig forhistorie til det, der senere blev kaldt Grunge. (Et udtryk musikerne selv hadede, da de ikke ville have et prædikat på sig.) Man introduceres til bandet Mother Love Bone, med den karismatiske forsanger Andy Wood, der brændte så meget igennem, at han var alles ven, og på alles læber i musikmiljøet. Andy Wood døde ifm. sit stofmisbrug, hvilket fortælles gennem de gamle bandmedlemmer, og en Chris Cornell, der får meget røde øjne i interviewet. De resterende bandmedlemmer får efterhånden dannet et nyt band, og gennem forskellige kanaler, får de fat på en ukendt sanger i Californien, Ed Vedder. De sender forskellige kassettebånd frem og tilbage, og Ed ankommer hurtigt til Seattle. Efter 6 øvedage afholder de den første koncert, og resten er historie. Filmen brager igennem med sjældne optagelser, samtaler og en Vedder der til Grammyuddelingen står på scenen og siger til alle de kendte musikere og pengemænd: "Do you know what this means?? Nothing really!" og forlader scenen igen. Roskildeulykken røres men bliver ikke et overordnet tema i filmen. Det skal dog siges, at bandmedlemmerne har en før/efter periode efter ulykken, og de fortæller da også, at der ikke går én dag, hvor de ikke tænker på det. (Man kan læse en masse omkring dette i Henrik Tuxens fremragende bog I Pearl Jams Fodspor, hvor han følger især guitarist Stone Gossard rundt i Danmark og Sverige for at besøge de efterladte.) Cameron Crowe har skruet en fed musikdokumentar sammen. Jeg savnede at der ind i mellem blev spillet hele numre, men spilletiden taget i betragtning, var det nok ikke muligt i produktionen. Jeg glæder mig til BD udgivelsen, der kommer om en lille måned, og jeg håber på en masse ekstramateriale, måske en hel koncert i HD. Det lader i hvert tilfælde til at den slags eksisterer. Rigtig god film, rigtig underligt at man nu er blevet "sat". Det laver dog ikke om på et musikalsk bagkatalog, som der jo ikke kan røres ved, og som fortsat cementere, at Pearl Jam er et af de største rockbands nogensinde.
Min fars fætter, har bare mødt John Williams! Æh, Bæh!!
#11524: Lyder som en rigtig fed oplevelse, og en spændende film, som jeg vil glæde mig til at se på BD. Og så er jeg naturligvis helt enig i at de er "up there" når vi snakker store rockbands.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Angående "The Wire" så tog det også lidt tid, før jeg blev rigtig opslugt af den. Jeg skulle i hvert fald lige vænne mig lidt til dens nedtonede og realistiske stil, men nu er jeg til gengæld også hooked netop på grund af den realistiske tone der gennemsyrer serien.
Hvor er jeg dog bare vild med denne film. Jeg har set den over en håndfuld gange, og bliver aldrig skuffet.
Historien er dyb (man kan sagtens overfører handlingen til alt det der sker og er sket i Nordafrika og mellemøsten nu. Folket bliver undertrykt af et fascistisk regime. Dilemmaet er så om den terror som V bruger i filmen kan betegnes som terror eller legitimeres ved, at han prøvet at vælte et diktatorisk regime. Dette dilemma kan man sagtens bruge i dag. hvem har ret og hvem er terroristen.
"Folket skal ikke frygte regeringen, regeringen skal frygte sit folk"
Især scenen
til sidst, hvor folkemassen iklædt Guy Fawkes masker demonstrere og går imod soldaterne, står stærkt i mig. Vælger soldaterne, at skyde sin egen befolkning eller lader de dem passere og derved lade revolutionen sejre.
Meget fornøjelig krimikomedie om nogle snydepelse, der forsøger at snyde en rig enspænderdame. Den ene af bedragerne danner dog et særligt forhold med hende, der på den ene side er romantisk (hvilket jo ikke er nogen overraskelse), men på den anden side er eksistentiel. Filmen er underholdende med en ganske forfriskende humor, men også med følsomme øjeblikke og en relativt uforudsigelig handling. Man fornemmer, at alt kan ske, gætter med hen ad vejen, rammer nogle gange plet, andre gange ved siden af. Rachel Weisz og Adrien Brody er en fin kombination i denne film. 4/6.
The only way to beat a troll is to not play their game.
Nicolas Winding Refn ligner en instruktør, der langt fra er færdig med at lave film. Måske kun lige begyndt. De seneste tre projekter vidner i hvert fald om en sulten og herligt udfordrende instruktør - med ”Drive” har han lavet en decideret fortælleteknisk perle. En underlig ubalanceret sag vil nogen måske mene, men denne blodige lovestory havde min udelte opmærksomhed fra start til slut. Den er fyldt med den nerve og intensitet, som alle dage har været Refns varemærke. Filmens største styrke ligger i virkeligheden nok i dens persongalleri, hvor en håndfuld vidunderlige karakterskuespillere er samlet. De giver alle filmen kant og troværdighed i dens noir’ske ydre. Jeg var vild med ”Bronson” og den vildskab han fik frem i Tom Hardy, og selvom Gosling her er mere indadvendt i sin præstation, så har Refn igen fået skabt en stærk og interessant karakter med sin hovedrolleindehaver. Sammen repræsenterer de en af årets bedste biografoplevelser.
The Warrior's Way Tilsigtet kunstig, tegneserieagtig og synes jeg, temmelig trættende stillistisk actionrabalder, hvor den tyndt præsenteret historie, om en orientalsk kriger der ankommer til det vilde vesten, ikke formår at bygge og især underbygge sit 'skæve' univers nok til at man gider det. Det er en fabel, et kulørt eventyr og da stilen helt tydeligt sigter efter det ekstremt farveladeagtige og overdrevne a la Sucker Punch, er det svært at kritisere dette, men rent personligt blev det for mig et upersonligt CGI helvede, hvor stilen slet ikke havde min interesse og substansen ikke havde nok at byde på. Der sker ellers en masse, så elsker man denne slags, skal man så absolut ikke lade sig snyde af min meget hårde dom.
2/10 på IMDb
I have my principles - And if you don't like them, I have others
#11521 Muldgraver 14 år siden
#11522 loki 14 år siden
#11523 NightHawk 14 år siden
Jeg er sgu blevet mere og mere hooket på at få købt "The Wire" efter at have læst dine meget inspirerende anmeldelser. Så nu må det sgu være på tide, at jeg får givet serien en ny chance, og jeg føler mig faktisk ret overbevist om, at jeg ligeså godt kan få bestilt hele sæson 1-5 boxen hjem med det samme, med al den positive omtale serien generelt har fået.
_________________________________________________
Super anmeldelse! Jeg kan kun tilføje, at jeg er fuldstændig enig i de ting du fremhæver af både positive og negative ting, selv om jeg nok ender på en samlet 4/6 i stedet for. Det er heller ikke en af mine Kubrick favoritter, men den indeholder alligevel så mange kvaliteter, at den er værd at få set.
#11524 davenport 14 år siden
Set i BioCity, Odense - sal 1
Det var en ret speciel oplevelse, at komme ind til denne film. Det er 20 år siden PJ begyndte at spille sammen, hvilket vil sige at jeg, som var med fra starten omtrent, er blevet 20 år ældre. Det var de fleste andre biografgæster sjovt nok også, og det var underligt at være sammen med alle de andre familiefædre, der også havde fået ølmave, Volvo og et almindeligt arbejde. Ikke én eneste havde langt hår, hullet tøj eller militærstøvler. (Det samme gjaldt mig, da kæresten havde smidt mine lasede bukser ud. Så det blev ikke til udklædning i denne omgang.)
Filmen startede ligepå, uden reklamer eller noget, og der fik man for første gang fornemmelsen af at være med i noget eksklusivt. Filmen fik nemlig kun den ene forevisning på d. 20.9.11., men så i hele verdenen samme dag. Speciel oplevelse.
Handlingen lægger ud i Seattle i slutningen af 80erne, hvor man får en grundig forhistorie til det, der senere blev kaldt Grunge. (Et udtryk musikerne selv hadede, da de ikke ville have et prædikat på sig.)
Man introduceres til bandet Mother Love Bone, med den karismatiske forsanger Andy Wood, der brændte så meget igennem, at han var alles ven, og på alles læber i musikmiljøet.
Andy Wood døde ifm. sit stofmisbrug, hvilket fortælles gennem de gamle bandmedlemmer, og en Chris Cornell, der får meget røde øjne i interviewet.
De resterende bandmedlemmer får efterhånden dannet et nyt band, og gennem forskellige kanaler, får de fat på en ukendt sanger i Californien, Ed Vedder. De sender forskellige kassettebånd frem og tilbage, og Ed ankommer hurtigt til Seattle. Efter 6 øvedage afholder de den første koncert, og resten er historie.
Filmen brager igennem med sjældne optagelser, samtaler og en Vedder der til Grammyuddelingen står på scenen og siger til alle de kendte musikere og pengemænd:
"Do you know what this means?? Nothing really!" og forlader scenen igen.
Roskildeulykken røres men bliver ikke et overordnet tema i filmen. Det skal dog siges, at bandmedlemmerne har en før/efter periode efter ulykken, og de fortæller da også, at der ikke går én dag, hvor de ikke tænker på det.
(Man kan læse en masse omkring dette i Henrik Tuxens fremragende bog I Pearl Jams Fodspor, hvor han følger især guitarist Stone Gossard rundt i Danmark og Sverige for at besøge de efterladte.)
Cameron Crowe har skruet en fed musikdokumentar sammen. Jeg savnede at der ind i mellem blev spillet hele numre, men spilletiden taget i betragtning, var det nok ikke muligt i produktionen.
Jeg glæder mig til BD udgivelsen, der kommer om en lille måned, og jeg håber på en masse ekstramateriale, måske en hel koncert i HD. Det lader i hvert tilfælde til at den slags eksisterer.
Rigtig god film, rigtig underligt at man nu er blevet "sat". Det laver dog ikke om på et musikalsk bagkatalog, som der jo ikke kan røres ved, og som fortsat cementere, at Pearl Jam er et af de største rockbands nogensinde.
#11525 Collateral 14 år siden
#11526 Bobby Singer 14 år siden
Angående "The Wire" så tog det også lidt tid, før jeg blev rigtig opslugt af den. Jeg skulle i hvert fald lige vænne mig lidt til dens nedtonede og realistiske stil, men nu er jeg til gengæld også hooked netop på grund af den realistiske tone der gennemsyrer serien.
#11527 knipsknips 14 år siden
Hvor er jeg dog bare vild med denne film. Jeg har set den over en håndfuld gange, og bliver aldrig skuffet.
Historien er dyb (man kan sagtens overfører handlingen til alt det der sker og er sket i Nordafrika og mellemøsten nu. Folket bliver undertrykt af et fascistisk regime.
Dilemmaet er så om den terror som V bruger i filmen kan betegnes som terror eller legitimeres ved, at han prøvet at vælte et diktatorisk regime. Dette dilemma kan man sagtens bruge i dag. hvem har ret og hvem er terroristen.
"Folket skal ikke frygte regeringen, regeringen skal frygte sit folk"
Især scenen
6/6
#11528 Riqon 14 år siden
Meget fornøjelig krimikomedie om nogle snydepelse, der forsøger at snyde en rig enspænderdame. Den ene af bedragerne danner dog et særligt forhold med hende, der på den ene side er romantisk (hvilket jo ikke er nogen overraskelse), men på den anden side er eksistentiel. Filmen er underholdende med en ganske forfriskende humor, men også med følsomme øjeblikke og en relativt uforudsigelig handling. Man fornemmer, at alt kan ske, gætter med hen ad vejen, rammer nogle gange plet, andre gange ved siden af. Rachel Weisz og Adrien Brody er en fin kombination i denne film. 4/6.
#11529 Barry Lyndon 14 år siden
Nicolas Winding Refn ligner en instruktør, der langt fra er færdig med at lave film. Måske kun lige begyndt. De seneste tre projekter vidner i hvert fald om en sulten og herligt udfordrende instruktør - med ”Drive” har han lavet en decideret fortælleteknisk perle. En underlig ubalanceret sag vil nogen måske mene, men denne blodige lovestory havde min udelte opmærksomhed fra start til slut. Den er fyldt med den nerve og intensitet, som alle dage har været Refns varemærke. Filmens største styrke ligger i virkeligheden nok i dens persongalleri, hvor en håndfuld vidunderlige karakterskuespillere er samlet. De giver alle filmen kant og troværdighed i dens noir’ske ydre. Jeg var vild med ”Bronson” og den vildskab han fik frem i Tom Hardy, og selvom Gosling her er mere indadvendt i sin præstation, så har Refn igen fået skabt en stærk og interessant karakter med sin hovedrolleindehaver. Sammen repræsenterer de en af årets bedste biografoplevelser.
5 ud af 6 stjerner
#11530 Hr. Nielsen 14 år siden
2/10 på IMDb