Mary and Max, 2009 "Inside Max's head his brain was smiling" - og som tilskuer smiler man i hele ansigtet! Temaerne er talrige, og det samme er detaljerne i filmen. Det nærmer sig en tragikomedie, for selvom den 8-årige Mary er ensom og har en alkoholisk mor, og den 44-årig Max er bange for alt og stærkt overvægtig, er der en sort humor og en dejlig historie om venskab. Rørende, sjov og godt lavet.
En lille kritik er, at den ikke altid flyder så godt, men Mary and Max er absolut en film, jeg kan anbefale!
Så har jeg også fået set giraffen, som er blevet nævnt en del gang herinde. Hvorvidt det er verdens bedste film, vil jeg ikke udtale om, da jeg langt fra har fået det fulde udbytte af filmen. Ikke forstået på den måde, at den forsøger at holde noget tilbage eller den ikke udnytter sit fulde potentiale, for det gør den! Det er blot en film af sådan en størrelse, som kræver refleksion samt et gensyn, hvis ikke flere. Af samme grund vil og kan jeg ikke afgive nogen karakter eller en klar vurdering af filmen. På denne måde minder "Offeret" mig meget om Terrence Malicks "The Tree of Life", hvor jeg havde samme oplevelse.
Tarkovskijs sidste film "Offeret" fra 1986 er absolut ikke en film for alle og enhver. Det er en film som kræver noget af sit publikum. Ikke blot at følge med, men en løbende refleksion og tankevirksomhed over, hvad man lige har været vidne til under en scene. Dette er der også rig mulighed, da scenerne oftest trækkes langt ud. Mange vil sikkert finde det umådelig kedeligt. Dog fandt jeg filmen og dens tempo hypnotiserende, fascinerende og direkte fængslende. Dette tror jeg også skyldtes den helt geniale brug af kameraet. Jeg tror aldrig jeg har set en film med så få klip. Det giver scenerne en form for simplicitet, skønt de ikke kan have været simple at planlægge og få i kassen.
Skuespillet er på alle leder og kanter helt i top, og sammen med det meget langsomme tempo og store mellemrum mellem klippene, opnår filmen en utrolig stærk intensitet i mange af scenerne. Det er en fryd at overvære en instruktør som Tarkovskijs arbejde. En instruktør som med blot filmens første ti minutter efter introsekvensen sætter Hollywoods mange masseproduktioner eftertrykkeligt på plads. For mig, har Tarkovskij bevidst med "Offeret" filmmediets force.
Musik er der ikke noget af, udover lige i introen og så de sidste få sekunder. Jeg fik en følelse af, at stilheden klamrede sig om mig som fortvivlelsen gør det om filmens karakterer på et tidspunkt. Slutteligt vil jeg blot sige, jeg er langt fra færdig med hverken "Offeret" eller Tarkovskijs andre værker. Selvom jeg ikke er i stand til at udråbe "Offeret" til et mesterværk eller verdens bedste film, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, Andrei Tarkovskij var en mesterinstruktør af samme kaliber som Kubrick og Malick.
"My first girlfriend turned into the moon." "That's rough, buddy."
Jeg fik set denne sci-fi film via det hersens Voddler, som faktisk er meget smart. Det var faktisk overraskende hvor voldsom brugen af effekter er heri, og hvor meget hellere jeg vil betragte denne type effekter, end størstedelen af det CGI ævl Hollywood pt. smider på markedet. En fin film, som dog mangler lidt det der gjorde både radiodramaet (af Welles) og Spielbergs version interessante, ikke at sidstnævnte var noget mirakel på særlig mange andre fronter. Det er nemlig en skam at filmen gør så stort et nummer ud af at vise begivenhederne på globalt niveau, når pointen med de andre versioneringer (og muligvis bogen? Har ikke læst den) er at man ser hændelserne udfolde sig fra et helt almindeligt menneskes synspunkt. Med det sagt er filmen ret charmerende som den er, og særligt fortælle- og actiondelene er enormt underholdende. Gene Barry gør sig fint, og selvom hans præstation er teatralsk, er den også ret vellykket. Det samme kan ikke siges om Ann Robinson, der er så over-the-top i mange af hendes reaktioner at det bliver enormt klodset.
6/10
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Paul Sjov lille spoof-film fra Simon Pegg og Nick Frost. Selve humoren i filmen var ganske god, dog uden at være hysterisk morsom. Det som holder denne film oppe er efter min mening selve karakteren Paul, som jeg synes er ret genial, samt birollerne, her i blandt Kristen Wiig.
7/10
Buried Buried er en utrolig intenst film, som fangede gennem det meste af filmen. Ryan Reynolds gør det godt, i en anderledes film end hvad man er vandt til at se ham i. Filmen efterlader ikke det store til fantasien, og jeg synes at man får det hele leveret, lidt for nemt.
Det er længe siden jeg sidst har set så ægte en film. Filmen føltes næsten dokumentarisk hvor vi som fluen på væggen får lov til at følge en ganske almindelig familie gå i opløsning. Nogle vil måske mene, at udslagene på spændingskurven nærmest er ikke-eksisterende, men ikke desto mindre var det et privilegium at følge parrets rejse mod det uundgåelige.
Det vil dog ikke ha' gjort mig noget hvis filmen havde været fortalt kronologisk, men pyt.
#11865 - En film jeg ikke har hørt så frygtelig meget om, men lyder rigtig spændende! Minder den på nogen som helst måde om The Squid and the Whale, hvis du har set den?
Hmm, filmen du nævner ligger langt tilbage i hukommelsen, men husker den som værende en smule tragikomisk med nogle ret så skæve eksistenser hvilket jeg ikke synes Blue Valentine er i besiddelse af. Dog føles begge film meget ægte, realistiske eller naturalistiske om du vil, hvis du forstår.
Hvordan fortolker du egentlig begyndelsen og afslutningen med "Ordet". Jeg har aldrig været sikker på, hvad det betød. Skal ordet forstås som det usunde, civilisatoriske eller som Gud ("I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud")? Er den lille dreng Nietzsches dværg? Der er mange af den slags ting der er så usandsynligt dunkle i den film - også referencen til Da Vinci f.eks. - men det altafgørende er selvfølgelig Offret, ofringen af Tarkovskij selv, af det moderne menneske, af individet som sådan og det er jo filmen.
"»I begyndelsen var Ordet...«. Men du er stum, stum som en fisk. En lille skalle!"
Alexander befinder sig imidlertid i hans eget postulerede Hamlet-kompleks ("Words, words, words..."), hvor snakkehovederne overskygger Ordets mening. Verden fyldes med information, og snakkehovederne, ja, de snakker, imens Ordet langsomt mister sin mystik og magi.
Lille-mand er ikke bestemt Nietzsches dværg, men fantasiens transformation mod det empiristiske. Han perceperer i stumhed sandheden. Adelaide derimod: Tragisk selvhævdende gennem hele filmen, er hun ude af stand til at reflektere. Hvis hun så "den anden verden", vil hun ligesom dværgen velsagtens ikke opfatte dybden, fordi hendes manglende pragmatiske og simplificerede tankegang blokerer muligheden for kontakt. Når denne mulighed ikke er til stede, vil tidens uendelighed ultimativt transformeres med det endelige. Jo højere vi bevæger os, desto dybere falder vi ned i tidens cirkulation.
Først da Zarathustra fjerner dværgen fra sine skuldre, løsrives han fra nihilismens byrde. Alexander fjerner "dværgen" hos Maria, antitesen af Adelaide. Denne beskedne kvinde betinger Ordets magi. Alexander indser, at tidens maskineri er vejen til afgrunden, og masken skal fjernes, hvis humaniteten og Ordet skal overleve.
Ligesom Lille-mand er Maria fantasiens transformation, der lever i ét med det uudgrundelige. Alexander, doktoren m.fl. transfigureres på sin vis ud fra dem, kæmpende op ad bjerget med livets "der Geist der Schwere".
"Has man any hope of survival in the face of all the patent signs of impending apocalyptic silence? Perhaps an answer to that question is to be found in the legend of the endurance of the parched tree, deprived of the water of life, on which I based this film, and which has such a crucial place in my artistic biography. The monk, step by step and bucket by bucket, carried water up the hill to water the dry tree, believing implicitly that his act was necessary, and never for an instant wavering in his belief in the miraculous power of his own faith in God. He lived to see the Miracle: one morning the tree burst into life, its branches covered with young leaves. And that 'miracle' is surely no more than the truth."
Slutningen med det famøse citat "I begynnelsen var Ordet... Varför det, pappa?" er i sin tragiske emballage en bekræftelse af, at Ord og Ånd er ét. Alexander kører væk, Maria cykler væk, Lille-mand ligger sig afslappet i "skyggen" af det golde træ, efter at have vandet det. Det kommunikative ved Ordet, ved meningen, ækvilibreres med det imaginative. Frigørelsen finder sted, når håbet bekræfter miraklet, når det at vente, være og gøre transcenderes ud fra kroppen og mentaliteten.
Fellaheen skrev:
Jeg tror du har ret i at Ordet betragtes som Ånd, ja. Men det er ikke som i Dreyers film, hvor Ordets og den menneskelige viljes kraft, får sin endegyldige bekræftelse. Det er jo en paradoksal film: det døde træ (i betydningen af tro) vågner ikke, får ikke knopper på sine grene og Ordet har mistet sin kraft. På den måde virker den håbløs og ateistisk - eller den overvejer i hvert fald den "ateistiske mulighed" - Alexander bliver i sin selvopofrelse, sin opløsning i altet og afvisning af alt materielt, sendt væk, han bliver hentet som en af de gale (som han på sin vis også må siges at være blevet).
Og afslutningen transcendente kvaliteter overgår bestemt Tarkovskijs andre film, men hvad konkluderer den egentlig? At Alexander er blevet sindssyg, bukket under for sin egen fantasi og at Lille-mand fortsætter med at vande et dødt træ uden resultat - eller på den anden side: at Alexander reddede verden fra en atomvinter med sin "tro". Paradoksalt - ligesom Stalker.
Derudover er det selvfølgelig noget vrøvl med Lille-mand og Nietzsches dværg, den eneste grund til at jeg sagde det, var scenen hvor Alexander bliver væltet af Lille-mand efter at have besluttet sig for at "gøre noget". Jeg læste engang den teori et sted og det virkede meget sjovt, men ufornuftigt når jeg tænker nærmere over den. Helt generelt tror jeg også det er problematisk at blande Nietzsche ind i Tarkovskijs film, hvis nogen, Schopenhauer. Jeg mener: Nietzsche var jo på ingen måde metafysiker som Tarkovskij, "offret" og opløsningen af individet til sidst i filmen ville Nietzsche nok opfatte som svagt, som en pure benægtelse af viljen til magt. Og det er ikke godt!
Muldgraver skrev:
Nu har jeg kun set Offret en gang, og har slet ikke fornemmelsen af at have set den nok, men ud fra det du der siger, og mit kendskab til de "åndelige bevægelser" som kristendommen beskæftiger sig med og har sat billede på, kender jeg dog i det mindste en smule, og får derfor lyst til at supplere, blot supplere! med dette. Jeg ved desuden ikke hvor meget du selv kender til bibelsk symbolik, så jeg må beklage, hvis jeg kommer til at sige for meget du allerede er bekendt med:
Fantastisk interessant indlæg, fordi det påpeger de for mig at se afgørende spændingsforhold:
Det er munkens handlende tro, ikke vandet, ikke noget han siger, som i sidste ende får Guden (eller hvad man nu vil kalde livets ophav, i den tradition filmen bygger på, er det Guden) til at forbarme sig over træet og give det liv, genopstandelse om man vil. Troen og håbet er i historien transcendente størrelser, som dog manifesterer/beviser sig i handling. Munkens handling er et offer, især en ofring af fornuft til fordel for livets mirakel. Ligesom faderens ofring er det. Drengen har sikkert ikke forstået det intellektuelle i det faderen har fortalt, men har dog forstået nok til at ville manifestere troens superrationelle håb, og videreføre det, og i forhold til sit afkom, har faderen i hvert fald båret en slags frugt. Og vi ved ikke om træet fik lov at blomstre, førend det er brændt.
I Bibelen, og dermed både jødedom og kristendom, er træet et stærkt symbol, primært på et åndeligt sundt menneske og folk, dem som rummer livet. I Salmernes Bog står det sunde træ plantet ved bækken og bærer megen frugt. Evangeliets forfattere citerer ofte Jesus for at bruge dette billede. Det sunde træ bærer megen frugt, mens det visnede træ bliver fældet og brugt som brænde. Jesus ofrede så sig selv for de åndeligt døde, sådan at de kunne blive levende, og så giver symbolet med træet sig selv.
Desuden, i Bibelen er apokalypsen, og dermed den endelige dom, kendetegnet ved ild fra himlen. I modsætning til den første verdensdom, syndfloden (og dåben) som var vand og indenfor hvilken genopstandelsen til denne verden fandtes.
Der hvor Offret excellerer, er for mig at se ved at begribe og på så rørende vis demonstrere det vanskelige vilkår at være en munk her i verden, fordi Tarkovskij får omsat analogien med munken og træet til en nuanceret virkelighed, hvor tanken om at ofre sig selv for det døde, også rummer tvivl og modstand og fremstår som et paradoks, der kræver tro for at være virkeligt. Er faderen en helgen eller vanvittig? Kun troen kan se begge dele og være i stand til at vælge helgenen, men hvad der kan synes at være tro, kan også være et vanvid. Og Tarkovskij brillerer ved at insistere på at fastholde paradokset og dermed mystikken for den enkelte beskuer.
#11861 Skeloboy 14 år siden
"Inside Max's head his brain was smiling" - og som tilskuer smiler man i hele ansigtet! Temaerne er talrige, og det samme er detaljerne i filmen. Det nærmer sig en tragikomedie, for selvom den 8-årige Mary er ensom og har en alkoholisk mor, og den 44-årig Max er bange for alt og stærkt overvægtig, er der en sort humor og en dejlig historie om venskab. Rørende, sjov og godt lavet.
En lille kritik er, at den ikke altid flyder så godt, men Mary and Max er absolut en film, jeg kan anbefale!
8/10 - tæt på en 9'er
#11862 Neranders 14 år siden
Så har jeg også fået set giraffen, som er blevet nævnt en del gang herinde. Hvorvidt det er verdens bedste film, vil jeg ikke udtale om, da jeg langt fra har fået det fulde udbytte af filmen. Ikke forstået på den måde, at den forsøger at holde noget tilbage eller den ikke udnytter sit fulde potentiale, for det gør den! Det er blot en film af sådan en størrelse, som kræver refleksion samt et gensyn, hvis ikke flere. Af samme grund vil og kan jeg ikke afgive nogen karakter eller en klar vurdering af filmen. På denne måde minder "Offeret" mig meget om Terrence Malicks "The Tree of Life", hvor jeg havde samme oplevelse.
Tarkovskijs sidste film "Offeret" fra 1986 er absolut ikke en film for alle og enhver. Det er en film som kræver noget af sit publikum. Ikke blot at følge med, men en løbende refleksion og tankevirksomhed over, hvad man lige har været vidne til under en scene. Dette er der også rig mulighed, da scenerne oftest trækkes langt ud. Mange vil sikkert finde det umådelig kedeligt. Dog fandt jeg filmen og dens tempo hypnotiserende, fascinerende og direkte fængslende. Dette tror jeg også skyldtes den helt geniale brug af kameraet. Jeg tror aldrig jeg har set en film med så få klip. Det giver scenerne en form for simplicitet, skønt de ikke kan have været simple at planlægge og få i kassen.
Skuespillet er på alle leder og kanter helt i top, og sammen med det meget langsomme tempo og store mellemrum mellem klippene, opnår filmen en utrolig stærk intensitet i mange af scenerne. Det er en fryd at overvære en instruktør som Tarkovskijs arbejde. En instruktør som med blot filmens første ti minutter efter introsekvensen sætter Hollywoods mange masseproduktioner eftertrykkeligt på plads. For mig, har Tarkovskij bevidst med "Offeret" filmmediets force.
Musik er der ikke noget af, udover lige i introen og så de sidste få sekunder. Jeg fik en følelse af, at stilheden klamrede sig om mig som fortvivlelsen gør det om filmens karakterer på et tidspunkt. Slutteligt vil jeg blot sige, jeg er langt fra færdig med hverken "Offeret" eller Tarkovskijs andre værker. Selvom jeg ikke er i stand til at udråbe "Offeret" til et mesterværk eller verdens bedste film, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, Andrei Tarkovskij var en mesterinstruktør af samme kaliber som Kubrick og Malick.
"That's rough, buddy."
#11863 Collateral 14 år siden
Jeg fik set denne sci-fi film via det hersens Voddler, som faktisk er meget smart. Det var faktisk overraskende hvor voldsom brugen af effekter er heri, og hvor meget hellere jeg vil betragte denne type effekter, end størstedelen af det CGI ævl Hollywood pt. smider på markedet. En fin film, som dog mangler lidt det der gjorde både radiodramaet (af Welles) og Spielbergs version interessante, ikke at sidstnævnte var noget mirakel på særlig mange andre fronter. Det er nemlig en skam at filmen gør så stort et nummer ud af at vise begivenhederne på globalt niveau, når pointen med de andre versioneringer (og muligvis bogen? Har ikke læst den) er at man ser hændelserne udfolde sig fra et helt almindeligt menneskes synspunkt. Med det sagt er filmen ret charmerende som den er, og særligt fortælle- og actiondelene er enormt underholdende. Gene Barry gør sig fint, og selvom hans præstation er teatralsk, er den også ret vellykket. Det samme kan ikke siges om Ann Robinson, der er så over-the-top i mange af hendes reaktioner at det bliver enormt klodset.
6/10
#11864 Broomie 14 år siden
Sjov lille spoof-film fra Simon Pegg og Nick Frost. Selve humoren i filmen var ganske god, dog uden at være hysterisk morsom. Det som holder denne film oppe er efter min mening selve karakteren Paul, som jeg synes er ret genial, samt birollerne, her i blandt Kristen Wiig.
7/10
Buried
Buried er en utrolig intenst film, som fangede gennem det meste af filmen. Ryan Reynolds gør det godt, i en anderledes film end hvad man er vandt til at se ham i. Filmen efterlader ikke det store til fantasien, og jeg synes at man får det hele leveret, lidt for nemt.
8/10
#11865 misuma 14 år siden
Det er længe siden jeg sidst har set så ægte en film.
Filmen føltes næsten dokumentarisk hvor vi som fluen på væggen får lov til at følge en ganske almindelig familie gå i opløsning.
Nogle vil måske mene, at udslagene på spændingskurven nærmest er ikke-eksisterende, men ikke desto mindre var det et privilegium at følge parrets rejse mod det uundgåelige.
Det vil dog ikke ha' gjort mig noget hvis filmen havde været fortalt kronologisk, men pyt.
5/6
#11866 Broomie 14 år siden
#11867 misuma 14 år siden
#11868 Castanea 14 år siden
Nå, hvor kom vi fra?
"»I begyndelsen var Ordet...«. Men du er stum, stum som en fisk. En lille skalle!"
Alexander befinder sig imidlertid i hans eget postulerede Hamlet-kompleks ("Words, words, words..."), hvor snakkehovederne overskygger Ordets mening. Verden fyldes med information, og snakkehovederne, ja, de snakker, imens Ordet langsomt mister sin mystik og magi.
Lille-mand er ikke bestemt Nietzsches dværg, men fantasiens transformation mod det empiristiske. Han perceperer i stumhed sandheden. Adelaide derimod: Tragisk selvhævdende gennem hele filmen, er hun ude af stand til at reflektere. Hvis hun så "den anden verden", vil hun ligesom dværgen velsagtens ikke opfatte dybden, fordi hendes manglende pragmatiske og simplificerede tankegang blokerer muligheden for kontakt. Når denne mulighed ikke er til stede, vil tidens uendelighed ultimativt transformeres med det endelige. Jo højere vi bevæger os, desto dybere falder vi ned i tidens cirkulation.
Først da Zarathustra fjerner dværgen fra sine skuldre, løsrives han fra nihilismens byrde. Alexander fjerner "dværgen" hos Maria, antitesen af Adelaide. Denne beskedne kvinde betinger Ordets magi. Alexander indser, at tidens maskineri er vejen til afgrunden, og masken skal fjernes, hvis humaniteten og Ordet skal overleve.
Ligesom Lille-mand er Maria fantasiens transformation, der lever i ét med det uudgrundelige. Alexander, doktoren m.fl. transfigureres på sin vis ud fra dem, kæmpende op ad bjerget med livets "der Geist der Schwere".
"Has man any hope of survival in the face of all the patent signs of impending apocalyptic silence? Perhaps an answer to that question is to be found in the legend of the endurance of the parched tree, deprived of the water of life, on which I based this film, and which has such a crucial place in my artistic biography. The monk, step by step and bucket by bucket, carried water up the hill to water the dry tree, believing implicitly that his act was necessary, and never for an instant wavering in his belief in the miraculous power of his own faith in God. He lived to see the Miracle: one morning the tree burst into life, its branches covered with young leaves. And that 'miracle' is surely no more than the truth."
Slutningen med det famøse citat "I begynnelsen var Ordet... Varför det, pappa?" er i sin tragiske emballage en bekræftelse af, at Ord og Ånd er ét. Alexander kører væk, Maria cykler væk, Lille-mand ligger sig afslappet i "skyggen" af det golde træ, efter at have vandet det. Det kommunikative ved Ordet, ved meningen, ækvilibreres med det imaginative. Frigørelsen finder sted, når håbet bekræfter miraklet, når det at vente, være og gøre transcenderes ud fra kroppen og mentaliteten.
Erbarme dich, mein Gott...
#11869 Broomie 14 år siden
#11870 misuma 14 år siden