Giver den selv en karakter højere. Men hvis du kan lide stilen, kan jeg anbefale 2:37(imdb), og en lidt vagere anbefaling er If...(imdb)
Vil ikke give den højere fordi jeg har et par ankepunkter, men de er nok af meget subjektiv karakter, og det er derfor jeg ikke har nævnt dem. Men de to film du har anbefalet er tilføjet til min huskeliste :)
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Vil ikke give den højere fordi jeg har et par ankepunkter, men de er nok af meget subjektiv karakter, og det er derfor jeg ikke har nævnt dem. Men de to film du har anbefalet er tilføjet til min huskeliste :)
Vil du ikke nævne ankepunkterne? Jeg er ganske interesseret.
I øvrigt kan jeg anbefale "Gerry" af samme instruktør. Der kræves måske mere udholdenhed i forhold til indfrielsen af det følelsesmæssige engagement man lægger i karaktererne, men når indfrielsen kommer... Derudover er den en utrolig smuk rejse igennem filmens fysiske ørken, og sindets.
#11916: Well det er mere den fornemmelse jeg sidder med efter filmen. For selvom den autentiske fornemmelse gør filmen stærk og meget vellykket, var der alligevel en del af mig der fandt enkelte momenter en smule langtrukne. Samtidig er jeg jo også en sucker for film der er stiliserede og virkelig benytter sit formsprog konsekvent, hvilket denne film i den grad gør. Så jeg er meget splittet. Jeg håber det giver mening, men jeg kan under alle omstændigheder godt lide filmen, og vil gerne eje den på et tidspunkt.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Hvis et ankepunkt mod Elephant er det langtrukne, kan jeg nok alligevel ikke anbefale "Gerry", da nogle helt sikkert vil finde den meget langtrukken. Til gengæld er den vel også ret stiliseret og konsekvent deri, så... nuvel :)
Elephant Her en film der imponerede noget mere. Selvom tempoet er enormt sløvt (og bevidst er lavet sådan) bliver filmen hurtigt engagerende, og nærmest helt uden brug af stiliserede effekter, viser den på en uhyggeligt autentisk måde de katastrofale oplevelser filmens karakterer går igennem. En meget virkelig, og på mange måder langt mere uhyggelig film, end "Paranormal Activity". Jeg kunne i øvrigt rigtig godt lide filmens opbygning, fordi den bliver set fra så mange synsvinkler, og derfor giver et indblik i alle de liv der bliver ødelagt af hændelserne i filmen. Det er også ganske skarpt hvordan instruktøren vælger at give os et glimt af hvad der skal til at ske tidligt i filmen, således at de ret lange og ofte uklippede sekvenser, bliver mere intense, idet vi ved hvad de leder hen imod.
8/10
Her er hvad jeg skrev i sin tid om Elephant (og den endnu bedre film 2:37):
Elephant & 2:37
Jeg troede egentligt, at jeg havde skrevet en anmeldelse af Gus van Sants Paranoid Park, da den skulle have været springbrættet til de følgende to anmeldelser. Men jeg kan ikke finde den, så jeg må køre uden. :)
Jeg har på det sidste set rigtig mange film som jeg mangler at anmelde, men de seneste to minder så meget om hinanden i stilen, at de vil blive samlet i én anmeldelse. De to film er Gus van Sants Elephant og den debuterende instruktør Murali Thalluris 2:37.
Begge film er et sandt studium i menneskelig tragedie og ondskab. I Elephant fortæller Gus van Sant os historien om et skoleskyderi på en amerikansk highschool. Det er en historie om menneskeligt forfald og en tragedie af dimensioner. Det samme er den australske 2:37, som følger en dag i en flok teenageres liv, op- og nedture og til sidst - den ultimative nedtur, nemlig et selvmord. Twistet ved filmen kommer dog ved, at selvmordet ikke vises til sidst som ved almindelig kronologisk visning, men filmen starter simpelthen med selvmordet – offscreen selvfølgelig. Herefter følger man de unge i flashbacks og ser deres historier flette ind i hinanden, præcis som i Gus van Sants Elephant. Det er dog ikke helt tilfældigt, at de to film minder så meget om hinanden, da Murali Thalluri eftersigende skulle være blevet kraftigt inspireret af Elephants filmiske virkemidler og intense klipning. Da jeg i sin tid så Gus van Sants Paranoid Park fra 2007 var jeg ikke blæst væk. Filmen havde helt sikkert nogle rigtig gode elementer som fungerede fortrinligt. Jeg kunne dog ikke slippe følelsen af, at overvære en skolekomedie med tanke på skuespillernes kunnen og gøren. Det var simpelthen for tydeligt, at der var uprøvede skuespillere i mange af de store bærende roller. Det samme problem oplever Gus van Sant så, efter min mening, igen i Elephant. Jeg ved ikke om det er en typisk Gus van Sant ting at bruge så grønne skuespillere som muligt hver gang, men igen sad jeg med følelsen af, at skuespillet bare ikke var ægte nok. Jeg mistede simpelthen illusionen. Det kunne tyde på et generelt problem, det med at bruge uprøvede skuespillere, men argumentet falder fuldstændig til jorden efter 2:37. Der er ligesom i Paranoid Park og Elephant primært tale om uprøvede skuespillere, men for fanden hvor fungerer det bare godt. Der er så meget kemi og smerte på skærmen, at man til tider fristes til at kigge væk. Ondskaben er udtalt og direkte og rammer en hårdt i ansigtet. Den semi-dokumentariske stil, der ses ved at lade skuespillerne sidde og kommentere på enkelte episoder i sort-hvid, præcis som ved et almindeligt interview, fungerer helt fantastisk og det hele bygges langsomt op og føles virkelig ægte. Det bliver derfor en nervepirrende rejse gennem hele filmen og indtil det uundgåelige øjeblik hvor det afsløres hvem af de nedbrudte teenagere, der til sidst valgte den sidste udvej. En fantastisk debut for den australske instruktør, der efter min mening leverer en film der topper Gus van Sants Elephant til trods for det åbenlyse lån af stil og idé.
Elephant – 4/6 2:37 – 5½/6
Nyeste anmeldelse: "The Thin Red Line" : http://bonysblog.wordpress.com/
Hvis et ankepunkt mod Elephant er det langtrukne, kan jeg nok alligevel ikke anbefale "Gerry", da nogle helt sikkert vil finde den meget langtrukken. Til gengæld er den vel også ret stiliseret og konsekvent deri, så... nuvel :)
Jeg skal nok skrive "Gerry" bag øret som en måske.
#11919: Tak for spændende læsning. Jeg har allerede skrevet "2:37" på huskelisten efter Skelos anbefaling, men min nysgerrighed er i endnu højere grad vækket nu, særligt siden du mener den overgår "Elephant".
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#11911 Bobby Singer 14 år siden
En skam for 2'eren er bedre.
#11912 Collateral 14 år siden
Det tager jeg til efterretning, og kan da også være jeg ender foran fortsættelserne også, meeeen ingen garantier.
#11913 Skeloboy 14 år siden
Giver den selv en karakter højere. Men hvis du kan lide stilen, kan jeg anbefale 2:37(imdb), og en lidt vagere anbefaling er If...(imdb)
#11914 Collateral 14 år siden
Vil ikke give den højere fordi jeg har et par ankepunkter, men de er nok af meget subjektiv karakter, og det er derfor jeg ikke har nævnt dem. Men de to film du har anbefalet er tilføjet til min huskeliste :)
#11915 Kruse 14 år siden
Fedt at høre at du kunne lide den! Det er en af mine favoritfilm, og ligesom Skeloboy vil jeg nok give den en karakter højere.
#11916 Muldgraver 14 år siden
Vil du ikke nævne ankepunkterne? Jeg er ganske interesseret.
I øvrigt kan jeg anbefale "Gerry" af samme instruktør. Der kræves måske mere udholdenhed i forhold til indfrielsen af det følelsesmæssige engagement man lægger i karaktererne, men når indfrielsen kommer... Derudover er den en utrolig smuk rejse igennem filmens fysiske ørken, og sindets.
#11917 Collateral 14 år siden
#11918 Muldgraver 14 år siden
Det giver fint mening :)
Hvis et ankepunkt mod Elephant er det langtrukne, kan jeg nok alligevel ikke anbefale "Gerry", da nogle helt sikkert vil finde den meget langtrukken. Til gengæld er den vel også ret stiliseret og konsekvent deri, så... nuvel :)
#11919 Bony 14 år siden
Her er hvad jeg skrev i sin tid om Elephant (og den endnu bedre film 2:37):
Elephant & 2:37
Jeg troede egentligt, at jeg havde skrevet en anmeldelse af Gus van Sants Paranoid Park, da den skulle have været springbrættet til de følgende to anmeldelser. Men jeg kan ikke finde den, så jeg må køre uden. :)
Jeg har på det sidste set rigtig mange film som jeg mangler at anmelde, men de seneste to minder så meget om hinanden i stilen, at de vil blive samlet i én anmeldelse. De to film er Gus van Sants Elephant og den debuterende instruktør Murali Thalluris 2:37.
Begge film er et sandt studium i menneskelig tragedie og ondskab. I Elephant fortæller Gus van Sant os historien om et skoleskyderi på en amerikansk highschool. Det er en historie om menneskeligt forfald og en tragedie af dimensioner. Det samme er den australske 2:37, som følger en dag i en flok teenageres liv, op- og nedture og til sidst - den ultimative nedtur, nemlig et selvmord. Twistet ved filmen kommer dog ved, at selvmordet ikke vises til sidst som ved almindelig kronologisk visning, men filmen starter simpelthen med selvmordet – offscreen selvfølgelig. Herefter følger man de unge i flashbacks og ser deres historier flette ind i hinanden, præcis som i Gus van Sants Elephant. Det er dog ikke helt tilfældigt, at de to film minder så meget om hinanden, da Murali Thalluri eftersigende skulle være blevet kraftigt inspireret af Elephants filmiske virkemidler og intense klipning. Da jeg i sin tid så Gus van Sants Paranoid Park fra 2007 var jeg ikke blæst væk. Filmen havde helt sikkert nogle rigtig gode elementer som fungerede fortrinligt. Jeg kunne dog ikke slippe følelsen af, at overvære en skolekomedie med tanke på skuespillernes kunnen og gøren. Det var simpelthen for tydeligt, at der var uprøvede skuespillere i mange af de store bærende roller. Det samme problem oplever Gus van Sant så, efter min mening, igen i Elephant. Jeg ved ikke om det er en typisk Gus van Sant ting at bruge så grønne skuespillere som muligt hver gang, men igen sad jeg med følelsen af, at skuespillet bare ikke var ægte nok. Jeg mistede simpelthen illusionen. Det kunne tyde på et generelt problem, det med at bruge uprøvede skuespillere, men argumentet falder fuldstændig til jorden efter 2:37. Der er ligesom i Paranoid Park og Elephant primært tale om uprøvede skuespillere, men for fanden hvor fungerer det bare godt. Der er så meget kemi og smerte på skærmen, at man til tider fristes til at kigge væk. Ondskaben er udtalt og direkte og rammer en hårdt i ansigtet. Den semi-dokumentariske stil, der ses ved at lade skuespillerne sidde og kommentere på enkelte episoder i sort-hvid, præcis som ved et almindeligt interview, fungerer helt fantastisk og det hele bygges langsomt op og føles virkelig ægte. Det bliver derfor en nervepirrende rejse gennem hele filmen og indtil det uundgåelige øjeblik hvor det afsløres hvem af de nedbrudte teenagere, der til sidst valgte den sidste udvej. En fantastisk debut for den australske instruktør, der efter min mening leverer en film der topper Gus van Sants Elephant til trods for det åbenlyse lån af stil og idé.
Elephant – 4/6
2:37 – 5½/6
#11920 Collateral 14 år siden
Jeg skal nok skrive "Gerry" bag øret som en måske.
#11919: Tak for spændende læsning. Jeg har allerede skrevet "2:37" på huskelisten efter Skelos anbefaling, men min nysgerrighed er i endnu højere grad vækket nu, særligt siden du mener den overgår "Elephant".