Har jeg sagt dette? For det mener jeg bestemt ikke. Pointen var bare at det ikke er optimalt at sammenligne to films følelsesmæssige dybde hos karaktererne, når den ene film ikke ligger vægt hos nogen karakterer eller dialog, da det ikke har nogen pointe i filmen. "Elephant" forsøger ikke at udtrykke noget via skuespil eller dialog, og har derfor valgt lokale high school elever i rollerne og en minimal og improviseret dialog. Det er et af de punkter hvor den afviger mest fra mainstream film.
Det er selvfølgelig et problem hvis man føler at skuespillet ikke er på et tilstrækkeligt niveau og man derved bliver trukket ud af filmen, men sådan føler jeg det ikke.
Jeg ved godt, at den blev sat lidt på spidsen den kommentar. Overvejede også, at tilføje et "eller hvad mener du?", men undlod det dog.
Du skrev:
"Elephant" skal ikke vurderes ud fra en mainstreamfilms principper(og jeg er godt klar over nu at det ikke er det du gør), da det noget nærmere er en arthouse-film. Hvorimod at "2:37"(Udfra hvad jeg har læst om den) er som du selv siger mere klassisk fortalt, og derfor nemmere kan bedømmes ud fra mainstreamfilms principper.
Dette læser jeg som om, at de hverken kan kategoriseres eller bedømmes ud fra samme udgangspunkt, hvilket er forståeligt. Men det jeg derimod ikke forstod var, hvorfor betegnelserne "mainstream" og "art-house" skulle tilføres, for det har ingen betydning for bedømmelserne i min verden. :-)
Desuden var uprøvede skuespillere også tilfældet i "Paranoid Park", ihvertfald var skuespillet også her noget der trak ned i min bedømmelse af filmen så vidt jeg husker. Det er efter min mening, bare uforståeligt hvis ønsket om autenciteten er så stort, at man vælger at satse på amatørskuespillere for at opnå det. Det trækker langt ned i min oplevelse af film hvis skuespillet er uægte, falsk eller generelt bare dårligt.
Nyeste anmeldelse: "The Thin Red Line" : http://bonysblog.wordpress.com/
Men det jeg derimod ikke forstod var, hvorfor betegnelserne "mainstream" og "art-house" skulle tilføres, for det har ingen betydning for bedømmelserne i min verden. :-)
Det var vel også bare en måde at fortælle om hvor forskellige filmene er bygget op og hvor forskellige drivkraften i de to film er. En så simpel boks som "mainstream" og "art-house" kan de nok ikke smides i, men det var bare for at gøre min mening mere forståelig :)
Bony (11971) skrev:
Det er efter min mening, bare uforståeligt hvis ønsket om autenciteten er så stort, at man vælger at satse på amatørskuespillere for at opnå det.
Hvordan filmmagere vælger at arbejde for at opnå det resultat de gerne vil have, betyder ingen ting for mig. I hvert fald så længe at jeg synes om slutresultatet.
Bony (11971) skrev:
Det trækker langt ned i min oplevelse af film hvis skuespillet er uægte, falsk eller generelt bare dårligt.
Jamen, det gør det skam også for mig. Men det var bare ikke sådan at jeg oplevede det i hverken "Paranoid Park" eller "Elephant".
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
Synecdoche, New York Jeg har ikke set Adaption, var skuffet over Being John Malkovich(men samtidig fascineret), og kan rigtig godt lide Eternal Sunshine In A Spotless Mind. Har glædet mig til at se Kaufmans instruktørdebut. Og heldigvis er hans snørklede hjerne helt intakt.
Man er i fare for at blive sat i filmen, men man skal ikke prøve at finde den store mening bagved. I stedet skal man lade sig sænke ned i filmens univers og bare lade sig forføre, forundre og overraske.
For det meste skal man holde tungen lige i munden, men det lykkedes for Kaufman, fordi skuespillet er rigtig godt, og fordi karakterne i filmen er velskrevet og yderst interessante. Dens længde trækker filmen lidt ned. De næsten 2 timer er lige 20 minutter for lang tid at blive trukket rundt i Kaufmans verden. Udover det, er det er en filmisk oplevelse, man ikke får andre steder end hos Kaufman.
Og sidst men ikke mindst: al respekt til Philip Seymour Hoffman!
Jeg havde ikke set "Inception" siden jeg så den i biffen, og jeg forventede egentlig ikke den ville fungere ligeså godt ved andet gennemsyn, men det gjorde den. Filmens umiddelbare plot er underholdende og fyldt med spænding, men hvad der gør den endnu stærkere i mine øjne, er at filmens kerne er en stærkt følelsesmæssig rejse, som handler om hovedkarakterens rejse mod at kunne tilgive sig selv. Med det for øje giver Nolan os et interessant indblik i karakterens underbevidsthed, og tilfører således denne action-/spændingsfilm et enormt emotionelt punch, som giver utrolig meget, og medfører en række meget rørende sekvenser, hvor DiCaprio endnu engang får lov at fremvise hans kvaliteter som skuespiller. Samtidig bliver også det umiddelbare plot mere følelsesmæssigt, og omhandler forholdet mellem en far og en søn. Også her er der masser af emotionelt stof at komme efter, så at Nolans film skulle være kold, eller matematisk kan jeg simpelthen ikke sætte mig ind i.
Helt enig i disse betragtninger og din overordnede vurdering.
Det er sådan set ikke fordi der er så frygtelig meget at sige om denne film. Jeg er ret glad for den type film der samler et gammelt team af den ene eller anden art, og det er jo netop hvad denne film gør. At det samtidig er nogle fremragende skuespillere, der i denne action-komedie er medlemmer af føromtalte hold, er jo blot en fremragende bonus. Super underholdende og dejligt at se Willis i endnu en komisk rolle, som fungerer, selvom han unægteligt er blevet en smule mere stiv i masken over årene.
6/10
Lad os håbe han levere en lidt mere rapkæftet rolle i The Expandbles eller i den nye Die Hard :P
"I learned that courage was not the absence of fear, but the triumph over it".
Fracture - Flot, stilfuld og spændende krimi-thriller 5/6
The Mask Behind Leslie Vernon - Jeg kan abstrahere fra nul-penge-budgettet, for filmen prøver at lege med slasher-konventionerne og gør det godt. Er det lige i overkanten at kalde det en mockumentarisk meta-film? Se den selv og bedøm! 4/6
Harvey, 1950 James Stewart spiller den godmodige Elwood, der har følgeskab af en stor 3 meter "pooka"(et mytologisk dyr).
Det er en hyggefilm, hvor James Stewart spiller rigtig godt, mens storesøsteren, Veta, (spillet af Josephine Hull, der modtog en oscar for rollen) er alt for overgearet og temmelig irriterende. Det trækker desværre ned.
Efter Elwood har skræmt flere bejlere til Vetas datter væk, bestemmer hun sig for at få ham indlagt. Men det går galt, og herefter er filmen et sted mellem komedie og drama. Det virker ikke altid helt, men det er da en charmerende historie, og James Stewart er - som altid - god.
Heaven Can Wait, 1943 Ernst Lubitsch er stadig ny for mig. Har kun set den ret fantastiske Ninotchka før. Nu kommer turen så til Heaven Can Wait - en film, jeg havde en ide om, hvad var pga. nogle ringe nyere film. Heldigvis er det kun en meget lille del af Heaven Can Wait i f.eks. Down To Earth.
Henry er kommet til helvede, men Djævelen er ikke overbevist om, at han er kommet til det rette sted. Umiddelbart en interessant historie, og vi ser Henrys liv udfolde sig. Den er centreret omkring kvinderne i hans liv.
Den er i en let tone, og er essentiel en komedie, pakket ind som et romantisk drama. Det er habilt håndværk og habilt skuespil. Men det glider lidt for langsomt og lidt for intetsigende. Så man står tilbage med en god film, der kunne have været bedre.
Harvey, 1950 James Stewart spiller den godmodige Elwood, der har følgeskab af en stor 3 meter "pooka"(et mytologisk dyr).
Det er en hyggefilm, hvor James Stewart spiller rigtig godt, mens storesøsteren, Veta, (spillet af Josephine Hull, der modtog en oscar for rollen) er alt for overgearet og temmelig irriterende. Det trækker desværre ned.
Efter Elwood har skræmt flere bejlere til Vetas datter væk, bestemmer hun sig for at få ham indlagt. Men det går galt, og herefter er filmen et sted mellem komedie og drama. Det virker ikke altid helt, men det er da en charmerende historie, og James Stewart er - som altid - god.
7/10
Helt enig i karakter og anmeldelse - jeg forstår ikke at Josephine Hull vandt en Oscar for sin præstation, for jeg er helt enig i at hun var lidt for irriterende :/ Men ellers en rigtig fin lille film.
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
#11971 Bony 14 år siden
Jeg ved godt, at den blev sat lidt på spidsen den kommentar. Overvejede også, at tilføje et "eller hvad mener du?", men undlod det dog.
Du skrev:
Dette læser jeg som om, at de hverken kan kategoriseres eller bedømmes ud fra samme udgangspunkt, hvilket er forståeligt. Men det jeg derimod ikke forstod var, hvorfor betegnelserne "mainstream" og "art-house" skulle tilføres, for det har ingen betydning for bedømmelserne i min verden. :-)
Desuden var uprøvede skuespillere også tilfældet i "Paranoid Park", ihvertfald var skuespillet også her noget der trak ned i min bedømmelse af filmen så vidt jeg husker. Det er efter min mening, bare uforståeligt hvis ønsket om autenciteten er så stort, at man vælger at satse på amatørskuespillere for at opnå det. Det trækker langt ned i min oplevelse af film hvis skuespillet er uægte, falsk eller generelt bare dårligt.
#11972 Kruse 14 år siden
Det var vel også bare en måde at fortælle om hvor forskellige filmene er bygget op og hvor forskellige drivkraften i de to film er. En så simpel boks som "mainstream" og "art-house" kan de nok ikke smides i, men det var bare for at gøre min mening mere forståelig :)
Hvordan filmmagere vælger at arbejde for at opnå det resultat de gerne vil have, betyder ingen ting for mig. I hvert fald så længe at jeg synes om slutresultatet.
Jamen, det gør det skam også for mig. Men det var bare ikke sådan at jeg oplevede det i hverken "Paranoid Park" eller "Elephant".
#11973 Skeloboy 14 år siden
Jeg har ikke set Adaption, var skuffet over Being John Malkovich(men samtidig fascineret), og kan rigtig godt lide Eternal Sunshine In A Spotless Mind. Har glædet mig til at se Kaufmans instruktørdebut. Og heldigvis er hans snørklede hjerne helt intakt.
Man er i fare for at blive sat i filmen, men man skal ikke prøve at finde den store mening bagved. I stedet skal man lade sig sænke ned i filmens univers og bare lade sig forføre, forundre og overraske.
For det meste skal man holde tungen lige i munden, men det lykkedes for Kaufman, fordi skuespillet er rigtig godt, og fordi karakterne i filmen er velskrevet og yderst interessante. Dens længde trækker filmen lidt ned. De næsten 2 timer er lige 20 minutter for lang tid at blive trukket rundt i Kaufmans verden. Udover det, er det er en filmisk oplevelse, man ikke får andre steder end hos Kaufman.
Og sidst men ikke mindst: al respekt til Philip Seymour Hoffman!
8/10
#11974 BN 14 år siden
Helt enig i disse betragtninger og din overordnede vurdering.
#11975 Batsy 14 år siden
Det er sådan set ikke fordi der er så frygtelig meget at sige om denne film. Jeg er ret glad for den type film der samler et gammelt team af den ene eller anden art, og det er jo netop hvad denne film gør. At det samtidig er nogle fremragende skuespillere, der i denne action-komedie er medlemmer af føromtalte hold, er jo blot en fremragende bonus. Super underholdende og dejligt at se Willis i endnu en komisk rolle, som fungerer, selvom han unægteligt er blevet en smule mere stiv i masken over årene.
6/10
Lad os håbe han levere en lidt mere rapkæftet rolle i The Expandbles eller i den nye Die Hard :P
#11976 misuma 14 år siden
Fracture - Flot, stilfuld og spændende krimi-thriller 5/6
The Mask Behind Leslie Vernon - Jeg kan abstrahere fra nul-penge-budgettet, for filmen prøver at lege med slasher-konventionerne og gør det godt. Er det lige i overkanten at kalde det en mockumentarisk meta-film? Se den selv og bedøm! 4/6
#11977 Collateral 14 år siden
#11978 Skeloboy 14 år siden
James Stewart spiller den godmodige Elwood, der har følgeskab af en stor 3 meter "pooka"(et mytologisk dyr).
Det er en hyggefilm, hvor James Stewart spiller rigtig godt, mens storesøsteren, Veta, (spillet af Josephine Hull, der modtog en oscar for rollen) er alt for overgearet og temmelig irriterende. Det trækker desværre ned.
Efter Elwood har skræmt flere bejlere til Vetas datter væk, bestemmer hun sig for at få ham indlagt. Men det går galt, og herefter er filmen et sted mellem komedie og drama. Det virker ikke altid helt, men det er da en charmerende historie, og James Stewart er - som altid - god.
7/10
#11979 Skeloboy 14 år siden
Ernst Lubitsch er stadig ny for mig. Har kun set den ret fantastiske Ninotchka før. Nu kommer turen så til Heaven Can Wait - en film, jeg havde en ide om, hvad var pga. nogle ringe nyere film. Heldigvis er det kun en meget lille del af Heaven Can Wait i f.eks. Down To Earth.
Henry er kommet til helvede, men Djævelen er ikke overbevist om, at han er kommet til det rette sted. Umiddelbart en interessant historie, og vi ser Henrys liv udfolde sig. Den er centreret omkring kvinderne i hans liv.
Den er i en let tone, og er essentiel en komedie, pakket ind som et romantisk drama. Det er habilt håndværk og habilt skuespil. Men det glider lidt for langsomt og lidt for intetsigende. Så man står tilbage med en god film, der kunne have været bedre.
7/10
#11980 wimmie 14 år siden
Helt enig i karakter og anmeldelse - jeg forstår ikke at Josephine Hull vandt en Oscar for sin præstation, for jeg er helt enig i at hun var lidt for irriterende :/
Men ellers en rigtig fin lille film.