#1207: Helt enig, Tommy Lee Jones spiller ypperligt. Filmens 'døende' scene er simpelthen uforglemmelig.

#1210 - hvordan kan Haggis skuffe, når du ikke er så vild med hans film på forhånd?...;)

Men det er fedt, han lige laver sådan præstationer i sådan en alder. Men ok, fra Natural Born Killers fra 1994, hvor han også er god, til NCFOM, har han faktisk kun været med i en interessant film...og det er Small Soldiers...

Men NCFOM er Coen-brødrenes 2. bedste(intet stikker Big Lebowski, IMO), og den på min 3. pladsen over bedste film i 2007(Atonement nr. 1, og så har jeg et rigtig, rigtig stort hjerte for Bridge To Terabithia...).

Synes også In The Valley Of Elah var rigtig god, men den taber pusten til sidst

Ja det ikke lige som med David Lynch der laver film, som hvis man sku samle et ikea møbel uden brugsanvisning!

Ahh ok så ekstrem er hans film måske ikke helt 8-)

Lost - Sæson 1

Det første jeg tænker på når jeg skal lave en anmeldelse af den første sæson af Lost er hvordan pokker jeg kan fortælle en helt masse om serie uden at røbe alt for meget. Der er blevet skrevet og snakket meget om Lost lige siden denne første sæson første gang blev vist I USA. De fleste anmeldelser røber for meget af serien. Her tænker jeg især på de overlevende personers baggrundshistorie. Det er bedst at vide så lidt som muligt når man går ind til denne serie og derfor skal der røbes så lidt som det er muligt om de overlevendes baggrund. Jeg er selv blevet anbefalet serien masser af gange af familie og venner, som ikke har skortet med at kaste superlativer efter serien. Jeg har allerede forsøgt mig en gang med at se serien og den fangede mig ikke rigtigt. Jeg har nu valgt at give den en chance til. Det er muligt at jeg ikke synes om serien, men jeg kan godt lide at have en udgangspunkt I at kritisere serien og det har jeg fået nu. Og serien er faktisk slet ikke så ringe endda. Kodeordet er tålmodighed.

Serien udspiller sig på en øde Ø et eller andet sted I verden (selv om der nok er nogle der vil mene at det kan diskuteres). En gruppe ikke helt almindelige mennesker (lad os bare sige at de har gode og dårlige sider alle personerne) er på vej fra Australien til USA da deres fly, surprise, styrter ned. Og serien starter meget bombastisk midt I et sandt virvar af kaos. Vragdele, brand, skrigende mennesker og det billede man normalt ser under diverse ulykker. Serien starter derfor langsom med at opbygge præmiserne for serien. Først og fremmest vil folk jo bare væk fra den forbandet Ø, men det vil der jo selvfølgelig ikke komme noget særlig interessant ud af, så nej det sker ikke. Ellers går de I gang på bedste Robinson Crusoe stil med at finde mad/drikke finde sted at slå lejr etc.
Det hele går langsomt, men omkring lidt over halvvejs I serien tager den for alvor fat uden at der her skal røbes mere. Det må man se for sig selv.
Hver enkelt episode har et enkelt tema, hvor vi får flashbacks til begivenheder I en af de overlendes liv. Først og fremmest hvad de lavede op til styrtet og give seeren indblik I hvilken person vi har med at gøre og forstå hvorfor de gør som de gør på Øen.

Det er ikke alle historierne som er lige interessante. Jeg synes bedst om Sawyer's, Locke's og Jack's historier. Mens nogle af de andre var lidt mere tynde. Især Charlie, Claire samt Boone/Shannon's historier var lidt tamme. Man skal som sagt væbne sig med tålmodighed da serien tager sig god tid til at fortælle historierne, men undlader også at fortælle det hele så der seerne rigtig kan spekulere. Og det er det som serien gør bedst, for seeren til at tænke.

Skuespillet er sublimt. Og det skyldes ikke mindst at de fleste af personerne er godt skrevet. Jeg er helt vild med Locke og Sawyer (den sydstatsaccent er bare super fed). Sidstnævnte er også den med de bedste og sjoveste replikker. Der er især et afsnit med et par briller som er ganske sjov. Resten af castet er dog som sagt også ganske godt, selv om der sniger sig et par stereotyper ind. Den meste iøjnefalden er nok Hurley, som han bliver kaldt. En stor tyk gut som altid har en eller anden sjov bemærkning I ærmet, de såkaldte one-liners (det skal dog retfærdigvis nævnes at Sawyer også har et par stykker). Heldigvis tager det ikke overhånd og stjæler ikke billedet fra det som det handler om.

Den første sæson af Lost er altså præget af at vi skal indtroduceres til et helt nyt univers og et stort persongalleri, hvilket den tager sig god tid til. Vi får som seer dog også et par indikationer på at intet er helt normalt. Som Locke på et tidspunkt nævner så er det ikke bare tilfældigt at de er på denne Ø, det er meningen.

Alt I alt bliver serien bedre henad vejen og det kan godt røbes at der er et par overraskelser eller to I løbet af sæsonen.

7/10

Ja jeg har også på fornemmelsen at det er en serie som man skal se flere afsnit af gange. Især fordi det er en sammenhængende historie. Dog er jeg træt af cliffhanger afslutninger, selv om de ikke er så slemme som i f.eks 24 eller Prison Break. Men jeg har da også allerede på fornemmelsen at historien tager en drejning her i 2 sæson