#12759 - jeg vil nu ikke sige, at antipatien er så stærk her. Den er bestemt til stede, men set med nutidens øjne er det ikke noget specielt.
Jeg kan bare huske, ud fra de ting jeg har læst om den, at den skulle være mere ekstrem på det område end andre film i genren. Men når alt kommer til alt, så tror jeg faktisk også at jeg vil sidde med samme oplevelse som dig, når jeg får set filmen.
Skeloboy (12760) skrev:
Jeg skal da klart have set en blaxploitation mere, men det må lige vente lidt :)...anbefalingerne er dog noteret.
Det lyder godt! :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Eller måske en dramedy, som det også bliver kaldt? :)
Portrait of Jennie, 1948 Fantasy anno 1948 blandet med en lille smule film noir og en god portion romantik = en fantastisk film.
Den fattige og kæmpende maler, Eben Adams, møder den lille pige Jennie. Men Jennie er ikke af den samme tid. Hun taler om det gamle Hammersteins teater, hvor hendes forældre arbejder, selvom det er revet ned for flere år siden. Og hver gang Eben møder hende, er hun vokset uhørt meget.
Mødet med Jennie sætter sit præg på Eben, og hun bliver en besættelse og hans kærlighed.
Filmens magi er levende i Joseph Cottens og Jennifer Jones' sammenspil(de burde også være sammenspillet, dette var deres 4. - og sidste - film sammen). Den er levende ligefra starten med ordene: "Since time began man has looked into the awesome reaches of infinity and asked the eternal question: What is time? What is life? What is space? What is death? Through a hundred civilizations, philosophers and scientists have come together with answers, but the bewilderment remains... Science tells us that nothing ever dies but only changes, that time itself does not pass but curves around us, and that the past and the future are together at our side for ever. Out of the shadows of knowledge, and out of a painting that hung on a museum wall, comes our story, the truth of which lies not on our screen but in your hearts."
Og derfra er jeg fascineret og tæt på tryllebundet. Der er en lille snert af film noir, som kommer til udtryk i voice-over og kameravinklerne samt brugen af sort/hvide-farver. Det passer utrolig godt til den mystiske fortælling.
Jeg har kun set 5 ud Jennifer Jones 26 film, og hun har et eller andet fortryllende over sig. Det gælder også her. Faren ved at se film som denne er, at man får lyst til at kaste sig over flere film - i dette tilfælde med Jennifer Jones og af instruktøren William Dieterlee(Joseph Cotten og Jennifer Jones har spillet sammen i Love Letters...samme instruktør som denne). Det er også ganske imponerende special effects.
I sandhed magisk fortælling med en dejlig, dejlig Jennifer Jones! En anbefaling uden forbehold!
En sci-fi-western med hugtænder. Jeg ku' værdsætte filmens visuelle stil trods en tvivlsom CGI til tider, men macho-skuespillet er jeg sgu ikke god til.
3/6
-------------
Skeloboy - Nah, jeg holder mig til dramedie, eller værre endnu...koma? :P
En film jeg har et lidt ambivalent forhold til. Filmens plussider er den ret underspillede måde den behandler sit ret tunge tema på, og skuespillet både fra Kidman og Eckhart. Dianne Wests præstation heri (omend lille) er dog det allerbedste, og såvel hendes karakter som hendes repliklevering er uovertruffen. Hendes beskrivelse af sorg, og det toneleje den er leveret i, er lige i øjet.
Minusserne er at filmen virker en smule kalkulerende. Til trods for at den ikke er overdrevent sentimental, og ikke overspiller sine rørende momenter med alle virkemidler (snarere tværtimod) virker den til tider alligevel forceret, i dens til tider insisterende forsøg på at præsentere seeren for ganske gennemskuelig symbolik. Det er nok for hårdt at sige at filmen virker falsk, den virker bare ikke som om den har hjertet med i samme grad som man kunne have håbet. Måske fordi den i sin fortælling ikke tager nok chancer, og ikke har den kant, som en så mørk fortælling nok kunne have nydt godt af.
4/6
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
I taket lyser stjärnorna Hold op hvor var jeg imponeret over skuespilspræstationerne her. Særligt hovedrolleindehaver Josefine Mattsson er absolut brilliant, særligt sin unge alder taget i betragtning. Det øvrige cast er også glimrende, men derudover har jeg det egentlig lidt svært med denne film. Mest fordi den er frygtelig forudsigelig. Det er gråt i gråt, socialrealistisk, rystekamera fortælling, hvor tonen i høj grad har overtaget. Det er for nemt at forudse hvilken retning historien bevæger sig i, og selvom filmen virker meget ægte i sin emotion, har jeg også bare en lidt tom fornemmelse bagefter. Filmen BURDE være livsbekræftende, filmen burde være trist og jeg burde i det hele taget have været langt mere berørt af den end hvad jeg var. Jeg tror det handler om at jeg basalt set har set denne film før, så selvom skuespillerne virkelig gør deres, og filmen ingenlunde er dårligt skrevet eller sammensat, er den i sidste ende bare meget monoton at sidde igennem for mig.
3/6
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Det skal siges med det samme, at det er lang tid siden at jeg så Niel Arden Oplevs version, så jeg kan ikke rigtigt sammenligne de to. Og selvom at jeg godt kunne lide den svensk/danske version, så synes jeg ikke at den var noget specielt. Jeg har heller ikke læst bogen, så hvordan filmen er i forhold til den, kan jeg ikke svare på.
Hvad jeg kan sige er at Fincher har leveret et solidt stykke håndværk. Fincher ved hvordan man skal håndtere spænding i en thriller, og historien må siges at blive eksekveret på glimrende vis. Til den opgave har han også sammensat et cast bestående af nogle dygtige skuespillere, og det er svært at sætte en finger på deres præstationer. Nogen er dog mere konsekvente i deres "svenske" accent end andre, og især Daniel Craig falder hurtigt tilbage på sin britiske accent. Men Daniel Craig passer bare godt til rollen, så man tilgiver ham nemt. Stor ros skal der lyde til Rooney Mara, som gør det ganske forrygende i rollen som Lisbeth Salander. Hun havde store sko at udfylde efter Noomi Rapaces præstation i den svenske film, men Rooney formår at gøre rollen til sin egen. Stellan Skarsgård er, som altid fristes man til at sige, glimrende og også Christopher Plummer er en fornøjelse at se.
Trent Reznor og Atticus Ross står endnu engang for det musikalske score, og selvom at jeg nok er mest positiv overfor det, så føles det dog ikke helt så passende som til "The Social Network". Der var flere tidspunkter i filmen, hvor jeg lagde mærke til musikken og følte at det måske ikke helt passede med filmen. Der er dog bestemt også scener i filmen, hvor musikken og lydsiden passer fremragende, så i sidste ende er jeg nok en anelse mere positiv overfor det end negativ.
En ting der virkede lidt besynderligt ved filmen, var at efter "hovedhistorien" sådan set er afsluttet, så fortsætter filmen i et godt stykke tid endnu med noget sidehistorie, og jeg kan ikke lade være med at tænke på om det var nødvendigt at have alt det med. Det kunne nok med fordel skæres lidt til.
Men alt i alt, så er Finchers version af "The Girl with the Dragon Tattoo" en ganske god film, og et solidt stykke arbejde. Fincher får formenligt det optimale ud af denne historie(og ud af materialet), men mere end det finder man heller ikke i denne film.
8/10
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
#12761 NightHawk 14 år siden
Jeg kan bare huske, ud fra de ting jeg har læst om den, at den skulle være mere ekstrem på det område end andre film i genren. Men når alt kommer til alt, så tror jeg faktisk også at jeg vil sidde med samme oplevelse som dig, når jeg får set filmen.
Det lyder godt! :)
#12762 misuma 14 år siden
Will Ferrell's bedste præstation siden Stranger Than Fiction. Så' det sagt. Ud fra traileren forventede jeg en komedie, men fik mere en....dramedie?
En af de bedre af slagsen 5/6
#12763 Skeloboy 14 år siden
Eller måske en dramedy, som det også bliver kaldt? :)
Portrait of Jennie, 1948
Fantasy anno 1948 blandet med en lille smule film noir og en god portion romantik = en fantastisk film.
Den fattige og kæmpende maler, Eben Adams, møder den lille pige Jennie. Men Jennie er ikke af den samme tid. Hun taler om det gamle Hammersteins teater, hvor hendes forældre arbejder, selvom det er revet ned for flere år siden. Og hver gang Eben møder hende, er hun vokset uhørt meget.
Mødet med Jennie sætter sit præg på Eben, og hun bliver en besættelse og hans kærlighed.
Filmens magi er levende i Joseph Cottens og Jennifer Jones' sammenspil(de burde også være sammenspillet, dette var deres 4. - og sidste - film sammen). Den er levende ligefra starten med ordene:
"Since time began man has looked into the awesome reaches of infinity and asked the eternal question: What is time? What is life? What is space? What is death? Through a hundred civilizations, philosophers and scientists have come together with answers, but the bewilderment remains... Science tells us that nothing ever dies but only changes, that time itself does not pass but curves around us, and that the past and the future are together at our side for ever. Out of the shadows of knowledge, and out of a painting that hung on a museum wall, comes our story, the truth of which lies not on our screen but in your hearts."
Og derfra er jeg fascineret og tæt på tryllebundet. Der er en lille snert af film noir, som kommer til udtryk i voice-over og kameravinklerne samt brugen af sort/hvide-farver. Det passer utrolig godt til den mystiske fortælling.
Jeg har kun set 5 ud Jennifer Jones 26 film, og hun har et eller andet fortryllende over sig. Det gælder også her. Faren ved at se film som denne er, at man får lyst til at kaste sig over flere film - i dette tilfælde med Jennifer Jones og af instruktøren William Dieterlee(Joseph Cotten og Jennifer Jones har spillet sammen i Love Letters...samme instruktør som denne). Det er også ganske imponerende special effects.
I sandhed magisk fortælling med en dejlig, dejlig Jennifer Jones! En anbefaling uden forbehold!
9/10, i top50
#12764 misuma 14 år siden
En sci-fi-western med hugtænder. Jeg ku' værdsætte filmens visuelle stil trods en tvivlsom CGI til tider, men macho-skuespillet er jeg sgu ikke god til.
3/6
-------------
Skeloboy - Nah, jeg holder mig til dramedie, eller værre endnu...koma? :P
#12765 Collateral 14 år siden
En film jeg har et lidt ambivalent forhold til. Filmens plussider er den ret underspillede måde den behandler sit ret tunge tema på, og skuespillet både fra Kidman og Eckhart. Dianne Wests præstation heri (omend lille) er dog det allerbedste, og såvel hendes karakter som hendes repliklevering er uovertruffen. Hendes beskrivelse af sorg, og det toneleje den er leveret i, er lige i øjet.
Minusserne er at filmen virker en smule kalkulerende. Til trods for at den ikke er overdrevent sentimental, og ikke overspiller sine rørende momenter med alle virkemidler (snarere tværtimod) virker den til tider alligevel forceret, i dens til tider insisterende forsøg på at præsentere seeren for ganske gennemskuelig symbolik. Det er nok for hårdt at sige at filmen virker falsk, den virker bare ikke som om den har hjertet med i samme grad som man kunne have håbet. Måske fordi den i sin fortælling ikke tager nok chancer, og ikke har den kant, som en så mørk fortælling nok kunne have nydt godt af.
4/6
#12766 Åkepool 14 år siden
Hun er sgu altid skide god.
#12767 samcro 14 år siden
6/6
#12768 Collateral 14 år siden
Hold op hvor var jeg imponeret over skuespilspræstationerne her. Særligt hovedrolleindehaver Josefine Mattsson er absolut brilliant, særligt sin unge alder taget i betragtning. Det øvrige cast er også glimrende, men derudover har jeg det egentlig lidt svært med denne film. Mest fordi den er frygtelig forudsigelig. Det er gråt i gråt, socialrealistisk, rystekamera fortælling, hvor tonen i høj grad har overtaget. Det er for nemt at forudse hvilken retning historien bevæger sig i, og selvom filmen virker meget ægte i sin emotion, har jeg også bare en lidt tom fornemmelse bagefter. Filmen BURDE være livsbekræftende, filmen burde være trist og jeg burde i det hele taget have været langt mere berørt af den end hvad jeg var. Jeg tror det handler om at jeg basalt set har set denne film før, så selvom skuespillerne virkelig gør deres, og filmen ingenlunde er dårligt skrevet eller sammensat, er den i sidste ende bare meget monoton at sidde igennem for mig.
3/6
#12769 HelmerJ 14 år siden
#12770 Kruse 14 år siden
Det skal siges med det samme, at det er lang tid siden at jeg så Niel Arden Oplevs version, så jeg kan ikke rigtigt sammenligne de to. Og selvom at jeg godt kunne lide den svensk/danske version, så synes jeg ikke at den var noget specielt. Jeg har heller ikke læst bogen, så hvordan filmen er i forhold til den, kan jeg ikke svare på.
Hvad jeg kan sige er at Fincher har leveret et solidt stykke håndværk. Fincher ved hvordan man skal håndtere spænding i en thriller, og historien må siges at blive eksekveret på glimrende vis. Til den opgave har han også sammensat et cast bestående af nogle dygtige skuespillere, og det er svært at sætte en finger på deres præstationer. Nogen er dog mere konsekvente i deres "svenske" accent end andre, og især Daniel Craig falder hurtigt tilbage på sin britiske accent. Men Daniel Craig passer bare godt til rollen, så man tilgiver ham nemt. Stor ros skal der lyde til Rooney Mara, som gør det ganske forrygende i rollen som Lisbeth Salander. Hun havde store sko at udfylde efter Noomi Rapaces præstation i den svenske film, men Rooney formår at gøre rollen til sin egen. Stellan Skarsgård er, som altid fristes man til at sige, glimrende og også Christopher Plummer er en fornøjelse at se.
Trent Reznor og Atticus Ross står endnu engang for det musikalske score, og selvom at jeg nok er mest positiv overfor det, så føles det dog ikke helt så passende som til "The Social Network". Der var flere tidspunkter i filmen, hvor jeg lagde mærke til musikken og følte at det måske ikke helt passede med filmen. Der er dog bestemt også scener i filmen, hvor musikken og lydsiden passer fremragende, så i sidste ende er jeg nok en anelse mere positiv overfor det end negativ.
En ting der virkede lidt besynderligt ved filmen, var at efter "hovedhistorien" sådan set er afsluttet, så fortsætter filmen i et godt stykke tid endnu med noget sidehistorie, og jeg kan ikke lade være med at tænke på om det var nødvendigt at have alt det med. Det kunne nok med fordel skæres lidt til.
Men alt i alt, så er Finchers version af "The Girl with the Dragon Tattoo" en ganske god film, og et solidt stykke arbejde. Fincher får formenligt det optimale ud af denne historie(og ud af materialet), men mere end det finder man heller ikke i denne film.
8/10