There Will Be Blood Bare lige et par hurtigere kommentarer: ganske fed film, Daniel Day-Lewis er helt eminent, fantastisk god...men den fanger mig ikke altid, og på trods af, at cinematografi, skuespil osv. er i top, så rammer den mig ikke helt så meget...
Skal man kigge på hvem, der var nomineret til en Oscar det år, vil jeg nok rangere det sådan her:
Atonement No Country For Old Men Juno Michael Clayton There Will Be Blood
Den fangede mig ikke på nogen måde. En pinsel på højde med et skrigende barn i Bilka en lørdag eftermiddag, hvor man kunne sidde hjemme med en kold øl, og ikke skulle opleve den slags trivialiteter. Og nu skal jeg piskes....Igen....
Min fars fætter, har bare mødt John Williams! Æh, Bæh!!
#1272 Du skulle oversprøjtes med 6 varme Hof! Det værste sprøjt i verden. Absolut en af højdepunkterne i filmoplevelser, indenfor de sidste 10 år ... mine filmoplevelser!
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Du plejer jo også at kaste dig på knæ for Hollywood og deres manipulerende salgsmaskine, der tvinger dig til at slikke røv på den gængse mainstreampøbel, mens du afleverer en mere end almindelig hård afføring i munden på Frid....
Eller ej?
;D
Min fars fætter, har bare mødt John Williams! Æh, Bæh!!
Jeg så Crank tidligere i dag og man må sige, at det var hæsblæsende action fra start til slut. Jeg var egentligt godt underholdt, selvom man lige skulle ryste på hovedet et par gange, over de vilde ideer og forfatterens opfindsomhed udi action-genren. Udmærket underholdning.
4/6
Nyeste anmeldelse: "The Thin Red Line" : http://bonysblog.wordpress.com/
Dokumentarfilm om det canadiske heavy metal band Anvil, som i 80'erne spillede på samme festival som Anthrax, Bon Jovi, Metallica, Slayer etc. og var en inspiration for Lars Ulrich, Slash, Lemmy etc. Men hvor disse bands fortsatte med succes og mod millionerne, forsvandt Anvil ned i glemselen.
Denne dokumentarfilm følger bandet, forsangeren "Lips" og trommeslageren Robb Reiner, som har spillet sammen, siden de var 14 og deres fantastiske tro på, at succes'en nok skal komme. Vi følger dem på tour i Europa, koncerter med 5 og 500 mennesker, en manager som fatter hat af logistik. Vi følger deres arbejde med indspillingen af album nummer 13, som skal være deres gennembrud.
Anvil er en tragi- komisk historie, som først og fremmest bringer tankerne tilbage til Spinal Tap. Men det her er den ægte historie, en utrolig en af slagsen, om den totale dedikering til det man holder af og som definerer en som menneske. Om det helt igennem ubrydelige bånd mellem Lips og Robb, som konstant holder hinanden fast i drømmen og om familierne der støtter dem år efter år.
Personligt siger musikken mig ikke en skid, men det er fandeme svært ikke at blive rørt over disse post teenagers, som ser lyset i alt, uanset hvor sort en situation er. Hvis Lips blev overfaldet, sparket, brækket sine arme og frarøvet sine ting ville han formentlig sige "nu kan det kun gå fremad".
Se denne dokumentar i håbet om et godt grin, men med risiko for at blive menneskeligt inspireret. Det her er gode drenge, når de er bedst.
Film: 8/10
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Charlie Kaufmann har gjort det igen. Først som forfatter eller manuskriptforfatter med Being John Malkovich, Adaptation og Eternal Sunshine on the Spotless Mind og nu senest som debut instruktør med Synecdoche. Manden bogstaveligt talt fucks with your mind og beskriver verdener, som er for syrede til at være drømme universer, men underligt nok ender med at give mening med galskaben, hvis man altså er en tålmodig sjæl, som ser på.
Jeg vil ikke engang forsøge at beskrive, hvad Kaufmann har i sinde i denne, men som altid er jeg imponeret over den seriøsitet, der er lagt i galskaben. De vildeste effect shots er tilstede, men integreret til perfektion, så computer teknologien forbliver skjult. Lad mig blot sige, at der er tale om at bygge verdener, indeni andre verdener i 1 til 1 forhold og lade disse gengive, med skuespillere og sets, hvad der sker i verdenerne udenom, i et skuespil. Instruktøren af skuespillet er Philip Seymour Hoffman og skuespillet er dennes liv.
Men lad mig også sige, at jeg ikke er helt så bjergtaget af udfaldet, end jeg er af eksekveringen, som på alle måder er en monumental bedrift. Det er en langt mere dyster fortælling, end Kaumanns tidligere fortællinger, som indimellem inspirerer til at kigge indad i en selv og overveje, om man er mere publikum eller deltager i livet. Forhåbentlig det sidste, men Synecdoche er for mig en sørgelig gengivelse af et menneske, som har valgt at udleve sit liv på sidelinien, som et stks. publikum. At se ens liv passere revy, giver mest mening som synops til hele filmens omdrejningspunkt. Og det er en ganske tragisk affære.
Det er en film, som skal ses et par gange for at få alle indtryk på plads og før man kan give den en fair anmeldelse eller rating, så betragt nedenstående som midlertidig. Being John Malkovich er stadig en 1'er for mig, men Synecdoche spiller absolut bold om 2. pladsen.
Film: 7/10 Video: 7/10 Audio: 7/10
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#1271 Skeloboy 15 år siden
Bare lige et par hurtigere kommentarer: ganske fed film, Daniel Day-Lewis er helt eminent, fantastisk god...men den fanger mig ikke altid, og på trods af, at cinematografi, skuespil osv. er i top, så rammer den mig ikke helt så meget...
Skal man kigge på hvem, der var nomineret til en Oscar det år, vil jeg nok rangere det sådan her:
Atonement
No Country For Old Men
Juno
Michael Clayton
There Will Be Blood
4½/6
#1272 davenport 15 år siden
Og nu skal jeg piskes....Igen....
#1273 filmz-Bruce 15 år siden
#1274 davenport 15 år siden
Eller ej?
;D
#1275 wimmie 15 år siden
Jeg var også ret glad for Grace is Gone. En helt anden slags rolle for John Cusack som han bærer perfekt.
5/6
#1276 Bony 15 år siden
4/6
#1277 elwood 15 år siden
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#1278 filmz-Bruce 15 år siden
Dokumentarfilm om det canadiske heavy metal band Anvil, som i 80'erne spillede på samme festival som Anthrax, Bon Jovi, Metallica, Slayer etc. og var en inspiration for Lars Ulrich, Slash, Lemmy etc. Men hvor disse bands fortsatte med succes og mod millionerne, forsvandt Anvil ned i glemselen.
Denne dokumentarfilm følger bandet, forsangeren "Lips" og trommeslageren Robb Reiner, som har spillet sammen, siden de var 14 og deres fantastiske tro på, at succes'en nok skal komme. Vi følger dem på tour i Europa, koncerter med 5 og 500 mennesker, en manager som fatter hat af logistik. Vi følger deres arbejde med indspillingen af album nummer 13, som skal være deres gennembrud.
Anvil er en tragi- komisk historie, som først og fremmest bringer tankerne tilbage til Spinal Tap. Men det her er den ægte historie, en utrolig en af slagsen, om den totale dedikering til det man holder af og som definerer en som menneske. Om det helt igennem ubrydelige bånd mellem Lips og Robb, som konstant holder hinanden fast i drømmen og om familierne der støtter dem år efter år.
Personligt siger musikken mig ikke en skid, men det er fandeme svært ikke at blive rørt over disse post teenagers, som ser lyset i alt, uanset hvor sort en situation er. Hvis Lips blev overfaldet, sparket, brækket sine arme og frarøvet sine ting ville han formentlig sige "nu kan det kun gå fremad".
Se denne dokumentar i håbet om et godt grin, men med risiko for at blive menneskeligt inspireret. Det her er gode drenge, når de er bedst.
Film: 8/10
#1279 filmz-Bruce 15 år siden
Charlie Kaufmann har gjort det igen. Først som forfatter eller manuskriptforfatter med Being John Malkovich, Adaptation og Eternal Sunshine on the Spotless Mind og nu senest som debut instruktør med Synecdoche. Manden bogstaveligt talt fucks with your mind og beskriver verdener, som er for syrede til at være drømme universer, men underligt nok ender med at give mening med galskaben, hvis man altså er en tålmodig sjæl, som ser på.
Jeg vil ikke engang forsøge at beskrive, hvad Kaufmann har i sinde i denne, men som altid er jeg imponeret over den seriøsitet, der er lagt i galskaben. De vildeste effect shots er tilstede, men integreret til perfektion, så computer teknologien forbliver skjult. Lad mig blot sige, at der er tale om at bygge verdener, indeni andre verdener i 1 til 1 forhold og lade disse gengive, med skuespillere og sets, hvad der sker i verdenerne udenom, i et skuespil. Instruktøren af skuespillet er Philip Seymour Hoffman og skuespillet er dennes liv.
Men lad mig også sige, at jeg ikke er helt så bjergtaget af udfaldet, end jeg er af eksekveringen, som på alle måder er en monumental bedrift. Det er en langt mere dyster fortælling, end Kaumanns tidligere fortællinger, som indimellem inspirerer til at kigge indad i en selv og overveje, om man er mere publikum eller deltager i livet. Forhåbentlig det sidste, men Synecdoche er for mig en sørgelig gengivelse af et menneske, som har valgt at udleve sit liv på sidelinien, som et stks. publikum. At se ens liv passere revy, giver mest mening som synops til hele filmens omdrejningspunkt. Og det er en ganske tragisk affære.
Det er en film, som skal ses et par gange for at få alle indtryk på plads og før man kan give den en fair anmeldelse eller rating, så betragt nedenstående som midlertidig. Being John Malkovich er stadig en 1'er for mig, men Synecdoche spiller absolut bold om 2. pladsen.
Film: 7/10
Video: 7/10
Audio: 7/10
#1280 wimmie 15 år siden
Hehe...troede lige du snakkede om karakteren ;P
Skulle da også lige til at foretage en verbal overfusning...