Foragter stupide handlinger som udelukkende er inkluderet i et forsøg på at forcere en bestemt handling - foragter det især i film der gerne vil tages seriøse.
At de beslutter at bryde gruppen op i starten, er dybt godnat og minder unægtelig om plottet fra stort set alle teen-slasher-gyserer. Resten af filmen imponerede heller ikke synderligt.
misuma (13191) skrev:
Tanken strejfede mig, men det ville jo være en vederstyggelig handling af antiepiske proportioner så droppede hurtigt tankegangen :P
Absolut vederstyggeligt - bare tanken! Nej sandheden er naturligvis, at jeg falder ind i et metafysisk trancestadie, og via remote viewing zoomer jeg ind på en aktiv seer af den pågældende film. Enormt træls når personen falder i søvn.
Absolut vederstyggeligt - bare tanken! Nej sandheden er naturligvis, at jeg falder ind i et metafysisk trancestadie, og via remote viewing zoomer jeg ind på en aktiv seer af den pågældende film. Enormt træls når personen falder i søvn.
Normalt skriver jeg ikke i denne tråd, og der kommer heller ikke en anmeldelse denne gang. Men efter, at jeg de sidste par måneder endelig har fået taget mig sammen til at se denne serie, så blev jeg nød til at skrive et par ord.
Six Feet Under Serier med mere end 3 sæsoner har en tendens til at repetere sig selv lidt for meget. Jeg har set Oz og The Sopranos forud for SFU, og disse to serier led decideret af for mange afsnit. Det begyndte simpelthen at blive for uvedkommende og uinteressant og man distancerede sig selv fra karaktererne.
Dette skete også så småt i sæson 4 af Six Feet Under og jeg var lidt ærgerlig over at se serien lide den stille død... Men sæson 5 tog revanche og nogle episoder hev mig virkelig ud af fatning. Jeg har aldrig oplevet at se en film/serie, hvor tårerne trillede ned af kinderne af mig. Jeg kan godt have en klump i halsen og fugtige øjne, men dette - jeg er rystet....
Hvis man endnu ikke har set SFU og gerne vil se en dramaserie, så kan jeg klart anbefale Six Feet Under! Vær dog forberedt på nogle seriøse emotionelle rutscheture.
Jeg har også lige set A Lonely Place To Die og tilslutter mig 2/6 (4/10). Den starter rigtig godt, men bliver hurtigt til en omgang repetitivt og ligegyldigt rod. Meget ærgerligt.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
En rigtig underholdene sience fiction, som slår iron man 2, og er tæt på at holde distancen mod den første Iron man. Den havde godt skuespil hele vejen igenmen, et okay plot, altså rumvæsener og cowboys er nu lidt et cool samsmeltning, og de klarede det rigtig godt.
Der er dog nogle ting som jeg rent faktisk var overassket over, fandt den egentlig meget voldig i forhold til alle andre Jon Favreau's film. Det tog jeg som et plus.
Så er looket på aliens meget i liga med Super 8's monster, dog er der nogle forskelligheder, men de minder lidt om hinanden af en art.
Nå jeg så den på BD, og var postiv over hvor pæn billedsiden var og så var lyden os rigtig fed. Elsker lyden af den kanon Daniel Qraig's karekter bar rundt med igenmen filmen.
Alt i alt, er jeg enig med Johans andmeldse, den havde en rigtig god start.
En af de ting der trak op var at de ikke endte fuldstændig happy ending, og rent faktisk helten ikke døde men heltinden vis man kan kalde hende det.
hælder mellem et stort 7 tal og et lille 8 tal, gav den 8 på imdb da jeg synes det var syndt den kunne havde 6.2, selvom det egentlig ikke betyder noget but i did it.
7-8/10
"I learned that courage was not the absence of fear, but the triumph over it".
Mangler I inspiration til nogle gode independent-film? Og har I haft kig på en ny instruktør I kunne følge? Jamen...så se her :)
--- Tre film + en kort af Ramin Bahrani
Man Push Cart, 2005 En kendt stjerne i Pakistan, og nu en anonym kaffesælger i New York med personlige problemer. Filmen starter et år efter Ahmads kone er død. Meget tidlig om morgenen står han op for at trække sin kaffevogn, så han kan sælge kaffe, te og bagels til Manhattens travle befolkning. Undervejs i filmen møder han nogle mennesker, der får en betydning for hans liv, men det er egentlig ikke dem, det drejer sig om. Som person er Ahmad ikke engang rigtig interessant, og der kommer heller ingen forløsning eller ordentlig afslutning på historien...
Alt dette gør dog intet, og det er en af filmens styrker. I skildringen af livet af den almene arbejder opnår Ramin Bahrani en universel fortælling med næsten ingenting. Skuespillet halter lidt til tider, men ellers er det en god fortælling om et liv, der ikke blev som forventet.
Man Push Cart er en meget rammende titel en god, god film! og ret godt gjort af en debuterende instruktør.
8/10
---
Chop Shop, 2007 I en illegal chop shop - et sted, hvor stjålne biler bliver skilt fra hinanden og solgt osm reservedele - bor og arbejder det forældreløse søskendepar Ale og Isi på hhv. 12 og 16. Ale vil gerne gøre det bedre for sin storesøster og har en drøm at købe en vogn til hende, så hun kan have sit eget. Ale er general en livsglad person med mod på livet, men han finder ud af, at søsteren prostituerer sig. Derfor begynder han at gå længere ud af den kriminelle bane for at få råd til vognen. Som en lille kuriøsitet, så arbejder Ahmad fra Man Push Cart nu hos samme chop shop.
Det er en coming-of-age historie sat i et realistisk miljø, og sammenspillet med de to søskende er så perfekt, at man skulle de tro de var søskende i virkeligheden. Lydsiden er ikke andet end lyden af Queens' trafik, men det er heller ikke nødvendigt.
Den kan meget, meget stærkt anbefales, fordi den i sin enkelthed skildrer coming-of-age, ungdomskriminalitet og søskendekærlighed i ét uden at virke forceret eller utroværdig. Vi skal ikke føle medlidenhed med personerne, vi skal ikke håbe på en frelser...vi skal bare se historien udfolde sig i et (forud)bestemt tidsrum i Ale og Isis liv. Og det er fandeme godt!
9/10
---
Goodbye Solo, 2008 Elvis Presleys bodyguard og en helt grøn skuespiller danner et unikt par, som jeg aldrig har set før. Den livsglade taxi-chauffør Solo støder på den livstrætte William. Solo kører rundt med William, der har et helt klart mål. Selvom deres liv og væsen er vidt forskelligt, bliver der formet en slags venskab. Og til slut bliver der udvekslet et blik, der er så simpelt og nede på jorden, men alligevel har scenen utrolig stor effekt.
Endnu engang er det utrolig meget kraft Ramin Bahrani får ud af noget nær ingenting. En stor del af den fortjeneste ligger i skuespillerne. William er stærkt portrætteret, og selvom han næsten kun siger "I don't give a shit", og det kun er små bidder af hans fortid, vi får afsløret, forstå man ham.
Og ja, den kan minde lidt om Taste of Cherry, men på ingen måde et ripoff.
9/10
---
Plastic Bag, 2009, kortfilm Set til et Future Shorts-arrangement og genset igen på Goodbye Solo-DVD'en.
Plastic Bag er en herlig lille film om en plastikposes liv og søgen efter sin skaber. På sin vej møder han de flyvende monstre(måger ved en losseplads), tornebuske og lærer at bruge vinden...men ikke undgå at sidde fast i træer og buske. Der er et helt klart miljømæssigt budskab her, men det er ikke rigtig påtrængende, for humoren er evigt til stede. Et lille minus er dog narrationen, som er af den navnkundige Werner Herzog. Men ellers er den godt udtænkt og den giver helt klart et smil på læben - og lidt at tænke over.
8/10
---
In conclusion: Roger Ebert har kaldt Ramin Bahrani for 00'ernes instruktør. Jeg kan godt se hans pointe: med simple midler og enkle fortællinger formår han at lave kraftfulde film, der giver os et indblik i livet for ganske almindelige mennesker. Der er ingen stor armbevægelser, og det er meget sparsomt med de forcerede følelser. Der er ingen happy end - faktisk ikke engang en decideret slutning - der er ingen frelser - der er kun livet, som det foregår. Fælles for de tre film er, at hovedpersonerne er minoriteter i New York, der prøver at klare sig igennem med de drømme, som personer har. Personerne er fra hhv. Pakistan, latinamerika og Senegal. Det er et sjældent og ufrelst indblik uden en hvid Sandra Bullock til at klare skærene. Det er dejligt forfriskende.
Genren er blev kaldt for neo neorealism af visse amerikanske anmeldere. Det er film som Frozen River, Wendy & Lucy og altså Bahranis film. Det er amatør-skuespillere, on location og dramatisk skåret ind til benetm så betegnelsen har vel sin berettigelse. Det er en stil, jeg kan lide, og selvom jeg ikke vil udråbe Bahrani til 90'ernes bedste instruktør, er han bestemt en af mest interessante yngre instruktører. Der er ingen tvivl om, at jeg vil se frem til hans næste projekt.
En af de bedste Vietnam krigs film jeg har set, dog slår den ikke The Thin Red Line, som jeg bare ser som en konge krigsfilm. Den har rigtig godt skuespil, Sheen formår at imponere mig rigtig meget i den her film. Troede slet ikke han havde det i sig, overhovedet. Dafoe og Berenger laver kræftpræstationer, som den gode og onde. Der masser af andre af bi roller så som en herlig Kieth David, Johnny Depp som jeg egentlig ikke kan huske at sige en eneste ting man kunne høre i filmen, egentlig sjovt at tænke på.
Den har masser gode elementer så som hvordan Taylor ser på Barnes og Elias. Hvor de begge er hans fædre på en måde, men hvor Elias er hans gode side, og Barnes er hans onde side. eg kan godt lide at Taylor er god og holder sig ordentlig i de gode, men når han så dør i filmen, ønsker han hævn over ham og så går amok i skov kampen.
Har aldrig kunne lide krig, og især ikke Vietnam krigen som jeg fandt igen grund til at Amerika skulle blande sig i. Waste of lifes and money. Nå det her en film, og vil ikke starte en debat på det.
Var underholdt, rørt især af den flotte og medrivende musik gav det hele et godt løft
8-9/10
"I learned that courage was not the absence of fear, but the triumph over it".
Tænkte nok, du kunne lide den, og jeg er ret enig i karakteren. Nu hvor vi snakker vietnamkrigsfilm, har du så set Apocalypse Now, Born on the Fourth of July og Full Metal Jacket?
#13191 misuma 14 år siden
Tanken strejfede mig, men det ville jo være en vederstyggelig handling af antiepiske proportioner så droppede hurtigt tankegangen :P
#13192 loki 14 år siden
Foragter stupide handlinger som udelukkende er inkluderet i et forsøg på at forcere en bestemt handling - foragter det især i film der gerne vil tages seriøse.
Absolut vederstyggeligt - bare tanken! Nej sandheden er naturligvis, at jeg falder ind i et metafysisk trancestadie, og via remote viewing zoomer jeg ind på en aktiv seer af den pågældende film. Enormt træls når personen falder i søvn.
#13193 misuma 14 år siden
Hvilket var min efterfølgende tanke. Naturligvis.
#13194 Popeye 14 år siden
Six Feet Under
Serier med mere end 3 sæsoner har en tendens til at repetere sig selv lidt for meget. Jeg har set Oz og The Sopranos forud for SFU, og disse to serier led decideret af for mange afsnit. Det begyndte simpelthen at blive for uvedkommende og uinteressant og man distancerede sig selv fra karaktererne.
Dette skete også så småt i sæson 4 af Six Feet Under og jeg var lidt ærgerlig over at se serien lide den stille død...
Men sæson 5 tog revanche og nogle episoder hev mig virkelig ud af fatning. Jeg har aldrig oplevet at se en film/serie, hvor tårerne trillede ned af kinderne af mig. Jeg kan godt have en klump i halsen og fugtige øjne, men dette - jeg er rystet....
Hvis man endnu ikke har set SFU og gerne vil se en dramaserie, så kan jeg klart anbefale Six Feet Under!
Vær dog forberedt på nogle seriøse emotionelle rutscheture.
#13195 Sweetiebellefan 14 år siden
Iransk film om en dreng forklædt som pige der arbejder på en byggeplads mens folk er ude efter afghanere.
En af film højdepunkterne fra 2001.
10/10
#13196 Lord Beef Jerky 14 år siden
#13197 Batsy 14 år siden
En rigtig underholdene sience fiction, som slår iron man 2, og er tæt på at holde distancen mod den første Iron man. Den havde godt skuespil hele vejen igenmen, et okay plot, altså rumvæsener og cowboys er nu lidt et cool samsmeltning, og de klarede det rigtig godt.
Der er dog nogle ting som jeg rent faktisk var overassket over, fandt den egentlig meget voldig i forhold til alle andre Jon Favreau's film. Det tog jeg som et plus.
Nå jeg så den på BD, og var postiv over hvor pæn billedsiden var og så var lyden os rigtig fed. Elsker lyden af den kanon Daniel Qraig's karekter bar rundt med igenmen filmen.
Alt i alt, er jeg enig med Johans andmeldse, den havde en rigtig god start.
hælder mellem et stort 7 tal og et lille 8 tal, gav den 8 på imdb da jeg synes det var syndt den kunne havde 6.2, selvom det egentlig ikke betyder noget but i did it.
7-8/10
#13198 Skeloboy 14 år siden
---
Tre film + en kort af Ramin Bahrani
Man Push Cart, 2005
En kendt stjerne i Pakistan, og nu en anonym kaffesælger i New York med personlige problemer. Filmen starter et år efter Ahmads kone er død. Meget tidlig om morgenen står han op for at trække sin kaffevogn, så han kan sælge kaffe, te og bagels til Manhattens travle befolkning. Undervejs i filmen møder han nogle mennesker, der får en betydning for hans liv, men det er egentlig ikke dem, det drejer sig om. Som person er Ahmad ikke engang rigtig interessant, og der kommer heller ingen forløsning eller ordentlig afslutning på historien...
Alt dette gør dog intet, og det er en af filmens styrker. I skildringen af livet af den almene arbejder opnår Ramin Bahrani en universel fortælling med næsten ingenting. Skuespillet halter lidt til tider, men ellers er det en god fortælling om et liv, der ikke blev som forventet.
Man Push Cart er en meget rammende titel en god, god film! og ret godt gjort af en debuterende instruktør.
8/10
---
Chop Shop, 2007
I en illegal chop shop - et sted, hvor stjålne biler bliver skilt fra hinanden og solgt osm reservedele - bor og arbejder det forældreløse søskendepar Ale og Isi på hhv. 12 og 16. Ale vil gerne gøre det bedre for sin storesøster og har en drøm at købe en vogn til hende, så hun kan have sit eget. Ale er general en livsglad person med mod på livet, men han finder ud af, at søsteren prostituerer sig. Derfor begynder han at gå længere ud af den kriminelle bane for at få råd til vognen. Som en lille kuriøsitet, så arbejder Ahmad fra Man Push Cart nu hos samme chop shop.
Det er en coming-of-age historie sat i et realistisk miljø, og sammenspillet med de to søskende er så perfekt, at man skulle de tro de var søskende i virkeligheden. Lydsiden er ikke andet end lyden af Queens' trafik, men det er heller ikke nødvendigt.
Den kan meget, meget stærkt anbefales, fordi den i sin enkelthed skildrer coming-of-age, ungdomskriminalitet og søskendekærlighed i ét uden at virke forceret eller utroværdig. Vi skal ikke føle medlidenhed med personerne, vi skal ikke håbe på en frelser...vi skal bare se historien udfolde sig i et (forud)bestemt tidsrum i Ale og Isis liv. Og det er fandeme godt!
9/10
---
Goodbye Solo, 2008
Elvis Presleys bodyguard og en helt grøn skuespiller danner et unikt par, som jeg aldrig har set før. Den livsglade taxi-chauffør Solo støder på den livstrætte William. Solo kører rundt med William, der har et helt klart mål. Selvom deres liv og væsen er vidt forskelligt, bliver der formet en slags venskab. Og til slut bliver der udvekslet et blik, der er så simpelt og nede på jorden, men alligevel har scenen utrolig stor effekt.
Endnu engang er det utrolig meget kraft Ramin Bahrani får ud af noget nær ingenting. En stor del af den fortjeneste ligger i skuespillerne. William er stærkt portrætteret, og selvom han næsten kun siger "I don't give a shit", og det kun er små bidder af hans fortid, vi får afsløret, forstå man ham.
Den kan kun anbefales, og hvis I ikke tror mig, så løs Benways anmeldelse her: http://filmz.dk/film/goodbye-solo/biograf
Og ja, den kan minde lidt om Taste of Cherry, men på ingen måde et ripoff.
9/10
---
Plastic Bag, 2009, kortfilm
Set til et Future Shorts-arrangement og genset igen på Goodbye Solo-DVD'en.
Plastic Bag er en herlig lille film om en plastikposes liv og søgen efter sin skaber. På sin vej møder han de flyvende monstre(måger ved en losseplads), tornebuske og lærer at bruge vinden...men ikke undgå at sidde fast i træer og buske. Der er et helt klart miljømæssigt budskab her, men det er ikke rigtig påtrængende, for humoren er evigt til stede. Et lille minus er dog narrationen, som er af den navnkundige Werner Herzog. Men ellers er den godt udtænkt og den giver helt klart et smil på læben - og lidt at tænke over.
8/10
---
In conclusion:
Roger Ebert har kaldt Ramin Bahrani for 00'ernes instruktør. Jeg kan godt se hans pointe: med simple midler og enkle fortællinger formår han at lave kraftfulde film, der giver os et indblik i livet for ganske almindelige mennesker. Der er ingen stor armbevægelser, og det er meget sparsomt med de forcerede følelser. Der er ingen happy end - faktisk ikke engang en decideret slutning - der er ingen frelser - der er kun livet, som det foregår. Fælles for de tre film er, at hovedpersonerne er minoriteter i New York, der prøver at klare sig igennem med de drømme, som personer har. Personerne er fra hhv. Pakistan, latinamerika og Senegal. Det er et sjældent og ufrelst indblik uden en hvid Sandra Bullock til at klare skærene. Det er dejligt forfriskende.
Genren er blev kaldt for neo neorealism af visse amerikanske anmeldere. Det er film som Frozen River, Wendy & Lucy og altså Bahranis film. Det er amatør-skuespillere, on location og dramatisk skåret ind til benetm så betegnelsen har vel sin berettigelse. Det er en stil, jeg kan lide, og selvom jeg ikke vil udråbe Bahrani til 90'ernes bedste instruktør, er han bestemt en af mest interessante yngre instruktører. Der er ingen tvivl om, at jeg vil se frem til hans næste projekt.
#13199 Batsy 14 år siden
En af de bedste Vietnam krigs film jeg har set, dog slår den ikke The Thin Red Line, som jeg bare ser som en konge krigsfilm. Den har rigtig godt skuespil, Sheen formår at imponere mig rigtig meget i den her film. Troede slet ikke han havde det i sig, overhovedet. Dafoe og Berenger laver kræftpræstationer, som den gode og onde. Der masser af andre af bi roller så som en herlig Kieth David, Johnny Depp som jeg egentlig ikke kan huske at sige en eneste ting man kunne høre i filmen, egentlig sjovt at tænke på.
Den har masser gode elementer så som hvordan Taylor ser på Barnes og Elias. Hvor de begge er hans fædre på en måde, men hvor Elias er hans gode side, og Barnes er hans onde side. eg kan godt lide at Taylor er god og holder sig ordentlig i de gode, men når han så dør i filmen, ønsker han hævn over ham og så går amok i skov kampen.
Har aldrig kunne lide krig, og især ikke Vietnam krigen som jeg fandt igen grund til at Amerika skulle blande sig i. Waste of lifes and money. Nå det her en film, og vil ikke starte en debat på det.
Var underholdt, rørt især af den flotte og medrivende musik gav det hele et godt løft
8-9/10
#13200 MMB 14 år siden
Tænkte nok, du kunne lide den, og jeg er ret enig i karakteren. Nu hvor vi snakker vietnamkrigsfilm, har du så set Apocalypse Now, Born on the Fourth of July og Full Metal Jacket?