Japanese poets use "pillow words" that are halfway between pauses and punctuation, and the great director Yasujiro Ozu uses "pillow shots"--a detail from nature, say, to separate two scenes. "Grave of the Fireflies" uses them, too. Its visuals create a kind of poetry. There are moments of quick action, as when the bombs rain down and terrified people fill the streets, but this film doesn't exploit action; it meditates on its consequences.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Må jeg tillade mig at kaste en lille anmeldelse jeg skrev om filmen i sin tid ind her:)
Krigens Glemte Ansigter
Den japanske tegnefilm eller anime om man vil, ”Grave Of The Fireflies/Hotaru No Haka” er en film om børn, men så absolut ikke en børnefilm. Dertil rammer dens tragiske og barske fortælling om Japans sidste krampetrækninger i anden verdenskrig, hvor børnene, den 14 årige Seito og hans noget mindre lillesøster Setsuko, prøver at overleve som forældreløse, en for alvorlig og realistisk tone.
Det er en historie om omkostningerne i et land der lader sig smadre i ærens navn, og hvor to børn der har mistet deres mor og hvor far er i krig, betaler prisen når der ikke længere er overskud af nogen art fra den omgivende samfund, til at tænke på andre end sig selv.
Det er hjerteskærende ægte og man kommer håndgribeligt tæt på smerten over de mulige tab, livet byder under sådanne urimeligt barske vilkår, når vi følger Seito’s vanskelige kamp for at holde sig selv og sin lillesøster i live, mens forholdene bliver stadig mere besværlige.
På den måde er det ingen munter film og ikke en man bliver i bedre humør af, trods dens smukke eksempler på noget af det der burde være livets skønhed undervejs. Men uagtet de momenter styrer den mod en uundgåelig afgrund fra starten af, hvor en dyster og melankolsk stemning slås an. En stemning der hviler tungt over resten af filmen, også i de mere muntre øjeblikke. Ikke desto mindre er det en både stærkt vedkommende og rørende film, der med elegante billeder og en velramt musikalsk baggrundstone sætter en i en eftertænksom tilstand. Noget det er de færreste spillefilm forundt.
Sammen med Hayao Miyazaki’s noget mere børnevenlige og fortrylleriske tegnefilm ”Tonari No Totoro” (og vel også Guillermo del Toro’s fantastiske, men også barske spillefilm ”El Laberinto Del Fauno”), er dette noget af det bedste man kan finde af historier om børn ramt af en sorg, og deres forsøg på at forholde sig til og overleve, også mentalt, i en svært forståelig verden.
Tæt på de 6 stjerner. Her er tale om et lille mesterværk.
I have my principles - And if you don't like them, I have others
Oprindeligt sagde filmen mig ikke noget, men efter alt den positive kritik den har fået bl.a. herinde, så besluttede jeg mig for at give den en chance. Det var jeg glad for at jeg gjorde. Filmen er en ganske fin hyldest til fantasiens evner, men omkring slutningen tager filmen et modigt twist, der lige giver den det ekstra dybde som hæver den over de fleste fantasy/familiefilm der er udkommet de sidste par år.
God og stærk hyldest til fantasien, som alle burde se.
#13471 Collateral 14 år siden
#13472 Hr. Nielsen 14 år siden
#13473 Hr. Nielsen 14 år siden
Krigens Glemte Ansigter
Den japanske tegnefilm eller anime om man vil, ”Grave Of The Fireflies/Hotaru No Haka” er en film om børn, men så absolut ikke en børnefilm. Dertil rammer dens tragiske og barske fortælling om Japans sidste krampetrækninger i anden verdenskrig, hvor børnene, den 14 årige Seito og hans noget mindre lillesøster Setsuko, prøver at overleve som forældreløse, en for alvorlig og realistisk tone.
Det er en historie om omkostningerne i et land der lader sig smadre i ærens navn, og hvor to børn der har mistet deres mor og hvor far er i krig, betaler prisen når der ikke længere er overskud af nogen art fra den omgivende samfund, til at tænke på andre end sig selv.
Det er hjerteskærende ægte og man kommer håndgribeligt tæt på smerten over de mulige tab, livet byder under sådanne urimeligt barske vilkår, når vi følger Seito’s vanskelige kamp for at holde sig selv og sin lillesøster i live, mens forholdene bliver stadig mere besværlige.
På den måde er det ingen munter film og ikke en man bliver i bedre humør af, trods dens smukke eksempler på noget af det der burde være livets skønhed undervejs. Men uagtet de momenter styrer den mod en uundgåelig afgrund fra starten af, hvor en dyster og melankolsk stemning slås an. En stemning der hviler tungt over resten af filmen, også i de mere muntre øjeblikke. Ikke desto mindre er det en både stærkt vedkommende og rørende film, der med elegante billeder og en velramt musikalsk baggrundstone sætter en i en eftertænksom tilstand. Noget det er de færreste spillefilm forundt.
Sammen med Hayao Miyazaki’s noget mere børnevenlige og fortrylleriske tegnefilm ”Tonari No Totoro” (og vel også Guillermo del Toro’s fantastiske, men også barske spillefilm ”El Laberinto Del Fauno”), er dette noget af det bedste man kan finde af historier om børn ramt af en sorg, og deres forsøg på at forholde sig til og overleve, også mentalt, i en svært forståelig verden.
Tæt på de 6 stjerner. Her er tale om et lille mesterværk.
#13474 Takfornu 14 år siden
#13475 Neranders 14 år siden
Enig, enig og enig.
Jeg har selv fået lyst til at gense filmen her i weekenden. :)
"That's rough, buddy."
#13476 Hr. Nielsen 14 år siden
#13477 Richard Burton 14 år siden
#13478 BN 14 år siden
Hmm ... Bruce Springsteen ligner mere Peter Frodin end sig selv på det der billede! ;-)
#13479 Takfornu 14 år siden
Meek's Cutoff - DVD R2 - 5/6
#13480 Zombi 14 år siden
Oprindeligt sagde filmen mig ikke noget, men efter alt den positive kritik den har fået bl.a. herinde, så besluttede jeg mig for at give den en chance. Det var jeg glad for at jeg gjorde. Filmen er en ganske fin hyldest til fantasiens evner, men omkring slutningen tager filmen et modigt twist, der lige giver den det ekstra dybde som hæver den over de fleste fantasy/familiefilm der er udkommet de sidste par år.
God og stærk hyldest til fantasien, som alle burde se.
5/6