Ej, nu skal jeg nok lade være med at drille dig mere Babo84, inden du rammer det røde felt og synger shotgun boogie:-D
Så skal du anstrenge dig noget mere, hvis jeg skal ramme det røde felt :) Men du er jo også faldet af på den i form af gentagelser og blevet en blød mellemvare, som sjældent har noget at skyde med længere :)
#13701 Ha ha ha! Jeg elsker når du taler frækt;) Jo ingen grund til at anstrenge sig med den modstand:-)
Nå, men over til det jeg faktisk ville. Jeg har personligt heller intet imod The Patriot, men den har sine kvalmende momenter og selv om BN har ret i at flaget var en vigtig del af et slag dengang, som man prøvede at beskytte og som det var en ære at løbe med, så synes jeg dog Babo84 har ret (se, den havde du ikke set komme;) i at det bruges rigeligt svulstigt.
I have my principles - And if you don't like them, I have others
Tjaa... Karaktererne er da knapt så store røvhuller som dem i de to foregående...
Det kommer vist an på hvilken af disse vi snakker om ; )
Den bliver skam i Hostel-samlingen, trods sine mangler.
Collateral : Maniac var feeee Ü
Aaaah både 1eren og 2erens karakterer er relativt usympatiske. 1eren mere end 2eren, der har en enkelt karakter, som er lidt mindre ubehageligt et menneske end de andre, men er generelt ikke så vild med Eli Roth.
Glæder mig du kunne lide Maniac. Et rent mesterværk i min bog!
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
The Last Temptation of Christ (1988, Martin Scorsese)
Scorseses skandaleombruste film er et psykosomatisk barn, der skærer en gudemaske, imens det vansirer sig selv. Ved at accentuere Jesus' menneskelige, kødelige lyster (bl.a. efter Maria Magdalena) og fristelsen efter et jordisk paradis, henkastes vi en næsten nietzscheansk fortolkning af Det Nye Testamente. Men det er naivt og indskrænket at betragte filmen således. Den besidder nemlig en åndelig pessimisme, idet værdien af Jesus ikke findes i hans tvivl og menneskeliggørelse, men i nedsmeltningen af det forsagede. Mennesket frelses ikke af Gud, men af egen kamp. Først når kødet er opløst, kan ånden løsrive sig fra naturen og blafre imod guddommeligheden. Efter fuldbringelsen opløses værdierne i en åndelig – ej doktrinær eller naturlig – dimension. Dét er Jesus' konstaterende erkendelse!
Opløsningsprocessen eksekveres bogstaveligt talt i form af Scorseses næsten magisk realistiske teknik, der desværre forekommer påduttet, og Peter Gabriels vidunderlige soundtrack. Karaktergalleriet er lidt anonymt, men Willem Dafoe leverer den måske bedste skuespillerpræstation i sin karriere og Harry Dean Stanton er perfekt som Paulus. Der er meget tvivl i Scorseses film, hvilket både styrker og svækker den.
#13701 Babo84 14 år siden
Så skal du anstrenge dig noget mere, hvis jeg skal ramme det røde felt :) Men du er jo også faldet af på den i form af gentagelser og blevet en blød mellemvare, som sjældent har noget at skyde med længere :)
#13702 Hr. Nielsen 14 år siden
Nå, men over til det jeg faktisk ville. Jeg har personligt heller intet imod The Patriot, men den har sine kvalmende momenter og selv om BN har ret i at flaget var en vigtig del af et slag dengang, som man prøvede at beskytte og som det var en ære at løbe med, så synes jeg dog Babo84 har ret (se, den havde du ikke set komme;) i at det bruges rigeligt svulstigt.
#13703 misuma 14 år siden
Fortjener ikke videre kommentarer.
#13704 Collateral 14 år siden
Tjaa... Karaktererne er da knapt så store røvhuller som dem i de to foregående...
#13705 misuma 14 år siden
Det kommer vist an på hvilken af disse vi snakker om ; )
Den bliver skam i Hostel-samlingen, trods sine mangler.
Collateral : Maniac var feeee Ü
#13706 Collateral 14 år siden
Aaaah både 1eren og 2erens karakterer er relativt usympatiske. 1eren mere end 2eren, der har en enkelt karakter, som er lidt mindre ubehageligt et menneske end de andre, men er generelt ikke så vild med Eli Roth.
Glæder mig du kunne lide Maniac. Et rent mesterværk i min bog!
#13707 Castanea 14 år siden
#13708 Castanea 14 år siden
Scorseses skandaleombruste film er et psykosomatisk barn, der skærer en gudemaske, imens det vansirer sig selv. Ved at accentuere Jesus' menneskelige, kødelige lyster (bl.a. efter Maria Magdalena) og fristelsen efter et jordisk paradis, henkastes vi en næsten nietzscheansk fortolkning af Det Nye Testamente. Men det er naivt og indskrænket at betragte filmen således. Den besidder nemlig en åndelig pessimisme, idet værdien af Jesus ikke findes i hans tvivl og menneskeliggørelse, men i nedsmeltningen af det forsagede. Mennesket frelses ikke af Gud, men af egen kamp. Først når kødet er opløst, kan ånden løsrive sig fra naturen og blafre imod guddommeligheden. Efter fuldbringelsen opløses værdierne i en åndelig – ej doktrinær eller naturlig – dimension. Dét er Jesus' konstaterende erkendelse!
Opløsningsprocessen eksekveres bogstaveligt talt i form af Scorseses næsten magisk realistiske teknik, der desværre forekommer påduttet, og Peter Gabriels vidunderlige soundtrack. Karaktergalleriet er lidt anonymt, men Willem Dafoe leverer den måske bedste skuespillerpræstation i sin karriere og Harry Dean Stanton er perfekt som Paulus. Der er meget tvivl i Scorseses film, hvilket både styrker og svækker den.
8/10
#13709 misuma 14 år siden
Kort skrevet må filmen næsten betegnes som Twillight-udgaven af den kommende super"helte"-film Chronicle.
Jeg synes sgu den er okay for det den er.
3,5/6
#13710 Slettet Bruger [2214553310] 14 år siden
Jeg synes nu mere, at det ligner en mandelig udgave af "The Craft". :)