Men efterhånden som flere og flere hoppede på den, så begyndte jeg også at blive i tvivl. :P
Det var netop det. Jeg faldt for et psykologisk trick(som jeg faktisk har læst lidt om til en Medie- og kulturhistorie forelæsning for nyligt), hvor det at flere personer tror på det og svarer seriøst på det, får mig til at smide min tvivl og viden om det væk, i den tro at hvis flere tror at det er rigtigt, så må det være rigtigt. Dumt af mig :)
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
Jeg var i tvivl om ægtheden af hans lille tur, specielt efter hans 1. april stunt. Også derfor jeg undlod at spørge ind til noget om filmen, men istedet til skuespillerne. Men da han så også svarede sådan helt naturligt, med et svar der faktisk udemærket kunne forsvares, ja så begyndte jeg sgu at tro på det :(
So, at last we meet for the first time for the last time.
Michael Shannon spiller familiefaren Curtis, som ser ud til at have en ganske perfekt liv. Han har et solidt arbejde, og derhjemme har han en familie der elsker ham. Hans datter er dog døv, men de får det nemt til at fungere ved at kommunikere på tegnsprog. Der opstår dog langsom problemer, da Curtis begynder at få mærkelige og livagtige drømme. Han drømmer om en kommende storm, og disse drømme begynder mere og mere at udvikle sig til hallucinationer, som kun han selvfølgelig kan se. Derfor går Curtis igang med at udbygge deres beskyttelsesrum i haven, selvom at ingen omkring ham kan forstå hans opførsel.
Michael Shannon er en skuespiller der virkelig bliver ved med at imponere. Jeg lagde først mærke til ham i hans forrygende birolle i "Revolutionary Road", som han også fik en Oscar-nominering for, og sidenhen er han blevet en skuespiller jeg holder øje med. Selv i en lille rolle i "Before the Devil Knows You're Dead" er det svært ikke at blive grebet af den intensitet som han kan leverer. Han formår at gøre selv de mindste roller mindeværdige. Derfor så jeg også frem til at se ham i hovedrollen i "Take Shelter", som havde en del Oscar-buzz inden de endelige nomineringer blev udvalgt, men som i sidste ende blev fravalgt. Efter at have set "Take Shelter" må jeg konkludere, at det bestemt ikke havde været ufortjent, hvis han havde fået nomineringen. Han er virkelig fremragende, og det er en fornøjelse at følge hans langsomme ændring af sindstemning igennem filmen. I "Take Shelter" spiller han overfor Jessica Chastain, som fik sit store gennembrud i 2011 med en række højtprofilerede film samme år. Hun er også fremragende, og selvom at jeg ikke har set "The Help", så vil jeg mene at hun ligeså godt kunne have fået sin oscarnominering for denne film.
Efter at have set "Take Shelter", så må Jeff Nichols tilføjes til listen af instruktører der skal holdes stærk øje med. Han har virkelig fået skruet en fantastisk film sammen, med en flot visuel side og en effektiv lydside der akkompagnerer den perfekt. Han formår virkelig at lave en dragende og opslugende stemning. Jeg skal bestemt have fat i Jeff Nichols forrige film, "Shotgun Stories", som jeg også har hørt meget godt om, og så skal jeg uden tvivl se hvad han laver næste gang.
Jeg troede næsten ikke at jeg skulle se en film fra 2011, der kunne matche "The Tree of Life" og "Tinker, Tailor, Soldier, Spy" i kvalitet, men "Take Shelter" formår det på imponerende vis. Alt i alt en fantastisk film.
9-10/10
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
Ja, jeg ventede jo i spænding på hvad du sagde til den, for jeg havde en klar idé om, at du ville synes bedre om den end jeg gjorde. Ikke at jeg ikke fandt den god, bare ikke så god som du gjorde. Jeg synes den havde en lidt tam første halvdel, men til gengæld steg "spændingen" gevaldigt fra halvvejs og til slut, med nogle både ubehagelige og gribende scener. Spillet var i top fra vores to hovedroller og jeg glæder mig at se mere fra begge.
7/10
So, at last we meet for the first time for the last time.
Ikke er at ikke er enig, men kunne godt tænke mig at høre mere om denne pointe. Det kunne være interesant at høre dit 'take' på dette, hvis du gider?
By the way: Teoretisk behøver vores uhyrer i Aliens jo ikke være uintelligente fordi de 'ofrer' sig for the greater good, ved at sende horder ud og lade 'fjenden' løbe tør, køre træt osv. Du nævner selv at de ikke plages af moral og samvittighed. Det må vel så gælde indadrettet såvel som udadrettet og at kalde dem dumme og uintelligente af disse årsager som i gør, er jo dømt efter VORES moral og etik tænker jeg? Eller hvordan?
I have my principles - And if you don't like them, I have others
By the way: Teoretisk behøver vores uhyrer i Aliens jo ikke være uintelligente fordi de 'ofrer' sig for the greater good, ved at sende horder ud og lade 'fjenden' løbe tør, køre træt osv.
Fuldkommen enig. Der kan være fanatisme, dumhed og høj intelligens bag "selvmordsaktioner" og som sådan kan man godt argumentere herfor. Spørgsmålet er blot, hvilken form for intelligens, som portrætteres i et filmisk univers, tager sig "bedst ud", når det kommer til at gøre denne alien til en led satan?
I Aliens lader man sig slagte i en tunnel. Man angriber fra start til slut "head on", både i gange og i laboratorie og lader sig dermed eksponere for "the big guns" og resultatet er slagtehal 5. I Alien stemmer dyrets opførsel overens med Ash's "kondolancekort" til de efterladte. En intelligent jager, som bruger list og sine omgivelser til stille og roligt at mindske bestanden af mennesker og som vi aldrig får grund til at betragte som "selvopofrende" og "head on artist" som i 2'eren.
Det er et instruktør- og manuskriptmæssigt valg, som giver en anden intensitet, stemningsfuld gys kontra effektfuld action, men som også devaluerer væsenets potentiale kraftigt.
Du nævner selv at de ikke plages af moral og samvittighed. Det må vel så gælde indadrettet såvel som udadrettet og at kalde dem dumme og uintelligente af disse årsager som i gør, er jo dømt efter VORES moral og etik tænker jeg? Eller hvordan?
Lidt det samme som ovenstående. Ja, der kan lægge intelligens bag, men jeg kan kun svare for mig selv, at effekten er en kraftig filmisk reducering af væsenets potentiale og en ofring og destruktion af den mytologi, som blev opbygget i 1'eren. Og det har for mig været en meget kedelig oplevelse af vende tilbage til Camerons univers. Først og fremmest fordi "dyret" mistede sin potens, men også fordi Camerons koreografi og klipning er meget middelmådig i actionsekvenserne og flere af effektskudene lider af dårlig brug af modeller og greenscreen.
Med Ridley Scotts mesterligt eksekverede sci-fi gyser “Alien” stående som en milepæl i den yderst velfungerende sammensmeltning af de to genrer, må det immervæk have været noget af en mundfuld for enhver instruktør at skulle forsøge at leve op til det tårnhøje niveau, der blev lagt for dagen tilbage i 1979 og især for en ung en af slagsen som James Cameron, der kun havde en enkelt film på cv’et, inden han blev hyret til at skulle stå bag roret på den, gældende for enhver filmserie, svære opfølger og samtidig modstå det enorme forventningspres, der automatisk fulgte med. Men når man til gengæld har så overbevisende en debut med i bagagen som “The Terminator”, er det nu slet ikke så overraskende igen, at Cameron havde tro nok på egne evner til at få sit projekt til at lykkedes på trods af op til flere kontroverser med det meste af Scotts tilbagevendende engelske filmhold, der langtfra brød sig om den amerikanske outsider og hans måde at føre sig frem på.
Med god hjælp fra sin producer, og på daværende tidspunkt ægtefælle, Gale Ann Hurt kom der dog efterhånden styr på uoverensstemmelserne mellem parterne og via kombinationen af det feminine diplomati, James Camerons determinerede jernvilje og filmholdets efterfølgende mandfolkeindsats, projekterede det sig i sidste ende som en samlet analogisk saltvandsindsprøjtning over i “Aliens”, der nu podet med en næsten ubeskrivelig intensitet, nerve og drive indskrev sig i historiebøgerne som en af de allerbedste fortsættelser nogensinde. Ved desuden at have Pinewood studierne som legeplads, plus den fænomenale og mangeårige James Bond produktion-designer Peter Lamont, samt special effekt & make-up mesteren Stan Winston med ombord, lykkedes det at få skabt en forrygende sequel der var på mere end fuld højde med dens oprindelige inspirationskilde, som i øvrigt elegant bliver smeltet ind i “Aliens” iskolde intro og efterfølgende genopstår side om side med filmens protagonist i kølig men på ingen måde følelseskold skikkelse af Sigourney Weavers evigt fightende og omsorgsfulde Ellen Ripley.
”God damn it, that's not all! Because if one of those things gets down here then that will be all! Then all this - this bullshit that you think is so important, you can just kiss all that goodbye!”
Som en rød tråd fra “Alien” bevares outsideren, fritænkeren og humanistens konfrontation og duel med det korrumperede, menneskefjendske og kapitalistisk filosoferende system, repræsenteret af The Weyland-Yutari corporation, intakt hele vejen gennem filmens handling, med udgangspunkt i afhøringen af Ellen Ripley og senere under de utallige sammenstød med firmaets mand, den åleglatte, sleske og storsælgende Robert Burke. Men med den følelsesmæssigt stærke scene i rumstationens hologramdæk, hvor protagonisten Ripley må erkende tabet af sin datter, og den lille pige Newt samtidig i et reference agtigt setup til den originale film mister sin familie, tilsat den efterfølgende introduktion af den militære enhed og dets pompøse våbenarsenal, illustrerer James Cameron det ganske klart og tydeligt, at han har mere på hjerte ved at tilføje disse ekstra lag på den traditionelle opbygning der, efterhånden som handlingen eskalerer mere og mere, i stedet må agere baggrunds-tæppe for et markant antikrigs budskab og hovedkarakterens personlige udvikling dannet gennem en mor/datter symbiose, der for begge af de nye tiltags vedkommende udvikles i en ganske interessant visualiseret parallel i duellen mod de altødelæggende monstre og deres dronning/leder. Efter de indledende scener hvor Ripleys traumatiske fortid udspiller sig, skiftes der i den anden genopstandelse fra køleboksenes montre mærkbart i filmens stemning undervejs soldaternes klichéfyldte kommunikerende jargon og selvsikre måde at opildne hinanden på, og umiddelbart virker “Aliens” som en propagandafilm for det amerikanske militær og deres våbenteknologiske overlegenhed. Dette personificeret med kvalmende arrogance af Hudson hvis overgearede machoattitude dog ikke efterlader andet end et skeptisk blik fra vores heltinde der snildt, og ganske herligt i forhold til persontegningen af outsiderens betydning, har gennemskuet den tomme tønder buldre mest retorik, der lægges for dagen.
Men som situationen udvikler sig på LV-426, (efter Cameron på smukkeste vis i et af filmens få åndehuller skaber det følelsesmæssig bånd mellem Ripley og Newt, der udgør hjertet og håbet i filmen), viser det store pompøse patos pumpede militære islæt sig at besidde en helt anden agenda fra Camerons side, ligesom nuancerne blandt det militære personel også træder frem i lyset, da det først antagende uovervindelige bad ass team pludselig kommer i store problemer under deres første møde med de blodtørstige bæster. Midt i kampen, mod den usynlige fjende, der udvikler sig til et inferno af desperate skrig, blodsudgydelser, forvirring, panik og endegyldigt det totale kaos, tages pynten nemlig fuldstændig af den glorificerende oppustede facade, og i stedet udstilles soldaterne samt deres unge og håbløst uerfarne leder Gormans arrogance, (og deraf manglende overblik og forståelse af fjendens måde at kæmpe på), i et skarpt upoleret kritisk lys via en soleklar allegori over amerikanernes fejlslagne krig i Vietnam. Da pulsen efterfølgende er dalet og tempoet sat ned igen oven på Ripleys hæsblæsende redningsaktion, hvor outsiderens erfaring, viljestyrke og uovertrufne overlevelsesinstinkt folder sig ud på mest medrivende vis, hvilket fornemt understøtter karakterens ageren senere hen, er det interessant at følge hvorledes magtfordelingen nu har rykket sig blandt de overlevne i den amputerede situation, som de pludselig befinder sig i. I efterdønningerne på de blodige slagudvekslinger der ligeledes har elimineret heltenes umiddelbare overlegenhed, hvilket desuden er et taktisk genialt træk fra James Camerons side med henblik på at få skabt suspense i det videre handlingsforløb, fremstår den før hen så selvsikre og rapkæftede Hudson nu f.eks. i en tilstand af hysterisk panik, med angsten lysende ud af hver pore i kroppen, afslørende en person hvis tidligere facade ikke var andet end ren luftkastel for at dække over, at han i virkeligheden var den af de udvalgte soldater med de dårligste nerver og den største usikkerhed.
”You know, Burke, I don't know which species is worse. You don't see them fucking each other over for a goddamn percentage.”
Og havde det ikke været for Ripley, samt den mest openmindede fra elitestyrken i skikkelse af Michael Biehns køligt afbalancerede og diametralt modsat tænkende korporal Hicks snarrådighed og evne til at omstille sig uden for de militære stringente retningslinjer, var Hudson endt med et mentalt kollaps af dimensioner. Det bliver dog ingenlunde, og positivt for nuancerne, tilfældet i “Aliens”, for selv om Cameron forholder sig kritisk i sit syn på militæret, er han ikke ude på at latterliggøre sine karakterer ved at holde dem fastlåst i et stereotypt greb. I stedet lykkedes han med stor overbevisning modsat, mens det nye team forsøger at udmanøvrere den monstrøse overmagt, at tilføre både Hudson og Gorman en ny kampgejst og moralsk styrke vundet gennem viljen til at ville omstille sig og samarbejde i et alternativt fællesskab, der også udgør første led i skabelsen af den familie Ripley ender med at få via sin moderbinding til Newt og sin spirende forelskelse i Hicks, som hun vil gøre alt for at forsvare, hvilket samtidig skal ses som et forsvar af det nye liv hun har etableret som erstatning for det forspildte liv hun har haft, mens hun har ligget 57 år i dvale. Hvad begge følelsesmæssige påvirkninger angår, får de ekstra substans i Directors cut versionen, som dermed giver Ripleys motivation til sidst endnu mere tyngde og gør hendes personlige duel endnu mere intens. Kombineret med alle de øvrige elementer der udgjorde de bærende kræfter i form af den sublime fotografering og redigering, de stærke og nuancerede skuespilpræstationer, samt ikke mindst James Horners hæsblæsende score og Stan Winstons monster effekter, fik James Cameron alt til at gå op i en højere enhed og skabte dermed ikke blot sin bedste film i karrieren men også den bedste film i hele “Alien” franchisen .
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#13971 Kruse 13 år siden
Det var netop det. Jeg faldt for et psykologisk trick(som jeg faktisk har læst lidt om til en Medie- og kulturhistorie forelæsning for nyligt), hvor det at flere personer tror på det og svarer seriøst på det, får mig til at smide min tvivl og viden om det væk, i den tro at hvis flere tror at det er rigtigt, så må det være rigtigt. Dumt af mig :)
#13972 Åkepool 13 år siden
Men da han så også svarede sådan helt naturligt, med et svar der faktisk udemærket kunne forsvares, ja så begyndte jeg sgu at tro på det :(
#13973 Kruse 13 år siden
Michael Shannon spiller familiefaren Curtis, som ser ud til at have en ganske perfekt liv. Han har et solidt arbejde, og derhjemme har han en familie der elsker ham. Hans datter er dog døv, men de får det nemt til at fungere ved at kommunikere på tegnsprog. Der opstår dog langsom problemer, da Curtis begynder at få mærkelige og livagtige drømme. Han drømmer om en kommende storm, og disse drømme begynder mere og mere at udvikle sig til hallucinationer, som kun han selvfølgelig kan se. Derfor går Curtis igang med at udbygge deres beskyttelsesrum i haven, selvom at ingen omkring ham kan forstå hans opførsel.
Michael Shannon er en skuespiller der virkelig bliver ved med at imponere. Jeg lagde først mærke til ham i hans forrygende birolle i "Revolutionary Road", som han også fik en Oscar-nominering for, og sidenhen er han blevet en skuespiller jeg holder øje med. Selv i en lille rolle i "Before the Devil Knows You're Dead" er det svært ikke at blive grebet af den intensitet som han kan leverer. Han formår at gøre selv de mindste roller mindeværdige. Derfor så jeg også frem til at se ham i hovedrollen i "Take Shelter", som havde en del Oscar-buzz inden de endelige nomineringer blev udvalgt, men som i sidste ende blev fravalgt. Efter at have set "Take Shelter" må jeg konkludere, at det bestemt ikke havde været ufortjent, hvis han havde fået nomineringen. Han er virkelig fremragende, og det er en fornøjelse at følge hans langsomme ændring af sindstemning igennem filmen. I "Take Shelter" spiller han overfor Jessica Chastain, som fik sit store gennembrud i 2011 med en række højtprofilerede film samme år. Hun er også fremragende, og selvom at jeg ikke har set "The Help", så vil jeg mene at hun ligeså godt kunne have fået sin oscarnominering for denne film.
Efter at have set "Take Shelter", så må Jeff Nichols tilføjes til listen af instruktører der skal holdes stærk øje med. Han har virkelig fået skruet en fantastisk film sammen, med en flot visuel side og en effektiv lydside der akkompagnerer den perfekt. Han formår virkelig at lave en dragende og opslugende stemning. Jeg skal bestemt have fat i Jeff Nichols forrige film, "Shotgun Stories", som jeg også har hørt meget godt om, og så skal jeg uden tvivl se hvad han laver næste gang.
Jeg troede næsten ikke at jeg skulle se en film fra 2011, der kunne matche "The Tree of Life" og "Tinker, Tailor, Soldier, Spy" i kvalitet, men "Take Shelter" formår det på imponerende vis. Alt i alt en fantastisk film.
9-10/10
#13974 misuma 13 år siden
Har du set Shannon i Bug?
#13975 Babo84 13 år siden
#13976 Åkepool 13 år siden
Ja, jeg ventede jo i spænding på hvad du sagde til den, for jeg havde en klar idé om, at du ville synes bedre om den end jeg gjorde. Ikke at jeg ikke fandt den god, bare ikke så god som du gjorde.
Jeg synes den havde en lidt tam første halvdel, men til gengæld steg "spændingen" gevaldigt fra halvvejs og til slut, med nogle både ubehagelige og gribende scener.
Spillet var i top fra vores to hovedroller og jeg glæder mig at se mere fra begge.
7/10
#13977 Kruse 13 år siden
Man skal jo også have en vis stilhed før stormen. Jeg fandt så bare hans "kamp" med sig selv noget mere interessant end dig.
#13978 Hr. Nielsen 13 år siden
By the way: Teoretisk behøver vores uhyrer i Aliens jo ikke være uintelligente fordi de 'ofrer' sig for the greater good, ved at sende horder ud og lade 'fjenden' løbe tør, køre træt osv. Du nævner selv at de ikke plages af moral og samvittighed. Det må vel så gælde indadrettet såvel som udadrettet og at kalde dem dumme og uintelligente af disse årsager som i gør, er jo dømt efter VORES moral og etik tænker jeg? Eller hvordan?
#13979 Richard Burton 13 år siden
Fuldkommen enig. Der kan være fanatisme, dumhed og høj intelligens bag "selvmordsaktioner" og som sådan kan man godt argumentere herfor. Spørgsmålet er blot, hvilken form for intelligens, som portrætteres i et filmisk univers, tager sig "bedst ud", når det kommer til at gøre denne alien til en led satan?
I Aliens lader man sig slagte i en tunnel. Man angriber fra start til slut "head on", både i gange og i laboratorie og lader sig dermed eksponere for "the big guns" og resultatet er slagtehal 5. I Alien stemmer dyrets opførsel overens med Ash's "kondolancekort" til de efterladte. En intelligent jager, som bruger list og sine omgivelser til stille og roligt at mindske bestanden af mennesker og som vi aldrig får grund til at betragte som "selvopofrende" og "head on artist" som i 2'eren.
Det er et instruktør- og manuskriptmæssigt valg, som giver en anden intensitet, stemningsfuld gys kontra effektfuld action, men som også devaluerer væsenets potentiale kraftigt.
Lidt det samme som ovenstående. Ja, der kan lægge intelligens bag, men jeg kan kun svare for mig selv, at effekten er en kraftig filmisk reducering af væsenets potentiale og en ofring og destruktion af den mytologi, som blev opbygget i 1'eren. Og det har for mig været en meget kedelig oplevelse af vende tilbage til Camerons univers. Først og fremmest fordi "dyret" mistede sin potens, men også fordi Camerons koreografi og klipning er meget middelmådig i actionsekvenserne og flere af effektskudene lider af dårlig brug af modeller og greenscreen.
#13980 NightHawk 13 år siden
http://www.youtube.com/..
http://www.amazon.co.uk/..
Med Ridley Scotts mesterligt eksekverede sci-fi gyser “Alien” stående som en milepæl i den yderst velfungerende sammensmeltning af de to genrer, må det immervæk have været noget af en mundfuld for enhver instruktør at skulle forsøge at leve op til det tårnhøje niveau, der blev lagt for dagen tilbage i 1979 og især for en ung en af slagsen som James Cameron, der kun havde en enkelt film på cv’et, inden han blev hyret til at skulle stå bag roret på den, gældende for enhver filmserie, svære opfølger og samtidig modstå det enorme forventningspres, der automatisk fulgte med. Men når man til gengæld har så overbevisende en debut med i bagagen som “The Terminator”, er det nu slet ikke så overraskende igen, at Cameron havde tro nok på egne evner til at få sit projekt til at lykkedes på trods af op til flere kontroverser med det meste af Scotts tilbagevendende engelske filmhold, der langtfra brød sig om den amerikanske outsider og hans måde at føre sig frem på.
Med god hjælp fra sin producer, og på daværende tidspunkt ægtefælle, Gale Ann Hurt kom der dog efterhånden styr på uoverensstemmelserne mellem parterne og via kombinationen af det feminine diplomati, James Camerons determinerede jernvilje og filmholdets efterfølgende mandfolkeindsats, projekterede det sig i sidste ende som en samlet analogisk saltvandsindsprøjtning over i “Aliens”, der nu podet med en næsten ubeskrivelig intensitet, nerve og drive indskrev sig i historiebøgerne som en af de allerbedste fortsættelser nogensinde. Ved desuden at have Pinewood studierne som legeplads, plus den fænomenale og mangeårige James Bond produktion-designer Peter Lamont, samt special effekt & make-up mesteren Stan Winston med ombord, lykkedes det at få skabt en forrygende sequel der var på mere end fuld højde med dens oprindelige inspirationskilde, som i øvrigt elegant bliver smeltet ind i “Aliens” iskolde intro og efterfølgende genopstår side om side med filmens protagonist i kølig men på ingen måde følelseskold skikkelse af Sigourney Weavers evigt fightende og omsorgsfulde Ellen Ripley.
”God damn it, that's not all! Because if one of those things gets down here then that will be all! Then all this - this bullshit that you think is so important, you can just kiss all that goodbye!”
Som en rød tråd fra “Alien” bevares outsideren, fritænkeren og humanistens konfrontation og duel med det korrumperede, menneskefjendske og kapitalistisk filosoferende system, repræsenteret af The Weyland-Yutari corporation, intakt hele vejen gennem filmens handling, med udgangspunkt i afhøringen af Ellen Ripley og senere under de utallige sammenstød med firmaets mand, den åleglatte, sleske og storsælgende Robert Burke. Men med den følelsesmæssigt stærke scene i rumstationens hologramdæk, hvor protagonisten Ripley må erkende tabet af sin datter, og den lille pige Newt samtidig i et reference agtigt setup til den originale film mister sin familie, tilsat den efterfølgende introduktion af den militære enhed og dets pompøse våbenarsenal, illustrerer James Cameron det ganske klart og tydeligt, at han har mere på hjerte ved at tilføje disse ekstra lag på den traditionelle opbygning der, efterhånden som handlingen eskalerer mere og mere, i stedet må agere baggrunds-tæppe for et markant antikrigs budskab og hovedkarakterens personlige udvikling dannet gennem en mor/datter symbiose, der for begge af de nye tiltags vedkommende udvikles i en ganske interessant visualiseret parallel i duellen mod de altødelæggende monstre og deres dronning/leder. Efter de indledende scener hvor Ripleys traumatiske fortid udspiller sig, skiftes der i den anden genopstandelse fra køleboksenes montre mærkbart i filmens stemning undervejs soldaternes klichéfyldte kommunikerende jargon og selvsikre måde at opildne hinanden på, og umiddelbart virker “Aliens” som en propagandafilm for det amerikanske militær og deres våbenteknologiske overlegenhed. Dette personificeret med kvalmende arrogance af Hudson hvis overgearede machoattitude dog ikke efterlader andet end et skeptisk blik fra vores heltinde der snildt, og ganske herligt i forhold til persontegningen af outsiderens betydning, har gennemskuet den tomme tønder buldre mest retorik, der lægges for dagen.
Men som situationen udvikler sig på LV-426, (efter Cameron på smukkeste vis i et af filmens få åndehuller skaber det følelsesmæssig bånd mellem Ripley og Newt, der udgør hjertet og håbet i filmen), viser det store pompøse patos pumpede militære islæt sig at besidde en helt anden agenda fra Camerons side, ligesom nuancerne blandt det militære personel også træder frem i lyset, da det først antagende uovervindelige bad ass team pludselig kommer i store problemer under deres første møde med de blodtørstige bæster. Midt i kampen, mod den usynlige fjende, der udvikler sig til et inferno af desperate skrig, blodsudgydelser, forvirring, panik og endegyldigt det totale kaos, tages pynten nemlig fuldstændig af den glorificerende oppustede facade, og i stedet udstilles soldaterne samt deres unge og håbløst uerfarne leder Gormans arrogance, (og deraf manglende overblik og forståelse af fjendens måde at kæmpe på), i et skarpt upoleret kritisk lys via en soleklar allegori over amerikanernes fejlslagne krig i Vietnam. Da pulsen efterfølgende er dalet og tempoet sat ned igen oven på Ripleys hæsblæsende redningsaktion, hvor outsiderens erfaring, viljestyrke og uovertrufne overlevelsesinstinkt folder sig ud på mest medrivende vis, hvilket fornemt understøtter karakterens ageren senere hen, er det interessant at følge hvorledes magtfordelingen nu har rykket sig blandt de overlevne i den amputerede situation, som de pludselig befinder sig i. I efterdønningerne på de blodige slagudvekslinger der ligeledes har elimineret heltenes umiddelbare overlegenhed, hvilket desuden er et taktisk genialt træk fra James Camerons side med henblik på at få skabt suspense i det videre handlingsforløb, fremstår den før hen så selvsikre og rapkæftede Hudson nu f.eks. i en tilstand af hysterisk panik, med angsten lysende ud af hver pore i kroppen, afslørende en person hvis tidligere facade ikke var andet end ren luftkastel for at dække over, at han i virkeligheden var den af de udvalgte soldater med de dårligste nerver og den største usikkerhed.
”You know, Burke, I don't know which species is worse. You don't see them fucking each other over for a goddamn percentage.”
Og havde det ikke været for Ripley, samt den mest openmindede fra elitestyrken i skikkelse af Michael Biehns køligt afbalancerede og diametralt modsat tænkende korporal Hicks snarrådighed og evne til at omstille sig uden for de militære stringente retningslinjer, var Hudson endt med et mentalt kollaps af dimensioner. Det bliver dog ingenlunde, og positivt for nuancerne, tilfældet i “Aliens”, for selv om Cameron forholder sig kritisk i sit syn på militæret, er han ikke ude på at latterliggøre sine karakterer ved at holde dem fastlåst i et stereotypt greb. I stedet lykkedes han med stor overbevisning modsat, mens det nye team forsøger at udmanøvrere den monstrøse overmagt, at tilføre både Hudson og Gorman en ny kampgejst og moralsk styrke vundet gennem viljen til at ville omstille sig og samarbejde i et alternativt fællesskab, der også udgør første led i skabelsen af den familie Ripley ender med at få via sin moderbinding til Newt og sin spirende forelskelse i Hicks, som hun vil gøre alt for at forsvare, hvilket samtidig skal ses som et forsvar af det nye liv hun har etableret som erstatning for det forspildte liv hun har haft, mens hun har ligget 57 år i dvale. Hvad begge følelsesmæssige påvirkninger angår, får de ekstra substans i Directors cut versionen, som dermed giver Ripleys motivation til sidst endnu mere tyngde og gør hendes personlige duel endnu mere intens. Kombineret med alle de øvrige elementer der udgjorde de bærende kræfter i form af den sublime fotografering og redigering, de stærke og nuancerede skuespilpræstationer, samt ikke mindst James Horners hæsblæsende score og Stan Winstons monster effekter, fik James Cameron alt til at gå op i en højere enhed og skabte dermed ikke blot sin bedste film i karrieren men også den bedste film i hele “Alien” franchisen .