Engang må man vel tage sig samme og få set/læst HP-sagaen, men den virker bare så "barnlig"/overfladiske på den useriøse måde. Jeg mener sagtens man kan lave børne- og ungdomsfilm som både kan være sjove, men samtidig i stand til at behandle realistiske temaer på en seriøs måde (The Bridge to Terabithia, Mortal Engines Quartet, Avatar:TLA, m.f.).
Jeg prøver absolut ikke at nedgøre hverken bøger eller film, men jeg forstår bare ikke fascinationen af sagaen fra de lidt ældre seere (teenager og opefter). Måske hvis man er vokset op med bøgerne, og dermed selv er blevet ældre efterhånden som personerne og tonen også er blevet mere voksen, men alligevel så virker det meget ufarligt og tamt.
(Jeg har set de 2 første film, og noget af den sidste).
De bliver meget mere alvorligere igenmen film og film, men de er 2 første er lidt børnevenlige.
"I learned that courage was not the absence of fear, but the triumph over it".
Nogen favorit, eller noget i den stil som du husker mest? :)
De sidste to husker jeg bedst, men det er primært fordi det er slutningen af historien og dem jeg sidst så. Men altså, det er bestemt ikke dårlige film.
De sidste to husker jeg bedst, men det er primært fordi det er slutningen af historien og dem jeg sidst så. Men altså, det er bestemt ikke dårlige film.
Hehe, tror skam os på dig 8)
"I learned that courage was not the absence of fear, but the triumph over it".
Jeg tror, det højeste, jeg kan svinge mig op på for en Harry Potter-film er en 7'er ... For så vidt engelske ynglinge skal fare rundt og løse mysterier på og omkring deres skole, foretrækker jeg til enhver tid Barry Levinsons fremragende Young Sherlock Holmes fra 1985! :)
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
For mig var dens dramatik og aktion lige intense og jeg lod mig overraskende nok rive med i en grad hvor jeg næsten følte mig udmattede da filmen sluttede.
Hvilken herlig, skide harmende sjov og fed engelsk sort komedie. Guy Richie har ikke formået at skuffe mig i nu og har formået at rate alle hans film op i 8/10, mangler dog lidt af hans værker som RockNrolla, Revolver og Svept Away, er de noget bedre end Snatch, Sherlock holmes, og den her? For jeg fanme begyndt at få en dille for sort engelske komedier og især med en hårdkogt Vinnie jones som en badass håndlanger
8/10
"I learned that courage was not the absence of fear, but the triumph over it".
Jeg har genset Stranger Than Paradise som jeg stadigvæk synes er Jarmusch' klart bedste og en af de bedste film overhovedet. Det er den mest naturalistiske og simple film han har lavet samtidig med at det er hans rigeste. Og mest subtile og poetiske. Det er her man bedst ser Jarmusch' ophav i neo-realisme og John Cassavetes, med hvem han deler humoren.
Jeg er også ret vild med nogle af Jarmusch' andre film, men de er alligevel opslugt i deres egen "coolness" på en måde som ikke gælder Stranger than Paradise. Der er et grundlæggende tema i Jarmusch' filmografi, en slags kritik af den vestlige civilisation og USA med et bud på et "autentisk" alternativ. Dette autentiske alternativ er karikeret og stereotypt i alle Jarmusch' andre film: indianere, afro-amerikansk kultur og europæere (Down By Law, dels også Stranger than Paradise). Det autentiske bliver til et "autentisk menneske", en naturens muntre søn, der ifølge sin kultur og arv er noget andet og mere end sine blege hvide medmennesker. Det er typisk hipsterisme at "udnytte" disse stereotypiske forestillinger om det autentiske, opsøge en cool ironi på samfundets bræmme uden viljen til at formulere autenciteten på nye måder.
Jarmusch' senere film, ikke så meget Down by Law, men Dead Man og Ghost Dog, virker selv-absorberede, de har nok i deres egen stereotypiske "på kanten af samfundet"-coolhed. Samtidig udtrykker de et ideal for længslen som oftest er mere primitivt, fortegnet og naivt end nødvendigt. Noget sådant sker ikke i Stranger than Paradise: Eva er ikke en personifikation af "det autentiske", der er ikke noget stereotypisk autentisk alternativ til USA og vestlig materialisme (etc.), der er kun tre fortabte sjæle, som gerne vil hen hvor solen skinner. Kritikken af den amerikanske drøm er bibeholdt, men fremføres noget mere subtilt som i Herzogs Stroszek: hovedsagen er fremmedgørelsen og længslen. Ikke autentiske "ideologier" som hip-hop, indianere eller Tom Waits, man bliver ikke mindre fremmedgjort af at være cool. Det kunne Melville, Tarantino og Wending-Refn lære noget af. Myten om den ensomme, maskuline samuraitype er fuldstændig fraværende i "Stranger than Paradise", hvilket gør den til Jarmusch' bedste og mest ægte film.
#14481 MOVIE1000 13 år siden
Hp1 - 7/10
Hp2 - 5/10
Hp3 - 8/10
Hp4 - 8/10
Hp5 - 7/10
Hp6 - 6/10
Hp7 - 9/10
Hp8 - 8/10
#14482 Batsy 13 år siden
De bliver meget mere alvorligere igenmen film og film, men de er 2 første er lidt børnevenlige.
#14483 Slettet Bruger [2214553310] 13 år siden
De sidste to husker jeg bedst, men det er primært fordi det er slutningen af historien og dem jeg sidst så. Men altså, det er bestemt ikke dårlige film.
#14484 Batsy 13 år siden
Hehe, tror skam os på dig 8)
#14485 evermind 13 år siden
#14486 Åkepool 13 år siden
Den tror jeg godt jeg kan være med på, hvis jeg altså kan kende dem fra hinanden.
#14487 misuma 13 år siden
For mig var dens dramatik og aktion lige intense og jeg lod mig overraskende nok rive med i en grad hvor jeg næsten følte mig udmattede da filmen sluttede.
5/6
#14488 Richard Burton 13 år siden
#14489 Batsy 13 år siden
Hvilken herlig, skide harmende sjov og fed engelsk sort komedie. Guy Richie har ikke formået at skuffe mig i nu og har formået at rate alle hans film op i 8/10, mangler dog lidt af hans værker som RockNrolla, Revolver og Svept Away, er de noget bedre end Snatch, Sherlock holmes, og den her? For jeg fanme begyndt at få en dille for sort engelske komedier og især med en hårdkogt Vinnie jones som en badass håndlanger
8/10
#14490 Fellaheen 13 år siden
Jeg er også ret vild med nogle af Jarmusch' andre film, men de er alligevel opslugt i deres egen "coolness" på en måde som ikke gælder Stranger than Paradise. Der er et grundlæggende tema i Jarmusch' filmografi, en slags kritik af den vestlige civilisation og USA med et bud på et "autentisk" alternativ. Dette autentiske alternativ er karikeret og stereotypt i alle Jarmusch' andre film: indianere, afro-amerikansk kultur og europæere (Down By Law, dels også Stranger than Paradise). Det autentiske bliver til et "autentisk menneske", en naturens muntre søn, der ifølge sin kultur og arv er noget andet og mere end sine blege hvide medmennesker. Det er typisk hipsterisme at "udnytte" disse stereotypiske forestillinger om det autentiske, opsøge en cool ironi på samfundets bræmme uden viljen til at formulere autenciteten på nye måder.
Jarmusch' senere film, ikke så meget Down by Law, men Dead Man og Ghost Dog, virker selv-absorberede, de har nok i deres egen stereotypiske "på kanten af samfundet"-coolhed. Samtidig udtrykker de et ideal for længslen som oftest er mere primitivt, fortegnet og naivt end nødvendigt. Noget sådant sker ikke i Stranger than Paradise: Eva er ikke en personifikation af "det autentiske", der er ikke noget stereotypisk autentisk alternativ til USA og vestlig materialisme (etc.), der er kun tre fortabte sjæle, som gerne vil hen hvor solen skinner. Kritikken af den amerikanske drøm er bibeholdt, men fremføres noget mere subtilt som i Herzogs Stroszek: hovedsagen er fremmedgørelsen og længslen. Ikke autentiske "ideologier" som hip-hop, indianere eller Tom Waits, man bliver ikke mindre fremmedgjort af at være cool. Det kunne Melville, Tarantino og Wending-Refn lære noget af. Myten om den ensomme, maskuline samuraitype er fuldstændig fraværende i "Stranger than Paradise", hvilket gør den til Jarmusch' bedste og mest ægte film.
10/10