#14829 - Nåede ikke lige at få skrevet i mit #14829 at jeg i mine anmeldelser ikke valgte at give andet end bare nogle rene tal vurderinger ude yderligere kommentarer, da de anmeldte udgaver blev set i løbet af fredagen og søndagen bl.a. på Filmstriben.dk og jeg generelt bare var i dårligt humør begge dage, så Adele kunne sikkert godt rykke sig opad :)
Min umiddelbare slut-reaktion var ihvertfald at filmen blev lidt syret til sidst. Ved nærmere eftertanke var det måske ikke så slemt alligevel - Jeg håber den får en chance hos dig en dag Ü
The Amazing Spider-man: Det er ikke første gang jeg omtaler det herinde, men Spider-man var for mig da jeg var yngre den ultimative helt. Han har et særligt plads i mit hjerte, og så meget desto mindre er jeg med årene kommet til at bryde mig om Sam Raimis lettere distancerede, karikerede og over the top versioner af helten. Ikke fordi de er dårlige film som sådan (har ikke set 2eren så henviser her til... ja faktisk kun etteren da treeren reelt er en dårlig film), men fordi det ikke er min foretrukne portrættering og vinkel at lægge på karakteren. Så foretrækker jeg langt Marc Webbs version, som er både mere oprigtigt morsom, mere nærværende og væsentligt mindre karikeret. Se på Peter Parker selv. Spider-man evnerne bliver her forstærkende for hans allerede eksisterende personlighed, i stedet for at forandre ham. Andrew Garfield formår virkelig at give liv til Peter Parker og selv når han befinder sig i dragten trænger hans skuespil flere gange igennem ved hjælp af skuespillerens meget særegne energi. Det er måske også del af årsagen til at sekvenserne hvor han skal lære sine krafter at kende, virker så effektive her, og jeg fik virkelig et sug i maven af flere omgange. Emma Stone er fremragende, Lizard det samme og selv CGI-øjeblikkene fungerede rigtig fint. Der var i øvrigt et par horrorhenvisninger jeg godt kunne lide, og særligt lagde skurkens personlige splittelse op af "Dr. Jekyll and Mr. Hyde" som der også visuelt var mindelser om i et enkelt øjeblik. Jeg kan sagtens acceptere at der findes flere forskellige fortolkninger af Spider-man i verden, og til de der har haft travlt med at kalde denne film unødvendig, kan jeg afsløre at det absolut ikke er tilfældet. Hr. Webb lavede den til mig, og alle de andre Spidey-fans som ikke var helt tilfredse med Raimis vision.
5/6
The Quick and the Dead: Langt hen ad vejen føles Raimis western som en pastiche på genren, og har det sjovt med nogle ekstremer vinkler og karikerede øjeblikke. Reelt engageret blev jeg dog også i fortællingen og selvom den har massere af fjollede øjeblikke synes jeg også mange af karaktererne er både sympatistiske og undertiden knapt så unuancerede som man kunne have forventet. Ikke nogen dårlig film.
4/6
The Deer Hunter: Se så fik jeg udfyldt endnu et hul, da jeg ofte hører at "The Deer Hunter" er en af de film man bør have set. Så nu er det gjort. Hvad synes jeg om filmen? Tja. Den er ekstremt intens, skuespillerne har god kemi og særligt da filmen når over sin første time og Vietnamdelene sætter ind, bliver det hele meget vægtigt og følelsesladet. En film fyldt med gode scener, MEN jeg har dog en anke. Jeg er nemlig ikke helt sikker på om jeg synes om filmens allersidste øjeblik. Er det reelt patriotisk eller ironisk? Eller blot en bittersød mellemvare? Under alle omstændigheder behøvede jeg ikke de sidste minutter, og der er ingen tvivl i midt sind om at "Apocalypse Now" er det større mesterværk af de to.
5/6
Stand By Me: Jeg fandt denne film rørende, velspillet (probs til de enormt unge skuespillere) og velskrevet. Jeg nød hvert eneste øjeblik (ok, måske ikke det med iglen, men ellers) og balancen mellem alvor og morskab bliver holdt på ganske god vis. Ja mobberne er enormt karikerede, men for at være ærlig har jeg svært ved ikke at købe dem ret langt hen ad vejen. Jeg har mødt nogle ret enorme røvhuller i min opvækst, og nogle gange er folk røvhuller for at være det. At det så kunne have været fint at have fået lidt baggrund for hvorfor særligt Kiefer Sutherlands karakter er SÅ kold i røven, er hvad det er. Scenerne med børnene selv bliver i sammenhæng med Richard Dreyfuss' fortællende stemme virkelig velfungerende, og som taglinen ganske rigtig påpeger, kommer man til at overveje at det er minder disse børn skaber, og det får en (se: mig) til at overveje egne minder om barndommen og de glimt der står tilbage. Temaet om venskab kulminerer virkelig godt i slutningen, og de afsluttende øjeblikke er enormt flot afviklet.
9/10
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Jeg er nemlig ikke helt sikker på om jeg synes om filmens allersidste øjeblik. Er det reelt patriotisk eller ironisk? Eller blot en bittersød mellemvare?
Som JEG ser det, er det helt klart en bittersød mellemvare. Filmen indeholder absolut NUL OG NIX forsvar for Vietnamkrigen og det amerikanske engagement heri. Den viser derimod krigens skadelige virkninger på krop og (især) sjæl. Slutningen viser
hovedpersonernes totale afmagt midt i deres sorg. Noget de tidligere har gjort som et led i deres venskab og fællesskab, er at synge. Den her gang bliver det bare ikke munter sang. Stemningen er trykket. "God Bless America" skal synges med glæde og gejst - her bliver den sunget tøvende af en gruppe mennesker uden gejst og med triste, tankefulde ansigter. ... Ironien kunne ikke være større: Det "velsignede" (jævnfør sangetitlen) Amerika har berøvet dem en af deres bedste venner, har smadret deres tilværelse og berøvet dem glæden i lang tid fremover. Et sår de skal leve med resten af livet.
Som JEG ser det, er det helt klart en bittersød mellemvare. Filmen indeholder absolut NUL OG NIX forsvar for Vietnamkrigen og det amerikanske engagement heri. Den viser derimod krigens skadelige virkninger på krop og (især) sjæl. Slutningen viser
hovedpersonernes totale afmagt midt i deres sorg. Noget de tidligere har gjort som et led i deres venskab og fællesskab, er at synge. Den her gang bliver det bare ikke munter sang. Stemningen er trykket. "God Bless America" skal synges med glæde og gejst - her bliver den sunget tøvende af en gruppe mennesker uden gejst og med triste, tankefulde ansigter. ... Ironien kunne ikke være større: Det "velsignede" (jævnfør sangetitlen) Amerika har berøvet dem en af deres bedste venner, har smadret deres tilværelse og berøvet dem glæden i lang tid fremover. Et sår de skal leve med resten af livet.
Tak for uddybelsen. Kunne ikke rigtig få greb om slutningen, men tror helt bestemt du har ret i din tolkning, og som du siger har filmen på ingen måde forsvaret krigen, så et rent patriotisk indslag virkede det ikke som. Den trykkede stemning du nævner var jeg til gengæld ikke i tvivl om. Det er faktisk noget af det filmen gør bedst. Altså at vise hvordan det hele pludselig er akavet, skævt og mærkeligt, hvor det i den lange indledning var så naturligt. Jeg står en smule mere sikkert ved min 5er ud af 6.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Irving Berlins "god bless ameria" er emmigranternes "national sang" og de er af russisk oprindelse - ironisk synees jeg ikke den bliver brugt er. helt præcist ved synes om den noget oppulente tekst ved jeg ikke men aligevel er den meningsfuld i denne kontekst uden helt at kunne sætte ord på.
#14841 Takfornu 13 år siden
#14839 Mht. Tropa de Elite-filmene kan jeg kun give Herr Scott ret - 2eren er bedre en 1eren :)
#14842 misuma 13 år siden
Jeg er stor fan af instruktørens tidligere gyser Inside, så mine forventninger var ret høje.
Bliv disse indfriet? Både og...
Spændingen var der, uhyggen var der, lidt splat var der også, men den blev syret i en grad som gjorde slutningen en kende utilfredstillende.
3,5/6
#14843 Takfornu 13 år siden
#14844 Takfornu 13 år siden
#14845 misuma 13 år siden
Min umiddelbare slut-reaktion var ihvertfald at filmen blev lidt syret til sidst. Ved nærmere eftertanke var det måske ikke så slemt alligevel - Jeg håber den får en chance hos dig en dag Ü
#14846 Takfornu 13 år siden
#14847 Collateral 13 år siden
Det er ikke første gang jeg omtaler det herinde, men Spider-man var for mig da jeg var yngre den ultimative helt. Han har et særligt plads i mit hjerte, og så meget desto mindre er jeg med årene kommet til at bryde mig om Sam Raimis lettere distancerede, karikerede og over the top versioner af helten. Ikke fordi de er dårlige film som sådan (har ikke set 2eren så henviser her til... ja faktisk kun etteren da treeren reelt er en dårlig film), men fordi det ikke er min foretrukne portrættering og vinkel at lægge på karakteren. Så foretrækker jeg langt Marc Webbs version, som er både mere oprigtigt morsom, mere nærværende og væsentligt mindre karikeret. Se på Peter Parker selv. Spider-man evnerne bliver her forstærkende for hans allerede eksisterende personlighed, i stedet for at forandre ham. Andrew Garfield formår virkelig at give liv til Peter Parker og selv når han befinder sig i dragten trænger hans skuespil flere gange igennem ved hjælp af skuespillerens meget særegne energi. Det er måske også del af årsagen til at sekvenserne hvor han skal lære sine krafter at kende, virker så effektive her, og jeg fik virkelig et sug i maven af flere omgange. Emma Stone er fremragende, Lizard det samme og selv CGI-øjeblikkene fungerede rigtig fint. Der var i øvrigt et par horrorhenvisninger jeg godt kunne lide, og særligt lagde skurkens personlige splittelse op af "Dr. Jekyll and Mr. Hyde" som der også visuelt var mindelser om i et enkelt øjeblik. Jeg kan sagtens acceptere at der findes flere forskellige fortolkninger af Spider-man i verden, og til de der har haft travlt med at kalde denne film unødvendig, kan jeg afsløre at det absolut ikke er tilfældet. Hr. Webb lavede den til mig, og alle de andre Spidey-fans som ikke var helt tilfredse med Raimis vision.
5/6
The Quick and the Dead:
Langt hen ad vejen føles Raimis western som en pastiche på genren, og har det sjovt med nogle ekstremer vinkler og karikerede øjeblikke. Reelt engageret blev jeg dog også i fortællingen og selvom den har massere af fjollede øjeblikke synes jeg også mange af karaktererne er både sympatistiske og undertiden knapt så unuancerede som man kunne have forventet. Ikke nogen dårlig film.
4/6
The Deer Hunter:
Se så fik jeg udfyldt endnu et hul, da jeg ofte hører at "The Deer Hunter" er en af de film man bør have set. Så nu er det gjort. Hvad synes jeg om filmen? Tja. Den er ekstremt intens, skuespillerne har god kemi og særligt da filmen når over sin første time og Vietnamdelene sætter ind, bliver det hele meget vægtigt og følelsesladet. En film fyldt med gode scener, MEN jeg har dog en anke. Jeg er nemlig ikke helt sikker på om jeg synes om filmens allersidste øjeblik. Er det reelt patriotisk eller ironisk? Eller blot en bittersød mellemvare? Under alle omstændigheder behøvede jeg ikke de sidste minutter, og der er ingen tvivl i midt sind om at "Apocalypse Now" er det større mesterværk af de to.
5/6
Stand By Me:
Jeg fandt denne film rørende, velspillet (probs til de enormt unge skuespillere) og velskrevet. Jeg nød hvert eneste øjeblik (ok, måske ikke det med iglen, men ellers) og balancen mellem alvor og morskab bliver holdt på ganske god vis. Ja mobberne er enormt karikerede, men for at være ærlig har jeg svært ved ikke at købe dem ret langt hen ad vejen. Jeg har mødt nogle ret enorme røvhuller i min opvækst, og nogle gange er folk røvhuller for at være det. At det så kunne have været fint at have fået lidt baggrund for hvorfor særligt Kiefer Sutherlands karakter er SÅ kold i røven, er hvad det er. Scenerne med børnene selv bliver i sammenhæng med Richard Dreyfuss' fortællende stemme virkelig velfungerende, og som taglinen ganske rigtig påpeger, kommer man til at overveje at det er minder disse børn skaber, og det får en (se: mig) til at overveje egne minder om barndommen og de glimt der står tilbage. Temaet om venskab kulminerer virkelig godt i slutningen, og de afsluttende øjeblikke er enormt flot afviklet.
9/10
#14848 BN 13 år siden
Som JEG ser det, er det helt klart en bittersød mellemvare. Filmen indeholder absolut NUL OG NIX forsvar for Vietnamkrigen og det amerikanske engagement heri. Den viser derimod krigens skadelige virkninger på krop og (især) sjæl. Slutningen viser
#14849 Collateral 13 år siden
Tak for uddybelsen. Kunne ikke rigtig få greb om slutningen, men tror helt bestemt du har ret i din tolkning, og som du siger har filmen på ingen måde forsvaret krigen, så et rent patriotisk indslag virkede det ikke som. Den trykkede stemning du nævner var jeg til gengæld ikke i tvivl om. Det er faktisk noget af det filmen gør bedst. Altså at vise hvordan det hele pludselig er akavet, skævt og mærkeligt, hvor det i den lange indledning var så naturligt. Jeg står en smule mere sikkert ved min 5er ud af 6.
#14850 jessup 13 år siden
En fandens god film.