De fleste mennesker har en forestilling om, at livet er mindre interessant, end det var engang. Trods alle vores forsøg på at modvirke dette forfald, holder tilværelsen os i skak. Denne tanke hager sig fast i livet såvel som i kunsten.
I dette plot får "ofret" to mulige udveje: selvmord eller hævn. Det er åbenbart kun den sidste, der kuriøs, og derfor kommer den midaldrende mand os endnu en gang til undsætning. Kun han undergrave verden og tage hævn på den åndløse tilværelse ved at destruere dens igangsættere! Dette har siden Network været en solid skabelon for den moderne antihelt, hvilket har, bevares, ynglet både morsomme og eftertænksomme film. Men hvad er i al verden er God Bless America?
Umiddelbart indpakket i en selvklar satire, bevæger filmen sig behændigt over emnet, indtil den har gnavet sig igennem sin kedelige tirade. Den visuelle amatørisme, de dårligt skrevne monologer, virvarret af fordomsfulde og nøje tilrettelagte rationaliseringer kunne måske fungere, hvis filmen blot var vulgær eller satirisk i sit udtryk. Men den zig-zagger forbi alt, er hverken dunkel eller morsom, og fremmaner en så tung ironi, at man næsten ikke opdager det.
Kan ikke finde min anmeldelse af filmen her i tråden og den har sikkert også været ganske uanseelig eller postet uden den blev gemt. Jeg er enig i at den er klodset og på sin vis altmodish hvis man ser lidt bort fra at det er celebber uden evner der her gås efter, men der er alligevel "nok" til at jeg skal gense den ved lejlighed.
Et par korte kommentarer og en karakter af de sidste sete/gensete:
Anonymous - 4/10 Måske var Shakespeare slet ikke forfatteren bag de tekster han er berømmet for og måske ligger der masser af intriger, magtkampe med mere bag. Det er i hvert fald den tanke som den tyske instruktør Roland Emmerich leger med. Ideen er såmænd også fin nok og hele filmen er også sat flot nok op, som forsøger sig at leve på historie og skuespil, uden at Emmerich helt har smidt sine opulente cheesy tendenser, der dog slet ikke er dominerende. Den fungerer dog desværre kun i brudstykker, mens man i store dele sidder og småkeder sig, da der ikke formås at bygge nok på og op omkring karaktererne, til at man helt er på.
Big Miracle - 5/10 En sukkersød historie om at redde en hvalfamilie, fyldt med ejegode mennesker, bygget på en sand historie, heldigvis en anelse mere nuanceret end jeg ville have forventet eller turde håbe på. Som familiefilm med de mindste er den såmænd fin nok, men det er vist også det.
Contraband - 6/10 Underholdende og håndfast iscenesat actionthriller, der næppe vinder på sin troværdighed. Det er en typisk effektiv Hollywood metervare, af den slags man ofte har lidt svært ved at genkalde sig kort efter man har set den. Men mens den kører leverer den varen, hvis man gider sluge et par enkelte kameler.
The General - 8/10 Fornemt krimidrama i S/H af instruktør John Boorman, hvor der leveres fremragende skuespil af især Brendan Gleeson, der i hovedrollen som charmerende, kompleks, men også ubehagelig irsk gangster og plattenslager løfter den i forvejen fine dialog.
Contamination - 4/10 Cheesy, lowbudget, tåbelig og ofte ufrivillig morsom sci-fic gyser . Havde der dog bare været lidt mere gang i den, for den er vitterligt underholdende i momenter. Man skal i hvert fald lede længe efter situationer så uigennemtænkte og dialoger så ringe, at man må mistænke folkene bag, for bevidst at sigte lavt.
Wrath of the Titans - 3/10 Tvivsom efterfølger til Clash Of The Titans, der i sig selv intet særligt var. Der er skruet op for mængden af cgi, som er filmens altdominerende omdrejningspunkt, hvor det ene monster efter det andet skal besejres, fuldstændigt blottet for charme, humor, spænding eller forsøg på at trække tilskueren med ind i den i øvrigt svage historie. Desværre kan man ikke engang rose filmens effekter, de er ofte ret svage.
True Romance - 7/10 Atypisk Tony Scott film, hvor han bruger sin tekniske formåen, til at formidle denne underholdende ’Tarantin’ske’ historie og det fornægter sig da heller ikke, hvem der står fortællingen. Det er råt, spydigt, frækt og der spilles godt, men jeg synes altså også at filmen har tendenser udi periferisk teenagepop, der for mig trækker lidt ned.
I have my principles - And if you don't like them, I have others
True Romance - 9/10 Atypisk Tony Scott film, hvor han bruger sin tekniske formåen, til at formidle denne underholdende ’Tarantin’ske’ historie og det fornægter sig da heller ikke, hvem der står fortællingen. Det er råt, spydigt, frækt og der spilles godt.
He:) Ved godt, der var en del mennesker, der var glad for den i sin tid, har selv et par venner der elskede den. Jeg har aldrig selv været helt oppe og ringe og har da trods alt set den 3-4 gange igennem årene. Men god er den nu.
I have my principles - And if you don't like them, I have others
Jeg ville så meget ønske, at Tarantino selv havde fået lov at instruere True Romance. Hele setup'et og ikke mindst dialogen emmer langt væk af Tarantino (fra hans gode dage, vel at mærke), men der mangler alligevel noget, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at den mangel netop er ham selv bag kameraet..!
Ganske enig i Nielsens vurdering! :)
Jeg har intet problem med ikke at have ret. Det er kun, hvis nogen påpeger det, jeg bliver stædig!
Tak Thomas, var i tvivl om Wrath skulle købes men havde hørt skidt om den, og kan ikke se grunden til at se den hvor Liam og Ralph er de eneste der interssere mig meget i den rolle besætning. Gemmer pengene til the Grey istedet! :)
"I learned that courage was not the absence of fear, but the triumph over it".
Atter lidt kommentarer og en bedømmelse af film set/genset. En lidt blandet landhandel:
Mirror Mirror - 4/10 Glansbillede udgave en historien om Snehvide, her i et visuelt/scenografisk overdrev, der ganske vist sine steder er imponerende, men også mere end tangerer en følelse af, at man er endt i et kulørt helvede. På skuespillersiden har Phil Collins datter, Lily måske nok den rette blanding af blind skønhed og sexet uskyldighed som Snehvide, men enten mangler hun eller rollen karisma, for hun forekommer fuldstændig flad. Værre finder jeg dog Julia Roberts, hvis spil som den onde stedmor, fik mine tanker hen på den helt igennem horrible Eat Pray Love. Historien er den gammelkendte, på nye flasker, her ikke helt blottet for de gode momenter der findes i oplægget, men tæt på.
Payback: Straight Up - 8/10 Jeg husker ikke biografudgaven nok længere, til at lave en sammenligning med dette director’s cut. Men jeg kan dog se at jeg har givet denne her udgave en stjerne mere og jeg nød også oprigtigt filmens 70’er-agtige krimi-tone, når Mel Gibson folder sig ud og går på jagt efter sin egen form for retfærdighed i den underverden han selv har tilhørt. Det er hårdkogt som det skal være, ikke uden glimt i øjet og nok egentlig en anelse mere begavet end man måske først tænker over.
How to Marry a Millionaire - 5/10 Den lanceres i dag som en Monroe-film, selv om det egentlig er Lauren Bacall der er den egentlige hovedrollen og også dominerer stort i screentime. Det ændrer dog ikke meget på denne middelmådige kærlighedskomedie, eller gør det? Bacall er en fin skuespiller, men jeg synes ikke hun brænder igennem eller løfter det forudsigelige manuskript.
Gentlemen Prefer Blondes - 7/10 Howard Hawks’ formår at få sex ikonerne Jane Russell og Marilyn Monroe til at spille op til deres bedste med det de ofte gør bedst. Der bydes på morsomme øjeblikke, romantiske stunder og festlige indslag og masser af sang og dans. Det er ikke stor kunst, men det er en kunst at få et så simpel oplæg som vi får her, det til at fungere så ganske fint.
My Week with Marilyn - 8/10 Michelle Williams er måske hverken så smuk, sexet eller kvindelig som Marilyn Monroe (ifølge mig!!!), men hun formår at give rollen som selvsamme, en dybde og sødmefyldt følsom skrøbelighed, der burde fremkalde en beskyttertrang i enhver med bare lidt mand indbygget i sig. Rollen beskrives dog så fint, at man fornemmer at der er mere bag facaden. Som filmens fortæller og unge brushoved, der fanges i nettet og glædeligt lader sig bruge (misbruge?) af storstjernen, gør Eddie Redmayne en god figur. Det er en lille velfortalt historie, om vigtige stunder der har evig indvirkning på vores liv.
El buque maldito - 1/10 Man skal nok lede længe efter så skidt en film, hvor gyset bliver så helt igennem ringe udført, at havde det ikke været for det alt for langsomme tempo (der gik over 30 min inden den rigtigt begyndte), havde her været tale om en mægtigt underholdende omgang trash. Muligt de to forløbere mere fortjener deres kultstatus, men den her når et lavpunkt, som alene af den grund gør den mindeværdig.
I have my principles - And if you don't like them, I have others
#15361 Takfornu 13 år siden
#15362 jessup 13 år siden
Kan ikke finde min anmeldelse af filmen her i tråden og den har sikkert også været ganske uanseelig eller postet uden den blev gemt. Jeg er enig i at den er klodset og på sin vis altmodish hvis man ser lidt bort fra at det er celebber uden evner der her gås efter, men der er alligevel "nok" til at jeg skal gense den ved lejlighed.
#15363 Hr. Nielsen 13 år siden
Anonymous - 4/10
Måske var Shakespeare slet ikke forfatteren bag de tekster han er berømmet for og måske ligger der masser af intriger, magtkampe med mere bag. Det er i hvert fald den tanke som den tyske instruktør Roland Emmerich leger med. Ideen er såmænd også fin nok og hele filmen er også sat flot nok op, som forsøger sig at leve på historie og skuespil, uden at Emmerich helt har smidt sine opulente cheesy tendenser, der dog slet ikke er dominerende. Den fungerer dog desværre kun i brudstykker, mens man i store dele sidder og småkeder sig, da der ikke formås at bygge nok på og op omkring karaktererne, til at man helt er på.
Big Miracle - 5/10
En sukkersød historie om at redde en hvalfamilie, fyldt med ejegode mennesker, bygget på en sand historie, heldigvis en anelse mere nuanceret end jeg ville have forventet eller turde håbe på. Som familiefilm med de mindste er den såmænd fin nok, men det er vist også det.
Contraband - 6/10
Underholdende og håndfast iscenesat actionthriller, der næppe vinder på sin troværdighed. Det er en typisk effektiv Hollywood metervare, af den slags man ofte har lidt svært ved at genkalde sig kort efter man har set den. Men mens den kører leverer den varen, hvis man gider sluge et par enkelte kameler.
The General - 8/10
Fornemt krimidrama i S/H af instruktør John Boorman, hvor der leveres fremragende skuespil af især Brendan Gleeson, der i hovedrollen som charmerende, kompleks, men også ubehagelig irsk gangster og plattenslager løfter den i forvejen fine dialog.
Contamination - 4/10
Cheesy, lowbudget, tåbelig og ofte ufrivillig morsom sci-fic gyser . Havde der dog bare været lidt mere gang i den, for den er vitterligt underholdende i momenter. Man skal i hvert fald lede længe efter situationer så uigennemtænkte og dialoger så ringe, at man må mistænke folkene bag, for bevidst at sigte lavt.
Wrath of the Titans - 3/10
Tvivsom efterfølger til Clash Of The Titans, der i sig selv intet særligt var. Der er skruet op for mængden af cgi, som er filmens altdominerende omdrejningspunkt, hvor det ene monster efter det andet skal besejres, fuldstændigt blottet for charme, humor, spænding eller forsøg på at trække tilskueren med ind i den i øvrigt svage historie. Desværre kan man ikke engang rose filmens effekter, de er ofte ret svage.
True Romance - 7/10
Atypisk Tony Scott film, hvor han bruger sin tekniske formåen, til at formidle denne underholdende ’Tarantin’ske’ historie og det fornægter sig da heller ikke, hvem der står fortællingen. Det er råt, spydigt, frækt og der spilles godt, men jeg synes altså også at filmen har tendenser udi periferisk teenagepop, der for mig trækker lidt ned.
#15364 Zombi 13 år siden
Much better :)
#15365 Hr. Nielsen 13 år siden
#15366 HonoDelLoce 13 år siden
Ganske enig i Nielsens vurdering! :)
#15367 Hr. Nielsen 13 år siden
#15368 Batsy 13 år siden
#15369 Kruse 13 år siden
#15370 Hr. Nielsen 13 år siden
Mirror Mirror - 4/10
Glansbillede udgave en historien om Snehvide, her i et visuelt/scenografisk overdrev, der ganske vist sine steder er imponerende, men også mere end tangerer en følelse af, at man er endt i et kulørt helvede. På skuespillersiden har Phil Collins datter, Lily måske nok den rette blanding af blind skønhed og sexet uskyldighed som Snehvide, men enten mangler hun eller rollen karisma, for hun forekommer fuldstændig flad. Værre finder jeg dog Julia Roberts, hvis spil som den onde stedmor, fik mine tanker hen på den helt igennem horrible Eat Pray Love. Historien er den gammelkendte, på nye flasker, her ikke helt blottet for de gode momenter der findes i oplægget, men tæt på.
Payback: Straight Up - 8/10
Jeg husker ikke biografudgaven nok længere, til at lave en sammenligning med dette director’s cut. Men jeg kan dog se at jeg har givet denne her udgave en stjerne mere og jeg nød også oprigtigt filmens 70’er-agtige krimi-tone, når Mel Gibson folder sig ud og går på jagt efter sin egen form for retfærdighed i den underverden han selv har tilhørt. Det er hårdkogt som det skal være, ikke uden glimt i øjet og nok egentlig en anelse mere begavet end man måske først tænker over.
How to Marry a Millionaire - 5/10
Den lanceres i dag som en Monroe-film, selv om det egentlig er Lauren Bacall der er den egentlige hovedrollen og også dominerer stort i screentime. Det ændrer dog ikke meget på denne middelmådige kærlighedskomedie, eller gør det? Bacall er en fin skuespiller, men jeg synes ikke hun brænder igennem eller løfter det forudsigelige manuskript.
Gentlemen Prefer Blondes - 7/10
Howard Hawks’ formår at få sex ikonerne Jane Russell og Marilyn Monroe til at spille op til deres bedste med det de ofte gør bedst. Der bydes på morsomme øjeblikke, romantiske stunder og festlige indslag og masser af sang og dans. Det er ikke stor kunst, men det er en kunst at få et så simpel oplæg som vi får her, det til at fungere så ganske fint.
My Week with Marilyn - 8/10
Michelle Williams er måske hverken så smuk, sexet eller kvindelig som Marilyn Monroe (ifølge mig!!!), men hun formår at give rollen som selvsamme, en dybde og sødmefyldt følsom skrøbelighed, der burde fremkalde en beskyttertrang i enhver med bare lidt mand indbygget i sig. Rollen beskrives dog så fint, at man fornemmer at der er mere bag facaden. Som filmens fortæller og unge brushoved, der fanges i nettet og glædeligt lader sig bruge (misbruge?) af storstjernen, gør Eddie Redmayne en god figur. Det er en lille velfortalt historie, om vigtige stunder der har evig indvirkning på vores liv.
El buque maldito - 1/10
Man skal nok lede længe efter så skidt en film, hvor gyset bliver så helt igennem ringe udført, at havde det ikke været for det alt for langsomme tempo (der gik over 30 min inden den rigtigt begyndte), havde her været tale om en mægtigt underholdende omgang trash. Muligt de to forløbere mere fortjener deres kultstatus, men den her når et lavpunkt, som alene af den grund gør den mindeværdig.