elwood (16620) skrev:

Elsker scenen hvor Gonzo tager Rizzo The Rat og lige bruger som pudseklud :)

Hahah, oh the memory.

Atter lidt jeg har set/genset, kommenteret og bedømt:

The Twelve Chairs - 7/10
Vellykket og morsomt underholdende portræt af mænd på jagt efter en skat, gemt i en gammel stol, i Rusland efter revolutionen. Mel Brooks' har iscenesat med et kærligt glimt i øjet, men også med sans for satire og parodier på et land i i kommunismens vold. Det kunne muligvis have været mere skarpt.

Universal Soldier - 6/10
Jeg fandt ikke denne lille actionfilm, meget mere end middelmådig tilbage i '92 og det gør jeg stadig ikke. Til gengæld har den så heller intet mistet for mig der. Det er stadig solidt drejet action ramasjang. Stupid, men morsomt underholdende.

Singin' in the Rain - 10/10
Skulle jeg pege på den for mig, bedste musical nogensinde, så blev det denne her helt igennem fantastiske perle. Opløftende og fængslende som få, med elegante dansescener og medrivende sange og de tre hovedroller, anført af en som altid oplagt Gene Kelly, spiller ganske enkelt røven ud af bukserne, med en charme-faktor sjældent set. En god fortælling serveret med overskud og bevægende lidenskab. Selv efter utallige gensyn, har den ikke mistet sin fascination, sin appeal og sin evne til at levere underholdning i verdensklasse. En af mine all-time favoritter.

Blazing Saddles - 8/10
Mel Brooks' western parodi, er både skøn spoof og morsomme originale optrin. Det hele får så oveni lidt kant, fordi der tilsættes lidt dejlig sarkasme med en sort sherif og det der deraf følger med af fordomme, også selv om lidt af dette kan forekomme dateret måske.

A Clockwork Orange - 8/10
Bidende sarkasme og ikoniske billeder finder man endnu mere af i Kubrick's berygtede og begavede samfundskritiske og debatskabende fortælling, om en ung notorisk voldsmand, der lader sig hjernevaske, for at slippe ud af fængsel. Efter at have hørt om den i så mange år, hvor chokerende og god den var, så blev mine forventninger måske nok imødekommet, men heller ikke mere. Jeg har dog haft det sådan med mange Kubrick-film, at de har det med at vokse på mig.

It's a Wonderful Life - 10/10
Frank Capra's himmelske og livsbekræftende overvældende smukke hyldest til livet, er brillant patos og spil i verdensklasse og hører til blandt de få julefilm, som jeg vitterligt anser som et mesterværk. James Stewart er helt igennem fabelagtig i hovedrollen og hans udgave af det almindelige menneske med de store drømme, der må sande at livet går sin gang, mens drømmene forpasses, rammer og rører mig dybt mig hver gang.

Arthur Christmas - 5/10
Samlebånds-tegnefilmskomedie som vil glæde børn, men byder på så meget af det vi har set før, at selv om den underholder, så begynder man ofte som voksen at kede sig. Som tidsfordriv i juletiden, når børnene eventuelt skal forsøges beskæftiget, mens der laves mad, kan den dog godt anbefales.

The Nightmare Before Christmas - 10/10
Så er der anderledes kant, nerve og originalitet af finde i Burton/Selick animerede musikalske dukkefilm, hvor den dystre kulisse og de skæve personligheder skaber en baggrund, for en historie som i virkeligheden er både sød, varm og fyldt med hjerte. De mange musikalske indslag skal ligeledes fremhæves (der er tale om en musical), som hører til blandt det bedste Danny Elfman har skabt. Der er et par perler imellem.

BN (16624) skrev:

Velkommen i klubben.

Dejligt at høre:)

My Week with Marilyn

Det er nok de færreste forundt at komme helt tæt ind på livet af Marilyn Monroe. Jeg tvivler på at de fleste personer som stod hende nærmest, i virkeligheden kunne erindre præcis hvem Marilyn var. Derfor kommer de heller ikke som den store overraskelse for mig, at vi i ”My Week with Marilyn” ikke får en decideret dyb portrættering af verdens, engang, mest berømte kvinde. Alligevel er det nok lykkedes instruktøren at komme så tæt på Marilyn som det har kunnet lade sig gøre. Det er dog heller ikke et biografi i den gængse forstand. I stedet for er handlingen placeret på et bestemt tidspunkt i Marilyns karriere, nærmere bestemt indspilningen af ”Prinsen og korpigen.” At centrere filmen omkring indspilningen af netop denne film viser sig, at være et ganske godt udgangspunkt i og med at det giver mulighed for at vise skrøbeligheden bag facaden. Når alt kommer til alt så var Marilyn Monroe en facade og rolle hun spillede. Ikke blot på film men også når hun blev mødt af verdenspressen. For offentligheden eksisterede Norman Jean ikke og måske det i virkeligheden var det der i sidste ende var med til at knække hende. Spekulationerne vil ingen ende tage.

Hvad der dog ikke længere er den store tvivl om er at hun var et nervevrag som havde svært ved at rumme det store pres. Det kommer til udtryk i den formidable præstation af Michelle Williams. For hvad filmen mangler i dybde kompenserer den for i sublimt skuespil. Når jeg ser Marilyn Monroe i denne film føler jeg på mange måder at det er den samme person som jeg har nydt så mange gange i ”Some Like it Hot.” Hun indtager skærmen og betager sit publikum til ukendelighed. Hvad jeg især lagde mærke til i filmen var de mange detaljer som Williams formår at fange. Det er alt fra poseringen, hendes blink med øjet, stemmen og heriblandt stemmeføringen, smil og hendes latter. Williams har lavet en af de berømte transformeringer, hvor hun bliver et med karakteren. Kort fortalt var den eneste person jeg så for mig Marilyn Monroe. Det er også den person vi alle kender.
Hvad jeg finder endnu mere imponerende er den måde hvorpå hun formår at formidle den private Marilyn. Som tidligere nævnt var hun et nervevrag som higede efter både accept og tryghed. Som hun også nævner i filmen har hun aldrig haft en rigtig familie og hun blev gift allerede som 16-årig og er her i filmen gift for tredje gang. Hendes flirt med Colin minder da også mest af alt om et forsøg på tryghed, ligesom hendes tre ægteskaber, og ikke kærlighed.

Dreamcatcher

Som nogen også antydede i "Hvilken fil(m) skal I se?"-tråden, så begynder den ganske rigtigt godt, men derefter bliver den bare en absurd monsterfilm. Man genkender Stephen King i den, men ikke på den gode måde. Igen er det nogle mennesker fra "Derry, i Maine", der som voksne bekæmper en ondskab, de er blevet gjort klar til at møde fra barns ben af. Lugtede langt væk af genbrug, men vil til enhver tid hellere se "It" (eller bedre endnu, læse den). 2/6.