Det er morsomt, når man går ind på IMDb og læser synopsis'en dér: "A mousy governess who softens the heart of her employer soon discovers that he's hiding a terrible secret." Det lidt morsomme ord her er "soon". Reelt er det først henimod slutningen, at hemmelighederne bliver afdækket. Jeg ved ikke, hvordan det var i bogen, men i filmen har man tydeligvis prøvet at gøre noget ud af mysterierne omkring det rigmandshus, som Jane Eyre bor i, og den mand, hun arbejder for. Det fungerede da også rigtig godt, og for dem, der ikke i forvejen kendte lidt til plottet, har det sikkert virket ganske effektivt, antager jeg.
Andre ting synes jeg fungerede mindre godt. Hvis vi igen tager udgangspunkt i det lille resume, så er det uklart, at Jane Eyre egentlig gør noget hjerte blødt hos manden, hun arbejder hos. Det er tydeligt, at han besættes af hende (hvem bedre til at portrættere en besat mand end Fassbender..?), men ikke tydeligt, hvad hun selv ser i ham, da han i bund og grund virker gnaven fra start til slut. For mig blev det derfor en kærlighedshistorie, som det var svært at heppe på, som det vist nok er intentionen. Til sidst gav jeg mig dog alligevel, takket være Fassbenders præstation (snarere end manuskriptet altså). "Okay, okay, så håber jeg da alligevel lidt, at I får hinanden..." ;)
Ellers kan jeg bare sige, det er en god film. Smukt skrevet dialog, til tider ren guf at lytte til. Stemningsfulde billeder med en farveløshed, der passer ind i den melankolske fortælling - undtagen, naturligvis, når forelskelsen får lov at blomstre i bogstaveligste forstand. Der er tænkt på det hele. Og så er det gode præstationer, både fra Fassbender som Rochester og Mia Wasikowska, som virkelig giver Jane kant på den underspillede måde med det uskyldige blik suppleret med den tydelige viljestyrke og integritet formet af barndommens svigt og smerte (sorry for den lange sætning). Hun er da i den grad blevet overset ved prisudrækkelserne, men sådan går det nok desværre oftere for dem, der spiller stille karakterer, selv om disse roller ofte kan være mere krævende og nuancerede end de højlydte. Jeg var rørt flere gange, men nu er det vist snart tid til en komedie igen... 5/6.
The only way to beat a troll is to not play their game.
Folk er virkelig røget på røven over 'Amour' og egentlig er det kun godt at se, da filmen virkelig tager en vedkommende vinkel på emner som alderdom og kærlighed. Hvis ikke det da skyldes, at Michael Haneke er blevet filmverdenens største anmelder-darling og får roser på den bekostning. Den tanke kunne godt strejfe mig efter 'Amour'.
I min verden er det her ikke Michael Haneke i topform Den Haneke jeg elsker kan fastholde en scenes (stillestående) intensitet som ingen anden og beskrive menneskelige og sociologiske tendenser med en langsommelighed og grundighed, der smukt går hånd i hånd, uden at interessen svækkes.
Filmens første time fungerer noget nær perfekt og søsætter en historie, der trods yderst begrænset boltringsrum kan nå meget dybt i sine karakterer og sin fortælling, det fornemmer man, i den sædvanligvis grundige instruktion, skuespillernes enorme kvalitet, den subtile dialog, man mærker det.
Men jeg føler at Haneke bliver tilfreds med sin derfra igangsatte deroute og glemmer at forføre publikum med sin enorme filmintelligens, der kan vende scener 360 grader med selv de mindste detaljer, eller tvingende fastholde en interesse, der egentlig burde glippe, når repetitionerne og scenernes langdrag bliver det bærende middel. Visuelt virker filmen yderst tilfreds med at observere, og det er for så vidt fint når emnet er så nøgternt, men i det mindste savner jeg den frække klipning (det frækkeste klip var givet væk i traileren) eller lysten til at puste et filmisk liv i ellers hverdagskedelige (eller skulle man sige tragiske) situationer.
Det hele bliver et teater i en 1:1 hvor forfaldet insisterer så meget på realisme, at jeg på en eller anden måde hægtes af.
Jeg synes ikke Michael Haneke i nævneværdig grad løser den svære opgave, det er, at sætte to gamle mennesker i deres lejlighed og lade deres sørgelige nedtur udspille sig. Netop den opgave jeg grublede over hvordan den mesterlige auteur ville overkomme, da jeg første gang hørte om filmen. Hvordan vil man undgå det tørre og trøstesløse (nogle vil sige 'kedelige' og jeg er tæt på) og i stedet pirre publikum med dette kig ned i kærlighedens mørke? Jeg fik ikke svaret.
3/6
Mine favoritter af instruktøren er (i nogenlunde rækkefølge)
1 Kode ukendt 2 Det syvende kontinent 3 Pianisten 4 Funny Games (originalen) 5 Det hvide bånd
Og den fremragende 'Caché' siger noget om mandens såkaldte bundniveau
Pvt. Witt: "You ever get lonely, sergent?" Sgt. Welsh: "Only around people"
Og så kan jeg desuden sige til Foeller, at jeg er meget enig i hans ord om 'The Master' og den medfølgende bedømmelse - en film som jeg også selv fandt skuffende. Aldrig havde jeg troet at hverken Haneke eller PTA ville levere i samme ombæring.
Pvt. Witt: "You ever get lonely, sergent?" Sgt. Welsh: "Only around people"
Jeg huskede den som mere spændende og overraskende, så desværre nåede jeg at falde i søvn, men spolede dog tilbage hvor jeg stadig svagt kunne handlingen og så den færdig.
Hollywood i 1950´erne. Ganstere og politifolk i alle afskygninger fra den åh-så-gode til den hårdkogte og skruppelløse i et spil om magt, afpresning, sladder og 12 kg heroin.
Det er klart i karakterene og personer, der spiller dem denne film er uovertruffen.
13/15
"Ud fra størrelsen på halen har vi beregnet, at dyret har været kæmpemæssigt" Prof. Martens - Reptilicus
Fremragende sci-fi gyser af John Carpenter. Hele filmen er fantastisk godt skruet sammen, og formår at fastholde en i et intenst greb hele filmen igennem. Mange af effekterne holder stadig på trods af, at den er lavet i 1982. Ak ja, det var dengang man lavede rigtige effekter på film!
#16801 Åkepool 13 år siden
Du må ikke lyve Batsy.
#16802 Batsy 13 år siden
Johov! Batman gjorde det, og han gjorde det med de rigtige grunde!
#16803 Riqon 13 år siden
Det er morsomt, når man går ind på IMDb og læser synopsis'en dér: "A mousy governess who softens the heart of her employer soon discovers that he's hiding a terrible secret." Det lidt morsomme ord her er "soon". Reelt er det først henimod slutningen, at hemmelighederne bliver afdækket. Jeg ved ikke, hvordan det var i bogen, men i filmen har man tydeligvis prøvet at gøre noget ud af mysterierne omkring det rigmandshus, som Jane Eyre bor i, og den mand, hun arbejder for. Det fungerede da også rigtig godt, og for dem, der ikke i forvejen kendte lidt til plottet, har det sikkert virket ganske effektivt, antager jeg.
Andre ting synes jeg fungerede mindre godt. Hvis vi igen tager udgangspunkt i det lille resume, så er det uklart, at Jane Eyre egentlig gør noget hjerte blødt hos manden, hun arbejder hos. Det er tydeligt, at han besættes af hende (hvem bedre til at portrættere en besat mand end Fassbender..?), men ikke tydeligt, hvad hun selv ser i ham, da han i bund og grund virker gnaven fra start til slut. For mig blev det derfor en kærlighedshistorie, som det var svært at heppe på, som det vist nok er intentionen. Til sidst gav jeg mig dog alligevel, takket være Fassbenders præstation (snarere end manuskriptet altså). "Okay, okay, så håber jeg da alligevel lidt, at I får hinanden..." ;)
Ellers kan jeg bare sige, det er en god film. Smukt skrevet dialog, til tider ren guf at lytte til. Stemningsfulde billeder med en farveløshed, der passer ind i den melankolske fortælling - undtagen, naturligvis, når forelskelsen får lov at blomstre i bogstaveligste forstand. Der er tænkt på det hele. Og så er det gode præstationer, både fra Fassbender som Rochester og Mia Wasikowska, som virkelig giver Jane kant på den underspillede måde med det uskyldige blik suppleret med den tydelige viljestyrke og integritet formet af barndommens svigt og smerte (sorry for den lange sætning). Hun er da i den grad blevet overset ved prisudrækkelserne, men sådan går det nok desværre oftere for dem, der spiller stille karakterer, selv om disse roller ofte kan være mere krævende og nuancerede end de højlydte. Jeg var rørt flere gange, men nu er det vist snart tid til en komedie igen... 5/6.
#16804 RasmusFL 13 år siden
Folk er virkelig røget på røven over 'Amour' og egentlig er det kun godt at se, da filmen virkelig tager en vedkommende vinkel på emner som alderdom og kærlighed. Hvis ikke det da skyldes, at Michael Haneke er blevet filmverdenens største anmelder-darling og får roser på den bekostning. Den tanke kunne godt strejfe mig efter 'Amour'.
I min verden er det her ikke Michael Haneke i topform
Den Haneke jeg elsker kan fastholde en scenes (stillestående) intensitet som ingen anden og beskrive menneskelige og sociologiske tendenser med en langsommelighed og grundighed, der smukt går hånd i hånd, uden at interessen svækkes.
Filmens første time fungerer noget nær perfekt og søsætter en historie, der trods yderst begrænset boltringsrum kan nå meget dybt i sine karakterer og sin fortælling, det fornemmer man, i den sædvanligvis grundige instruktion, skuespillernes enorme kvalitet, den subtile dialog, man mærker det.
Men jeg føler at Haneke bliver tilfreds med sin derfra igangsatte deroute og glemmer at forføre publikum med sin enorme filmintelligens, der kan vende scener 360 grader med selv de mindste detaljer, eller tvingende fastholde en interesse, der egentlig burde glippe, når repetitionerne og scenernes langdrag bliver det bærende middel. Visuelt virker filmen yderst tilfreds med at observere, og det er for så vidt fint når emnet er så nøgternt, men i det mindste savner jeg den frække klipning (det frækkeste klip var givet væk i traileren) eller lysten til at puste et filmisk liv i ellers hverdagskedelige (eller skulle man sige tragiske) situationer.
Det hele bliver et teater i en 1:1 hvor forfaldet insisterer så meget på realisme, at jeg på en eller anden måde hægtes af.
Jeg synes ikke Michael Haneke i nævneværdig grad løser den svære opgave, det er, at sætte to gamle mennesker i deres lejlighed og lade deres sørgelige nedtur udspille sig. Netop den opgave jeg grublede over hvordan den mesterlige auteur ville overkomme, da jeg første gang hørte om filmen. Hvordan vil man undgå det tørre og trøstesløse (nogle vil sige 'kedelige' og jeg er tæt på) og i stedet pirre publikum med dette kig ned i kærlighedens mørke? Jeg fik ikke svaret.
3/6
Mine favoritter af instruktøren er (i nogenlunde rækkefølge)
1 Kode ukendt
2 Det syvende kontinent
3 Pianisten
4 Funny Games (originalen)
5 Det hvide bånd
Og den fremragende 'Caché' siger noget om mandens såkaldte bundniveau
#16805 RasmusFL 13 år siden
Aldrig havde jeg troet at hverken Haneke eller PTA ville levere i samme ombæring.
#16806 lyspunkt 13 år siden
Jeg huskede den som mere spændende og overraskende, så desværre nåede jeg at falde i søvn, men spolede dog tilbage hvor jeg stadig svagt kunne handlingen og så den færdig.
Hollywood i 1950´erne. Ganstere og politifolk i alle afskygninger fra den åh-så-gode til den hårdkogte og skruppelløse i et spil om magt, afpresning, sladder og 12 kg heroin.
Det er klart i karakterene og personer, der spiller dem denne film er uovertruffen.
13/15
#16807 Kruse 13 år siden
Interessant karakterskala :)
#16808 lyspunkt 13 år siden
Jeg kan også omregne den til
8 2/3 / 10
eller
5,2/6
hvis det letter forståelsen
#16809 Kruse 13 år siden
Jeg fangede godt meningen. Det er bare sjældent at man ser 15-skalaen :)
#16810 Snaden 13 år siden
Fremragende sci-fi gyser af John Carpenter. Hele filmen er fantastisk godt skruet sammen, og formår at fastholde en i et intenst greb hele filmen igennem. Mange af effekterne holder stadig på trods af, at den er lavet i 1982. Ak ja, det var dengang man lavede rigtige effekter på film!
5/6