Set Mcfarlane's debut film om en mand og hans talende bamse. Foruden at kunne tale, så er Ted også en rapkæftet, bong-rygende bamse med hang til kvinder. Det var lidt som om, at luftet gik af ballonen allerede efter en halv time, og jeg havde svært ved at holde fokus resten af filmen. Lidt for meget prutte humor til min smag. Ted Danson's lille cameo var dog ganske morsom.
Her er en anmeldelse af alle spillefilm af en af de største skikkelser i europæisk film - og ubetinget den største græske instruktør nogensinde.
Alle film er set i Artifical Eyes Theo Angelopoulos Collection Vol. 1-3 med undtagelse af Eternity and a Day, som er set for en del år siden på en reg. 4 DVD.
Et kort overblik, og ellers er anmeldelserne i spoileren.
9/10, top250 Eternity And A Day (1998) Landscape in the Mist (1988)
9/10 The Travelling Players (1975) The Beekeeper (1986) Trilogy: The Weeping Meadow (2004)
8/10 Voyage to Cythera (1984) The Suspended Step of the Stork (1991)
7/10 Alexander the Great (1980)
6/10 The Hunters (1977) Ulysse's Gaze (1995)
5/10 Days of '36 (1972)
4/10 Reconstruction (1970)
3/10 The Dust of Time (2008)
The Reconstruction, 1970
Bestemt en hæderlig debut, omend en noget langsommelig affære. Hovedplottet er ikke rigtig interessant, og selvom der kommer en lille smule kritik af samtidens Grækenland, er det ikke rigtig nok til at fange den fulde opmærksomhed.
Det er delvis en rekonstruktion af et mord i en lille landsby. Den er optaget on location og statisterne er landsbyens befolkning. Man kommer heller ikke ind under huden på landsbyen, så i det store hele føles filmen ret overflødig.
4/10
----
Days of ´36, 1972
Igen bruger Theo Angelopolous en rigtig begivenhed som udgangspunkt: en fange holder en politiker som gidsel. Der er en del tilsyneladende ligegyldige scener, som ikke rigtig berører hovedplottet. Men når man tager Grækenlands samtid in mente, er dert tydeligt, at der er tale om en kommentar til det dikatoriske og stærkt censurede miljø. Der ulmer et oprør, som altid bliver rigtig udtalt.
Det er sparsomt med dialog, og det kan godt blive en anelse for drævende, for der mangler også æstetik i billederne. Det er dog trods alt et lille skridt frem i forhold til The Reconstruction.
5/10
----
The Travelling Players, 1975
Med The Travelling Players fik Angelopolous sin internationale gennembrud. Og det kan man sagtens forstå. Efter to ufokuserede film, lykkedes hans projekt endelig her. Grækenlands historie bliver fortalt gennem en omrejsende teatertrup fra 1939-1952. Men de store begivenheder er på genial vis i baggrunden - f.eks. da Grækenland bliver invaderet af Italien, bliver det vist med et langt skud, hvor man ser truppen optræde, og pludselig lyder luftalarmen - kameraet skifter ikke, og man hører blot lyden af faldende bomber. End ikke publikums reaktion bliver vist.
Den stil, han er så kendt for, får han også til at lykkedes her. Med kun 80 klip i hele filmen, er der en ASL(average shot length) på næsten 3 minutter, og han veksler mellem stillestående og lange tracking shots. For første gang er hans historie også en, man gerne vil følge.
Hvis man har mod på de 222 minutter, så skal man starte med Theo Angelopolous her. Det er tæt på at være et mesterværk, og især de gange, hvor filmen bryder den 4. væg, er man total opslugt.
9/10
----
The Hunters, 1977
En noget langtrukken affære, hvor et mystisk lig er årsag til en afhøring. Denne afhøring kommer til at handle om - og kritisere - Grækenlands historie. Det er et gennemgående tema i Angelopoulos' karriere indtil videre, og her er det ikke helt vellykket.
Filmen er bygget op omkring små fortællinger, og problemet er lidt, at ingen af de fortællinger er rigtig interessante. Det er ikke en dårlig film, overhovedet ikke, for gode gamle Theo har et højt bundniveau.
Og et lille notat om udgivelsen: jeg har versionen på 143 min, men det originale cut er 168 min. Efter at have undersøgt sagen nærmere, kan man vist kun få originalen på en japansk bootleg laserdisc fra 90'erne. Klippene skulle være censureret mod nøgenhed og i dårlig stand. Derfor ser jeg ikke noget forkert i at se den korte version kun.
6/10
----
Alexander The Great, 1980
Den græske instruktør er ikke bange for at tage sig god tid. Det gør han også i en moderne fortælling om Alexander The Great. Alexander er en bandit, der har taget en gruppe engelske adelsfolk til fange i bjergene. Kravet er, at de skal have amnesti.
Samfundet i bjergene bygger på de kommunistiske idealer om fælleseje. Det begynder langsomt at krakelere, da folk begynder at ville have deres eget.
Det er en ret lang film - 199 min - men det er også en ret god film. Det er af den type, hvor - på trods af et drævende tempo - man er i sikre hænder og man kan føle de interne spændinger i samfundet.
Jeg vil tro, at jeg - grundet et manglende kendskab til græsk kultur - er gået glip af noget symbolik. Men det ændrer ikke på, at historien om et samfunds forfald, er en god historie, der dog er ret lang - især når man også tager Theo Angelopoulos' stil in mente.
7/10
----
Voyage to Cythera, 1984
Spyros er en ældre kommunistisk mand, der har deltaget i borgerkrigen. Efter 32 år vender han hjem til sin gamle landsby. Han har svært ved at indordne sig under verden, som den er nu, og da landsbyen vil sælge alt jorden til et feriested, går det galt for ham.
Filmen er fyldt med en nostalgi og akkompagneret af et fantastisk og roligt soundtrack. Den er umiddelbart mere tilgængelig end hans forrige film, og det er hvertfald noget, der behager mig. Man bliver simpelthen draget af historien lige fra starten. Theos rolige stil kommer til rette her, og hvad der ellers kan føles unødvendigt langtrukken, bliver i stedet til en dvælen over fortiden. Ikke fordi der er flashbacks eller andet, men fordi det usagte og ansigtsudtrykket fordrer det.
Det er foreløbigt den bedste i den græske intruktørs karriere - tænkte jeg langt hen ad vejen, men desværre daler spændingen lidt den sidste halve times tid. Det ændrer dog ikke på, at det fra start til slut er en ret så god oplevelse.
8/10
----
The Beekeepper, 1986
Væk er de store armbevægelser og den slet skjulte kritik af det græske system. I stedet fortæller Angelopoulos en stille historie, der på mange måder kan minde lidt om Voyage To Cythera. I denne film hedder hovedpersonen Spyro, i Voyage To Cythera hedder han Spyros.
Spyro og Spyros er begge ældre mænd, der ikke helt kan finde sig til rette. I The Beekeeper er vores hovedperson biavler og historielære, men han er ikke lykkelig i sit liv. Han tager på en rejse, hvor han finder ud af, at han ikke kan kontrollere sine omgivelser, som han gerne vil.
Endnu en lille perle fra Theo Angelopoulos :)
9/10
----
Landscape In The Mist, 1988
Sammen med Eternity And A Day er dette vel nok hans mest kendte. Og det er der så bestemt en grund til. Det er en lille guldskat af en historie.
To søskende er vokset på med historien om, at deres far bor i Tyskland. Derfor har de et stort ønske om at komme dertil. Det lykkedes dem at komme afsted, og herfra er det så en slags coming-of-age historie.
Der er mange fede billeder, og der er et par referencer til hans tidligere film. Især The Travelling Players, og det tolker jeg som om, at der stadig er problemer i 80'ernes Grækenland, fordi The Travelling Players kritiserer landet voldsomt.
Det er en dejlig og rørende historie i hånden på en mester i sit es.
9/10 - og en plads på toplisten.
----
The Suspended Step of the Stork, 1991
Denne gang er det flygtninge, flygtninge-lejre og grænser, som Angelopoulos undersøger. En journalist er i en græsk flygtningelejr, hvor han ser en person, han tror, er en kendt græsk politiker.
Endnu en gang er det en dvælende oplevelse, der desværre ikke holder stilen 100% - så havde den fået en karakter mere - men det er stadig tydeligt, at det er en film med noget på hjertet.
8/10
----
Ulysse's Gaze, 1995
Angelopoulos har hyret Harvey Keitel til at spille den græsk-udenlandske journalist på rejse i Balkan. Han er i landet for at promovere sin nye film, men han er der også for at lede efter de første græske filmoptagelser. Det bliver til en rejse i Balkans historie og et forsøg på at koble hele Balkans historie sammen.
Det er typisk Angelopoulos at lade en simpel historie fortælle en enorm historie, og rejsen plejer i sig selv at være interessant - og ikke mindst flot filmet. Filmteknisk er dette bestemt også et godt håndværk, men historien er lidt for langsom og Keitel spiller ikke rigtig godt. Det er hans mindst gode film siden 1977.
6/10
----
Eternity And A Day, 1997
NB: denne anmeldelse er en ældre af slagsen. Jeg har taget den med her for helhedens skyld.
Græsk Cannes-vinder af en sjælden set kaliber.
Alexander er en forfatter, der kun har få dage tilbage at leve i. Der sker to ting, der sætter handlingen i gang: Han finder et 30-årigt gammelt brev fra sin for længst afdøde kone, og det sætter tankerne gang hos ham, og han møder en dreng, der ellers ville have blevet offer for ulovlig menneskehandel til udenlandske par, der gerne vil adoptere.. Han redder drengen, og i stedet for at køre ham til Albanien, beslutter sig for at tilbringe sin sidste tid med drengen, mens minderne om Anna bliver viklet ind i nutiden.
Kameraet er næsten aldrig stillestående, men kører i rolige og glidende bevægelser. Bruno Ganz og drengen er godt par. Især en rørende scene, hvor drengen fortæller en historie berører en. Sentimentaliteten gennemsyrer filmen uden at blive klam, og det er smukt og fyldt med sjæl. Det er en historie om kærlighed, en historie om et umage par, hvor handlingen måske ikke er den helt voldsomme, men billederne og historien taler helt for sig selv
9/10 - og en plads på toplisten
----
Trilogy: The Weeping Meadow, 2004
En episk saga om to forelskede. Filmen starter i 1919, hvor vi møder Alexis og Eleni som børn. Vi følger især Eleni frem til 1949. Det er ikke blot en film kærlighed, det er også en film om Grækenlands historie og dens effekt på den enkelte person. Det er også en tragisk film, og ikke mindst en afsindig flot film med en smukt, smukt soundtrack fra Angelopoulos' faste composer siden Voyage To Cythera, Eleni Karaindrou.
Der er nogle scener i filmen, der virkelig tager pusten fra en. Her er et stillbillede med soundtrack fra filmen:
Det er en krævende, men også medrivende film. Man skal ikke forvente den store karakterindlevelse(hvilket også afholder den fra at komme på toplisten), men det er en suveræn montage over den græske historie.
9/10
----
The Dust of Time, 2008
Det er sgu en ærgerlig måde at afslutte sin karriere! Angelopoulos døde under indspilningen af den efterfølgende film, så dette er hans sidste færdige. Og ikke siden hans 2. film i 1972, har han lavet en film på dette niveau - eller faktisk aldrig. Magien fra hans tidligere film er helt væk, og den er lidt svær at komme igennem. Det er svært at sætte ord på, hvad der er gået galt, men det virker hvert fald ikke. Hans sidste film blev også hans dårligste film - og generelt en dårlig film.
3/10
----
The Other Sea, 2012
Jeg kender ikke status på filmen, men håber den vil være på højde med hans andre værker. The Dust of Time skal helst ikke stå som hans svanesang.
håbefuld/10
In Conclusion Den græske mester er en krævende instruktør - men også en helt fantastisk instruktør, når han er på toppen. Med hans lange takes, smukke billeder og suveræne manuskripter har han skabt nogle eminente film. Han starter svagt og ender med et brag, men ind imellem er filmene blandt de bedste. Hvis man ikke orker at se de lange film - det kræver meget af ens tålmodighed - så vil jeg anbefale The Beekeeper, Landscape In The Mist og Eternity and a Day - og se dem hellere i morgen end i overmorgen!
#16813 Spændende. Jeg har boks 2 liggende, og glæder mig til at komme videre i mit Angelopoulos-bekendtskab, da jeg har været meget glad for de tre film, jeg har set indtil videre (The Beekeeper, The Suspended Step of the Stork og Trilogy: The Weeping Meadow). Ærgerligt at høre Dust of time ikke holder standarden, og jeg er efter at have læst din tekst ret spændt på, hvad jeg kommer til at synes om hans første.
Det var så lige én af julegaverne, der kom i maskinen, og sikke en fornøjelse det var. Nogle gange, når jeg ser film, jeg har set før, så fristes jeg til at lave noget andet imens - men ikke med denne! Der er selvfølgelig mange ting, man kan rose den for, lige fra det eventyrlige plot til de velfungerende karakterer (ikke mindst Harrison Ford), men noget jeg især bider mærke i, er hvor sindssygt velkonstruerede actionsekvenserne er.
Jeg er på det sidste blevet meget mere obs på action og ser nu actionscener fra en mere analytisk vinkel end tidligere og får dermed bedre med mig, hvorfor en given actionscene fungerer bedre end andre - noget som jeg tidligere højst fangede intuitivt uden helt at kunne sætte ord på. (Takket være tidligere diskussioner om Christopher Nolan og diverse netartikler, jeg læste i den forbindelse.)
Hvorfor Raiders of the Lost Ark-actionscenerne virker: Der er information. Du får alle de ting at vide, du skal bruge for at tolke forløbet. Du ved, når Indy bliver ramt af et skud, fordi der sprøjter lidt blod på ruden - ikke særlig meget, bare nok til at du ved "okay, han blev ramt". Derfor får du også med dig, hvorfor det gør så sindssygt ondt, når den tyske chauffør lidt senere slår ham akkurat dér på skulderen. Du vises de ting, du skal være opmærksom på. Du har overblik over aktører og elementer. I biljagten ved du, hvad der er for og bag, hvor du er i bilen, hvor godset er, hvor fjenderne sidder, osv.. Folk dukker ikke bare op ud af det blå i en evig strøm, og du er ikke i tvivl om, hvad Indy skal holde øje med eller hvorfor han gør, som han gør. Du kan følge logikken i fysikken. Når bilen bremser hårdt, så ryger mennesker og lasten fremad, og bilen bagved kommer tættere på. Der er heller ikke åbenlyse goofs - når døren er sparket af, så er den vitterligt væk resten af scenen og dukker ikke senere op igen. Der er personlighed. Indy griner skadefro, når han slipper af med en irriterende nazist, og han slår hævngerrigt på den nazist, som har voldt ham mest besvær. Harrison Ford viser alle følelserne. Det er menneskeligt, måske endda barnligt, men sjovt og en befrielse i forhold til alle de uforgængelige Jason Statham-typer, der aldrig fortrækker en mine og ikke engang mærker, hvis de har skudsår!
At Steven Spielberg mestrer disse ting, samtidig med alt det andet, gør filmen aldeles underholdende. Jeg husker ikke, hvordan Indy IV klarede sig på actionfronten, bare at der var mange andre ting galt med den. Men den skal jeg dog også have genset på et tidspunkt, når jeg har fået genset Doom og Crusade.
Raiders of the Lost Ark er meget tæt på 6/6, hvis du spørger mig. Jeg kan i hvert fald ikke komme på ret meget, som kunne have været bedre. Den steg faktisk i graderne hos mig i dag.
The only way to beat a troll is to not play their game.
Nu ved jeg ikke hvad du hel mener med åbenlyse goofs, der er da bestemt også ups'er i Raiders, det er der i alle film, nogen af dem går også under det jeg vil kalde åbenlyse i Raiders, ikke at det gør så meget.
Virker lidt som en dengang far var dreng anmeldelse 8-) der skal lige ridses op hvad der er galt med nutidens action, jeg mener dog ikke det er alle film, der lider af Statham og extreme Shacky cam syndromet.
Men enig ja det er en klassisk eventyr film.
J. J: "This is one of my Favorite shots." Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Der er for mig også andre elementer der udgør en god actionscene. Intensitet og opfindsomhed. Overblik er ikke pr. def. lig med fantastisk actionscene. Men det tror jeg heller ikke du mener? For jeg har set en del actionfilm med totalt overblik, uden at være noget særligt.
#18 - Opfindsomhed, ja, den glemte jeg at tage med. :) "Overblik er ikke pr. def. lig med fantastisk actionscene" - nej, for så havde det jo været det eneste, jeg behøvede på listen :P
The only way to beat a troll is to not play their game.
#16816: Jeg er helt enig! Jeg genså også "Raiders of the Lost Ark" for ikke så lang tid siden(hvilket var første gang i mange år at jeg så den), og jeg tog mig flere gange i at tænke: "Kæft, hvor det her egentligt en velorkestreret actionscene". En fantastisk film! :)
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
#16811 Snaden 13 år siden
Set Mcfarlane's debut film om en mand og hans talende bamse. Foruden at kunne tale, så er Ted også en rapkæftet, bong-rygende bamse med hang til kvinder. Det var lidt som om, at luftet gik af ballonen allerede efter en halv time, og jeg havde svært ved at holde fokus resten af filmen. Lidt for meget prutte humor til min smag. Ted Danson's lille cameo var dog ganske morsom.
3/6
#16812 MOVIE1000 13 år siden
The must be the place BD 8/10
Sherlcok Holmes 2 BD 6/10
Film jeg ikek har set før
X-files sæson 7 5-6/10
Undskyld jeg forstyrrer 4/10
The woman in black 4-5/10
Life 5/10
About a boy 6/10
#16813 Skeloboy 13 år siden
Her er en anmeldelse af alle spillefilm af en af de største skikkelser i europæisk film - og ubetinget den største græske instruktør nogensinde.
Alle film er set i Artifical Eyes Theo Angelopoulos Collection Vol. 1-3 med undtagelse af Eternity and a Day, som er set for en del år siden på en reg. 4 DVD.
Et kort overblik, og ellers er anmeldelserne i spoileren.
9/10, top250
Eternity And A Day (1998)
Landscape in the Mist (1988)
9/10
The Travelling Players (1975)
The Beekeeper (1986)
Trilogy: The Weeping Meadow (2004)
8/10
Voyage to Cythera (1984)
The Suspended Step of the Stork (1991)
7/10
Alexander the Great (1980)
6/10
The Hunters (1977)
Ulysse's Gaze (1995)
5/10
Days of '36 (1972)
4/10
Reconstruction (1970)
3/10
The Dust of Time (2008)
The Reconstruction, 1970
Bestemt en hæderlig debut, omend en noget langsommelig affære. Hovedplottet er ikke rigtig interessant, og selvom der kommer en lille smule kritik af samtidens Grækenland, er det ikke rigtig nok til at fange den fulde opmærksomhed.
Det er delvis en rekonstruktion af et mord i en lille landsby. Den er optaget on location og statisterne er landsbyens befolkning. Man kommer heller ikke ind under huden på landsbyen, så i det store hele føles filmen ret overflødig.
4/10
----
Days of ´36, 1972
Igen bruger Theo Angelopolous en rigtig begivenhed som udgangspunkt: en fange holder en politiker som gidsel. Der er en del tilsyneladende ligegyldige scener, som ikke rigtig berører hovedplottet. Men når man tager Grækenlands samtid in mente, er dert tydeligt, at der er tale om en kommentar til det dikatoriske og stærkt censurede miljø. Der ulmer et oprør, som altid bliver rigtig udtalt.
Det er sparsomt med dialog, og det kan godt blive en anelse for drævende, for der mangler også æstetik i billederne. Det er dog trods alt et lille skridt frem i forhold til The Reconstruction.
5/10
----
The Travelling Players, 1975
Med The Travelling Players fik Angelopolous sin internationale gennembrud. Og det kan man sagtens forstå. Efter to ufokuserede film, lykkedes hans projekt endelig her. Grækenlands historie bliver fortalt gennem en omrejsende teatertrup fra 1939-1952. Men de store begivenheder er på genial vis i baggrunden - f.eks. da Grækenland bliver invaderet af Italien, bliver det vist med et langt skud, hvor man ser truppen optræde, og pludselig lyder luftalarmen - kameraet skifter ikke, og man hører blot lyden af faldende bomber. End ikke publikums reaktion bliver vist.
Den stil, han er så kendt for, får han også til at lykkedes her. Med kun 80 klip i hele filmen, er der en ASL(average shot length) på næsten 3 minutter, og han veksler mellem stillestående og lange tracking shots. For første gang er hans historie også en, man gerne vil følge.
Hvis man har mod på de 222 minutter, så skal man starte med Theo Angelopolous her. Det er tæt på at være et mesterværk, og især de gange, hvor filmen bryder den 4. væg, er man total opslugt.
9/10
----
The Hunters, 1977
En noget langtrukken affære, hvor et mystisk lig er årsag til en afhøring. Denne afhøring kommer til at handle om - og kritisere - Grækenlands historie. Det er et gennemgående tema i Angelopoulos' karriere indtil videre, og her er det ikke helt vellykket.
Filmen er bygget op omkring små fortællinger, og problemet er lidt, at ingen af de fortællinger er rigtig interessante. Det er ikke en dårlig film, overhovedet ikke, for gode gamle Theo har et højt bundniveau.
Og et lille notat om udgivelsen: jeg har versionen på 143 min, men det originale cut er 168 min. Efter at have undersøgt sagen nærmere, kan man vist kun få originalen på en japansk bootleg laserdisc fra 90'erne. Klippene skulle være censureret mod nøgenhed og i dårlig stand. Derfor ser jeg ikke noget forkert i at se den korte version kun.
6/10
----
Alexander The Great, 1980
Den græske instruktør er ikke bange for at tage sig god tid. Det gør han også i en moderne fortælling om Alexander The Great. Alexander er en bandit, der har taget en gruppe engelske adelsfolk til fange i bjergene. Kravet er, at de skal have amnesti.
Samfundet i bjergene bygger på de kommunistiske idealer om fælleseje. Det begynder langsomt at krakelere, da folk begynder at ville have deres eget.
Det er en ret lang film - 199 min - men det er også en ret god film. Det er af den type, hvor - på trods af et drævende tempo - man er i sikre hænder og man kan føle de interne spændinger i samfundet.
Jeg vil tro, at jeg - grundet et manglende kendskab til græsk kultur - er gået glip af noget symbolik. Men det ændrer ikke på, at historien om et samfunds forfald, er en god historie, der dog er ret lang - især når man også tager Theo Angelopoulos' stil in mente.
7/10
----
Voyage to Cythera, 1984
Spyros er en ældre kommunistisk mand, der har deltaget i borgerkrigen. Efter 32 år vender han hjem til sin gamle landsby. Han har svært ved at indordne sig under verden, som den er nu, og da landsbyen vil sælge alt jorden til et feriested, går det galt for ham.
Filmen er fyldt med en nostalgi og akkompagneret af et fantastisk og roligt soundtrack. Den er umiddelbart mere tilgængelig end hans forrige film, og det er hvertfald noget, der behager mig. Man bliver simpelthen draget af historien lige fra starten. Theos rolige stil kommer til rette her, og hvad der ellers kan føles unødvendigt langtrukken, bliver i stedet til en dvælen over fortiden. Ikke fordi der er flashbacks eller andet, men fordi det usagte og ansigtsudtrykket fordrer det.
Det er foreløbigt den bedste i den græske intruktørs karriere - tænkte jeg langt hen ad vejen, men desværre daler spændingen lidt den sidste halve times tid. Det ændrer dog ikke på, at det fra start til slut er en ret så god oplevelse.
8/10
----
The Beekeepper, 1986
Væk er de store armbevægelser og den slet skjulte kritik af det græske system. I stedet fortæller Angelopoulos en stille historie, der på mange måder kan minde lidt om Voyage To Cythera. I denne film hedder hovedpersonen Spyro, i Voyage To Cythera hedder han Spyros.
Spyro og Spyros er begge ældre mænd, der ikke helt kan finde sig til rette. I The Beekeeper er vores hovedperson biavler og historielære, men han er ikke lykkelig i sit liv. Han tager på en rejse, hvor han finder ud af, at han ikke kan kontrollere sine omgivelser, som han gerne vil.
Endnu en lille perle fra Theo Angelopoulos :)
9/10
----
Landscape In The Mist, 1988
Sammen med Eternity And A Day er dette vel nok hans mest kendte. Og det er der så bestemt en grund til. Det er en lille guldskat af en historie.
To søskende er vokset på med historien om, at deres far bor i Tyskland. Derfor har de et stort ønske om at komme dertil. Det lykkedes dem at komme afsted, og herfra er det så en slags coming-of-age historie.
Der er mange fede billeder, og der er et par referencer til hans tidligere film. Især The Travelling Players, og det tolker jeg som om, at der stadig er problemer i 80'ernes Grækenland, fordi The Travelling Players kritiserer landet voldsomt.
Det er en dejlig og rørende historie i hånden på en mester i sit es.
9/10 - og en plads på toplisten.
----
The Suspended Step of the Stork, 1991
Denne gang er det flygtninge, flygtninge-lejre og grænser, som Angelopoulos undersøger. En journalist er i en græsk flygtningelejr, hvor han ser en person, han tror, er en kendt græsk politiker.
Endnu en gang er det en dvælende oplevelse, der desværre ikke holder stilen 100% - så havde den fået en karakter mere - men det er stadig tydeligt, at det er en film med noget på hjertet.
8/10
----
Ulysse's Gaze, 1995
Angelopoulos har hyret Harvey Keitel til at spille den græsk-udenlandske journalist på rejse i Balkan. Han er i landet for at promovere sin nye film, men han er der også for at lede efter de første græske filmoptagelser. Det bliver til en rejse i Balkans historie og et forsøg på at koble hele Balkans historie sammen.
Det er typisk Angelopoulos at lade en simpel historie fortælle en enorm historie, og rejsen plejer i sig selv at være interessant - og ikke mindst flot filmet. Filmteknisk er dette bestemt også et godt håndværk, men historien er lidt for langsom og Keitel spiller ikke rigtig godt. Det er hans mindst gode film siden 1977.
6/10
----
Eternity And A Day, 1997
NB: denne anmeldelse er en ældre af slagsen. Jeg har taget den med her for helhedens skyld.
Græsk Cannes-vinder af en sjælden set kaliber.
Alexander er en forfatter, der kun har få dage tilbage at leve i. Der sker to ting, der sætter handlingen i gang: Han finder et 30-årigt gammelt brev fra sin for længst afdøde kone, og det sætter tankerne gang hos ham, og han møder en dreng, der ellers ville have blevet offer for ulovlig menneskehandel til udenlandske par, der gerne vil adoptere.. Han redder drengen, og i stedet for at køre ham til Albanien, beslutter sig for at tilbringe sin sidste tid med drengen, mens minderne om Anna bliver viklet ind i nutiden.
Kameraet er næsten aldrig stillestående, men kører i rolige og glidende bevægelser. Bruno Ganz og drengen er godt par. Især en rørende scene, hvor drengen fortæller en historie berører en. Sentimentaliteten gennemsyrer filmen uden at blive klam, og det er smukt og fyldt med sjæl. Det er en historie om kærlighed, en historie om et umage par, hvor handlingen måske ikke er den helt voldsomme, men billederne og historien taler helt for sig selv
9/10 - og en plads på toplisten
----
Trilogy: The Weeping Meadow, 2004
En episk saga om to forelskede. Filmen starter i 1919, hvor vi møder Alexis og Eleni som børn. Vi følger især Eleni frem til 1949. Det er ikke blot en film kærlighed, det er også en film om Grækenlands historie og dens effekt på den enkelte person. Det er også en tragisk film, og ikke mindst en afsindig flot film med en smukt, smukt soundtrack fra Angelopoulos' faste composer siden Voyage To Cythera, Eleni Karaindrou.
Der er nogle scener i filmen, der virkelig tager pusten fra en. Her er et stillbillede med soundtrack fra filmen:
Det er en krævende, men også medrivende film. Man skal ikke forvente den store karakterindlevelse(hvilket også afholder den fra at komme på toplisten), men det er en suveræn montage over den græske historie.
9/10
----
The Dust of Time, 2008
Det er sgu en ærgerlig måde at afslutte sin karriere! Angelopoulos døde under indspilningen af den efterfølgende film, så dette er hans sidste færdige. Og ikke siden hans 2. film i 1972, har han lavet en film på dette niveau - eller faktisk aldrig. Magien fra hans tidligere film er helt væk, og den er lidt svær at komme igennem. Det er svært at sætte ord på, hvad der er gået galt, men det virker hvert fald ikke. Hans sidste film blev også hans dårligste film - og generelt en dårlig film.
3/10
----
The Other Sea, 2012
Jeg kender ikke status på filmen, men håber den vil være på højde med hans andre værker. The Dust of Time skal helst ikke stå som hans svanesang.
håbefuld/10
In Conclusion
Den græske mester er en krævende instruktør - men også en helt fantastisk instruktør, når han er på toppen. Med hans lange takes, smukke billeder og suveræne manuskripter har han skabt nogle eminente film. Han starter svagt og ender med et brag, men ind imellem er filmene blandt de bedste. Hvis man ikke orker at se de lange film - det kræver meget af ens tålmodighed - så vil jeg anbefale The Beekeeper, Landscape In The Mist og Eternity and a Day - og se dem hellere i morgen end i overmorgen!
#16814 Muldgraver 13 år siden
Spændende. Jeg har boks 2 liggende, og glæder mig til at komme videre i mit Angelopoulos-bekendtskab, da jeg har været meget glad for de tre film, jeg har set indtil videre (The Beekeeper, The Suspended Step of the Stork og Trilogy: The Weeping Meadow). Ærgerligt at høre Dust of time ikke holder standarden, og jeg er efter at have læst din tekst ret spændt på, hvad jeg kommer til at synes om hans første.
#16815 Skeloboy 13 år siden
Meget mere actionpacked. Men desværre også fyldt med plothuller og ulogiske ting.
Hvis man vælger at se bort fra det, så er det en fin nok serie.
Er ikke skræmt af at skulle se S4 også.
6/10
#16816 Riqon 13 år siden
Det var så lige én af julegaverne, der kom i maskinen, og sikke en fornøjelse det var. Nogle gange, når jeg ser film, jeg har set før, så fristes jeg til at lave noget andet imens - men ikke med denne! Der er selvfølgelig mange ting, man kan rose den for, lige fra det eventyrlige plot til de velfungerende karakterer (ikke mindst Harrison Ford), men noget jeg især bider mærke i, er hvor sindssygt velkonstruerede actionsekvenserne er.
Jeg er på det sidste blevet meget mere obs på action og ser nu actionscener fra en mere analytisk vinkel end tidligere og får dermed bedre med mig, hvorfor en given actionscene fungerer bedre end andre - noget som jeg tidligere højst fangede intuitivt uden helt at kunne sætte ord på. (Takket være tidligere diskussioner om Christopher Nolan og diverse netartikler, jeg læste i den forbindelse.)
Hvorfor Raiders of the Lost Ark-actionscenerne virker:
Der er information. Du får alle de ting at vide, du skal bruge for at tolke forløbet. Du ved, når Indy bliver ramt af et skud, fordi der sprøjter lidt blod på ruden - ikke særlig meget, bare nok til at du ved "okay, han blev ramt". Derfor får du også med dig, hvorfor det gør så sindssygt ondt, når den tyske chauffør lidt senere slår ham akkurat dér på skulderen. Du vises de ting, du skal være opmærksom på.
Du har overblik over aktører og elementer. I biljagten ved du, hvad der er for og bag, hvor du er i bilen, hvor godset er, hvor fjenderne sidder, osv.. Folk dukker ikke bare op ud af det blå i en evig strøm, og du er ikke i tvivl om, hvad Indy skal holde øje med eller hvorfor han gør, som han gør.
Du kan følge logikken i fysikken. Når bilen bremser hårdt, så ryger mennesker og lasten fremad, og bilen bagved kommer tættere på. Der er heller ikke åbenlyse goofs - når døren er sparket af, så er den vitterligt væk resten af scenen og dukker ikke senere op igen.
Der er personlighed. Indy griner skadefro, når han slipper af med en irriterende nazist, og han slår hævngerrigt på den nazist, som har voldt ham mest besvær. Harrison Ford viser alle følelserne. Det er menneskeligt, måske endda barnligt, men sjovt og en befrielse i forhold til alle de uforgængelige Jason Statham-typer, der aldrig fortrækker en mine og ikke engang mærker, hvis de har skudsår!
At Steven Spielberg mestrer disse ting, samtidig med alt det andet, gør filmen aldeles underholdende. Jeg husker ikke, hvordan Indy IV klarede sig på actionfronten, bare at der var mange andre ting galt med den. Men den skal jeg dog også have genset på et tidspunkt, når jeg har fået genset Doom og Crusade.
Raiders of the Lost Ark er meget tæt på 6/6, hvis du spørger mig. Jeg kan i hvert fald ikke komme på ret meget, som kunne have været bedre. Den steg faktisk i graderne hos mig i dag.
#16817 elwood 13 år siden
Raiders
Virker lidt som en dengang far var dreng anmeldelse 8-)
der skal lige ridses op hvad der er galt med nutidens action, jeg mener dog ikke det er alle film, der lider af Statham og extreme Shacky cam syndromet.
Men enig ja det er en klassisk eventyr film.
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#16818 Ispep 13 år siden
Der er for mig også andre elementer der udgør en god actionscene. Intensitet og opfindsomhed. Overblik er ikke pr. def. lig med fantastisk actionscene. Men det tror jeg heller ikke du mener? For jeg har set en del actionfilm med totalt overblik, uden at være noget særligt.
#16819 Riqon 13 år siden
#16820 Kruse 13 år siden