Jeg har set et par afsnit af "ER" eller skadestuen som den hedder på dansk. En serie som jeg tidligere har de første 10 sæsoner af. Det er stadigvæk den bedste hospitalserie der findes. Ikke mindst har den velskrevne karakterer. Ikke blot fra hovedkarakterne, men alt lige fra birollerne til gæsterollerne. Ikke mindst føles det hele autentisk, ikke blot i form af de patienter de får ind og de behandlinger de foretager sig, men også hele jargonen blandt de ansatte. Jeg kan også godt lide at man får fornemmelsen af det hektiske miljø den foregår i, hvor en samtale når som helst kan blive afbrudt af en alvorlig situation. Ikke mindst er pacingen blændende. Selve patientbehandlingen kan godt virke en anelse voldsom, men de er gode til at skifte mellem deres privatliv og så deres arbejde.
Jovist kan den virke en anelse cheesy til tider, ikke mindst i form af de romantiske forhold og der bliver også en gang i mellem trykket lidt for meget på den dramatiske knap.
Jeg elsker at tage fejl omkring film, ja dvs. jeg elsker at tro det værste og så blive positivt overrasket.
Indie-gyseren her ramte tættere på centrum end så mange andre har gjort her på det sidste.
To filmstuderende tager ud i et britisk isoleret og forsømt kvarter, som led i et filmprojekt. Her bliver de mødt af en masse børn og så begynder det ellers hurtigt, at eskalere derfra.
Kombinationen af creepy kids, et diskret, men foruroligende lydlandskab, og skiftet mellem et sygeligt gult og grønt lys i flere scener, gør at filmen opleves intens og klamt.
Jeg har set et par afsnit af "ER" eller skadestuen som den hedder på dansk. En serie som jeg tidligere har de første 10 sæsoner af. Det er stadigvæk den bedste hospitalserie der findes. Ikke mindst har den velskrevne karakterer. Ikke blot fra hovedkarakterne, men alt lige fra birollerne til gæsterollerne. Ikke mindst føles det hele autentisk, ikke blot i form af de patienter de får ind og de behandlinger de foretager sig, men også hele jargonen blandt de ansatte. Jeg kan også godt lide at man får fornemmelsen af det hektiske miljø den foregår i, hvor en samtale når som helst kan blive afbrudt af en alvorlig situation. Ikke mindst er pacingen blændende. Selve patientbehandlingen kan godt virke en anelse voldsom, men de er gode til at skifte mellem deres privatliv og så deres arbejde.
Jovist kan den virke en anelse cheesy til tider, ikke mindst i form af de romantiske forhold og der bliver også en gang i mellem trykket lidt for meget på den dramatiske knap.
Jeg kan huske, at jeg læste en artikel mange år tilbage, hvor hospitalsansatte havde stemt om, hvilken hospitalsserie der var den mest realistiske. ER endte i bunden, og Scrubs endte spøjst nok i toppen.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Et par titler set/genset, vurderet og kommenteret:
Red Dawn (2012) - 3/10 Dette remake er et af dem jeg har måtte undre mig mere over, af alle de mange remakes der ellers er kommet de sidste mange år. Red Dawn var i forvejen en lidt tvivlsom middelmådig film, hvis økonomiske succes så vidt jeg husker, ikke engang var overvældende. Dette bedste man så kan sige om denne nye udgave er, at den besidder en form for vulgær underholdningsværdi, i dens opulente selvforherligende amerikanske omgang krigsaction. Selv om det ikke ligefrem var realisme der måske prægede originalen, så troede man dog lidt på at det var en gruppe desperate teenager, der tog kampen op mod alle odds. Dette element har man her givet helt køb på, hvor en forfærdelig spillende Chris Hemsworth er en Rambo light udgave og soldat med fortid i Irak, der på ingen tid oplærer de unge teenagere i at gennembanke og bekæmpe invasionsstyrkerne, som havde de aldrig lavet andet. Hele flugten fra de koreanske soldater i starten af filmen, ligner mere noget man ville finde i en James Bond film. Samtidig dyrkes den amerikanske ånd og propaganda så meget i filmen, så den helt mister det strejf af menneskelighed og tab af uskyld, der kunne have givet den bare lidt menneskelig kant og fjernet lidt af den grimme smag af selvfedme. Actionscenerne, eller krigsscenerne om man vil, er dog ret kompetente.
Pride & Prejudice (2005) - 9/10 Jane Austens litterære forlæg, har dannet baggrunden for flere filmatiseringer og hvilken man foretrækker eller bør fremhæve, er måske en smagssag. Denne her med dens fine balance mellem let og underfundig romantik, dramatisk kærlighedsfilm og en historie som titlen antyder, om stolthed og fordomme, både hovedpersonernes egne og de mere socialt betingede af samfunds- og klasseskel, fungerer i hvert fald fantastisk. Der er klassespil i smuk britisk stil og store følelser på spil, der både fint under- og overspilles når påkrævet.
To Rome with Love (2012) - 5/10 Woody Allans rundrejse i diverse europæiske storbyer og lade dem stå som tematisk baggrund, for hans små eksistentielle dramaer og romantiske komedier, har været en lidt svingende fornøjelse. Match Point fandt jeg fantastisk og som højdepunktet (indtil videre). Denne gang er vi så i Rom, hvor voksenlivets trivialiteter mødes med ungdommens skøre drømme og mange valg. Det lyder godt, men fungerer kun momentvis, da Allan kører os igennem fortællingen så rutinepræget, med samtlige klicheer vi må forvente, men gerne havde undgået, kastet ind. Jeg begyndte i hvert fald hurtigt at kede mig.
I have my principles - And if you don't like them, I have others
Lawless (2012) - 5/10 Et rigtigt fint cast, en flot baggrund og billedside og en fantastisk ramme, til en god historie og så skuffer John Hillcoats film alligevel stort. Efter et par vellykkede, vedkommende eller bare rigtig spændende film, båret af lige dele fortællerlyst og karakterbeskrivelser med en bragende virkningsfuld stemning og grundtone, falder handlingen her til jorden på grund af en for løs struktur, hvor man føler at historien stritter i for mange retninger, uden nogen af dem for alvor fører os med. Samtidig mislykkes det voldsomt at få etableret filmen personer som mennesker man fatter interesse i på nogen måder eller blot en dybere forståelse af eller for. Shia LaBeouf som filmen har mest fokus på, er slet og ret kedelig. Enkelte scener står ud og efterlader en med en film, som momentvis griber en, måske blot fordi de er så pokkers godt eksekveret i sig selv. Havde helheden dog bare fungeret i samme grad.
The Bourne Legacy (2012) - 5/10 Tamt og ligegyldig, om end teknisk kompetent, efterfølger til en af de seneste mange års mest succesfulde og bedste actionfilm-serier. Jeremy Renner er såmænd et fint nok valg til hovedrollen, men han formår aldrig at give sin rolle samme tiltalende styrke af en handlingens mand og på samme tid offer som Matt Damon, der dog også havde et klart bedre manuskript og karakter at arbejde med. Historien virker som et svagt afkog af samme formel som tidligere, der udvander de forrige film en anelse, uden at skade dem, men som aldrig bliver til en selvstændig spændende eller vedkommende fortælling med dens ofte gumpetunge narrativ stil. Der er enkelte passager som dog fungerer rigtigt godt, som skyderiet i laboratoriet eller motorcykeljagten, som er en herligt underholdende omgang ramasjang. Men det er så også det.
An American Tail (1986) - 6/10 Instruktør Don Bluths fortid hos Disney fornægter sig ikke, i denne meget børnevenlige og hyggeligt underholdende tegnefilm om musen Fievel, der rejser til Amerika med sin familie, for blot at blive væk og rode sig ud i et bredtfavnende eventyr, for at finde dem igen. Det er fint tegnet, solidt fortalt og morsomt på den søde måde. Spielberg har produceret.
Murder on the Orient Express (1974) - 7/10 Sidney Lumet har iscenesat denne gammeldags krimi, bygget på en roman af Agatha Christie, med flair for sine karakterers forskelligheder og særpræg, med en excentrisk, næsten manisk Hercule Poirot, godt spillet af Albert Finney, til at opklare mord og mysterier, i centrum, af et stort persongalleri (og et overraskende stort cast af kendte skuespillere). Det emmer ikke af stor filmkunst, men det er fængende og solidt underholdende så længe det kører.
I have my principles - And if you don't like them, I have others
#17471 Ericmase 12 år siden
Yup, det gjore den indeed!
#17472 misuma 12 år siden
Hail to the king!
5/6
#17473 misuma 12 år siden
Vi følger Charlie. Charlie er en highclass skiderik.
Han er Tyler Durden og Patrick Bateman i én person.
Vi har glemt at være mænd, vi har glemt livets rus. Livet skal mærkes ifølge Charlie.
Stil ja og nej spørgsmål og lad spilkortene bestemme din skæbne.
Fantastisk film med en endnu mere fantastisk præstation af Emmett Scanlan. Han fortjener at blive taget imod med åbne arme.
5/6
#17474 Slettet Bruger [4112912599] 12 år siden
Jovist kan den virke en anelse cheesy til tider, ikke mindst i form af de romantiske forhold og der bliver også en gang i mellem trykket lidt for meget på den dramatiske knap.
#17475 misuma 12 år siden
Jeg elsker at tage fejl omkring film, ja dvs. jeg elsker at tro det værste og så blive positivt overrasket.
Indie-gyseren her ramte tættere på centrum end så mange andre har gjort her på det sidste.
To filmstuderende tager ud i et britisk isoleret og forsømt kvarter, som led i et filmprojekt. Her bliver de mødt af en masse børn og så begynder det ellers hurtigt, at eskalere derfra.
Kombinationen af creepy kids, et diskret, men foruroligende lydlandskab, og skiftet mellem et sygeligt gult og grønt lys i flere scener, gør at filmen opleves intens og klamt.
4,5/6
#17476 Lord Beef Jerky 12 år siden
Jeg kan huske, at jeg læste en artikel mange år tilbage, hvor hospitalsansatte havde stemt om, hvilken hospitalsserie der var den mest realistiske. ER endte i bunden, og Scrubs endte spøjst nok i toppen.
#17477 Kisbye 12 år siden
#17478 Lord Beef Jerky 12 år siden
#17479 Hr. Nielsen 12 år siden
Red Dawn (2012) - 3/10
Dette remake er et af dem jeg har måtte undre mig mere over, af alle de mange remakes der ellers er kommet de sidste mange år. Red Dawn var i forvejen en lidt tvivlsom middelmådig film, hvis økonomiske succes så vidt jeg husker, ikke engang var overvældende. Dette bedste man så kan sige om denne nye udgave er, at den besidder en form for vulgær underholdningsværdi, i dens opulente selvforherligende amerikanske omgang krigsaction. Selv om det ikke ligefrem var realisme der måske prægede originalen, så troede man dog lidt på at det var en gruppe desperate teenager, der tog kampen op mod alle odds. Dette element har man her givet helt køb på, hvor en forfærdelig spillende Chris Hemsworth er en Rambo light udgave og soldat med fortid i Irak, der på ingen tid oplærer de unge teenagere i at gennembanke og bekæmpe invasionsstyrkerne, som havde de aldrig lavet andet. Hele flugten fra de koreanske soldater i starten af filmen, ligner mere noget man ville finde i en James Bond film. Samtidig dyrkes den amerikanske ånd og propaganda så meget i filmen, så den helt mister det strejf af menneskelighed og tab af uskyld, der kunne have givet den bare lidt menneskelig kant og fjernet lidt af den grimme smag af selvfedme. Actionscenerne, eller krigsscenerne om man vil, er dog ret kompetente.
Pride & Prejudice (2005) - 9/10
Jane Austens litterære forlæg, har dannet baggrunden for flere filmatiseringer og hvilken man foretrækker eller bør fremhæve, er måske en smagssag. Denne her med dens fine balance mellem let og underfundig romantik, dramatisk kærlighedsfilm og en historie som titlen antyder, om stolthed og fordomme, både hovedpersonernes egne og de mere socialt betingede af samfunds- og klasseskel, fungerer i hvert fald fantastisk. Der er klassespil i smuk britisk stil og store følelser på spil, der både fint under- og overspilles når påkrævet.
To Rome with Love (2012) - 5/10
Woody Allans rundrejse i diverse europæiske storbyer og lade dem stå som tematisk baggrund, for hans små eksistentielle dramaer og romantiske komedier, har været en lidt svingende fornøjelse. Match Point fandt jeg fantastisk og som højdepunktet (indtil videre). Denne gang er vi så i Rom, hvor voksenlivets trivialiteter mødes med ungdommens skøre drømme og mange valg. Det lyder godt, men fungerer kun momentvis, da Allan kører os igennem fortællingen så rutinepræget, med samtlige klicheer vi må forvente, men gerne havde undgået, kastet ind. Jeg begyndte i hvert fald hurtigt at kede mig.
#17480 Hr. Nielsen 12 år siden
Lawless (2012) - 5/10
Et rigtigt fint cast, en flot baggrund og billedside og en fantastisk ramme, til en god historie og så skuffer John Hillcoats film alligevel stort. Efter et par vellykkede, vedkommende eller bare rigtig spændende film, båret af lige dele fortællerlyst og karakterbeskrivelser med en bragende virkningsfuld stemning og grundtone, falder handlingen her til jorden på grund af en for løs struktur, hvor man føler at historien stritter i for mange retninger, uden nogen af dem for alvor fører os med. Samtidig mislykkes det voldsomt at få etableret filmen personer som mennesker man fatter interesse i på nogen måder eller blot en dybere forståelse af eller for. Shia LaBeouf som filmen har mest fokus på, er slet og ret kedelig. Enkelte scener står ud og efterlader en med en film, som momentvis griber en, måske blot fordi de er så pokkers godt eksekveret i sig selv. Havde helheden dog bare fungeret i samme grad.
The Bourne Legacy (2012) - 5/10
Tamt og ligegyldig, om end teknisk kompetent, efterfølger til en af de seneste mange års mest succesfulde og bedste actionfilm-serier. Jeremy Renner er såmænd et fint nok valg til hovedrollen, men han formår aldrig at give sin rolle samme tiltalende styrke af en handlingens mand og på samme tid offer som Matt Damon, der dog også havde et klart bedre manuskript og karakter at arbejde med. Historien virker som et svagt afkog af samme formel som tidligere, der udvander de forrige film en anelse, uden at skade dem, men som aldrig bliver til en selvstændig spændende eller vedkommende fortælling med dens ofte gumpetunge narrativ stil. Der er enkelte passager som dog fungerer rigtigt godt, som skyderiet i laboratoriet eller motorcykeljagten, som er en herligt underholdende omgang ramasjang. Men det er så også det.
An American Tail (1986) - 6/10
Instruktør Don Bluths fortid hos Disney fornægter sig ikke, i denne meget børnevenlige og hyggeligt underholdende tegnefilm om musen Fievel, der rejser til Amerika med sin familie, for blot at blive væk og rode sig ud i et bredtfavnende eventyr, for at finde dem igen. Det er fint tegnet, solidt fortalt og morsomt på den søde måde. Spielberg har produceret.
Murder on the Orient Express (1974) - 7/10
Sidney Lumet har iscenesat denne gammeldags krimi, bygget på en roman af Agatha Christie, med flair for sine karakterers forskelligheder og særpræg, med en excentrisk, næsten manisk Hercule Poirot, godt spillet af Albert Finney, til at opklare mord og mysterier, i centrum, af et stort persongalleri (og et overraskende stort cast af kendte skuespillere). Det emmer ikke af stor filmkunst, men det er fængende og solidt underholdende så længe det kører.