Et gensyn ville formentlig være på sin plads, men enkelte temaer studsede jeg over og tænkte videre over - som en Malick-film skal være i stand til.
Neil og Marinas (herligt spillet af Olga Kurylenko) forhold afstedkommer eufori og naivitet ved forholdets spæde start, triumferende ved sekvensen i Saint Michel, hvor Marina siger noget i stil med we climbed to the wonder. Der hersker en guddommelig tilstedeværelse - ikke i ontologisk forstand, men snarere epistemologisk. Naturen (jorden) under det forelskede par lever (jvf. scenen på den "vuggende" strandbred). Det giver meget god mening i forhold til mit syn på Malick som naturalistisk pantestist. Men da dagligdagen indtræder i USA, og euforien (og naiviteten) dør ud, forlader irrationaliteten de to og erstattes af fordærv. Jorden, hvorpå Neil arbejder, er endda død og ubrugelig. Og det samme er interaktionen mellem de to par, der ikke længere lever som et hele, men istedet som to individer.
Jeg giver dig gerne ret i, at Malick ikke når op i samme højder som tidligere. Man kan endvidere argumentere for, at han i denne ombæring har problemer med begrænsningens kunst. Men hans traditionalisme og naivitet er intakt, både tematisk og æstetisk.
Ministry of Fear (1944) - 8/10 Mørk paranoia og stigende frygt, effektivt og lettere gådefuldt iscenesat af tyske Frits Lang. Historien og stilen, i denne i øvrigt flotte noir thriller, kan måske minde mere om en film Hitchcock kunne have stået bag, men det er jo absolut ingen kritik og Hitchcock kan næppe undsige sig, at have hentet lærdom fra præcis Frits Lang. Så på den måde giver det fint mening.
Unter Geiern (1964) - 6/10 Solidt underholdende metervare, hvis man er til de i virkeligheden ret fjollede tyske eventyrfilm, der forklædt som westerns tilsat mesterlig musik, men fyldt med tvivlsomt skuespil og rigeligt utroværdige kulørte og ujævne fortællinger, har givet farverige drømme om skurke og helte til raske drenge i 60'er. Det er kluntet, men ikke uden charme, i hvert fald her.
The Breakfast Club (1985) - 7/10 en af 80'ernes helt store ungdomsfilm, som i dag vel næsten kan kaldes en kultfilm, er set med vore dages øjne, stadig et bekendtskab værd. Det er overraskende vedkommende og den simple historie, fortælles med så tilpas meget intelligens, at den føles berigende, uden at distancere sig fra sit kernepublikum.
Ted (2012) - 5/10 Skuffende tamt forsøg på at være grov og sjov, men som ender i Hollywood-fælden og blive sin egen kritik. Man har ikke turde at tage skridtet længere, som man ellers ligger op til, så den ender blot kvalmende klichefyldt som enhver anden udviklingshistorie set fra de kanter. Der er ellers et par gode tiltag undervejs.
The Thin Red Line (1998) - 10/10 En af de smukkeste og mest begavede, men også mest nedslående og indholdsrige filosoferende fortællinger om krig, dens virkning på mennesker, naturen og hvor menneskets egen natur. Instruktør Malick veksler fornemt mellem bulder og brag i et vanvidsscenarie af meningsløshed, død og ødelæggelse og stunder af ophøjet skønhed, der som kontrast sætter livet i perspektiv.
Hotel Transylvania (2012) - 2/10 Som børnefilm er denne computerskabte rædsel, i virkeligheden bedre end jeg giver den kredit for. Men jeg indrømmer at jeg hadede dens tuttenuttede historie og dens klichefyldte og vattede brug af klassiske gyserikoner.
Every Which Way But Loose (1978) - 7/10 Det er måske ikke den store respekt Eastwood har opnået, i denne rolle, hvor han spiller sammen med blandt andet en ape, giver den som ikke alt for kløgtig gadebokser og ellers lader den platte humor råde. Personligt morer filmen mig dog og jeg synes den rammer ret autentisk og ægte i dens proletaristiske tone og fortælling.
Kon-Tiki (2012) - 6/10 Ualmindelig visuelt flot sine steder og med en på papiret spændende fortælling. Men desværre også ualmindelig banalt og fodformet fortalt og med skuespiller i roller, der ikke giver filmen meget kant at hænge historien op på. Det er absolut ikke dårligt og alene scenen med hvalhajen, gør den værd at se på et stort lærred. Den kan desværre ikke fylde meget samlet set og det bliver ærligt lidt kedeligt i perioder.
Saboteur (1942) - 8/10 Hitchcock iscenesætter med flair for det underfundige, spændende denne terror-krimi, hvis historie ofte virker sørgeligt aktuelt. Visuelt flot i smukt sort og hvidt og med en fortælling, der gribende gør os til en del af plottet.
Ice Age: Continental Drift (2012) - 3/10 Nok er nok og grænsen lader til at være nået, når vitserne gentages og disse endda er de bedste og nye ideer føles trættende.
The Master (2012) - 9/10 Mentalt rig grundet sine excentriske karakterer, hvor skuespil i verdensklassen giver kompleks liv til en historie, der ikke gør mange krumspring, for at forklare os hvorfor. Ikke svær at følge, svær at forstå. Joaquin Phoenix giver en nuanceret pragtpræstation, men det er når Philip Seymour Hoffman træder ind på scenen, at filmen helt opnår sin karisma, der giver den største fascination til et begavet, hvis ikke et mesterværk, så tæt på. Andersons bedste film er dog stadig There Will Be Blood.
I have my principles - And if you don't like them, I have others
ape = abe:)...Plus diverse typiske småfejl, med manglende slettede ord osv....Indimellem burde jeg vist først poste flere timer efter jeg havde skrevet det
I have my principles - And if you don't like them, I have others
The Breakfast Club (1985) - 7/10 en af 80'ernes helt store ungdomsfilm, som i dag vel næsten kan kaldes en kultfilm, er set med vore dages øjne, stadig et bekendtskab værd. Det er overraskende vedkommende og den simple historie, fortælles med så tilpas meget intelligens, at den føles berigende, uden at distancere sig fra sit kernepublikum.
Din uddybning kunne godt lyde som mere end 7/10. Hvilke forbehold har du overfor filmen? Eller hvad trækker ned?
Et gensyn ville formentlig være på sin plads, men enkelte temaer studsede jeg over og tænkte videre over - som en Malick-film skal være i stand til.
Selvfølgelig. :) Et gensyn er måske i endnu højere grad nødvendigt for denne Malick film end de fleste af hans andre film, føler jeg.
JannikAnd (17623) skrev:
Neil og Marinas (herligt spillet af Olga Kurylenko) forhold afstedkommer eufori og naivitet ved forholdets spæde start, triumferende ved sekvensen i Saint Michel, hvor Marina siger noget i stil med we climbed to the wonder. Der hersker en guddommelig tilstedeværelse - ikke i ontologisk forstand, men snarere epistemologisk. Naturen (jorden) under det forelskede par lever (jvf. scenen på den "vuggende" strandbred). Det giver meget god mening i forhold til mit syn på Malick som naturalistisk pantestist.
Jeg er enig med dit syn på Malick, men det tror jeg nu også, de fleste er. Det er dog også meget eksplicit og ses måske tydeligst i Pvt: Trains voiceover i The Thin Red Line: "Who are you who live in these many forms? You're death that captures all. You too are the source of all that's gonna be born. You're glory, mercy, peace, truth. You give calm a spirit, understanding, courage, the contented heart."
Scenen, du beskriver i To the Wonder, var i øvrigt også af mine favoritter. En fabelagtig Malick-introduktion, der på magisk vis indfanger seeren i den helt rigtige stemning på ingen tid.
JannikAnd (17623) skrev:
Men da dagligdagen indtræder i USA, og euforien (og naiviteten) dør ud, forlader irrationaliteten de to og erstattes af fordærv. Jorden, hvorpå Neil arbejder, er endda død og ubrugelig. Og det samme er interaktionen mellem de to par, der ikke længere lever som et hele, men istedet som to individer.
Er helt enig i udlægningen. Desværre føler jeg bare ikke, det bliver fremlagt interessant nok. Man bliver hurtig klar over konteksten, men denne adskillelsesproces er bare ikke så interessant, som den bør være. En del af mit problem ligger også i Afflecks figur. Jeg kan godt se idéen med at gøre Affleck så flad, som han er: Han er den kedelige forretningsmand, der arbejder for en større intetsigende virksomhed og har en en stor og tom villa. Den spændende forelskelse forsvinder hurtigt, når man kommer tilbage til denne dagligdag.
At se denne forelskelse forsvinde fra en mand så kedelig som Affleck interesserer mig bare ikke, når det er forholdet, som er i centrum. Det kunne have været spændende at udforske Malicks karakter, men dette føler jeg ville ligne Malick dårligt. Jeg har det bare svært ved at se en film om to personer, hvis forhold jeg grundlæggende føler er uinteressant, og selv Malick kan ikke få en to timers film ti at fungere, når der sker så lidt og er så mange gentagelser. Jeg ville langt hellere have set en film om Bardems karakter.
Der, hvor jeg føler Malick er bedst, er, som du også er inde på, når det kommer til naivitet. Når han er bedst, sidder man dybt påvirket af hans naive, men smukke verdenssyn. De barske realiteter er skubbet til side for en påskønnelse af naturen, og alt det, som vi ellers tager for givet.
Dens meget smukke, varme og tegnefilmsagtige billedside leder mine tanker hen på Pixars animationsfilm "Ratatouille", hvor Paris fremstår ligeså hyggelig og kulørt. Dette finder jeg meget passende, da "Hugo" jo ER et eventyr og en familiefilm.
Jeg er meget begejstret for de to børneskuespillere, især den enormt udtryksfulde Asa Butterfield, som også havde hovedrollen i det lidt oversete WW2-drama 'The Boy with the Striped Pyjamas' (en top 200-film hos mig), og de voksne skuespillere leverer også solide præstationer.
Filmens plot er i sin kerne noget traditionel, men den er ganske veleksekveret, og min interesse holdes fanget af de flotte billeder, filmens meget indtagende stemning, skuespillet og Ben Kingsleys hemmelighedsfulde karakter.
Egentlig ville jeg blot give filmen 7/10, da den er en ganske hyggelig og fornøjelig affære, men ikke påvirker mit smile- eller følelsesregister i nævneværdig grad. Da håndværket imidlertid er aldeles upåklageligt og hyggestemning også kan være en god ting engang imellem, sniger jeg mig op på:
Jeg er enig med dit syn på Malick, men det tror jeg nu også, de fleste er.
Nej, det var nu heller ikke ment som, at jeg fremlagde en tidligere ufremlagt teori. Men jeg er (formentlig) selv panteist og derfor er jeg nøje fokuseret på dette.
Jeg kan godt følge dig i kritikken af Affleck, han var en anelse kedelig. Men det er han sådan set altid. Jeg var til gengæld meget imponeret over Olga Kurylenko, som finder den perfekte balance mellem det infantilt søgende og den selvbeskyttende. Hun er arketypen på uspoleret, empatisk menneskebarn.
#17621 JannikAnd 12 år siden
#17622 MMB 12 år siden
Uddyb gerne. :)
#17623 JannikAnd 12 år siden
Neil og Marinas (herligt spillet af Olga Kurylenko) forhold afstedkommer eufori og naivitet ved forholdets spæde start, triumferende ved sekvensen i Saint Michel, hvor Marina siger noget i stil med we climbed to the wonder. Der hersker en guddommelig tilstedeværelse - ikke i ontologisk forstand, men snarere epistemologisk. Naturen (jorden) under det forelskede par lever (jvf. scenen på den "vuggende" strandbred). Det giver meget god mening i forhold til mit syn på Malick som naturalistisk pantestist. Men da dagligdagen indtræder i USA, og euforien (og naiviteten) dør ud, forlader irrationaliteten de to og erstattes af fordærv. Jorden, hvorpå Neil arbejder, er endda død og ubrugelig. Og det samme er interaktionen mellem de to par, der ikke længere lever som et hele, men istedet som to individer.
Jeg giver dig gerne ret i, at Malick ikke når op i samme højder som tidligere. Man kan endvidere argumentere for, at han i denne ombæring har problemer med begrænsningens kunst. Men hans traditionalisme og naivitet er intakt, både tematisk og æstetisk.
#17624 Hr. Nielsen 12 år siden
Ministry of Fear (1944) - 8/10
Mørk paranoia og stigende frygt, effektivt og lettere gådefuldt iscenesat af tyske Frits Lang. Historien og stilen, i denne i øvrigt flotte noir thriller, kan måske minde mere om en film Hitchcock kunne have stået bag, men det er jo absolut ingen kritik og Hitchcock kan næppe undsige sig, at have hentet lærdom fra præcis Frits Lang. Så på den måde giver det fint mening.
Unter Geiern (1964) - 6/10
Solidt underholdende metervare, hvis man er til de i virkeligheden ret fjollede tyske eventyrfilm, der forklædt som westerns tilsat mesterlig musik, men fyldt med tvivlsomt skuespil og rigeligt utroværdige kulørte og ujævne fortællinger, har givet farverige drømme om skurke og helte til raske drenge i 60'er. Det er kluntet, men ikke uden charme, i hvert fald her.
The Breakfast Club (1985) - 7/10
en af 80'ernes helt store ungdomsfilm, som i dag vel næsten kan kaldes en kultfilm, er set med vore dages øjne, stadig et bekendtskab værd. Det er overraskende vedkommende og den simple historie, fortælles med så tilpas meget intelligens, at den føles berigende, uden at distancere sig fra sit kernepublikum.
Ted (2012) - 5/10
Skuffende tamt forsøg på at være grov og sjov, men som ender i Hollywood-fælden og blive sin egen kritik. Man har ikke turde at tage skridtet længere, som man ellers ligger op til, så den ender blot kvalmende klichefyldt som enhver anden udviklingshistorie set fra de kanter. Der er ellers et par gode tiltag undervejs.
The Thin Red Line (1998) - 10/10
En af de smukkeste og mest begavede, men også mest nedslående og indholdsrige filosoferende fortællinger om krig, dens virkning på mennesker, naturen og hvor menneskets egen natur. Instruktør Malick veksler fornemt mellem bulder og brag i et vanvidsscenarie af meningsløshed, død og ødelæggelse og stunder af ophøjet skønhed, der som kontrast sætter livet i perspektiv.
Hotel Transylvania (2012) - 2/10
Som børnefilm er denne computerskabte rædsel, i virkeligheden bedre end jeg giver den kredit for. Men jeg indrømmer at jeg hadede dens tuttenuttede historie og dens klichefyldte og vattede brug af klassiske gyserikoner.
Every Which Way But Loose (1978) - 7/10
Det er måske ikke den store respekt Eastwood har opnået, i denne rolle, hvor han spiller sammen med blandt andet en ape, giver den som ikke alt for kløgtig gadebokser og ellers lader den platte humor råde. Personligt morer filmen mig dog og jeg synes den rammer ret autentisk og ægte i dens proletaristiske tone og fortælling.
Kon-Tiki (2012) - 6/10
Ualmindelig visuelt flot sine steder og med en på papiret spændende fortælling. Men desværre også ualmindelig banalt og fodformet fortalt og med skuespiller i roller, der ikke giver filmen meget kant at hænge historien op på. Det er absolut ikke dårligt og alene scenen med hvalhajen, gør den værd at se på et stort lærred. Den kan desværre ikke fylde meget samlet set og det bliver ærligt lidt kedeligt i perioder.
Saboteur (1942) - 8/10
Hitchcock iscenesætter med flair for det underfundige, spændende denne terror-krimi, hvis historie ofte virker sørgeligt aktuelt. Visuelt flot i smukt sort og hvidt og med en fortælling, der gribende gør os til en del af plottet.
Ice Age: Continental Drift (2012) - 3/10
Nok er nok og grænsen lader til at være nået, når vitserne gentages og disse endda er de bedste og nye ideer føles trættende.
The Master (2012) - 9/10
Mentalt rig grundet sine excentriske karakterer, hvor skuespil i verdensklassen giver kompleks liv til en historie, der ikke gør mange krumspring, for at forklare os hvorfor. Ikke svær at følge, svær at forstå. Joaquin Phoenix giver en nuanceret pragtpræstation, men det er når Philip Seymour Hoffman træder ind på scenen, at filmen helt opnår sin karisma, der giver den største fascination til et begavet, hvis ikke et mesterværk, så tæt på. Andersons bedste film er dog stadig There Will Be Blood.
#17625 Hr. Nielsen 12 år siden
#17626 BN 12 år siden
Din uddybning kunne godt lyde som mere end 7/10. Hvilke forbehold har du overfor filmen? Eller hvad trækker ned?
#17627 MMB 12 år siden
Selvfølgelig. :) Et gensyn er måske i endnu højere grad nødvendigt for denne Malick film end de fleste af hans andre film, føler jeg.
Jeg er enig med dit syn på Malick, men det tror jeg nu også, de fleste er. Det er dog også meget eksplicit og ses måske tydeligst i Pvt: Trains voiceover i The Thin Red Line:
"Who are you who live in these many forms? You're death that captures all. You too are the source of all that's gonna be born. You're glory, mercy, peace, truth. You give calm a spirit, understanding, courage, the contented heart."
Scenen, du beskriver i To the Wonder, var i øvrigt også af mine favoritter. En fabelagtig Malick-introduktion, der på magisk vis indfanger seeren i den helt rigtige stemning på ingen tid.
Er helt enig i udlægningen. Desværre føler jeg bare ikke, det bliver fremlagt interessant nok. Man bliver hurtig klar over konteksten, men denne adskillelsesproces er bare ikke så interessant, som den bør være. En del af mit problem ligger også i Afflecks figur. Jeg kan godt se idéen med at gøre Affleck så flad, som han er: Han er den kedelige forretningsmand, der arbejder for en større intetsigende virksomhed og har en en stor og tom villa. Den spændende forelskelse forsvinder hurtigt, når man kommer tilbage til denne dagligdag.
At se denne forelskelse forsvinde fra en mand så kedelig som Affleck interesserer mig bare ikke, når det er forholdet, som er i centrum. Det kunne have været spændende at udforske Malicks karakter, men dette føler jeg ville ligne Malick dårligt. Jeg har det bare svært ved at se en film om to personer, hvis forhold jeg grundlæggende føler er uinteressant, og selv Malick kan ikke få en to timers film ti at fungere, når der sker så lidt og er så mange gentagelser. Jeg ville langt hellere have set en film om Bardems karakter.
Der, hvor jeg føler Malick er bedst, er, som du også er inde på, når det kommer til naivitet. Når han er bedst, sidder man dybt påvirket af hans naive, men smukke verdenssyn. De barske realiteter er skubbet til side for en påskønnelse af naturen, og alt det, som vi ellers tager for givet.
#17628 BN 12 år siden
Jeg så 'Hugo' for første gang igår aftes.
Dens meget smukke, varme og tegnefilmsagtige billedside leder mine tanker hen på Pixars animationsfilm "Ratatouille", hvor Paris fremstår ligeså hyggelig og kulørt. Dette finder jeg meget passende, da "Hugo" jo ER et eventyr og en familiefilm.
Jeg er meget begejstret for de to børneskuespillere, især den enormt udtryksfulde Asa Butterfield, som også havde hovedrollen i det lidt oversete WW2-drama 'The Boy with the Striped Pyjamas' (en top 200-film hos mig), og de voksne skuespillere leverer også solide præstationer.
Filmens plot er i sin kerne noget traditionel, men den er ganske veleksekveret, og min interesse holdes fanget af de flotte billeder, filmens meget indtagende stemning, skuespillet og Ben Kingsleys hemmelighedsfulde karakter.
Egentlig ville jeg blot give filmen 7/10, da den er en ganske hyggelig og fornøjelig affære, men ikke påvirker mit smile- eller følelsesregister i nævneværdig grad. Da håndværket imidlertid er aldeles upåklageligt og hyggestemning også kan være en god ting engang imellem, sniger jeg mig op på:
8/10
#17629 MMB 12 år siden
#17630 JannikAnd 12 år siden
Jeg kan godt følge dig i kritikken af Affleck, han var en anelse kedelig. Men det er han sådan set altid. Jeg var til gengæld meget imponeret over Olga Kurylenko, som finder den perfekte balance mellem det infantilt søgende og den selvbeskyttende. Hun er arketypen på uspoleret, empatisk menneskebarn.