Jeg overvejede egentlig også en højere bedømmelse, men min mavefornemmelse, uanset ris/ros, fortalte mig at det var sådan jeg 'følte' filmen. Så skulle jeg tvinges til en forklaring, kunne jeg nok kun sige, at jeg ikke (længere) følte mig som en del af målgruppen. Det er dog dybest set fuldstændigt ligegyldigt, hvis en film fænger, så fænger den. Så jeg kan desværre nok ikke påpege meget mere end det, uden end ledetråd:) Håber det er godt nok?
Jo tak, det er det da! :-)
Da jeg (i 1985) var 18-19 år, fungerede filmen, fordi følte jeg, at jeg kunne identificere mig med de unge og deres følelser og problemer. ... Idag som næsten 47-årig fungerer filmen for mig, fordi den rammer plet eller taler sandt med hensyn til de mekanismer og/eller påvirkninger, der sender et ungt menneske i en bestemt retning her i livet, og fordi jeg ser visse dele af de fem unges tanker, følelser og problemer som en del af min egen ungdom, der jo var med til at forme mig og mit liv - jeg kan med andre ord indtil en vis grænse genkende mig selv og visse livserfaringer i det, som de fem unge taler om og filosoferer omkring.
Hush, The Body og The Gift - og det er jo tre af dem, der altid bliver nævnt.
Af mindre åbenlyse vil jeg nævne:
Killed By Death, sæson 2: Den mest awesome monster af dem alle: Kindestod, der suger livet ud af syge børn
Earshot, sæson 3: Buffy kan høre andres tanker, og hører en, der vil slå hele skolen ihjel.
Fear, Itself, sæson 4: De bliver fanget i et Halloween-hus, og kan ikke finde ud.
Same Time, Same Place, sæson 7: Den med flesheating Gnarl, et røvfedt monster, hvor Willow kommer tilbage fra England.
Alle du nævner er også nogle fede afsnit. Jeg er også selv meget glad for Same Time, Same Place, og Hush er helt klart favoritten skarpt efterfulgt af The Body.
Once More With Feelinger også et fornøjeligt afsnit, men det er mest pga. musikken og humoren.
Edit: Jeg fatter stadig ikke hvordan den quote-funktion fungerer. Nu har jeg prøvet mange gange, og jeg kan ikke få det til at se ud som jer andre...
Overordentlig fin lille komedie. En ung lejlighedsudlejerske har haft besøg af den franske film-instruktør Anne, hvilken hun har ladet sig inspirere af til at ville skrive et filmmanuskript. Filmen er mestendels en direkte aktualisering af kvindens blokskriblerier, der omhandler tre forskellige kvinder og deres ophold i lejlighederne.
De tre kvinder spilles alle af Isabelle Huppert, og omkring hendes trehed er fast i hver historie udlejersken og livredderen, der henholdsvis sender hende på jagt efter det lille fyrtårn og bliver et i enfoldigheden stabilt punkt. Disse to satellitter giver kvindernes øvrige relationer og livssituationer fint mod- og medspil, og er med til yderligere at punktualisere den i øvrigt punkt- og gentagelsesfikserede narrativistiske fortælling.
Lige efter filmen i går var det ikke fortællingens form som gjorde størst indtryk på mig, men snarere det komiske lune og situationernes finurlighed og herligt underspillede dramatik, som mærkede sig, men efterfølgende er også de kompositoriske elementer blevet mig kære.
Blandt andet hvorledes Hong beskriver den i punkterne på en gang fastlåste og flydende udlejerskes bevidsthed forme verdener, der på trods af deres tilsyneladende lighed, må få en selvstændig identitet, der endog i en af Anne-skikkelserne får sit eget fantasi-liv. Dertil den både identiske og alternative binaritet, der brydes op i mangfoldigheder, og munder ud i en fortsat nysgerrig verdensuvished.
Jeg må på det kraftigste anbefale denne pokkers underholdende og intelligente film, der allerede er vokset meget på mig siden gårsdagen.
#17641 Pécuchet 12 år siden
1. Offret - 10/10
2. Andrej Rubljov - 10/10
3. Zerkalo - 10/10
4. Nostalghia - 10/10
5. Solyaris - 10/10
6. Stalker - 9/10
7. Ivans barndom - 8/10
#17642 JannikAnd 12 år siden
#17643 Herrguth 12 år siden
#17644 knipsknips 12 år siden
Resident Evil 5 - bd 1½/6
The Killing - første 4 afsnit 5/6
#17645 Skeloboy 12 år siden
Hush, The Body og The Gift - og det er jo tre af dem, der altid bliver nævnt.
Af mindre åbenlyse vil jeg nævne:
Killed By Death, sæson 2: Den mest awesome monster af dem alle: Kindestod, der suger livet ud af syge børn
Earshot, sæson 3: Buffy kan høre andres tanker, og hører en, der vil slå hele skolen ihjel.
Fear, Itself, sæson 4: De bliver fanget i et Halloween-hus, og kan ikke finde ud.
Same Time, Same Place, sæson 7: Den med flesheating Gnarl, et røvfedt monster, hvor Willow kommer tilbage fra England.
#17646 BN 12 år siden
Jo tak, det er det da! :-)
Da jeg (i 1985) var 18-19 år, fungerede filmen, fordi følte jeg, at jeg kunne identificere mig med de unge og deres følelser og problemer. ... Idag som næsten 47-årig fungerer filmen for mig, fordi den rammer plet eller taler sandt med hensyn til de mekanismer og/eller påvirkninger, der sender et ungt menneske i en bestemt retning her i livet, og fordi jeg ser visse dele af de fem unges tanker, følelser og problemer som en del af min egen ungdom, der jo var med til at forme mig og mit liv - jeg kan med andre ord indtil en vis grænse genkende mig selv og visse livserfaringer i det, som de fem unge taler om og filosoferer omkring.
#17647 Skeloboy 12 år siden
Og dermed mangler jeg kun hans nyeste, Red Hook Summer. Så har jeg set alle hans spillefilm :)
Er gået lidt amok med Spike Lee og Bergman på det sidste.
#17648 Herrguth 12 år siden
Alle du nævner er også nogle fede afsnit. Jeg er også selv meget glad for Same Time, Same Place, og Hush er helt klart favoritten skarpt efterfulgt af The Body.
Once More With Feelinger også et fornøjeligt afsnit, men det er mest pga. musikken og humoren.
Edit: Jeg fatter stadig ikke hvordan den quote-funktion fungerer. Nu har jeg prøvet mange gange, og jeg kan ikke få det til at se ud som jer andre...
#17649 Hr. Nielsen 12 år siden
#17650 Muldgraver 12 år siden
Overordentlig fin lille komedie. En ung lejlighedsudlejerske har haft besøg af den franske film-instruktør Anne, hvilken hun har ladet sig inspirere af til at ville skrive et filmmanuskript. Filmen er mestendels en direkte aktualisering af kvindens blokskriblerier, der omhandler tre forskellige kvinder og deres ophold i lejlighederne.
De tre kvinder spilles alle af Isabelle Huppert, og omkring hendes trehed er fast i hver historie udlejersken og livredderen, der henholdsvis sender hende på jagt efter det lille fyrtårn og bliver et i enfoldigheden stabilt punkt. Disse to satellitter giver kvindernes øvrige relationer og livssituationer fint mod- og medspil, og er med til yderligere at punktualisere den i øvrigt punkt- og gentagelsesfikserede narrativistiske fortælling.
Lige efter filmen i går var det ikke fortællingens form som gjorde størst indtryk på mig, men snarere det komiske lune og situationernes finurlighed og herligt underspillede dramatik, som mærkede sig, men efterfølgende er også de kompositoriske elementer blevet mig kære.
Blandt andet hvorledes Hong beskriver den i punkterne på en gang fastlåste og flydende udlejerskes bevidsthed forme verdener, der på trods af deres tilsyneladende lighed, må få en selvstændig identitet, der endog i en af Anne-skikkelserne får sit eget fantasi-liv. Dertil den både identiske og alternative binaritet, der brydes op i mangfoldigheder, og munder ud i en fortsat nysgerrig verdensuvished.
Jeg må på det kraftigste anbefale denne pokkers underholdende og intelligente film, der allerede er vokset meget på mig siden gårsdagen.