Snart længe tråden, jeg har inficeret siden med mine kommentarer til film jeg har set/genset, så her kommer lidt, samt en bedømmelse fra 1 til 10:
El Cid (1961) - 7/10 Trods storslåede øjeblikke og et forsøg på at opbygge sin karakter El Cid, spillet tidstypisk karismatisk af Heston, så filmen både er en grandios storfilm a den klassiske slags med kæmpe slagscener og et studie i hvad der skabte manden og myten, uden billige forsøg på at menneskeliggøre, så lykkes Anthony Mann's intentioner kun delvist. Mann's mere naturalistiske visuelle tilgang end andre af datidens storfilm, gør sig ellers godt, så vi ikke sidder med et indtryk af kulørt fantasy og eventyr. Desværre bliver hverken historien eller karakteren så besnærende, at man føler sig mere end blot godt underholdt i perioder.
Rembrandt (2003) - 8/10 Herlig velfungerende svindlerkomedie, hvis kant af socialrealisme heldigvis aldrig helt fortrænger den fortællerglæde og sympati med karaktererne man via godt skuespil får serveret. Det er muligvis ikke den store kunst, men det er fandeme underholdende.
The Boys from Brazil (1978) - 9/10 Fremragende og spændende thriller, hvis neddæmpede stil, øger dens troværdighed og giver historien et skær af brutal begavelse, som den muligvis slet ikke besidder. Men hvad gør det, så længe vi tror på det sete og lader os rive med.
6 Bullets (2012) - 5/10 Metervare Van Damme b-film, her overgennemsnittet for størstedelen af actionstjernens meritter. Så snart den slutter, er den stort set glemt og det kræver sit at hænge på undervejs, hvor middelmådigheden trækker en væk. Men sine steder faktisk okay underholdende ramasjang.
The Color Purple (1985) - 8/10 Spielberg's forsøg udi det humanistiske melodrama, stritter lidt i en del retninger og skifter måske lige rigeligt i tone og stemning. Ikke desto mindre er denne indrømmet patosholdige fortælling, så fyldt med hjerte, rørende optrin og medrivende øjeblikke, er det er svært ikke at blive taget med ind i historien (medmindre man er en kold og gold skiderik) og Whoopi Goldberg spiller overraskende flot og gør sin karakter både vedkommende og forbilledlig.
Lincoln (2012) - 6/10 Muligt Spielberg har fået bedre greb om at fortælle sin historie mere stramt, selv om han stadig med held kunne skære fra. Til gengæld forekommer det mig, at det kører lidt rigeligt på autopilot (få har måske så en så velsmurt autopilot) og at filmen bliver gentagende i dens pointer og portræt af Abraham Lincoln. Day-Lewis er ikke overraskende forrygende, i hvert fald til at starte med, for i længden bliver han en anelse anstrengende, måske fordi Spielberg insisterer på at portrættere ham så ren som han trods alt gør. Men teknisk veludført og professionelt arbejde og enkelte steder rammer Spielberg faktisk topformen, men ikke med noget vi ikke har set før.
Taken 2 (2012) - 4/10 Unødvendig og lettere irriterende efterfølger til en ellers solid lille actionfilm. Hvis der er fængslende tidspunkter, så ødelægges de for ofte af tåbelige skurke og en dårlig historie.
Zombie Flesh Eaters (1979) - 7/10 Næsten monstrøs underholdende splatterfilm, hvis kultstatus blandt blodige b-film er fuldt fortjent. Scenen med øjet der prikkes ud, er stadig mindeværdig af alle de psykologisk forkerte grunde og man aner ikke om man burde grine eller bare kaste op. Se, det er dæleme klasse!!!
I have my principles - And if you don't like them, I have others
Kender I det, at man tror, man har set en film, men opdager, at man faktisk kun har set en mindre del af, hvad der i virkeligheden er en meget længere film? Jeg har i den forbindelse husket helt forkert med hensyn til "The Thin Red Line". Men hvad der er mere vigtigt er, at mine tidligere forbehold overfor filmen praktisk talt blev blæst væk, da jeg idag brugte ca. 2½ time på et ordentligt gennemsyn af filmen.
Jeg var overrasket over, at der var så meget dialog i filmen, og at fortællingen var så lineær eller straightforward. Og alligevel var det en typisk Malick-film med brug af tænksomme, småfilosoferende voice-overs, flashbacks, en ufatteligt smuk billedside (herunder skønne naturbilleder, der står i grel kontrast til de blodsudgydelser, vi ser), og smuk musik (noget af det bedste jeg har hørt fra Hans Zimmer).
"The Thin Red Line" er fyldt med stærke skuespilpræstationer og stærke billeder, som man husker længe efter. Dens tone er eftertænksomhed og følsom, og fotograferingen og musikken understreger hele tiden den kæmpe tragedie der ligger i, at mennesker har så travlt med at lemlæste og dræbe hinanden.
Jeg tøver ikke med at kalde filmen et mesterværk og give den fuldt hus.
10/10
Og for lige at gøre status over de Malick-film jeg indtil videre har set:
The New World - 6/10 The Tree of Life - 10/10 To the Wonder - 8/10 The Thin Red Line - 10/10
Super! Og det er en film man langsomt begynder at opdage ved gensynene. Helt klart den bedste krigsfilm lavet sammen med Apocolypse Now.
Desuden, så er jeg heller ikke videre begejstret for The New World, selvom den blev genset for nylig hvor jeg gav den en ekstra chance. Kan desuden helt klart anbefale Badlands og Days of Heaven.
Har set første sæson af den britiske krimiserie "The Fall" med Gillian Anderson, hvor hun jagter en seriemorder i Belfast. Syntes måske at sideplottet med ham millionærsønnen er ret ligegyldigt, men ellers syntes jeg enlig den var ret god. Dog havde jeg forventet at historien ville blive afsluttet i første sæson, men nu bliver jeg nød til at vente. hader den slags.
Bagefter satte jeg første afsnit af "The Killing" på. Det var godt nok lidt af en skuffelse. Det viser sig at være en nøjagtig amerikansk kopi af Forbrydelsen 1. Blot med dårligt og underligt overfladisk skuespil. Har man ikke set forbrydelsen 1, vil jeg anbefale man ser den istedet for.
Nu vil jeg fortsætte mit krimi tema med første del af Red Riding trilogien.
(Alle benævnte serier kan ses på amerikansk netflix, fornær forbrydelse 1, som ligger på UK/Ireland)
Imagine an elephant with the flu. One sneeze and it breaks it's bloody neck - Fukkatsu no hi AKA Virus (1980)
Så smider jeg lidt mere, som folk kan more sig med, over, lade sig genere af eller skide hul i:)
Indiscreet (1958) - 7/10 Romantisk komedie, der trods en letforglemmelig historie, reddes af filmens to hovedpersoner, Ingrid Bergman og Cary Grant.
Across The Wide Missouri (1951) - 8/10 Overraskende nuanceret og natursmuk frontierwestern, hvis solide mix af kærlighed mellem forskellige kulturer, action og spænding, fungerer så upåklageligt og vedkommende, takket være fint skuespil af Gable, at det hæver et måske nok banalt manus op til langt over det middelmådige.
A Night To Remember (1958) - 8/10 Grundig og spændende fortælling om skibet der ikke kunne synke og gjorde det. Denne flotte britiske film om Titanic er måske nok teknisk dateret sine steder, men når den fokuserer på sine personer og går tæt på, glemmes dette i et rørende og ofte begavet drama om menneskelig dekadence, der via verdens mest kendte skibsforlis, sættes i relief på flere niveauer. Filmen er ofte afdæmpet og skildrer roligt begivenhederne, hvor man langsomt som filmens hovedpersoner, da sandheden og alvoren går op for dem, hvilket skildres enkelt brillant og urovækkende, mærker en knugende følelser af anspændthed, selv om man kender resultatet. Først mod slut, de sidste voldsomme øjeblikke, skrues der op for det mere højdramatiske og der virker det desto så meget bedre.
The Meaning Of Life (1983) - 8/10 Fra vugge til krukke med en af alle tiders sjoveste ensemblegrupper (Monty Python skulle nogen være i tvivl) i en absurd periodisk blanding af herligt komplet meningsløse indfald, gakkede gags, musikalske stjernestunder og hæmningsløse bizarre påfund. Ikke alt er lige vellykket, men tempoet er højt, ideerne mange og når indfaldene er bedst, er de slet og ret geniale. Så selv om den røde tråd ofte tabes, er man forrygende underholdt. Meningen med livet skal man dog kigge langt efter, men det er måske også en pointe.
Bullet To The Head (2012) - 6/10 Jævn, eller måske næsten nærmere ujævn gammeldags actionthriller, instrueret med typisk Walter Hill Machoattitude, uden at ramme formen og formelen, som engang fungerede så fint for ham i f.eks. 48HRS. Stallone, det gamle stivfjæs, kan jeg nu stadig godt lide i sådanne roller og det indrømmer jeg, trækker lidt op og gør mig mildere stemt overfor filmens svagheder.
Holy Motors (2012) - 2/10 Man kunne sikkert nok hylde filmen for dens forsøg på at være original, at gå anderledes til værks og lege med mediet og der skal nok være dem, der nyder den alene af den grund. På mig forekom hele filmens setup irriterende kunstigt fortænkt, koldt og emotionelt fraværende og uengagerende og jeg kan i bedste fald, blot betegne det som en omgang fjollet nonsens, desværre af den mest kedelige slags.
Bronenosets Potyomkin (1925) - 8/10 Propagandaen driver tykt og man efterlades ikke i meget tvivl om filmens formål. Men hører man ikke til dem der lader sig genere af dette, er filmen en både historisk vigtig opvisning, men også i dag imponerende visuel bedrift, hvor virkemidlerne bruges visionært og fremsynet, så man trækkes flot ind i historien. Jeg har set andre af samtidens film, der udviser den form for teknisk og kunstnerisk overskud, men de er få.
The Last Outpost (1935) - 6/10 Der er lavet mange gode dramatiske eventyrfilm om krig og kærlighed i Hollywood og særligt 30'erne har budt på mange fremragende produktioner. Men trods navne som Cary Grant og Claude Rains, så er The Last Outpost desværre ikke andet end en metervare, som man har glemt næsten i det øjeblik den er set. Den har naturligvis sine momenter af medrivende historiefortælling og trekantsdramaet, mellem filmens to hovedpersoner og en kvinden i midten, er ikke uden kvaliteter og borger ofte for god anspændthed. Men den formår aldrig at hæve sig som andre film fra sin tid.
I have my principles - And if you don't like them, I have others
#17981 Hr. Nielsen 12 år siden
El Cid (1961) - 7/10
Trods storslåede øjeblikke og et forsøg på at opbygge sin karakter El Cid, spillet tidstypisk karismatisk af Heston, så filmen både er en grandios storfilm a den klassiske slags med kæmpe slagscener og et studie i hvad der skabte manden og myten, uden billige forsøg på at menneskeliggøre, så lykkes Anthony Mann's intentioner kun delvist. Mann's mere naturalistiske visuelle tilgang end andre af datidens storfilm, gør sig ellers godt, så vi ikke sidder med et indtryk af kulørt fantasy og eventyr. Desværre bliver hverken historien eller karakteren så besnærende, at man føler sig mere end blot godt underholdt i perioder.
Rembrandt (2003) - 8/10
Herlig velfungerende svindlerkomedie, hvis kant af socialrealisme heldigvis aldrig helt fortrænger den fortællerglæde og sympati med karaktererne man via godt skuespil får serveret. Det er muligvis ikke den store kunst, men det er fandeme underholdende.
The Boys from Brazil (1978) - 9/10
Fremragende og spændende thriller, hvis neddæmpede stil, øger dens troværdighed og giver historien et skær af brutal begavelse, som den muligvis slet ikke besidder. Men hvad gør det, så længe vi tror på det sete og lader os rive med.
6 Bullets (2012) - 5/10
Metervare Van Damme b-film, her overgennemsnittet for størstedelen af actionstjernens meritter. Så snart den slutter, er den stort set glemt og det kræver sit at hænge på undervejs, hvor middelmådigheden trækker en væk. Men sine steder faktisk okay underholdende ramasjang.
The Color Purple (1985) - 8/10
Spielberg's forsøg udi det humanistiske melodrama, stritter lidt i en del retninger og skifter måske lige rigeligt i tone og stemning. Ikke desto mindre er denne indrømmet patosholdige fortælling, så fyldt med hjerte, rørende optrin og medrivende øjeblikke, er det er svært ikke at blive taget med ind i historien (medmindre man er en kold og gold skiderik) og Whoopi Goldberg spiller overraskende flot og gør sin karakter både vedkommende og forbilledlig.
Lincoln (2012) - 6/10
Muligt Spielberg har fået bedre greb om at fortælle sin historie mere stramt, selv om han stadig med held kunne skære fra. Til gengæld forekommer det mig, at det kører lidt rigeligt på autopilot (få har måske så en så velsmurt autopilot) og at filmen bliver gentagende i dens pointer og portræt af Abraham Lincoln. Day-Lewis er ikke overraskende forrygende, i hvert fald til at starte med, for i længden bliver han en anelse anstrengende, måske fordi Spielberg insisterer på at portrættere ham så ren som han trods alt gør. Men teknisk veludført og professionelt arbejde og enkelte steder rammer Spielberg faktisk topformen, men ikke med noget vi ikke har set før.
Taken 2 (2012) - 4/10
Unødvendig og lettere irriterende efterfølger til en ellers solid lille actionfilm. Hvis der er fængslende tidspunkter, så ødelægges de for ofte af tåbelige skurke og en dårlig historie.
Zombie Flesh Eaters (1979) - 7/10
Næsten monstrøs underholdende splatterfilm, hvis kultstatus blandt blodige b-film er fuldt fortjent. Scenen med øjet der prikkes ud, er stadig mindeværdig af alle de psykologisk forkerte grunde og man aner ikke om man burde grine eller bare kaste op. Se, det er dæleme klasse!!!
#17982 BN 12 år siden
Anti-krigsfilm.
Kender I det, at man tror, man har set en film, men opdager, at man faktisk kun har set en mindre del af, hvad der i virkeligheden er en meget længere film? Jeg har i den forbindelse husket helt forkert med hensyn til "The Thin Red Line". Men hvad der er mere vigtigt er, at mine tidligere forbehold overfor filmen praktisk talt blev blæst væk, da jeg idag brugte ca. 2½ time på et ordentligt gennemsyn af filmen.
Jeg var overrasket over, at der var så meget dialog i filmen, og at fortællingen var så lineær eller straightforward. Og alligevel var det en typisk Malick-film med brug af tænksomme, småfilosoferende voice-overs, flashbacks, en ufatteligt smuk billedside (herunder skønne naturbilleder, der står i grel kontrast til de blodsudgydelser, vi ser), og smuk musik (noget af det bedste jeg har hørt fra Hans Zimmer).
"The Thin Red Line" er fyldt med stærke skuespilpræstationer og stærke billeder, som man husker længe efter. Dens tone er eftertænksomhed og følsom, og fotograferingen og musikken understreger hele tiden den kæmpe tragedie der ligger i, at mennesker har så travlt med at lemlæste og dræbe hinanden.
Jeg tøver ikke med at kalde filmen et mesterværk og give den fuldt hus.
10/10
Og for lige at gøre status over de Malick-film jeg indtil videre har set:
The New World - 6/10
The Tree of Life - 10/10
To the Wonder - 8/10
The Thin Red Line - 10/10
#17983 Ispep 12 år siden
Super! Og det er en film man langsomt begynder at opdage ved gensynene. Helt klart den bedste krigsfilm lavet sammen med Apocolypse Now.
Desuden, så er jeg heller ikke videre begejstret for The New World, selvom den blev genset for nylig hvor jeg gav den en ekstra chance. Kan desuden helt klart anbefale Badlands og Days of Heaven.
#17984 Kruse 12 år siden
Og jeg vil ligsom Ispep også gerne slå et slag for "Badlands" og "Days of Heaven".
#17985 misuma 12 år siden
Jeg synes 3D 'en havde sin berettigelse i prologen, ellers ikke.
Skuespil og historie passede mig fint.
Det skal muligvis ses som en effekt, men den uskarpe cgi som fandt sted til tider, irriterede mig.
4/6
#17986 Sweetiebellefan 12 år siden
Den her gang er det bl.a. om at der ville ske en ulykke midt under en 3D katastrofilm i en biograf.
Værd at leje.
7/10
#17987 Kisbye 12 år siden
Bagefter satte jeg første afsnit af "The Killing" på. Det var godt nok lidt af en skuffelse. Det viser sig at være en nøjagtig amerikansk kopi af Forbrydelsen 1. Blot med dårligt og underligt overfladisk skuespil. Har man ikke set forbrydelsen 1, vil jeg anbefale man ser den istedet for.
Nu vil jeg fortsætte mit krimi tema med første del af Red Riding trilogien.
(Alle benævnte serier kan ses på amerikansk netflix, fornær forbrydelse 1, som ligger på UK/Ireland)
#17988 BN 12 år siden
Hehe.
Det er kun et spørgsmål om tid; så skal jeg også se disse.
#17989 MMB 12 år siden
Det var så natten mellem søndag og mandag, og ikke mellem lørdag og fredag, som jeg troede. :)
#17990 Hr. Nielsen 12 år siden
Indiscreet (1958) - 7/10
Romantisk komedie, der trods en letforglemmelig historie, reddes af filmens to hovedpersoner, Ingrid Bergman og Cary Grant.
Across The Wide Missouri (1951) - 8/10
Overraskende nuanceret og natursmuk frontierwestern, hvis solide mix af kærlighed mellem forskellige kulturer, action og spænding, fungerer så upåklageligt og vedkommende, takket være fint skuespil af Gable, at det hæver et måske nok banalt manus op til langt over det middelmådige.
A Night To Remember (1958) - 8/10
Grundig og spændende fortælling om skibet der ikke kunne synke og gjorde det. Denne flotte britiske film om Titanic er måske nok teknisk dateret sine steder, men når den fokuserer på sine personer og går tæt på, glemmes dette i et rørende og ofte begavet drama om menneskelig dekadence, der via verdens mest kendte skibsforlis, sættes i relief på flere niveauer. Filmen er ofte afdæmpet og skildrer roligt begivenhederne, hvor man langsomt som filmens hovedpersoner, da sandheden og alvoren går op for dem, hvilket skildres enkelt brillant og urovækkende, mærker en knugende følelser af anspændthed, selv om man kender resultatet. Først mod slut, de sidste voldsomme øjeblikke, skrues der op for det mere højdramatiske og der virker det desto så meget bedre.
The Meaning Of Life (1983) - 8/10
Fra vugge til krukke med en af alle tiders sjoveste ensemblegrupper (Monty Python skulle nogen være i tvivl) i en absurd periodisk blanding af herligt komplet meningsløse indfald, gakkede gags, musikalske stjernestunder og hæmningsløse bizarre påfund. Ikke alt er lige vellykket, men tempoet er højt, ideerne mange og når indfaldene er bedst, er de slet og ret geniale. Så selv om den røde tråd ofte tabes, er man forrygende underholdt. Meningen med livet skal man dog kigge langt efter, men det er måske også en pointe.
Bullet To The Head (2012) - 6/10
Jævn, eller måske næsten nærmere ujævn gammeldags actionthriller, instrueret med typisk Walter Hill Machoattitude, uden at ramme formen og formelen, som engang fungerede så fint for ham i f.eks. 48HRS. Stallone, det gamle stivfjæs, kan jeg nu stadig godt lide i sådanne roller og det indrømmer jeg, trækker lidt op og gør mig mildere stemt overfor filmens svagheder.
Holy Motors (2012) - 2/10
Man kunne sikkert nok hylde filmen for dens forsøg på at være original, at gå anderledes til værks og lege med mediet og der skal nok være dem, der nyder den alene af den grund. På mig forekom hele filmens setup irriterende kunstigt fortænkt, koldt og emotionelt fraværende og uengagerende og jeg kan i bedste fald, blot betegne det som en omgang fjollet nonsens, desværre af den mest kedelige slags.
Bronenosets Potyomkin (1925) - 8/10
Propagandaen driver tykt og man efterlades ikke i meget tvivl om filmens formål. Men hører man ikke til dem der lader sig genere af dette, er filmen en både historisk vigtig opvisning, men også i dag imponerende visuel bedrift, hvor virkemidlerne bruges visionært og fremsynet, så man trækkes flot ind i historien. Jeg har set andre af samtidens film, der udviser den form for teknisk og kunstnerisk overskud, men de er få.
The Last Outpost (1935) - 6/10
Der er lavet mange gode dramatiske eventyrfilm om krig og kærlighed i Hollywood og særligt 30'erne har budt på mange fremragende produktioner. Men trods navne som Cary Grant og Claude Rains, så er The Last Outpost desværre ikke andet end en metervare, som man har glemt næsten i det øjeblik den er set. Den har naturligvis sine momenter af medrivende historiefortælling og trekantsdramaet, mellem filmens to hovedpersoner og en kvinden i midten, er ikke uden kvaliteter og borger ofte for god anspændthed. Men den formår aldrig at hæve sig som andre film fra sin tid.