Så Ronja Røverdatter i den svenske DVD.udgave igår med min kæreste. Hun forstår halvgodt dansk (har studeret her i et år), men hun kan ikke overskue at tyde de svenske undertekster, så jeg måtte tolke det meste til japansk. Heldigvis giver de fleste scener sig selv uden oversættelse.
For mig var det et rent nostalgi-trip. Men hun nød fra ende til anden naturbillederne, det vilde frie liv og den enkle fortælling. Hun sammenlignede det med Miyazaki, "bare friere og vildere". Det kan jeg godt se, når jeg tænker efter. Miyazaki sigter efter den samme frie, kaotiske, naturlige fornemmelse.
Men der var et eller andet bizart ved at se "Ronja Røverdatter i Japan. Når man ser den store, vilde svenske natur på dvd i en kompakt lille lejlighed i Tokyo med Tsukiji-bydelens skyline tæt af utallige megahøjhuse i baggrunden, så er det svært at tro, at det er den samme lille planet.
The Joyluck Club, 1993 En tøsefilm(kvinderne giver 7.7, mænd 6.9 på IMDB), der handler om forholdet mellem 4 kvinder, deres respektive mødre, og alle 8 personers opvækst. Fyldt med masser af tåreperser-scener og drama. Men på mig virker nu.
Man følger 8 asiatiske kvinder, hvor af de 4 er opvokset i det gamle Kina, og de har alle 4 fået børn, der kun har oplevet USA. Det giver nogle problemer, for døtrene har svært ved at forstå deres mødre, der vokset op i et komplet anderledes land i anden tid, og ikke mindst med andre traditioner.
Det lyder umiddelbart rimelig kedeligt, men manuskriptet er godt, skuespillet ligeså, og hvis man ikke har noget imod drama og tåreperser, så skal man nok se denne film. Den er ikke som sådan sørgelig, men den er yderst rørende, og temaet, med forældres skikke og deres børn skikke, er vel temmelig tidsløst. Den kan til tider virke lettere forvirrende, da den springer flere gange i tid og sted. Det kræver lidt koncentration, men kan man overskue det, så venter der en fantastisk, som jeg kunne forestille mig ville være god man en sød pige...
Havde en Rita Hayworth-aften i går med "Gilda" på dvd inden "Only Angels Have Wings" kom på DR2. Og jeg må sige, at jeg var særdeles godt underholdt.
"Gilda" er en uimodståelig, intens film. Sjældent har jeg været så suget ind i en film. Glenn Ford og Rita Hayworth spiller deres forpinte karakterer med bravur og med en indbyrdes kemi til et 13-tal på 12-skalaen. Og så er Hayworths lip-synching til "Put the Blame on Mame" (begge gange) lige ved at skubbe Lauren Bacall af tronen som min "favorite black and white-female". ;) Filmens "leg" med skygger er samtidig en konstant nydelse. Jeg havde nærmest lyst til at freeze-frame hvert andet øjeblik. Replikkerne er knivskarpe og ofte forfriskende spydige. Denne film er bare så fantastisk!
"Only Angels Have Wings" er også en ganske god film. Placeret lige mellem "Bringing Up Baby" og "His Girl Friday" i Howard Hawks tidlige Cary Grant-samarbejde, er denne film noget mere vemodig og trist end de andre to. Mellem den obligatoriske charmerende og vittige Grant-romance - her med Jean Arthur - bliver venners død og piloternes tackling af det inkorporeret (for det meste) ganske vellykket. Filmen er dog en smule ujævn, men underholder dog dens spilletid igennem, selvom den ikke efterlader sammen ind- og eftertryk som "Gilda".
There was no bullshit, no arty pretensions. "Doug," he'd say when we were doing Written on the Wind, "Give me some bosom."
Well - Jeg så film i biografen og hjemme med mine forældre indtil få måneder før de døde, som regel kombineret fx en god middag, enten ude eller hjemme :)
Well - Jeg så film i biografen og hjemme med mine forældre indtil få måneder før de døde, som regel kombineret fx en god middag, enten ude eller hjemme :)
#171 elwood 16 år siden
Men jeg kan til dels godt se hvad du mener... kun til dels 8-)
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#172 Skeloboy 16 år siden
#173 PredatorX 16 år siden
6/6
#174 duuk74 16 år siden
Tunge argumenter du hiver på bordet der :) Kort og præcist
#175 mr gaijin 16 år siden
For mig var det et rent nostalgi-trip. Men hun nød fra ende til anden naturbillederne, det vilde frie liv og den enkle fortælling. Hun sammenlignede det med Miyazaki, "bare friere og vildere". Det kan jeg godt se, når jeg tænker efter. Miyazaki sigter efter den samme frie, kaotiske, naturlige fornemmelse.
Men der var et eller andet bizart ved at se "Ronja Røverdatter i Japan. Når man ser den store, vilde svenske natur på dvd i en kompakt lille lejlighed i Tokyo med Tsukiji-bydelens skyline tæt af utallige megahøjhuse i baggrunden, så er det svært at tro, at det er den samme lille planet.
#176 Skeloboy 16 år siden
En tøsefilm(kvinderne giver 7.7, mænd 6.9 på IMDB), der handler om forholdet mellem 4 kvinder, deres respektive mødre, og alle 8 personers opvækst. Fyldt med masser af tåreperser-scener og drama. Men på mig virker nu.
Man følger 8 asiatiske kvinder, hvor af de 4 er opvokset i det gamle Kina, og de har alle 4 fået børn, der kun har oplevet USA. Det giver nogle problemer, for døtrene har svært ved at forstå deres mødre, der vokset op i et komplet anderledes land i anden tid, og ikke mindst med andre traditioner.
Det lyder umiddelbart rimelig kedeligt, men manuskriptet er godt, skuespillet ligeså, og hvis man ikke har noget imod drama og tåreperser, så skal man nok se denne film. Den er ikke som sådan sørgelig, men den er yderst rørende, og temaet, med forældres skikke og deres børn skikke, er vel temmelig tidsløst. Den kan til tider virke lettere forvirrende, da den springer flere gange i tid og sted. Det kræver lidt koncentration, men kan man overskue det, så venter der en fantastisk, som jeg kunne forestille mig ville være god man en sød pige...
5/6
IMDB
#177 rockysds 16 år siden
"Gilda" er en uimodståelig, intens film. Sjældent har jeg været så suget ind i en film. Glenn Ford og Rita Hayworth spiller deres forpinte karakterer med bravur og med en indbyrdes kemi til et 13-tal på 12-skalaen. Og så er Hayworths lip-synching til "Put the Blame on Mame" (begge gange) lige ved at skubbe Lauren Bacall af tronen som min "favorite black and white-female". ;)
Filmens "leg" med skygger er samtidig en konstant nydelse. Jeg havde nærmest lyst til at freeze-frame hvert andet øjeblik. Replikkerne er knivskarpe og ofte forfriskende spydige. Denne film er bare så fantastisk!
"Only Angels Have Wings" er også en ganske god film. Placeret lige mellem "Bringing Up Baby" og "His Girl Friday" i Howard Hawks tidlige Cary Grant-samarbejde, er denne film noget mere vemodig og trist end de andre to. Mellem den obligatoriske charmerende og vittige Grant-romance - her med Jean Arthur - bliver venners død og piloternes tackling af det inkorporeret (for det meste) ganske vellykket. Filmen er dog en smule ujævn, men underholder dog dens spilletid igennem, selvom den ikke efterlader sammen ind- og eftertryk som "Gilda".
#178 filmz-Bruce 16 år siden
#179 Takfornu 16 år siden
#180 Takfornu 16 år siden