Så fik jeg omsider set originalen og må konstatere, at den franske udgave er en smule bedre (ikke voldsomt dog) end remaket som Haggis stod for. Historien her er strammere, mere glidende og mindre fokuseret på selve planlægningen, end remaket. Derfor flyder denne film noget bedre og hurtigere, hvor Haggis har udvidet spilletiden, og så kan man diskutere hvorvidt det gavner eller ej. Nu hvor denne er set, så synes jeg man fik det hele med på blot sølle 90 min. Den famøse "politimand på hug" er heldigvis ikke tilstedeværende her. Kvindens uskyld afsløres mere elegant her. Så alt i alt en habil thriller, og mindre actionfyldt end remaket, men til gengæld en smule mere troværdig. 4 store eller 5 små ud af 6.
En meget svag film (som abonnenter længe har kunnet ses gratis på det snart hedengangne LoveFilm.dk); dels på grund af en meget stiv hovedrolleindehaver, dels på grund af en svag eksekvering af plottet, især i forhold til det mesterlige og mere stemningsfyldte og velspillede amerikanske remake.
Ispep (18021) skrev:
Kvindens uskyld afsløres mere elegant her.
Og hvorfor har du så ikke nogen indvendinger imod, at hendes uskyld fastslås (endda meget tidligt) her, mens du havde voldsomme indvendinger imod, at den ligeledes blev fastslået i det amerikanske remake?
Jeg har ikke tænkt mig at indlede en lang diskussion om det (det HAR vi haft, hehe), men er nysgerrig, fordi jeg ganske enkelt ikke kan se logikken heri.
Jeg fandt Lindon og især Kruger, bedre end Crowe og Banks. Specielt Kruger overskygger Banks totalt. Jeg synes også Lindon gav et flot portræt af en desperat og sårbar mand. Jeg fandt ham ærligt mere upoleret end Crowe. Begge gjorde det godt, men vælger Lindon, hvis jeg skulle vælge.
Mht. uskyld-delen, så misleder den franske udgave ikke mig. Den cementerer efter 15min hendes uskyld, og vi ser det igennem hendes flashback. Den amerikanske holder tilskueren for nar, hvor den så alligevel ikke tør gå planken ud og være tvetydig til sidst men tyer til en dårlig forklaring på hele hændelsen. Det er for mig forskellen. Haggis prøver, men tør ikke at være tvetydig som hans historie ligger op til.
Well, what can I say? Det begriber jeg ikke. Kruger har slet ikke den nerve og intensitet, som Banks leverer.
Ispep (18023) skrev:
Jeg synes også Lindon gav et flot portræt af en desperat og sårbar mand. Jeg fandt ham ærligt mere upoleret end Crowe.
Lindon er fra naturens hånd udstyret med et Buster Keaton-agtigt stenansigt med et trist og ensformigt/unuanceret udtryk. Det kan han selvfølgelig ikke gøre for, men det betyder desværre, at karakterens desperation og sårbarhed formidles ret utilfredsstillende i forhold til hvad Crowe leverer.
Ispep (18023) skrev:
Den amerikanske holder tilskueren for nar, hvor den så alligevel ikke tør gå planken ud og være tvetydig til sidst men tyer til en dårlig forklaring på hele hændelsen.
Og det er så her du er ude i de surrealistiske forklaringer. Hvis flashback-forklaringen (afsløringen af kvindens uskyld) er en god forklaring i den franske film, giver det nul og nix mening, at påstå, at den er en dårlig forklaring i den amerikanske. Især fordi scenen i den amerikanske, hvor hun - uset af manden og sønnen - udviser ægte overraskelse over fundet af blodpletten på frakken, afslører, at hun er uskyldig. Og også fordi den amerikanske films præmis (akkurat ligesom den franske) handler om en mand, der vil redde sin uskyldige kone fra et justitsmord. Filmens manuskript forudsætter helt klart, at hun er uskyldig.
Citat fra manuskriptet:
Lara rinses the stain under the sink, surprised to see it run red. She looks at her hands: blood. ..... Lara looks at her coat, wonders how the hell she got blood on her shoulder. She rubs liquid soap into it.
Så al din snak om at "gå planken ud" er ganske fremmed for filmens præmis.
Louis Theroux: A Place for Paedophiles - TV-dokumentar på DR2.
Endnu en god dokumentar fra Louis Theroux. Den her gang omhandlende mit yndlings hade-emne pædofili, hvor man følger dagligdagen på en klinik for pædofile, der arbejder med at rehabilliserer dem til den virkelige verden. Ret spændende, da man kun kan frastødes fra disse personers handlinger, men som man kommer ind under huden på nogle af dem, forstår man dem og man kan faktisk til dels føle sympati med dem.
Især fordi scenen i den amerikanske, hvor hun - uset af manden og sønnen - udviser ægte overraskelse over fundet af blodpletten på frakken
Hvor ved du fra, at hun ikke bare er i en choktilstand? Uanset, jeg hældte også mest til at hun var uskyldig da jeg så den amerikanske, men havde det fint med den flig af tvivl der kunne være, som hendes mand ikke havde pga hans kærlighed til hende. For mig er scenen til slut, dog skidt, uanset hvordan du har set filmen og hvad der er rigtigt og korrekt. Er den tvetydig, er det skidt at vælge, at vi absolut lige skal vide hun er uskyldig og er den ikke tvetydig og vi ved hun er uskyldig, så er scenen stadig skidt, skærer det ud i pap og er ultimativt overflødig. Under alle omstændigheder kunne jeg ikke se, hvad den skulle til for. Den var direkte dum. Længere er den ikke bom:)
I have my principles - And if you don't like them, I have others
Well, jeg er uenig vedr. skuespillet. Lindon's mere stive og kølige facade passede glimrende til den situation han befinder sig i. Der var også flere gode scener, hvor han mister grebet og har højt temperament, som ofte gik ud over hans nærmeste. Fornemt spillet. Kruger er ganske enkelt bedre skuespillerinde end Banks. Længere er den ikke.
BN (18025) skrev:
Hvis flashback-forklaringen (afsløringen af kvindens uskyld) er en god forklaring i den franske film, giver det nul og nix mening, at påstå, at den er en dårlig forklaring i den amerikanske
Du overser eller ignorerer væsentlige pointer i mine udsagn. Afsløringen i den franske udgave er mere naturligt udført. 1) flashback-scenen til de rigtige begivenheder sker igennem hovedpersonen, og ikke igennem en anden eller tredje part, som "fantaserer" sig til resultatet - deraf "politimanden på hug". 2) vi holdes ikke for nar i den franske udgave. Der spilles fair med virkemidlerne og forventningerne. Haggis afslører sandheden/uskylden først til slut, hvilket han med ret stor sandsynlighed har gjort for spændingens skyld og for at så en smule tvivl i os - om ikke andet, blot for at droppe den klichefyldte forklaringsslutning, som lykkedes godt langt hen af vejen men han vælger dog en temmelig skidt løsning til sidst med "politimanden på hug" - som blot virker som en påtaget exposition. Havde Haggis droppet den letkøbte løsning, så stod han med bedre kort på hånden og personligt ville jeg have foretrukket hans version af detaljerne.
BN (18025) skrev:
udviser ægte overraskelse over fundet af blodpletten på frakken, afslører, at hun er uskyldig.
Det har vi diskuteret, og dette kan tolkes på flere måder, som der også nævnes. Hvis Haggis allerede har afsløret hendes uskyld allerede efter 5min, så giver det ingen mening at gøre det på ny til sidst med "politimanden på hug" scenen.
Hvor ved du fra, at hun ikke bare er i en choktilstand?
Det ved jeg fra filmens grundpræmis: En mand forsøger at redde sin uskyldige kone fra at blive offer for et justitsmord. Og jeg ved det også fra manuskriptet, som jeg efterfølgende har set, og som jeg har citeret ovenfor. Det ligger udenfor al diskussion, at manuskriptet dikterer skuespillerinden (i dette tilfælde Banks), at hun er uskyldig:
Lara looks at her coat, wonders how the hell she got blood on her shoulder.
Hvis Lara havde begået mordet, ville hun aldrig nogensinde "undre sig over hvordan helvede hun havde fået blod på sin skulder", vel? ;-)
Ydermere ved jeg det fra scenen hvor hun "tilstår" mordet overfor sin mand: Dit udsagn om, at der er en "flig af tvivl", gør "tilståelses"-scenen fuldstændig meningsløs, eftersom hele pointen med den er, at hun bare vil skræmme manden væk og få ham til at stoppe, så hun ikke skal pines yderlig ved synet af ham og sønnen; to mennesker, som hun alligevel aldrig kan være sammen med mere (tror hun). Hun forsøger at give den som hård og kold, for at indgyde manden tvivl og lade ham tro, at han har overset, at hun faktisk HAR psyke til at begå et mord. Men da manden kommer tilbage, kan hun ikke opretholde den påtagede hårde overflade. Som manuskriptet siger:
JOHN
Shut up. I don't care what you say or how you say it. I don't believe you did it and I never will. I know who you are.
She opens her mouth to object but John slams the phone into the cradle. She pounds on the window. He just stares at her. Her eyes well up, and she smiles through her tears.
Johns ord viser, at han har gennemskuet hende, ja, gennemskuet, at hun bare ville have ham til at stoppe det, som i hendes øjne (på grund situationens håbløshed) er selvpineri. Og hendes smil gennem tårer viser, at hun ikke besidder det der skal til for at begå et mord som følge af koldt raseri - jævnfør hendes "tilståelses"-replik: "You know why I did it? Because she pissed me off."
Hr. Nielsen (18027) skrev:
er den ikke tvetydig og vi ved hun er uskyldig, så er scenen stadig skidt, skærer det ud i pap og er ultimativt overflødig. Under alle omstændigheder kunne jeg ikke se, hvad den skulle til for.
Der findes masser af film, hvor noget, som tilskueren udmærket godt ved lige fra starten, understreges eller fastslås tilsidst. I film, hvor hovedpersonerne har været en frygtelig masse igennem og har måttet kæmpe for livet eller for en sag, har man tit set scener henimod slutningen, hvor en række flashbacks opsummerer, hvorfor hovedpersonerne gjorde hvad de gjorde eller gennemgik hvad de gennemgik. Det er en almindelig og ganske effektiv filmisk metode til at lade både hovedpersonerne og os som tilskuere ånde lettet op og grunde følelsesmæssigt over hele forløbet og over, hvor forløbet har bragt os hen - altså: Hvad lykkedes? Hvad gik galt undervejs? Hvilke omkostninger og ofre havde det hele? Hvorfor gjorde han/hun/de egentlig alt dette? ..... I tilfældet med 'The Next Three Days' kommer det lange og fulde flashback af hvad der skete den aften, hvor mordet fandt sted, på et tidspunkt hvor
ægteparrets flugt ER lykkedes, og hvor spændingen derfor er afløst af lettelse. Musikken er - modsat før - stille, og der er regnvejr i USA, hvor Johns fader er ved at studere et kort over Sydamerika, mens John, Lara og sønnen på deres tilflugtssted i Venezuela er ved at gå til ro.
Pyha, så nåede vi så langt! Hvorfor skulle vi igennem alt dette? Det minder flashbacket os om: Fordi Lara var uskyldig. Politiet kunne ikke se hendes uskyld, og som følge af dette justitsmord gjorde systemet ægteparret til efterlyste forbrydere ... og at det var systemet der fejlede og ikke nogen enkeltpersoner i form af en eller anden "bad guys" (filmen har ingen egentlige skurke), understreges af, at der var en enkelt politimand, der modsat alle andre prøvede at se på sagen med Laras øjne og tage hendes forklaring for gode varer (ved f.eks. at kigge efter den tabte knap fra den virkelige morders jakke).
Filmen spiller i "politimanden på hug"-scenen med tilskuerens forventning om en traditionel, lykkelig slutning: 'Kunne fundet af den knap mon give John og Lara fred i deres liv, så de vende tilbage til deres hjemland?' ... Men nej, politimanden finder IKKE knappen, selvom tilskueren ser, at den er der. Så vi må nøjes med en vemodig, eftertænksom slutning, hvor ægteparrets fremtid er usikker og i bedste fald vil være et liv i evigt skjul.
Jo, "politimanden på hug"-scenen er andet og langt mere end en konstatering af Laras uskyld.
En mand forsøger at redde sin uskyldige kone fra at blive offer for et justitsmord.
Tolkning...
BN (18029) skrev:
Og jeg ved det også fra manuskriptet
...eller skidt udført, hvis man må ty til manus, for at bevise man ikke tolker. Jeg har intet imod man må søge bagom en film, for at forstå den indimellem, sådan er det med mange gode film. Her forholder det sig bare netop lige omvendt, man må ty bagom, af de forkerte grunde.
BN (18029) skrev:
"undre sig over hvordan helvede hun havde fået blod på sin skulder", vel? ;-)
I chok, så var det absolut en mulighed, selv om jeg erkender, at det er tolket lidt langt ud i forhold til manus.
BN (18029) skrev:
Ydermere ved jeg det fra scenen hvor hun "tilstår" mordet overfor sin mand: Dit udsagn om, at der er en "flig af tvivl", gør "tilståelses"-scenen fuldstændig meningsløs, eftersom hele pointen med den er, at hun bare vil skræmme manden væk og få ham til at stoppe
Hun ville næppe være den først i verdenshistorien der ville dække en løgn med en løgn, der måske er sand (det har jeg set MANGE gange i mit arbejde). Så jeg synes ikke scenen bliver meningsløs deraf nødvendigvis.
BN (18029) skrev:
Johns ord viser, at han har gennemskuet hende, ja, gennemskuet, at hun bare ville have ham til at stoppe det, som i hendes øjne
Det er lidt som med selvmord. Ofte ønsker de ikke at dø, det er et råb om hjælp. Men du har ret, filmen er slet slet ikke begavet og sofistikeret nok til at kunne bære dette dobbelte psykologiske lag. Ergo er scenen til slut komplet åndssvag og unødvendig for filmen.
I have my principles - And if you don't like them, I have others
#18021 Ispep 12 år siden
Så fik jeg omsider set originalen og må konstatere, at den franske udgave er en smule bedre (ikke voldsomt dog) end remaket som Haggis stod for. Historien her er strammere, mere glidende og mindre fokuseret på selve planlægningen, end remaket. Derfor flyder denne film noget bedre og hurtigere, hvor Haggis har udvidet spilletiden, og så kan man diskutere hvorvidt det gavner eller ej. Nu hvor denne er set, så synes jeg man fik det hele med på blot sølle 90 min. Den famøse "politimand på hug" er heldigvis ikke tilstedeværende her. Kvindens uskyld afsløres mere elegant her. Så alt i alt en habil thriller, og mindre actionfyldt end remaket, men til gengæld en smule mere troværdig. 4 store eller 5 små ud af 6.
#18022 BN 12 år siden
En meget svag film (som abonnenter længe har kunnet ses gratis på det snart hedengangne LoveFilm.dk); dels på grund af en meget stiv hovedrolleindehaver, dels på grund af en svag eksekvering af plottet, især i forhold til det mesterlige og mere stemningsfyldte og velspillede amerikanske remake.
Og hvorfor har du så ikke nogen indvendinger imod, at hendes uskyld fastslås (endda meget tidligt) her, mens du havde voldsomme indvendinger imod, at den ligeledes blev fastslået i det amerikanske remake?
Jeg har ikke tænkt mig at indlede en lang diskussion om det (det HAR vi haft, hehe), men er nysgerrig, fordi jeg ganske enkelt ikke kan se logikken heri.
#18023 Ispep 12 år siden
Jeg fandt Lindon og især Kruger, bedre end Crowe og Banks. Specielt Kruger overskygger Banks totalt. Jeg synes også Lindon gav et flot portræt af en desperat og sårbar mand. Jeg fandt ham ærligt mere upoleret end Crowe. Begge gjorde det godt, men vælger Lindon, hvis jeg skulle vælge.
Mht. uskyld-delen, så misleder den franske udgave ikke mig. Den cementerer efter 15min hendes uskyld, og vi ser det igennem hendes flashback. Den amerikanske holder tilskueren for nar, hvor den så alligevel ikke tør gå planken ud og være tvetydig til sidst men tyer til en dårlig forklaring på hele hændelsen. Det er for mig forskellen. Haggis prøver, men tør ikke at være tvetydig som hans historie ligger op til.
#18024 misuma 12 år siden
4/6
Første afsnit af The Fall:
4,5/6
#18025 BN 12 år siden
Well, what can I say? Det begriber jeg ikke. Kruger har slet ikke den nerve og intensitet, som Banks leverer.
Lindon er fra naturens hånd udstyret med et Buster Keaton-agtigt stenansigt med et trist og ensformigt/unuanceret udtryk. Det kan han selvfølgelig ikke gøre for, men det betyder desværre, at karakterens desperation og sårbarhed formidles ret utilfredsstillende i forhold til hvad Crowe leverer.
Og det er så her du er ude i de surrealistiske forklaringer. Hvis flashback-forklaringen (afsløringen af kvindens uskyld) er en god forklaring i den franske film, giver det nul og nix mening, at påstå, at den er en dårlig forklaring i den amerikanske. Især fordi scenen i den amerikanske, hvor hun - uset af manden og sønnen - udviser ægte overraskelse over fundet af blodpletten på frakken, afslører, at hun er uskyldig. Og også fordi den amerikanske films præmis (akkurat ligesom den franske) handler om en mand, der vil redde sin uskyldige kone fra et justitsmord. Filmens manuskript forudsætter helt klart, at hun er uskyldig.
Citat fra manuskriptet:
Så al din snak om at "gå planken ud" er ganske fremmed for filmens præmis.
#18026 Mikkel Abel 12 år siden
Endnu en god dokumentar fra Louis Theroux. Den her gang omhandlende mit yndlings hade-emne pædofili, hvor man følger dagligdagen på en klinik for pædofile, der arbejder med at rehabilliserer dem til den virkelige verden. Ret spændende, da man kun kan frastødes fra disse personers handlinger, men som man kommer ind under huden på nogle af dem, forstår man dem og man kan faktisk til dels føle sympati med dem.
#18027 Hr. Nielsen 12 år siden
#18028 Ispep 12 år siden
Well, jeg er uenig vedr. skuespillet. Lindon's mere stive og kølige facade passede glimrende til den situation han befinder sig i. Der var også flere gode scener, hvor han mister grebet og har højt temperament, som ofte gik ud over hans nærmeste. Fornemt spillet. Kruger er ganske enkelt bedre skuespillerinde end Banks. Længere er den ikke.
Du overser eller ignorerer væsentlige pointer i mine udsagn. Afsløringen i den franske udgave er mere naturligt udført. 1) flashback-scenen til de rigtige begivenheder sker igennem hovedpersonen, og ikke igennem en anden eller tredje part, som "fantaserer" sig til resultatet - deraf "politimanden på hug". 2) vi holdes ikke for nar i den franske udgave. Der spilles fair med virkemidlerne og forventningerne. Haggis afslører sandheden/uskylden først til slut, hvilket han med ret stor sandsynlighed har gjort for spændingens skyld og for at så en smule tvivl i os - om ikke andet, blot for at droppe den klichefyldte forklaringsslutning, som lykkedes godt langt hen af vejen men han vælger dog en temmelig skidt løsning til sidst med "politimanden på hug" - som blot virker som en påtaget exposition. Havde Haggis droppet den letkøbte løsning, så stod han med bedre kort på hånden og personligt ville jeg have foretrukket hans version af detaljerne.
Det har vi diskuteret, og dette kan tolkes på flere måder, som der også nævnes. Hvis Haggis allerede har afsløret hendes uskyld allerede efter 5min, så giver det ingen mening at gøre det på ny til sidst med "politimanden på hug" scenen.
#18029 BN 12 år siden
Det ved jeg fra filmens grundpræmis: En mand forsøger at redde sin uskyldige kone fra at blive offer for et justitsmord. Og jeg ved det også fra manuskriptet, som jeg efterfølgende har set, og som jeg har citeret ovenfor. Det ligger udenfor al diskussion, at manuskriptet dikterer skuespillerinden (i dette tilfælde Banks), at hun er uskyldig:
Hvis Lara havde begået mordet, ville hun aldrig nogensinde "undre sig over hvordan helvede hun havde fået blod på sin skulder", vel? ;-)
Ydermere ved jeg det fra scenen hvor hun "tilstår" mordet overfor sin mand: Dit udsagn om, at der er en "flig af tvivl", gør "tilståelses"-scenen fuldstændig meningsløs, eftersom hele pointen med den er, at hun bare vil skræmme manden væk og få ham til at stoppe, så hun ikke skal pines yderlig ved synet af ham og sønnen; to mennesker, som hun alligevel aldrig kan være sammen med mere (tror hun). Hun forsøger at give den som hård og kold, for at indgyde manden tvivl og lade ham tro, at han har overset, at hun faktisk HAR psyke til at begå et mord. Men da manden kommer tilbage, kan hun ikke opretholde den påtagede hårde overflade. Som manuskriptet siger:
Johns ord viser, at han har gennemskuet hende, ja, gennemskuet, at hun bare ville have ham til at stoppe det, som i hendes øjne (på grund situationens håbløshed) er selvpineri. Og hendes smil gennem tårer viser, at hun ikke besidder det der skal til for at begå et mord som følge af koldt raseri - jævnfør hendes "tilståelses"-replik: "You know why I did it? Because she pissed me off."
Der findes masser af film, hvor noget, som tilskueren udmærket godt ved lige fra starten, understreges eller fastslås tilsidst. I film, hvor hovedpersonerne har været en frygtelig masse igennem og har måttet kæmpe for livet eller for en sag, har man tit set scener henimod slutningen, hvor en række flashbacks opsummerer, hvorfor hovedpersonerne gjorde hvad de gjorde eller gennemgik hvad de gennemgik. Det er en almindelig og ganske effektiv filmisk metode til at lade både hovedpersonerne og os som tilskuere ånde lettet op og grunde følelsesmæssigt over hele forløbet og over, hvor forløbet har bragt os hen - altså: Hvad lykkedes? Hvad gik galt undervejs? Hvilke omkostninger og ofre havde det hele? Hvorfor gjorde han/hun/de egentlig alt dette? ..... I tilfældet med 'The Next Three Days' kommer det lange og fulde flashback af hvad der skete den aften, hvor mordet fandt sted, på et tidspunkt hvor
Pyha, så nåede vi så langt! Hvorfor skulle vi igennem alt dette? Det minder flashbacket os om: Fordi Lara var uskyldig. Politiet kunne ikke se hendes uskyld, og som følge af dette justitsmord gjorde systemet ægteparret til efterlyste forbrydere ... og at det var systemet der fejlede og ikke nogen enkeltpersoner i form af en eller anden "bad guys" (filmen har ingen egentlige skurke), understreges af, at der var en enkelt politimand, der modsat alle andre prøvede at se på sagen med Laras øjne og tage hendes forklaring for gode varer (ved f.eks. at kigge efter den tabte knap fra den virkelige morders jakke).
Filmen spiller i "politimanden på hug"-scenen med tilskuerens forventning om en traditionel, lykkelig slutning: 'Kunne fundet af den knap mon give John og Lara fred i deres liv, så de vende tilbage til deres hjemland?' ... Men nej, politimanden finder IKKE knappen, selvom tilskueren ser, at den er der. Så vi må nøjes med en vemodig, eftertænksom slutning, hvor ægteparrets fremtid er usikker og i bedste fald vil være et liv i evigt skjul.
Jo, "politimanden på hug"-scenen er andet og langt mere end en konstatering af Laras uskyld.
#18030 Hr. Nielsen 12 år siden
...eller skidt udført, hvis man må ty til manus, for at bevise man ikke tolker. Jeg har intet imod man må søge bagom en film, for at forstå den indimellem, sådan er det med mange gode film. Her forholder det sig bare netop lige omvendt, man må ty bagom, af de forkerte grunde.
I chok, så var det absolut en mulighed, selv om jeg erkender, at det er tolket lidt langt ud i forhold til manus.
Hun ville næppe være den først i verdenshistorien der ville dække en løgn med en løgn, der måske er sand (det har jeg set MANGE gange i mit arbejde). Så jeg synes ikke scenen bliver meningsløs deraf nødvendigvis.
Det er lidt som med selvmord. Ofte ønsker de ikke at dø, det er et råb om hjælp. Men du har ret, filmen er slet slet ikke begavet og sofistikeret nok til at kunne bære dette dobbelte psykologiske lag. Ergo er scenen til slut komplet åndssvag og unødvendig for filmen.