Hvor jeg var/er ret vild med den først (5/6), så finder jeg 2'eren alt for diffus og overdrevet. Og for lidt Loki. Styrken ved den første var en interessant oprindelseshistorie hvor Loki var det centrale modspil til Thor. I 2'eren opfinder de en helt ny trussel, og desværre bliver den aldrig tilnærmelsesvis lige så interessant som Loki's opgør.
Hvor Loki's opgør var drevet af mange personlige årsager og magtbegær, så ønsker disse Dark Elves "bare" at udslette/mørklægge universet. Why? Ja så den kan gå tilbage til en tid hvor universet var mørklagt og hvor de regerede, og det kan de ikke gøre uden at mørklægge universet...? Åbenbart ikke. Det virker temmelig meh og meget "tegneserieragtigt" hvilket ikke nødvendigvis gør sig alt for godt på film; det bliver lidt for fantastisk.
Filmen vinder en hel karakter alene på de få scener hvor Loki får lov at medvirke.
Et gensyn var tiltrængt eftersom jeg ikke har set filmen i årsvis. Jeg har kørt noget horror/gyser show den senere tid, og må nok konstatere, at Hoopers foruroligende, galehus film fra 1974 stadig er forbandet skræmmende (ikke forveksle med bøh-uhyggelig) men decideret ondskabsfuld, rådden og foruroligende affære hele vejen. Hooper får tilskueren næsten til at se syner, for vi ser reelt mere end der vises. Holder i den grad og mere end jeg havde regnet med. Fri for fordummende forhistorier, morale og andet.... pure evil!!
6/6
Ja jeg er i hvert fald også enig med 'spot on'. :) Så den selv for første gang, for ikke så lang tid siden.. Ingen bullshit, bare direkte ondskab på in-your-face måden. Og så den den rå autencitet, som gør at man nærmest kan mærke den texanske sved dryppe fra panden. Fantastisk.
Så fik jeg set en håndfuld Todd Solonz film og det var sgu en lidt blandet oplevelse.
Happiness (1998) - gensyn
Solonz' allerbedste film. Alt ved den film fungerer bare. Man følger nogle forskellige individer, som alle mødes på kryds og tvær. Fælles for alle er de søger lykken, og endnu mere fælles er at stort set alle er, mildt sagt, mentalt ustabile. Virker sort komedie, når det er allerbedst. Dialogen er knivskarp, se fx åbningsscenen. Skuespillet er eminent, og det er fantastisk at følge(i hver fald nogle karaterer) så usympatiske og groteske karakterer, men stadigvæk føle nærvær og sympati med dem. Specielt Dylan Baker som pædofil fader, Phillip Seymour Hoffman som øhh.. psykisk ustabil og Lara Flynn Boyle som arrogant karriererkvinde er virkelig spændende. Solonz berører følsomme emner, og det lykkedes med elegance og kulsort humor. Er man af den sarte slags, forstår jeg dog hvis filmen ville forarge en. Personligt har den allerede skrevet sig ind som en af mine favoritter, og der går ikke lang tid før den ryger på igen.
6/6
Palindromes (2004)
En slags efterfølger til Todd Solonz' egen (fantastiske) film "Welcome To The Dollhouse (1995)", dog følger man denne gang kusinen til Dawn fra "WTTD". En meget speciel oplevelse. Rent fortællermæssigt er der taget et ret mærkværdigt valg, hvor hovedkarakteren skiftevis spilles af forskellige skuespillere. Det er et spændende valg, men det kræver også sin mand at forstå den dybere mening. Det er langt fra A-liste skuespillere der er med, hovedsageligt er det børn og teenagere, derfor er skuespillet ofte noget utroværdig, men på sin egen måde bidrager det med en vis charme. Solonz berører igen nogle følsomme emner, denne gang bla. abort. Solonz beviser virkelig at han tør at provokerer, og det er sgu fedt at se en som ham tør det han gør, i Guds eget land. Filmen har nogle virkelige komiske scener, men når alt kommer til alt bliver det også bare lidt for meget "What-the-actual-fuck?" til at forstå galskaben.
4/6
Life During Wartime (2009)
Denne film foregår også som en efterfølger, dog denne gang til "Happiness (1998). Karaktererne er de samme(med tilføjelser), men her har Solondz også taget et noget mærkværdigt valg, i form af at alle karaktererne spilles af nye skuespillere. Det er endnu engang et spændende valg, det fungerer desværre bare aldrig helt godt. Skuespillerne er bare slet ikke lige så interessante, som dem i Happiness og der forsvinder en stor del af interessen. Man er slet ikke interesseret i dem i ligeså stor stil. Historien fortsætter hvor Happiness slutter, men de kan sagtens ses uafhængigt at hinanden. Denne gang er historien bare ikke helt vildt interessant, skuespillet er aldrig helt i top og dialogen er slet ikke lige så skarp. Man har dog formået at genskabe den fantastiske åbningsscene fra Happiness, og her fungerer den også rigtig godt. Filmens største svaghed er nok at den er en slags efterfølger til Happiness. For har man først set den, kan man ikke andet end at blive skuffet.
3/6
Dark Horse (2011)
Dark Horse er klart mandens svageste film indtil videre. Intet ved den er faktisk særlig interessant. Selvom Solondz er mesteren til at håndtere usympatiske karakterer, er der bare intet at kunne lide ved denne hovedkarakter. Han er dybt arrogant og irriterende, og mod slutningen er man egentlig fuldstændig ligeglad med ham. Dialogen er kedelig og selv Christopher Walken er sgu ikke engang interessant.
2/6
Samlet set er Todd Solonz en rigtig spændende instruktør. Han peeker i sin start med Welcome To The Dollhouse og Happiness, desværre går det derefter kun gradvist ned af bakke. Det fede ved ham er dog at han berører visse tabu-emner, og det er ting som sætter gang i hjernen. Nå, nu mangler jeg bare hans film Storytelling..
Har endnu ikke set Dark Horse, men vil nok rangere det således:
Palindromes, 9/10 Happiness, 9/10 Welcome To The Dollhouse, 9/10 Life During Wartime, 8/10 Storytelling, 7/10
Både Palindromes og Happiness er på min egen topliste, og Palindromes rangerer højest. Når man lige fanger præmissen er den bare genial - og slutningen er helt afsindig fed. Han skifter skuespillerne ud, giver en større almengyldighed til historien. Det er ikke kun Aviva, men alle, der kan komme ud for problemerne.
Life During Wartime (2009) For har man først set den, kan man ikke andet end at blive skuffet.
3/6
Så må jeg vel være undtagelsen der bekræfter reglen, da jeg faktisk rigtigt godt kunne lide "Life During Wartime"(selvom at den selvfølgelig ikke helt når "Happiness" niveau). Jeg synes de nye skuespillere fungerede overraskende godt.
MikkelAbel (19023) skrev:
Dark Horse (2011)
2/6
Enig! Det var godt nok elendigt.
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
Han skifter skuespillerne ud, giver en større almengyldighed til historien. Det er ikke kun Aviva, men alle, der kan komme ud for problemerne.
Ja, det var også det jeg mere eller mindre kunne nå frem til i sidste ende. Men synes også præmissen var spændende - og der var mange virkelig gode scener. Specielt når børnene optræder med deres sange, var simpelthen færdig af grin. :)
Kruse (19025) skrev:
Så må jeg vel være undtagelsen der bekræfter reglen, da jeg faktisk rigtigt godt kunne lide "Life During Wartime"(selvom at den selvfølgelig ikke helt når "Happiness" niveau). Jeg synes de nye skuespillere fungerede overraskende godt.
Jeg hadede den bestemt hellere ikke - men ja, skuespillerændringerne fungerede bare slet ikke for mig. Den eneste jeg faktisk rigtig kunne lide, var Michael Kenneth Williams'(Omar fra The Wire) portræt af Allen. Desværre var det en meget begrænset spilletid han var tildelt.
Dit profilbillede (din avatar om man vil), viser at du sandsynligvis har en forkærlighed for Gosling, så det hjælper vel også til 9-tallet for TPBTP?
Den fangede bare ikke rigtigt mig. TWWB til gengæld, synes jeg også er rigtig god og den læner sig da også op ad 8/10, men jeg ligger den på en høj 7'er lige nu, så kan et gensyn måske rykke den opad.
Driver (19016) skrev:
Sam Rockwell er bare en af de bedste skuespillere fra sin generation
Ham har jeg også et godt øje til og her er han i absolut topform.
So, at last we meet for the first time for the last time.
Short Cuts En lang ensemble-film med mere eller mindre interessante historier. Castet er ret suverænt, men historierne slæber sig lidt afsted i for lang tid.
7/10
----
Junebug Et godt hyggedrama med en altid god Amy Adams. Det er en af den type film, man ikke kan kritisere for specielt meget.
8/10
----
Taking Woodstock En film om Woodstock uden at vise en eneste klip fra nogen af koncerterne. Hvorfor gør man nu det? Fordi Taking Woodstock ikke er en film om festivalen, men om Elliot Tiber. Den har fået dårlige anmeldelser netop fordi den viser så lidt fra det Woodstock, som man har set klip fra. Men det er at misforstå filmen fuldstændig. Der er netop ikke grund til at vise noget af det kendte, fordi det kender man.
Jeg er dog lidt forundret over slutningen, og det må jeg vist hellere skrive i en spoiler.
Tiber og Lang står til sidst på en helt smadret mark efter Woodstock er overstået. Lang fortæller om en endnu smukkere festival med The Rolling Stones som hovednavn. Men det undrer mig lidt, for det gik galt til den koncert ved Altamont Speedway Free Festival. Så det er en form for antiklimaks i forhold til et veloverstået arrangement.
Nuvel...jeg er uenig med de negative anmeldelser, og synes i stedet det er et godt portræt af en person, der var involveret.(ifølge sin egen bog, men der smører han vist lidt tykt på)
8/10
----
Zero Dark Thirty Andet hit i streg fra Kathrine Bigelows side. Intens, realistisk, hamrende spændende selvom man kender udfaldet. Superspil af Jessica Chastain.
Ligesom Master and Commander er den flot, men kedelig og ganske intetsigende...
5/10
----
Young Adult
En af de film, der skifter retning - det fungerer fint her, og Charlize Theron er rigtig god.
7/10
----
Project X
En mærkværdig film...men ret god...
7/10
----
Somewhere
Sofia Coppolas Somewhere fremstiller helt afsindig godt kedsomhed - uden det bliver kedeligt. Der mangler en anelse drama, men ellers er det et godt bekendtskab
7/10
----
Source Code
Duncan Jones gør det igen med den spændende sci-fi film.
8/10
----
Kan The Virgin Suicides eller Marie Antoinette af Sofia Coppola anbefales?
#19021 loki 12 år siden
Hvor jeg var/er ret vild med den først (5/6), så finder jeg 2'eren alt for diffus og overdrevet. Og for lidt Loki. Styrken ved den første var en interessant oprindelseshistorie hvor Loki var det centrale modspil til Thor. I 2'eren opfinder de en helt ny trussel, og desværre bliver den aldrig tilnærmelsesvis lige så interessant som Loki's opgør.
Hvor Loki's opgør var drevet af mange personlige årsager og magtbegær, så ønsker disse Dark Elves "bare" at udslette/mørklægge universet. Why? Ja så den kan gå tilbage til en tid hvor universet var mørklagt og hvor de regerede, og det kan de ikke gøre uden at mørklægge universet...? Åbenbart ikke. Det virker temmelig meh og meget "tegneserieragtigt" hvilket ikke nødvendigvis gør sig alt for godt på film; det bliver lidt for fantastisk.
Filmen vinder en hel karakter alene på de få scener hvor Loki får lov at medvirke.
3/6
#19022 Mikkel Abel 12 år siden
Ja jeg er i hvert fald også enig med 'spot on'. :) Så den selv for første gang, for ikke så lang tid siden.. Ingen bullshit, bare direkte ondskab på in-your-face måden. Og så den den rå autencitet, som gør at man nærmest kan mærke den texanske sved dryppe fra panden. Fantastisk.
#19023 Mikkel Abel 12 år siden
Happiness (1998) - gensyn
Solonz' allerbedste film. Alt ved den film fungerer bare. Man følger nogle forskellige individer, som alle mødes på kryds og tvær. Fælles for alle er de søger lykken, og endnu mere fælles er at stort set alle er, mildt sagt, mentalt ustabile. Virker sort komedie, når det er allerbedst. Dialogen er knivskarp, se fx åbningsscenen. Skuespillet er eminent, og det er fantastisk at følge(i hver fald nogle karaterer) så usympatiske og groteske karakterer, men stadigvæk føle nærvær og sympati med dem. Specielt Dylan Baker som pædofil fader, Phillip Seymour Hoffman som øhh.. psykisk ustabil og Lara Flynn Boyle som arrogant karriererkvinde er virkelig spændende. Solonz berører følsomme emner, og det lykkedes med elegance og kulsort humor. Er man af den sarte slags, forstår jeg dog hvis filmen ville forarge en. Personligt har den allerede skrevet sig ind som en af mine favoritter, og der går ikke lang tid før den ryger på igen.
6/6
Palindromes (2004)
En slags efterfølger til Todd Solonz' egen (fantastiske) film "Welcome To The Dollhouse (1995)", dog følger man denne gang kusinen til Dawn fra "WTTD". En meget speciel oplevelse. Rent fortællermæssigt er der taget et ret mærkværdigt valg, hvor hovedkarakteren skiftevis spilles af forskellige skuespillere. Det er et spændende valg, men det kræver også sin mand at forstå den dybere mening. Det er langt fra A-liste skuespillere der er med, hovedsageligt er det børn og teenagere, derfor er skuespillet ofte noget utroværdig, men på sin egen måde bidrager det med en vis charme. Solonz berører igen nogle følsomme emner, denne gang bla. abort. Solonz beviser virkelig at han tør at provokerer, og det er sgu fedt at se en som ham tør det han gør, i Guds eget land. Filmen har nogle virkelige komiske scener, men når alt kommer til alt bliver det også bare lidt for meget "What-the-actual-fuck?" til at forstå galskaben.
4/6
Life During Wartime (2009)
Denne film foregår også som en efterfølger, dog denne gang til "Happiness (1998). Karaktererne er de samme(med tilføjelser), men her har Solondz også taget et noget mærkværdigt valg, i form af at alle karaktererne spilles af nye skuespillere. Det er endnu engang et spændende valg, det fungerer desværre bare aldrig helt godt. Skuespillerne er bare slet ikke lige så interessante, som dem i Happiness og der forsvinder en stor del af interessen. Man er slet ikke interesseret i dem i ligeså stor stil. Historien fortsætter hvor Happiness slutter, men de kan sagtens ses uafhængigt at hinanden. Denne gang er historien bare ikke helt vildt interessant, skuespillet er aldrig helt i top og dialogen er slet ikke lige så skarp. Man har dog formået at genskabe den fantastiske åbningsscene fra Happiness, og her fungerer den også rigtig godt. Filmens største svaghed er nok at den er en slags efterfølger til Happiness. For har man først set den, kan man ikke andet end at blive skuffet.
3/6
Dark Horse (2011)
Dark Horse er klart mandens svageste film indtil videre. Intet ved den er faktisk særlig interessant. Selvom Solondz er mesteren til at håndtere usympatiske karakterer, er der bare intet at kunne lide ved denne hovedkarakter. Han er dybt arrogant og irriterende, og mod slutningen er man egentlig fuldstændig ligeglad med ham. Dialogen er kedelig og selv Christopher Walken er sgu ikke engang interessant.
2/6
Samlet set er Todd Solonz en rigtig spændende instruktør. Han peeker i sin start med Welcome To The Dollhouse og Happiness, desværre går det derefter kun gradvist ned af bakke. Det fede ved ham er dog at han berører visse tabu-emner, og det er ting som sætter gang i hjernen.
Nå, nu mangler jeg bare hans film Storytelling..
#19024 Skeloboy 12 år siden
Palindromes, 9/10
Happiness, 9/10
Welcome To The Dollhouse, 9/10
Life During Wartime, 8/10
Storytelling, 7/10
Både Palindromes og Happiness er på min egen topliste, og Palindromes rangerer højest. Når man lige fanger præmissen er den bare genial - og slutningen er helt afsindig fed. Han skifter skuespillerne ud, giver en større almengyldighed til historien. Det er ikke kun Aviva, men alle, der kan komme ud for problemerne.
#19025 Kruse 12 år siden
Så må jeg vel være undtagelsen der bekræfter reglen, da jeg faktisk rigtigt godt kunne lide "Life During Wartime"(selvom at den selvfølgelig ikke helt når "Happiness" niveau). Jeg synes de nye skuespillere fungerede overraskende godt.
Enig! Det var godt nok elendigt.
#19026 Mikkel Abel 12 år siden
Ja, det var også det jeg mere eller mindre kunne nå frem til i sidste ende. Men synes også præmissen var spændende - og der var mange virkelig gode scener. Specielt når børnene optræder med deres sange, var simpelthen færdig af grin. :)
Jeg hadede den bestemt hellere ikke - men ja, skuespillerændringerne fungerede bare slet ikke for mig. Den eneste jeg faktisk rigtig kunne lide, var Michael Kenneth Williams'(Omar fra The Wire) portræt af Allen. Desværre var det en meget begrænset spilletid han var tildelt.
#19027 Åkepool 12 år siden
Dit profilbillede (din avatar om man vil), viser at du sandsynligvis har en forkærlighed for Gosling, så det hjælper vel også til 9-tallet for TPBTP?
Den fangede bare ikke rigtigt mig.
TWWB til gengæld, synes jeg også er rigtig god og den læner sig da også op ad 8/10, men jeg ligger den på en høj 7'er lige nu, så kan et gensyn måske rykke den opad.
Ham har jeg også et godt øje til og her er han i absolut topform.
#19028 Skeloboy 12 år siden
Short Cuts
En lang ensemble-film med mere eller mindre interessante historier. Castet er ret suverænt, men historierne slæber sig lidt afsted i for lang tid.
7/10
----
Junebug
Et godt hyggedrama med en altid god Amy Adams. Det er en af den type film, man ikke kan kritisere for specielt meget.
8/10
----
Taking Woodstock
En film om Woodstock uden at vise en eneste klip fra nogen af koncerterne. Hvorfor gør man nu det? Fordi Taking Woodstock ikke er en film om festivalen, men om Elliot Tiber. Den har fået dårlige anmeldelser netop fordi den viser så lidt fra det Woodstock, som man har set klip fra. Men det er at misforstå filmen fuldstændig. Der er netop ikke grund til at vise noget af det kendte, fordi det kender man.
Jeg er dog lidt forundret over slutningen, og det må jeg vist hellere skrive i en spoiler.
Nuvel...jeg er uenig med de negative anmeldelser, og synes i stedet det er et godt portræt af en person, der var involveret.(ifølge sin egen bog, men der smører han vist lidt tykt på)
8/10
----
Zero Dark Thirty
Andet hit i streg fra Kathrine Bigelows side. Intens, realistisk, hamrende spændende selvom man kender udfaldet. Superspil af Jessica Chastain.
9/10
#19029 Åkepool 12 år siden
Meget enig.
#19030 Skeloboy 12 år siden
Ligesom Master and Commander er den flot, men kedelig og ganske intetsigende...
5/10
----
Young Adult
En af de film, der skifter retning - det fungerer fint her, og Charlize Theron er rigtig god.
7/10
----
Project X
En mærkværdig film...men ret god...
7/10
----
Somewhere
Sofia Coppolas Somewhere fremstiller helt afsindig godt kedsomhed - uden det bliver kedeligt. Der mangler en anelse drama, men ellers er det et godt bekendtskab
7/10
----
Source Code
Duncan Jones gør det igen med den spændende sci-fi film.
8/10
----
Kan The Virgin Suicides eller Marie Antoinette af Sofia Coppola anbefales?