Danny Boyle er god til at klippe billeder sammen og fortælle historier, men det hjælper ikke rigtigt her, hvor historien er temmelig dum. Karaktererne handler ulogisk, og man klarer aldrig helt at sympatisere med nogen af dem. Plottet er som helhed absurd, ikke mindst det pseudopsykologiske sludder om hypnose og suggestion. En ret mislykket og til tider endda irriterende affære. 2/6.
Impostor på Netflix.
En typisk Philip K. Dick-historie om en mand, som må flygte, da han beskyldes for at være en rumvæsen-spion. Historien synes at blande elementer, vi efterhånden har set mange andre steder, uden at lige netop denne kombination giver følelsen af noget nyt og unikt. Ingen af karaktererne er videre karismatiske, og slutningen var forudsigelig uden at være specielt tilfredsstillende. 2/6.
The only way to beat a troll is to not play their game.
Jeg tillader mig endnu engang at smide lidt ratings og kommentarer. De er som alle jeg smider på det seneste skrevet uden skelen til slå- og stavefejl plus diverse, da de er nedfældet i de korte perioder jeg har, når min lille datter ikke 'kræver' mig og jeg kan 'undslippe' diverse andre'pligter':)
All That Jazz (1979) – 9/10 Instruktør Bob Fosse piller frækt, tragikomisk og musikalsk ved en form for virkelighed, i en indirekte fortælling om sit egent liv. Det er den amerikanske musical når den er mest sort og nedslående, men samtidig legesygt leveret. Sådan!
Halloween (1978) – 8/10 John Carpenter’s enkel slashergyser (der vistnok blev startskuddet til en lang række mere eller mindre tvivlsomme slashergysere) fungerer stadig som solidt skræmmende gys. Det gør den fordi den enkelt spiller på vores frygt og egen fantasi, hvor den med beskedne psykologiske virkemidler får sat en masse i gang hos os selv. Det er måske ikke stor kunst, men det er en kunst at gøre det så rent og virkningsfuldt som her.
Angels & Demons (2009) – 7/10 Da Dan Brown’s bog ’ The Da Vinci Code’ blev en international bestseller og (til sidst trættende) begivenhed, var Hollywood hurtigt til at gribe chancen for hurtige penge og smed en storstilet, men ærlig talt gabende kedelig filmatisering på markedet. Heldigvis virker dens efterfølger (hvor bogen den er bygget på, er udgivet før) langt mere gennemarbejdet og byder på overraskende fin spænding, action og dramatik. Det er ikke troværdigheden der står højst måske, men hvornår har det gjort det i film som denne, der er mere beslægtet med James Bond end den virkelighed, som de ville bilde os ind, den første film (nok nærmere bogen) nærmeste byggede på.
The Counselor (2013) – 3/10 Muligt at instruktør Scott stadig kan lave gode billeder, men meget mere godt kan vist heller ikke siges om dette makværk. Narrativt hænger det så jammerligt sammen, at man slet ikke kan tro at samme mand engang har stået bag genredefinerende værker som ’Alien’ og ’Blade Runner’. I Scott’s forrige film, den middelmådige ’Prometheus’ hang historien da nogenlunde sammen, der var plottet dog ret mangelfuldt og indfaldene indimellem direkte ubegavede. Her falder det hele til jorden, også skuespil (hvor er Javier Bardem dog jammerlig her) trods et fanntastisk cast, samt indfald, fortælling osv. Dialogen er dog den værste. Den er enten nærmet patetisk amatøragtig eller direkte ufrivillig morsom, hvis den ikke blot er gabende uinspirerende, og det er altså en synd i en film der nærmest skal leve af det. Den ellers så renommerede forfatter Cormac McCarthy’s manuskript må dog også tage sin del af skylden. Det virker gennemført ringe. Filmens måske eneste lyspunkt er vel Michael Fassbender, som endda er set langt bedre. Jeg synes ærlig talt han spilder sit enorme talent i Scott’s film.
White Heat (1949) – 9/10 James Cagney’s portræt af den psykopatiske gangster Cody, er så gennemført autentisk, dragende og skræmmende, at det alene er hele filmen værd. Historien om gangstere og politiet der jagter dem, er som sådan fin og godt fortalt, til at hænge filmens karakterer op på, men det er i det psykologiske spil og spændingerne deri, samt de mesterlige dialoger (”Made it, Ma! Top of the world!”) at filmen virkelig vinder.
Enig! Jeg kan muligvis presse den op på 4/10. Man forstår slet ikke hvad der sker for manden. Han allierer sig med svage forfattere, som vistnok kun Scott ser lyset i. McCarthy er tydeligvis på glatis her, men det er Scott der må bære ansvaret som den erfarne filmmand. Juks for et manuskript/dialog. Det havde måske været tilforladeligt hvis filmen i det mindste var en smule engagerende, men filmen virker drænet for liv. Ingenting virker! Havde overvejet at se DC versionen af filmen, men pinslerne bliver nok ikke mindre med en forlænget version.
Har måske et spinkelt håb at filmen "Exodus" kan blive habil, men jeg vil se det før jeg tror på det ;)
En typisk Philip K. Dick-historie om en mand, som må flygte, da han beskyldes for at være en rumvæsen-spion. Historien synes at blande elementer, vi efterhånden har set mange andre steder, uden at lige netop denne kombination giver følelsen af noget nyt og unikt. Ingen af karaktererne er videre karismatiske, og slutningen var forudsigelig uden at være specielt tilfredsstillende. 2/6.
Må jeg kondolere! I betragtning af hvor stor en skikkelse PKD er i science fiction, er det utroligt hvor lidt filmkunsten har bidraget til hans arv. A Scanner Darkly og Blade Runner er de eneste filmatiseringer, der nærmer sig hans geni.
La vie d'Adèle - Chapitres 1 et 2 (2013) – 8/10 Langt og måske også for langt, men ellers smukt intimt og nærgående karaktererstudie, hvor vi med filmens hovedperson tages med på hendes vej ud i livet. Historien er løs, på den gode måde og så er den herligt fri for voldsomme melodramatiske tiltag. Den har et par optræk til de lidt trættende klicheer, som den så selv dejligt bryder med, det var slet ikke der vi skulle hen og heldigvis for det. Filmen er nærmest så tæt på det normale man kan komme, uden at kede folk ihjel, men samtidig er der masser af eftertanke og fine psykologiske aspekter. Filmens ’kontroversielle’ lesbiske sexscener er vovede, tætte og meeeget lange og man kunne for min skyld, godt have skåret lidt af filmen, blandt andet der (hvis jeg lader min mere mandlige lumre side hvile!), selv om de er flotte, uden at det nødvendigvis have skadet helheden føler jeg. Uanset, så er det en film der vokser på en, hvis man lader den.
Vehicle 19 (2013) – 3/10 Forglemmelig og ligegyldig actionfilm med nu afdøde Paul Walker. Han er som så ofte, ganske sympatisk i sine roller, om end måske ikke en specielt stor skuespiller og han kan ikke løfte et svagt manuskript og en dårlig instruktion.
The Quiet Man (1952) – 8/10 Instruktør John Ford er måske nok mest kendt for hans mange fremragende westerns, men kunne også begå sig i andre genrer. Det beviser han blandt andet med dette fine kærlighedsdrama, hvor karismatiske John Wayne er en tidligere bokser, der vender hjem til sin fødeegn i Irland. Det er smukt fotograferet, forførende fortalt og varmende, men der lurer som der bør i sådanne film, også en slange i paradis. Filmen gav Ford en Oscar for bedste instruktør.
#19851 Sweetiebellefan 10 år siden
Thriller med Jennifer Lopez
En rejse ind i en psykopats hjerne.
Flot lavet.
9/10
#19852 Mikkel Abel 10 år siden
#19853 Slettet Bruger [1118230488] 10 år siden
Ganske flot lavet, VIRKELIG kedelig. Selv som sci-fi-fan, er det ikke en film, jeg kan anbefale.
#19854 Sweetiebellefan 10 år siden
Baseret på virkelige hændelser.
Ikke så ringe af en mindre kendt håndholdt kamera film.
8/10
#19855 Riqon 10 år siden
Danny Boyle er god til at klippe billeder sammen og fortælle historier, men det hjælper ikke rigtigt her, hvor historien er temmelig dum. Karaktererne handler ulogisk, og man klarer aldrig helt at sympatisere med nogen af dem. Plottet er som helhed absurd, ikke mindst det pseudopsykologiske sludder om hypnose og suggestion. En ret mislykket og til tider endda irriterende affære. 2/6.
Impostor på Netflix.
En typisk Philip K. Dick-historie om en mand, som må flygte, da han beskyldes for at være en rumvæsen-spion. Historien synes at blande elementer, vi efterhånden har set mange andre steder, uden at lige netop denne kombination giver følelsen af noget nyt og unikt. Ingen af karaktererne er videre karismatiske, og slutningen var forudsigelig uden at være specielt tilfredsstillende. 2/6.
#19856 T. Nielsen 10 år siden
All That Jazz (1979) – 9/10
Instruktør Bob Fosse piller frækt, tragikomisk og musikalsk ved en form for virkelighed, i en indirekte fortælling om sit egent liv. Det er den amerikanske musical når den er mest sort og nedslående, men samtidig legesygt leveret. Sådan!
Halloween (1978) – 8/10
John Carpenter’s enkel slashergyser (der vistnok blev startskuddet til en lang række mere eller mindre tvivlsomme slashergysere) fungerer stadig som solidt skræmmende gys. Det gør den fordi den enkelt spiller på vores frygt og egen fantasi, hvor den med beskedne psykologiske virkemidler får sat en masse i gang hos os selv. Det er måske ikke stor kunst, men det er en kunst at gøre det så rent og virkningsfuldt som her.
Angels & Demons (2009) – 7/10
Da Dan Brown’s bog ’ The Da Vinci Code’ blev en international bestseller og (til sidst trættende) begivenhed, var Hollywood hurtigt til at gribe chancen for hurtige penge og smed en storstilet, men ærlig talt gabende kedelig filmatisering på markedet. Heldigvis virker dens efterfølger (hvor bogen den er bygget på, er udgivet før) langt mere gennemarbejdet og byder på overraskende fin spænding, action og dramatik. Det er ikke troværdigheden der står højst måske, men hvornår har det gjort det i film som denne, der er mere beslægtet med James Bond end den virkelighed, som de ville bilde os ind, den første film (nok nærmere bogen) nærmeste byggede på.
The Counselor (2013) – 3/10
Muligt at instruktør Scott stadig kan lave gode billeder, men meget mere godt kan vist heller ikke siges om dette makværk. Narrativt hænger det så jammerligt sammen, at man slet ikke kan tro at samme mand engang har stået bag genredefinerende værker som ’Alien’ og ’Blade Runner’. I Scott’s forrige film, den middelmådige ’Prometheus’ hang historien da nogenlunde sammen, der var plottet dog ret mangelfuldt og indfaldene indimellem direkte ubegavede. Her falder det hele til jorden, også skuespil (hvor er Javier Bardem dog jammerlig her) trods et fanntastisk cast, samt indfald, fortælling osv. Dialogen er dog den værste. Den er enten nærmet patetisk amatøragtig eller direkte ufrivillig morsom, hvis den ikke blot er gabende uinspirerende, og det er altså en synd i en film der nærmest skal leve af det. Den ellers så renommerede forfatter Cormac McCarthy’s manuskript må dog også tage sin del af skylden. Det virker gennemført ringe. Filmens måske eneste lyspunkt er vel Michael Fassbender, som endda er set langt bedre. Jeg synes ærlig talt han spilder sit enorme talent i Scott’s film.
White Heat (1949) – 9/10
James Cagney’s portræt af den psykopatiske gangster Cody, er så gennemført autentisk, dragende og skræmmende, at det alene er hele filmen værd. Historien om gangstere og politiet der jagter dem, er som sådan fin og godt fortalt, til at hænge filmens karakterer op på, men det er i det psykologiske spil og spændingerne deri, samt de mesterlige dialoger (”Made it, Ma! Top of the world!”) at filmen virkelig vinder.
#19857 Ispep 10 år siden
Enig! Jeg kan muligvis presse den op på 4/10. Man forstår slet ikke hvad der sker for manden. Han allierer sig med svage forfattere, som vistnok kun Scott ser lyset i. McCarthy er tydeligvis på glatis her, men det er Scott der må bære ansvaret som den erfarne filmmand. Juks for et manuskript/dialog. Det havde måske været tilforladeligt hvis filmen i det mindste var en smule engagerende, men filmen virker drænet for liv. Ingenting virker! Havde overvejet at se DC versionen af filmen, men pinslerne bliver nok ikke mindre med en forlænget version.
Har måske et spinkelt håb at filmen "Exodus" kan blive habil, men jeg vil se det før jeg tror på det ;)
#19858 Pécuchet 10 år siden
Må jeg kondolere! I betragtning af hvor stor en skikkelse PKD er i science fiction, er det utroligt hvor lidt filmkunsten har bidraget til hans arv. A Scanner Darkly og Blade Runner er de eneste filmatiseringer, der nærmer sig hans geni.
#19859 loki 10 år siden
Og Blade Runner ligge faktisk temmelig langt fra bogens oplæg, men det passer mig dog glimrende, da jeg bedre kan lide filmen.
#19860 T. Nielsen 10 år siden
La vie d'Adèle - Chapitres 1 et 2 (2013) – 8/10
Langt og måske også for langt, men ellers smukt intimt og nærgående karaktererstudie, hvor vi med filmens hovedperson tages med på hendes vej ud i livet. Historien er løs, på den gode måde og så er den herligt fri for voldsomme melodramatiske tiltag. Den har et par optræk til de lidt trættende klicheer, som den så selv dejligt bryder med, det var slet ikke der vi skulle hen og heldigvis for det. Filmen er nærmest så tæt på det normale man kan komme, uden at kede folk ihjel, men samtidig er der masser af eftertanke og fine psykologiske aspekter. Filmens ’kontroversielle’ lesbiske sexscener er vovede, tætte og meeeget lange og man kunne for min skyld, godt have skåret lidt af filmen, blandt andet der (hvis jeg lader min mere mandlige lumre side hvile!), selv om de er flotte, uden at det nødvendigvis have skadet helheden føler jeg. Uanset, så er det en film der vokser på en, hvis man lader den.
Vehicle 19 (2013) – 3/10
Forglemmelig og ligegyldig actionfilm med nu afdøde Paul Walker. Han er som så ofte, ganske sympatisk i sine roller, om end måske ikke en specielt stor skuespiller og han kan ikke løfte et svagt manuskript og en dårlig instruktion.
The Quiet Man (1952) – 8/10
Instruktør John Ford er måske nok mest kendt for hans mange fremragende westerns, men kunne også begå sig i andre genrer. Det beviser han blandt andet med dette fine kærlighedsdrama, hvor karismatiske John Wayne er en tidligere bokser, der vender hjem til sin fødeegn i Irland. Det er smukt fotograferet, forførende fortalt og varmende, men der lurer som der bør i sådanne film, også en slange i paradis. Filmen gav Ford en Oscar for bedste instruktør.