Josh : ”Oh come on, you're a terrible, terrible liar.”
Jessica : ”Trust me, there's no guy.”
I 1997 havde Jennifer Welstedt og Heather Jürgensen mere end travlt med deres succesfulde teaterstykke Lipstick og gik undervejs og filosoferede over muligheden for at få det omsat til film og dermed nå et større publikum i hvad de mente var en gylden mulighed for, at bevise at det rent faktisk er muligt at lave en komedie med et homoseksuelt set-up, uden at det skulle ende i rene visuelle platheder og respektløs brug af sine karakterers seksualitet som påskud for letkøbte grin ved at placere dem i stereotype rammer. Vi har set rædselsfulde eksempler på sådanne film med fx The Birdcage eller I Pronounce You Chuck and Larry som et par af de værste og kun få eksempler på det modsatte i bl.a. Don Roos film, The Opposite of Sex, Bounce og Happy Endings, hvor det dog ikke i nogen af disse film var det centrale i historien. Ud over Fucking Åmål, som teknisk set er et drama men som alligevel er hylende morsom uden at sælge ud, har jeg ikke set andre vellykkede komedier med det tema og derfor må ”Kissing Jessica Stein” siges at være en sjældenhed og da heldigvis en usandsynlig vellykket en af slagsen.
For at få sat skub i filmprojektet havde Westfeldt og Jürgensen selv måtte ta' fra egen lomme i bedste indie stil og de var derfor forberedt på det værste, da de satte sig for at gå i gang. Heldet ville det dog, at en invester ved navn Brad Zions, der var interesseret i at komme ind på filmmarkedet som producer, via bekendte faldt over manuskriptet og omgående blev grebet så meget af det, at han besluttede sig for at gi’ de to ihærdige kvinder det sidste økonomiske boost der sku’ til, så de ku’ lave den bedste version af deres hjerteblod ”Lipstick” om den 32 årige jødiske upperclass og stadig single kvinde Jessica Steins, (Jennifer Westfeldt), forgæves forsøg på at finde Mr. Right.
Selv samme mission åbner filmen med et lineup af hende utallige kiksede dates, der indeholder alt fra en nøjeregnende revisor, til en klassisk selvforherligende player med silkeskjorte og glubsk ulveblik. Derfor står hun igen næste dag alene og deprimeret ud af sengen og op til endnu en dag på kontoret, et mindre forlag i New York, sætter sig slukøret foran skærmen og må konstatere over for sig selv, at hun absolut ikke kommer nogen vegne hverken kærlighedsmæssigt eller ang. sit arbejde, som kun er substitut for hendes rigtige passion som kunstmaler. Kollegaen og hendes gamle collegeven Josh, (herligt tilbagelænet spillet af Scott Cohen) der, ud over at være smålun på hende også har opgivet sine drømme til fordel for noget mere sikkert, spotter sammen med en anden kollega Joan, (Jackie Hoffmann, det kvindelig svar på Woody Allen), at den er helt gal og invitere hende med i byen med nogle venner og, hvem ved, en mulig kommende kæreste. Inden da har Joan for sjov læst kontaktannoncerne igennem og her er der ikke ligefrem noget at råbe hurra for, altså lige indtil hun falder over Jessicas yndlingsdigt i en rubrik. Problemet er bare at den hører til under kvinde søger kvinde og så er den hurtigt udelukket. Men Jessica tænker og føler anderledes og da hun igen er alene, beslutter hun sig for i smug at ta' avisen med hjem. Middagen senere på aftenen går helt i vasken og udvikler sig til en yderst pinlig affære, der først sender Jessica på grådens rand efter et skænderi med Josh, som hun dog ved har ret i sine synspunkter om hende som single, men som dog efterfølgende betyder at hun indser, at der må gøres noget drastisk for at bryde den onde cirkel. Og så beslutter hun sig for at gi’ den mystiske Helen fra avisen en chance.
Helen : ”Who do you have to blow to get some fucking pussy around here!”
Helen, (Heather Jürgensen), der arbejder i et galleri, er væsentlig mere free spirit i både væremåde og tøjstil, men har trods utallige elskere ikke fundet the one an only hos det modsatte køn. Under et show på galleriet får Helen et dirty look fra kunstneren, en lesbisk babe, og spekulere på om det mon ikke var på tide at gi’ sådan et forhold en chance igen, og ind ryger annoncen. Senere derhjemme modtager hun en række opkald, (det ene mere kikset og morsom end det andet), indtil en kvinde ved navn Jessica melder sig og med det samme gir Helen en fornemmelse af, at hun måske ku’ være den eneste ene. Da de mødes næste dag på en hyggelig lille cafe er det love at first sight fra begge sider, men Jessicas forsvarsmekanismer sætter straks ind som ved alle forhold og hun tvivler nu pludselig på, om hun nu også gør det rigtige og så må den mere selvbevidste Helen sætte efter og overbevise hende om, at fuldføre hvad hun startede. For man kan jo ikke bare konkludere at noget ikke fungere før man har prøvet det, vel?
You Can’t Know About It, unless You Try It
Efter en mindre diskussion beslutter Helen sig for, at lukke munden på Jessica med et brag af et kys der gør hende så blød i knæene, at hun knap nok kan holde balancen, (i blot en ud af mange mindeværdige scener), og det bliver startskuddet for den hhv. heteroseksuelle og biseksuelle kvindes famlen fremad i et forhold, der endegyldigt vil definere deres seksualitet og for Jessicas tilfælde måske gi’ hende tro nok på sig selv til, at hun kan føre alle sine drømme ud i livet.
Heather Jürgensen og Jennifer Westfeldt, (hvis kemi er så god sammen, at man fristes til at tro at de danner par i virkeligheden), har skrevet en romantisk komedie hvis karakterer alle, trods filmens luftige og muntre tilgang til sit emne, fremstår troværdige og sympatiske i en historie der nægter at forfalde til en forudsigelig skabelon, men som i stedet gør en dyd ud af at vende og dreje hverdagens trivialiteter i et nyt kærlighedsforhold med hvad der dertil hører af op og nedture, samt pinlige familiemiddage hos Jessicas forældre, som hun et langt stykke af vejen, indtil hun er klar til at springe ud, må forsøge at holde lav profil over for. Helen respekterer dette, men kun til at starte med. Trods det at filmen ikke lægger skjul på at være en komedie, er der et par scener der skiller sig ud og som er med til at gi’ filmen den tynge der gør, at den hænger fast på nethinden lang tid efter. Her er middagsarrangementet i starten hvor Jessica får smækket realiteterne lige i synet og senere, måske den bedste, den to delte scene i forældrenes hjem hvor Jessica møder op alene som den eneste til middagen for hendes bror, som skal giftes, og tydeligvis har det af helvedes til, hvilket hendes mor, (fremragende spillet af Tovah Feldshuh) hurtigt fornemmer grunden til, uden dog at vide det helt præcist. Anden del i hængesofaen på verandaen understreger samtidig også Charles Herman-Wurmfelts blik for at underspille på det helt rigtige tidspunkt. Jessica behøver ikke at forklare hvad årsagen er til hendes humør, moren ved det allerede og nøjes blot med, efter en monolog om Jessicas evige problemer med at tro på sig selv, at sige I think she’s a very nice girl...refererende til Helen.
Jessica’s Secret
Og til sidst må nævnes scenen hvor Helen og Jessica har et mega skænderi, om hvad skal ikke afsløres her, som er både morsom og meget rørende og som gør ”Kissing Jessica Stein” til en film som alle, der holder af hjertevarme komedier hvor humoren ligger i dialogen og i de små detaljer, bør gøre sig selv den tjeneste at se.
Jessica : ”I was surprised to learn that lesbians accessorized, I didn't know that.”
6/6.
For at få mest ud af ”Kissing Jessica Stein” anbefaler jeg at man enten får fat på den engelske R2 udgave eller den amerikanske R1, der begge indeholder 2 kommentarspor; et med Charles Herman-Wurmfeld og fotograf Lawrence Sher, samt et med Heather Jürgensen og Jennifer Westfeldt, hvoraf sidstnævnte er særdeles fremragende. Desuden indeholder ekstramaterialet også 10 slettede scener med kommentarspor fra de to tøser, en 10 min. featurette hvor Westfeldt og Jürgensen viser rundt på locations i New York og endelig filmens trailer. Modsat indeholder den danske R2, kun de slettede scener.
I tre forskellige tidsaldre er tre forskellige mænd knuste over udsigten til at deres elskedes snarlige død. I et desperat forsøg på at redde kvinderne forsøger de tre mænd på hver deres måde at finde frem til livets træ, som efter signende skulle være kilden til udødelighed.
Hvad kan jeg sige andet end ...
- Se Den - Føl Den - Hør Den - Mærk Den
Sluk lyset, Skru op for lyden og giv dig hen til 96 minutters stimulering af alle dine sanser.
Film 8/10 Video 7/10 Audio 7/10 Desværre ikke det bedste transfer ift. 35MM udgaven i biffen :-/
Burn Notice 1x01 - 1x03 En agent(Jeffrey Donovan) modtager en ufrivillig opsigelse, en såkaldt 'Burn Notice' og bliver blacklistet og mørklagt af sit agentur. Han sætter sig derfor for at finde ud af hvem der har givet ham denne Burn Notice, og hvem der i det hele taget overvåger ham, fordi noget tider på at det er nogen højere oppe end bare det sædvanlige FBI/CIA-pjat. Dette gør han ved hjælp af eks-kæresten(Gabrielle Anwar) og den letterede alkoholiske pensionerede agent Sam(Bruce Campbell). Han får desuden tiden til at gå med at opkare diverse sager, som dukker op hen ad vejen.
Jeg må indrømme at jeg absolut ikke havde høje forventerne til denne serie fra start. Jeg synes ærlig talt plottet lød tyndt og set tusind gange før. Allerede efter første afsnit, måtte jeg dog trække mine fordomme tilbage. 'Burn Notice' er bestemt et forfriskende bekendskab. Jeffrey er rigtig god i rollen som agenten, der med en blanding af McGyver-snilde og sarkasme rydder op i Miami. Ligeledes er Bruce Campbell, der med sine små kommentarer om alt, er en fornøjelse at se på. Desværre virker Gabrielle Anwar i rollen som eks'en ret karikeret og overspillet.
Jeg synes seriens tilgang til sig selv adskille den væsentlig fra andre i samme genre, og egentlig også fra andre serier, der vises lige nu. Den er meget umiddelbart og let fordøjelig. Og samtidig forbandet underholdende. Humoren er lige i øjet, aktion-sekvenserne leveres ubesværet og det hele er nydeligt pakket ind Miami-papir. Men skal dog være tilhænger af Voice-overs, da dette benyttes i stor stil. Tænk på Dexter, og så har man nok mængden meget godt.
Alt i alt, kan jeg ikke andet end anbefale at se et par afsnit af denne serie, som måske ikke stikker så dybt i vandet, men underholdende nok til at holde det hele flydende.
4 / 6
This weekend will be filled with staring out of windows while holding a glass of scotch.
Alle mine venner var på Roskilde i fredags, så brugte aftenen på at se film med min søster (og spille guitar hero) :-) Det blev til:
Black Snake Moan - Blu-Ray R0
Må indrømme at jeg så denne film med en blandet følelse af ikke at vide hvad der ventede mig, blandet med en smule hype ovenpå de flotte anmeldelser af billedsiden først og fremmest men også hvor godt lyden skulle virke i sammenhæng med billedsiden.
Vil ikke afsløre for meget af handlingen, men den fungerede egentligt udemærket. På en eller anden måde virker den en lille smule mainstream og så alligevel ikke. Når det kommer til stykket var der nok i virkeligheden et lille twist i forhold til de film man plejer at se. Lidt svært at forklare hehe. Men jeg kedede mig nu bestemt ikke undervejs.
Det er en noget anderledes Samuel L. Jackson end vi er vant til at se - især fordi han har gråt hår og ikke er den sædvanlige kække actionhelt. Uden at røbe for meget vil jeg dog nævne at han ikke er den bedste sanger. :-) Omvendt var jeg væsentligt mere positivt overrasket over Justin Timberlake som skuespiller. Nu skal det så også lige siges at jeg ikke følger nok med i teenage pop industrien til at vide hvordan han så ud, så jeg er nok ikke lige så forudindtaget som jeg fx kunne fornemme min lillesøster var hehe. :-) Men jeg synes at han generelt klarede det udemærket.
Til sidst har vi Christina Ricci som bestemt ikke skuffer. Sidst jeg så hende var i Monster og på nogle få punkter minder rollerne lidt om hinanden. Men det er bestemt ikke nogen dårlig ting for jeg synes hun er fantastisk i begge film.
Black Snake Moan er filmet utroligt flot og den skuffer bestemt heller ikke i HD. Der var flere scener jeg bare nød pga. det. :-) Billedsiden er god og især de indendørsscener hvor der er stor kontrast mellem lys og mørke er utroligt flotte og detaljerede.
Særlig vil jeg fremhæve den scene hvor Samuel L. Jackson finder sin el-guitar frem. Jeg vil ikke røbe detaljerne, men den måde den scene bygger sig op på er bare helt ubeskrivelig fantastisk - jeg sad nærmest bogstaveligt talt og klappede i hænderne. :-) Der er så meget stemning at det bare driver ned ad væggene og den sprøde lyd af blues-guitar gør bestemt ikke oplevelsen dårligere. (til dem der har set den så er det klippet fra youtube der hedder "black snake moan - the uncut title track" - vil dog anbefale folk der ikke har set filmen endnu til at se scenen i dens originale kontekst istedet)
Generelt er filmen fyldt med lækker bluesmusik og selvom det jo ikke er en musical så har musikken bestemt sin egen rolle i filmen.
Jeg vil bestemt anbefale filmen til folk der gerne vil have en lidt anderledes filmoplevelse, til folk der holder af Samuel L. Jackson og Christina Ricci, samt ikke mindst til folk der vil snuse lidt nærmere til blues musik. Man behøver bestemt ikke være entusiast for at sætte pris på det - selv min søster synes at musikken havde været rigtig god og stemningsfyldt i filmen.
uden og ha set youtube linket så lad mig gætte det er
Tordenvejrs scenen, du snakker om, der hvor naturen går lidt amok, og Samuel bare spiller den ondeste blues, mens pigebarnet klynger sig til ham
scenen du taler om.
Synes faktisk Justin Timberlake klare det bedre end jeg havde regnet med i den her film, med det er Samuel Jackson og Christina Ricci som stjæler billedet fuldstændig. Mit Grundlag for at anskaffe den var "hey det er blues, den må jeg se" 8-)
og ja jeg blev også positiv overrasket.
J. J: "This is one of my Favorite shots." Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#27 Filmen er også markedsført lidt forkert synes jeg, nogen ku få det indtryk at det var en ny Russ Meyer, pigen har en jern kæde omkring sig, som Samuel Jackson holder i.
I filmen forklares denne rekvisit godt, men når man ser billederne tænker man måske straks noget hel andet.
J. J: "This is one of my Favorite shots." Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Total OT her, men det skal lige med alligevel, fordi jeg slet ikke kan holde det inde...
Neil Young, Roskilde Festival 2008, Orange Scene, Lørdag 21.30
Med 20 min. forsinkelse kommer han på scenen uden at have travlt. Stille og roligt tager han guitaren og begynder at spille. De første seks numre, hvor højdepunktet helt klart er Hey Hey My My og et cover af All Along The Watchtower er høj-oktan elektrisk guitarfræs i særklasse. Og manden er 62 år!
Tempoet sættes drastisk ned med Oh Lonesome Me, efterfulgt af Mother Earth, kun på mundharmonika og trædeorgel, og det er sublimt hårrejsende og tårefremkaldende. Derefter følger Needle and the Damage Done, Unknown Legend, Heart of Gold(hvor er det fedt at synge sammen med 50.000 andre), Old Man, og det er gennemført smukt og professionelt, uden at virke som endnu en dag på jobbet.
Tempoet sættes op, og det andet sidste nummer er No Hidden Path fra hans seneste album, som der er 15 min, men live er den 23 min. Det virker som om de kan blive ved med at spille og jamme, og det bliver aldrig, aldrig kedeligt. Musikerne smiler til hinanden undervejs under en inferno af guitar. De kan lide det, de hører til på en scene, og de er ikke for gamle til at rocke igennem endnu. Sidste nummer er Beatles-coveret A Day In The Life, og den munder ud i en decideret voldtægt af guitaren, hvor Neil Young med en energi som en 20-årig flænser så meget i guitaren at strengene sprænger.
Efter lidt over 2 timers koncert var tanken: han kunne sgu da godt have spillet lidt længere? Det var næsten helt trist at forlade plænen igen. Dette er en af de bedste koncerter, jeg nogensinde har set, også selvom der mangledes numre som Southern Man, Rockin' in the Free World, From Hank To Hendrix
Disturbia er trods sine fejl og mangler stadig en ganske habil ungdoms thriller med en veloplagt Shia Labeuf i centrum, som sørger for, at det aldrig bliver helt kedeligt i det ellers så pæne nabolag. Filmens måske største problem er, at den til tider virker en lille smule ufokuseret, vil den være en komedie eller en gyser?
Præstationerne er sådan set også o.k., Shia Labeuf er som sagt et godt valg i rollen som Kale, hvor han igen beviser, at han mestrer både komedie og drama genren ganske godt. David Morse må tag sig til takke med en lidt for kliché-fyldt rolle, som den mystiske nabo, der har det med at dukke op i tide og (helst) i utide, for at holde spændingen kørende, hvilket ikke altid lykkedes helt efter hensigten, eftersom man har set det hele så mange gange før. Sarah Roemer er til gengæld rimelig sexet, i rollen som Ashley.
Der er mange sjove optrin der leder op til filmens spændende finale, som bestemt ikke skuffer, men indimellem kunne man måske godt have ønsket sig, at den havde valgt en lidt mere fokuseret rute, for selvom man griner med, når de finder sted, så bliver det heller aldrig sindssygt spændende eller uhyggeligt. Det hjælper heller ikke, at den tit balancere på grænsen til klichéerne, som den desværre ikke helt kan undgå at falde i med jævne mellemrum.
Men når alt det er sagt, så vil jeg heller ikke ligge skjul på, at jeg var godt underholdt igennem det meste af filmen. Den holder et fint, men dog lidt ufokuseret spændings niveau og Shia Labeuf gør det godt i hovedrollen. Så hvis du ikke forventer mere en lidt underholdning på en kedelig regnvejrs dag, så kan den da godt anbefales, men forvent ikke det helt store gys.
#21 NightHawk 16 år siden
Trailer
http://videodetective.com/movies/KISSING_JESSICA_S...
Josh : ”You a little jumpy today Stein?”
Jessica : ”No.”
Josh : ”You got a hot date?”
Jessica : ”No.”
Josh : ”Yeah. Who's the guy?”
Jessica : ”There's no guy.”
Josh : ”Oh come on, you're a terrible, terrible liar.”
Jessica : ”Trust me, there's no guy.”
I 1997 havde Jennifer Welstedt og Heather Jürgensen mere end travlt med deres succesfulde teaterstykke Lipstick og gik undervejs og filosoferede over muligheden for at få det omsat til film og dermed nå et større publikum i hvad de mente var en gylden mulighed for, at bevise at det rent faktisk er muligt at lave en komedie med et homoseksuelt set-up, uden at det skulle ende i rene visuelle platheder og respektløs brug af sine karakterers seksualitet som påskud for letkøbte grin ved at placere dem i stereotype rammer. Vi har set rædselsfulde eksempler på sådanne film med fx The Birdcage eller I Pronounce You Chuck and Larry som et par af de værste og kun få eksempler på det modsatte i bl.a. Don Roos film, The Opposite of Sex, Bounce og Happy Endings, hvor det dog ikke i nogen af disse film var det centrale i historien. Ud over Fucking Åmål, som teknisk set er et drama men som alligevel er hylende morsom uden at sælge ud, har jeg ikke set andre vellykkede komedier med det tema og derfor må ”Kissing Jessica Stein” siges at være en sjældenhed og da heldigvis en usandsynlig vellykket en af slagsen.
For at få sat skub i filmprojektet havde Westfeldt og Jürgensen selv måtte ta' fra egen lomme i bedste indie stil og de var derfor forberedt på det værste, da de satte sig for at gå i gang. Heldet ville det dog, at en invester ved navn Brad Zions, der var interesseret i at komme ind på filmmarkedet som producer, via bekendte faldt over manuskriptet og omgående blev grebet så meget af det, at han besluttede sig for at gi’ de to ihærdige kvinder det sidste økonomiske boost der sku’ til, så de ku’ lave den bedste version af deres hjerteblod ”Lipstick” om den 32 årige jødiske upperclass og stadig single kvinde Jessica Steins, (Jennifer Westfeldt), forgæves forsøg på at finde Mr. Right.
Selv samme mission åbner filmen med et lineup af hende utallige kiksede dates, der indeholder alt fra en nøjeregnende revisor, til en klassisk selvforherligende player med silkeskjorte og glubsk ulveblik. Derfor står hun igen næste dag alene og deprimeret ud af sengen og op til endnu en dag på kontoret, et mindre forlag i New York, sætter sig slukøret foran skærmen og må konstatere over for sig selv, at hun absolut ikke kommer nogen vegne hverken kærlighedsmæssigt eller ang. sit arbejde, som kun er substitut for hendes rigtige passion som kunstmaler. Kollegaen og hendes gamle collegeven Josh, (herligt tilbagelænet spillet af Scott Cohen) der, ud over at være smålun på hende også har opgivet sine drømme til fordel for noget mere sikkert, spotter sammen med en anden kollega Joan, (Jackie Hoffmann, det kvindelig svar på Woody Allen), at den er helt gal og invitere hende med i byen med nogle venner og, hvem ved, en mulig kommende kæreste. Inden da har Joan for sjov læst kontaktannoncerne igennem og her er der ikke ligefrem noget at råbe hurra for, altså lige indtil hun falder over Jessicas yndlingsdigt i en rubrik. Problemet er bare at den hører til under kvinde søger kvinde og så er den hurtigt udelukket. Men Jessica tænker og føler anderledes og da hun igen er alene, beslutter hun sig for i smug at ta' avisen med hjem. Middagen senere på aftenen går helt i vasken og udvikler sig til en yderst pinlig affære, der først sender Jessica på grådens rand efter et skænderi med Josh, som hun dog ved har ret i sine synspunkter om hende som single, men som dog efterfølgende betyder at hun indser, at der må gøres noget drastisk for at bryde den onde cirkel. Og så beslutter hun sig for at gi’ den mystiske Helen fra avisen en chance.
Helen : ”Who do you have to blow to get some fucking pussy around here!”
Helen, (Heather Jürgensen), der arbejder i et galleri, er væsentlig mere free spirit i både væremåde og tøjstil, men har trods utallige elskere ikke fundet the one an only hos det modsatte køn. Under et show på galleriet får Helen et dirty look fra kunstneren, en lesbisk babe, og spekulere på om det mon ikke var på tide at gi’ sådan et forhold en chance igen, og ind ryger annoncen. Senere derhjemme modtager hun en række opkald, (det ene mere kikset og morsom end det andet), indtil en kvinde ved navn Jessica melder sig og med det samme gir Helen en fornemmelse af, at hun måske ku’ være den eneste ene. Da de mødes næste dag på en hyggelig lille cafe er det love at first sight fra begge sider, men Jessicas forsvarsmekanismer sætter straks ind som ved alle forhold og hun tvivler nu pludselig på, om hun nu også gør det rigtige og så må den mere selvbevidste Helen sætte efter og overbevise hende om, at fuldføre hvad hun startede. For man kan jo ikke bare konkludere at noget ikke fungere før man har prøvet det, vel?
You Can’t Know About It, unless You Try It
Efter en mindre diskussion beslutter Helen sig for, at lukke munden på Jessica med et brag af et kys der gør hende så blød i knæene, at hun knap nok kan holde balancen, (i blot en ud af mange mindeværdige scener), og det bliver startskuddet for den hhv. heteroseksuelle og biseksuelle kvindes famlen fremad i et forhold, der endegyldigt vil definere deres seksualitet og for Jessicas tilfælde måske gi’ hende tro nok på sig selv til, at hun kan føre alle sine drømme ud i livet.
Heather Jürgensen og Jennifer Westfeldt, (hvis kemi er så god sammen, at man fristes til at tro at de danner par i virkeligheden), har skrevet en romantisk komedie hvis karakterer alle, trods filmens luftige og muntre tilgang til sit emne, fremstår troværdige og sympatiske i en historie der nægter at forfalde til en forudsigelig skabelon, men som i stedet gør en dyd ud af at vende og dreje hverdagens trivialiteter i et nyt kærlighedsforhold med hvad der dertil hører af op og nedture, samt pinlige familiemiddage hos Jessicas forældre, som hun et langt stykke af vejen, indtil hun er klar til at springe ud, må forsøge at holde lav profil over for. Helen respekterer dette, men kun til at starte med. Trods det at filmen ikke lægger skjul på at være en komedie, er der et par scener der skiller sig ud og som er med til at gi’ filmen den tynge der gør, at den hænger fast på nethinden lang tid efter. Her er middagsarrangementet i starten hvor Jessica får smækket realiteterne lige i synet og senere, måske den bedste, den to delte scene i forældrenes hjem hvor Jessica møder op alene som den eneste til middagen for hendes bror, som skal giftes, og tydeligvis har det af helvedes til, hvilket hendes mor, (fremragende spillet af Tovah Feldshuh) hurtigt fornemmer grunden til, uden dog at vide det helt præcist. Anden del i hængesofaen på verandaen understreger samtidig også Charles Herman-Wurmfelts blik for at underspille på det helt rigtige tidspunkt. Jessica behøver ikke at forklare hvad årsagen er til hendes humør, moren ved det allerede og nøjes blot med, efter en monolog om Jessicas evige problemer med at tro på sig selv, at sige I think she’s a very nice girl...refererende til Helen.
Jessica’s Secret
Og til sidst må nævnes scenen hvor Helen og Jessica har et mega skænderi, om hvad skal ikke afsløres her, som er både morsom og meget rørende og som gør ”Kissing Jessica Stein” til en film som alle, der holder af hjertevarme komedier hvor humoren ligger i dialogen og i de små detaljer, bør gøre sig selv den tjeneste at se.
Jessica : ”I was surprised to learn that lesbians accessorized, I didn't know that.”
6/6.
For at få mest ud af ”Kissing Jessica Stein” anbefaler jeg at man enten får fat på den engelske R2 udgave eller den amerikanske R1, der begge indeholder 2 kommentarspor; et med Charles Herman-Wurmfeld og fotograf Lawrence Sher, samt et med Heather Jürgensen og Jennifer Westfeldt, hvoraf sidstnævnte er særdeles fremragende. Desuden indeholder ekstramaterialet også 10 slettede scener med kommentarspor fra de to tøser, en 10 min. featurette hvor Westfeldt og Jürgensen viser rundt på locations i New York og endelig filmens trailer. Modsat indeholder den danske R2, kun de slettede scener.
DVD :
http://www.axelmusic.com/productDetails/0245430504...
http://www.videoland.dk/?51O49XO4934XO49353832A82
Musikvideo :
#22 filmz-Crystalstar1200 16 år siden
I tre forskellige tidsaldre er tre forskellige mænd knuste over udsigten til at deres elskedes snarlige død. I et desperat forsøg på at redde kvinderne forsøger de tre mænd på hver deres måde at finde frem til livets træ, som efter signende skulle være kilden til udødelighed.
Hvad kan jeg sige andet end ...
- Se Den
- Føl Den
- Hør Den
- Mærk Den
Sluk lyset, Skru op for lyden og giv dig hen til 96 minutters stimulering af alle dine sanser.
Film 8/10
Video 7/10
Audio 7/10
Desværre ikke det bedste transfer ift. 35MM udgaven i biffen :-/
*** Den Som Elsker Meget - Udretter Meget ! ***
#23 DarkLight 16 år siden
En agent(Jeffrey Donovan) modtager en ufrivillig opsigelse, en såkaldt 'Burn Notice' og bliver blacklistet og mørklagt af sit agentur. Han sætter sig derfor for at finde ud af hvem der har givet ham denne Burn Notice, og hvem der i det hele taget overvåger ham, fordi noget tider på at det er nogen højere oppe end bare det sædvanlige FBI/CIA-pjat. Dette gør han ved hjælp af eks-kæresten(Gabrielle Anwar) og den letterede alkoholiske pensionerede agent Sam(Bruce Campbell). Han får desuden tiden til at gå med at opkare diverse sager, som dukker op hen ad vejen.
Jeg må indrømme at jeg absolut ikke havde høje forventerne til denne serie fra start. Jeg synes ærlig talt plottet lød tyndt og set tusind gange før. Allerede efter første afsnit, måtte jeg dog trække mine fordomme tilbage. 'Burn Notice' er bestemt et forfriskende bekendskab. Jeffrey er rigtig god i rollen som agenten, der med en blanding af McGyver-snilde og sarkasme rydder op i Miami. Ligeledes er Bruce Campbell, der med sine små kommentarer om alt, er en fornøjelse at se på. Desværre virker Gabrielle Anwar i rollen som eks'en ret karikeret og overspillet.
Jeg synes seriens tilgang til sig selv adskille den væsentlig fra andre i samme genre, og egentlig også fra andre serier, der vises lige nu. Den er meget umiddelbart og let fordøjelig. Og samtidig forbandet underholdende. Humoren er lige i øjet, aktion-sekvenserne leveres ubesværet og det hele er nydeligt pakket ind Miami-papir. Men skal dog være tilhænger af Voice-overs, da dette benyttes i stor stil. Tænk på Dexter, og så har man nok mængden meget godt.
Alt i alt, kan jeg ikke andet end anbefale at se et par afsnit af denne serie, som måske ikke stikker så dybt i vandet, men underholdende nok til at holde det hele flydende.
4 / 6
#24 elwood 16 år siden
Gabrielle Anwar er gabnske nydlig og se på 8-)
Og så var der jo lille besøg fra Dexter serien (istarten af serien) ganske fornøjligt, men ja det en god måde og slutte søndagen af på.
Og voice overen er lige i plet, med hans små gør det selv tips for Wannabe spies hehe.
Synes også det meget underholdene måde han håndtere de Agenter som bliver sendt efter ham, han er fræk som bare pokker, og lidt drengerøv.
Mor'en synes jeg nu også har sine stunder til tider, hvor hun konstant forstyrre/ringer til Michael når han "leger" spion.
Burn Notice og Life er mine ynglings serie lige for tiden.
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#25 McPeter 16 år siden
Det blev til:
Black Snake Moan - Blu-Ray R0
Må indrømme at jeg så denne film med en blandet følelse af ikke at vide hvad der ventede mig, blandet med en smule hype ovenpå de flotte anmeldelser af billedsiden først og fremmest men også hvor godt lyden skulle virke i sammenhæng med billedsiden.
Vil ikke afsløre for meget af handlingen, men den fungerede egentligt udemærket. På en eller anden måde virker den en lille smule mainstream og så alligevel ikke. Når det kommer til stykket var der nok i virkeligheden et lille twist i forhold til de film man plejer at se. Lidt svært at forklare hehe. Men jeg kedede mig nu bestemt ikke undervejs.
Det er en noget anderledes Samuel L. Jackson end vi er vant til at se - især fordi han har gråt hår og ikke er den sædvanlige kække actionhelt. Uden at røbe for meget vil jeg dog nævne at han ikke er den bedste sanger. :-) Omvendt var jeg væsentligt mere positivt overrasket over Justin Timberlake som skuespiller. Nu skal det så også lige siges at jeg ikke følger nok med i teenage pop industrien til at vide hvordan han så ud, så jeg er nok ikke lige så forudindtaget som jeg fx kunne fornemme min lillesøster var hehe. :-) Men jeg synes at han generelt klarede det udemærket.
Til sidst har vi Christina Ricci som bestemt ikke skuffer. Sidst jeg så hende var i Monster og på nogle få punkter minder rollerne lidt om hinanden. Men det er bestemt ikke nogen dårlig ting for jeg synes hun er fantastisk i begge film.
Black Snake Moan er filmet utroligt flot og den skuffer bestemt heller ikke i HD. Der var flere scener jeg bare nød pga. det. :-) Billedsiden er god og især de indendørsscener hvor der er stor kontrast mellem lys og mørke er utroligt flotte og detaljerede.
Særlig vil jeg fremhæve den scene hvor Samuel L. Jackson finder sin el-guitar frem. Jeg vil ikke røbe detaljerne, men den måde den scene bygger sig op på er bare helt ubeskrivelig fantastisk - jeg sad nærmest bogstaveligt talt og klappede i hænderne. :-) Der er så meget stemning at det bare driver ned ad væggene og den sprøde lyd af blues-guitar gør bestemt ikke oplevelsen dårligere.
(til dem der har set den så er det klippet fra youtube der hedder "black snake moan - the uncut title track" - vil dog anbefale folk der ikke har set filmen endnu til at se scenen i dens originale kontekst istedet)
Generelt er filmen fyldt med lækker bluesmusik og selvom det jo ikke er en musical så har musikken bestemt sin egen rolle i filmen.
Jeg vil bestemt anbefale filmen til folk der gerne vil have en lidt anderledes filmoplevelse, til folk der holder af Samuel L. Jackson og Christina Ricci, samt ikke mindst til folk der vil snuse lidt nærmere til blues musik. Man behøver bestemt ikke være entusiast for at sætte pris på det - selv min søster synes at musikken havde været rigtig god og stemningsfyldt i filmen.
Lyd: 5 / 6
Billede: 6 / 6
Film: 5 / 6
#26 elwood 16 år siden
uden og ha set youtube linket så lad mig gætte det er
Synes faktisk Justin Timberlake klare det bedre end jeg havde regnet med i den her film, med det er Samuel Jackson og Christina Ricci som stjæler billedet fuldstændig.
Mit Grundlag for at anskaffe den var "hey det er blues, den må jeg se" 8-)
og ja jeg blev også positiv overrasket.
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#27 McPeter 16 år siden
#28 elwood 16 år siden
I filmen forklares denne rekvisit godt, men når man ser billederne tænker man måske straks noget hel andet.
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#29 Skeloboy 16 år siden
Neil Young, Roskilde Festival 2008, Orange Scene, Lørdag 21.30
Med 20 min. forsinkelse kommer han på scenen uden at have travlt. Stille og roligt tager han guitaren og begynder at spille. De første seks numre, hvor højdepunktet helt klart er Hey Hey My My og et cover af All Along The Watchtower er høj-oktan elektrisk guitarfræs i særklasse. Og manden er 62 år!
Tempoet sættes drastisk ned med Oh Lonesome Me, efterfulgt af Mother Earth, kun på mundharmonika og trædeorgel, og det er sublimt hårrejsende og tårefremkaldende. Derefter følger Needle and the Damage Done, Unknown Legend, Heart of Gold(hvor er det fedt at synge sammen med 50.000 andre), Old Man, og det er gennemført smukt og professionelt, uden at virke som endnu en dag på jobbet.
Tempoet sættes op, og det andet sidste nummer er No Hidden Path fra hans seneste album, som der er 15 min, men live er den 23 min. Det virker som om de kan blive ved med at spille og jamme, og det bliver aldrig, aldrig kedeligt. Musikerne smiler til hinanden undervejs under en inferno af guitar. De kan lide det, de hører til på en scene, og de er ikke for gamle til at rocke igennem endnu. Sidste nummer er Beatles-coveret A Day In The Life, og den munder ud i en decideret voldtægt af guitaren, hvor Neil Young med en energi som en 20-årig flænser så meget i guitaren at strengene sprænger.
Efter lidt over 2 timers koncert var tanken: han kunne sgu da godt have spillet lidt længere? Det var næsten helt trist at forlade plænen igen.
Dette er en af de bedste koncerter, jeg nogensinde har set, også selvom der mangledes numre som Southern Man, Rockin' in the Free World, From Hank To Hendrix
Gæt selv karakteren...
#30 Bobby Singer 16 år siden
Hitchcock Junior
Disturbia er trods sine fejl og mangler stadig en ganske habil ungdoms thriller med en veloplagt Shia Labeuf i centrum, som sørger for, at det aldrig bliver helt kedeligt i det ellers så pæne nabolag. Filmens måske største problem er, at den til tider virker en lille smule ufokuseret, vil den være en komedie eller en gyser?
Præstationerne er sådan set også o.k., Shia Labeuf er som sagt et godt valg i rollen som Kale, hvor han igen beviser, at han mestrer både komedie og drama genren ganske godt. David Morse må tag sig til takke med en lidt for kliché-fyldt rolle, som den mystiske nabo, der har det med at dukke op i tide og (helst) i utide, for at holde spændingen kørende, hvilket ikke altid lykkedes helt efter hensigten, eftersom man har set det hele så mange gange før. Sarah Roemer er til gengæld rimelig sexet, i rollen som Ashley.
Der er mange sjove optrin der leder op til filmens spændende finale, som bestemt ikke skuffer, men indimellem kunne man måske godt have ønsket sig, at den havde valgt en lidt mere fokuseret rute, for selvom man griner med, når de finder sted, så bliver det heller aldrig sindssygt spændende eller uhyggeligt. Det hjælper heller ikke, at den tit balancere på grænsen til klichéerne, som den desværre ikke helt kan undgå at falde i med jævne mellemrum.
Men når alt det er sagt, så vil jeg heller ikke ligge skjul på, at jeg var godt underholdt igennem det meste af filmen. Den holder et fint, men dog lidt ufokuseret spændings niveau og Shia Labeuf gør det godt i hovedrollen. Så hvis du ikke forventer mere en lidt underholdning på en kedelig regnvejrs dag, så kan den da godt anbefales, men forvent ikke det helt store gys.
3/6