bruno (20276) skrev:

Desværre kan man ikke man ikke sige det samme om "The Amazing Spider-Man 2", det er faktisk en straight-up dårlig film.

Så er den rettet. :)

Det er meget længe siden, at jeg har set Raimis udgaver, så jeg er faktisk ikke helt klar over, om de holder endnu.

#81 - Sørens.

Lidt blandet jeg har set/genset på det sidste:

Chopper (2000) – 8/10
Eric Bana er ganske enkelt fænomenal i denne næsten autentiske fortælling, som hårdkogt forbryder af den mest uberegnelige og selvindbildte slags. Filmen er et karakterstudie, men et pilskævt et af slagsen, der ikke lader os stole på, hvad der er, kan være eller burde være sandt og om manden i midten er en charmerende skurk eller en farlig psykopat. Utilregnelig uanset og det skræmmer, trods filmens ofte bidende sarkastiske tone. Klart Bana’s bedste præstation.

42 (2013) – 6/10
Autentisk sportsdrama af den slags, hvor violiner sættes ind, så vi før den store tale holdes eller det fantastiske moment på banen kommer, ved hvad vi skal føle. Det er trættende, dumt og unødvendigt. De ’magiske’ øjeblikke i sådanne film er i forvejen rigeligt patosfyldte uden. Ser man bort fra det og fra at Harrison Ford giver en af sine livs mest tå krummende, overspillende karikerede præstationer, der er så slem at det bliver charmerende i sig selv, er filmen faktisk et sobert og velfortalt drama. Den fokuserer med held mere på Jackie Robinson, godt spillet af Chadwick Boseman, der som den første sorte i baseball i den bedste række, må bære en lighedens fakkel som det er de færreste forundt at kunne magte, end den fokuserer på kampenes store øjeblikke, selv om de også er der.

Elephant (2003) – 8/10
Fra første billede er der noget foruroligende og skræmmende i instruktør Vant Sant’s nærmest kunstløse, men mesterligt opbygget fortælling om en skolemassakre. Vi følger blot en række elever i deres normale hverdag, indtil den afbrydes så brutalt. Der søges ikke meget bag om tragedien, men der er dog glimt nok til at vi kan danne os en mening om dette og hvorfor det der ikke burde ske, det sker. Filmen er mere dog mere rystende end oplysende på godt og ondt.

Nothing But the Truth (2008) – 7/10
Solidt og velmenende politisk drama, inspireret af en sand historie. Det er en af den slags film, der sætter ind med de rette slag, for at vi skal føle vores forargelse og egen frustration vokse i takt med vores hovedperson, nydeligt spillet af altid seværdige Kate Beckinsale, der som journalist kommer i problemer i den nye amerikanske verdensorden. Filmens pointer og slag mod kroppen er dog også så beregnende og skematiske, at det tager lidt af troværdigheden og indlevelsen ud af filmen.

Tyrannosaur (2011) – 7/10
Peter Mullan giver så besnærende og menneskeligt vedkommende et portræt af et ofte usympatisk menneske, at vi kommer til at fatte sympati for og får medfølelse for ham. Det er ganske godt gået, af en film der starter med at hovedpersonen i hidsighed sparker sin hund ihjel. Men det er denne mørke side, som står i centrum og vores hovedperson kæmper med. Jeg synes måske ikke altid balancen mellem sympatien og det modsatte rammes rent, så det bliver helt troværdigt når det humane dukker mere og mere op. Men det vil jeg påstå mere skyldes manus og instruktion end Mullans præstation og så selve historien, den kunne også have en anelse mere pondus, trods mange gode træk.

Battle of the Damned (2013) – 1/10
Svenske Dolph Lundgren giver en lige så lam præstation som filmen er kramagtigt ringe og gabende kedelig. Jeg kan uden problemer leve med små tåbelige actionfilm, hvis de i det mindste har en værdi i det kitschede og usmagelige. Denne her sci-fic gyser/actionfilm er blot så ultraringe fortalt, spillet og fundet på, at det nærmest burde være umuligt at ramme så lavt et niveau uden at stræbe efter det. Spild af liv.

All Is Lost (2013) – 8/10
En fortælling så ren, enkel og skåret ind til benet, som de kan komme, når Robert Redford vågner på sin båd, der har fået slået hul i siden. Med undtagelse af lidt information i starten, som dog giver lidt følelsesmæssigt pondus, så starter den op uden mange forklaringer og slutter på samme måde. Det er næsten befriende banalt, men alligevel føler man den fortæller så meget mere, som en metafor for en af livets store kriser. Redford giver en helt fantastisk præstation, så underspillet som det vist er menneskeligt muligt. Hans fåmælte stil, fortæller som filmen ligeså, uden at man næsten kan forklare hvorfor, alligevel så meget. Slutningen der kan diskuteres, er næsten tæt på at blive for nedslående, men bliver desuagtet så smuk som man kan ønske det.

Ils (2006) – 7/10
Bruger man gyserklicheerne rigtigt, så beviser denne beskedne historie, at de stadig kan fungere fremragende. Hvad man ikke får i begavet fortælling, gennemført plotudvikling eller skarpskårne karakterer, det får man i effektive chok og gys i denne lille franske floskel, der ikke gør det sværere end nødvendigt.

Lidt mere, af hvad jeg har pløjet igennem på det seneste:

Sons of Anarchy – sæson 1 (2008) – 7/10
Charlie Hunnam i en af de bærende roller er for pretty boyagtig og det stråler ikke igennem, at han har den der mørke side, der gør ham til den rocker han spiller. Man kan også synes at hele denne motorcykel-rockerklub vi følger er rigeligt romantiseret og deres prioriteter og/eller intentioner er lidt vel sympatiske, midt i deres voldsomme handlinger. I virkeligheden har denne serie nok hellere ikke meget med den verden den omhandle at gøre. Så forventer man at få et indblik i dette ofte lukkede univers, bliver man nok skuffet. Når alt det er sagt, når man har accepteret alt dette og man derefter har fundet ind i serien, så fungerer ’SoA’ mildt sagt fremragende. Det er svulstig underholdning med alle dens mord, voldtægter, bandekrige og intriger. Det er hverken raffineret eller sofistikeret, men fortælles med en sådan begejstring og overskud at man føler folkene bag både morer sig og kan lide det de laver.

Sons of Anarchy – sæson 2 (2009) – 8/10
Der er skruet op for svulstighederne, så det næsten kan kaldes svinsk underholdende. Selv om ’SoA’ følger et ofte genkendeligt og meget lidt originalt Tv-seriemønster, så banker den voldsomt sin fortælling fremad med handlinger, intriger og påfund så overraskende, at man frydes. Det er ikke hverken troværdigt, begavet eller har noget dybere at sige, men det forsøger heller ikke at bilde os andet ind. Skulle man endelig forsøge at tillægge den lidt pointer, må det være at hver reaktion skaber en modreaktion, som blot er med til at skabe nye problemer, i forsøget på at løse de gamle, på alle de politisk ukorrekte måder. Det er drengerøvsunderholdning med seje damer, hårde mænd og store motorcykler.

High Anxiety (1977) – 6/10
Der er en del sjove referencer til diverse Hitchcock-film, i denne Mel Brooks parodi på netop mesterens film. Men på trods af masser af potentiale, så klukkede jeg mere end jeg egentlig grinte. Måske fordi historien kørte en anelse træg og påfundende sine steder var for oplagte.

History of the World: Part I (1981) – 7/10
Instruktør Mel Brooks kaster masser af mere eller mindre platheder på banen, i denne episodiske og politisk ukorrekte fortælling om menneskes historie. Det er ofte morsomt, men indimellem også for lavkomisk til at være rigtigt godt. Ofte er man dog også mest spændt på at se, hvilket spin der er fundet på, til de forskellige tidsaldre. Men solid underholdning fra den skøre skuffe.

To Be or Not to Be (1983) – 7/10
Solid morsom film, om en polsk teatergruppe, der desperat forsøger at holde deres teater kørende, mens nazityskland invaderer landet, for så mere eller mindre modvilligt at blive trukket ind i modstandskampen. Det er afvekslende og der holdes et frisk tempo, mens en masse jokes smides på banen. En del virker, men ikke alle og selv om alvoren er tilstede, så finder filmen aldrig helt sin tilgang til krigen, der som bagrund behandles ujævnt i fortællingen.

BN (20288) skrev:

Den joke jeg griner allermest er af, er dog scenen med orkestret i bussen ... Hahaha. Genial måde at gøre nar af filmiske virkemidler på (i dette tilfælde truende, dramatisk musik).

Den var også god spoof!