Cronos (1993): 3/6 Pænt lavet mht. make-up-udsmykning, men historien kom desværre aldrig rigtig i gang. Jeg forstår skam godt hans reaktion til sidst, men var det nu også nødvendigt? Den kunne være blevet virkelig interessant hvis de var gået den modsatte retning.
The Americans (Sæson 2): 4/6 Hvis sæson 1 får en stor 4/6 så får sæson 2 desværre kun en lille 4/6. Det er forsat en glimrende serie, men hovedhistorien manglede lidt bid i forhold til første sæson. Men jeg tror det forandre sig til sæson 3 (serien ER blevet fornyet), for der bliver lagt op til noget meget interessant nu.
Ser også frem til sæson 2, og håber at de forsat forbinder tingene til de forskellige film. Måske de sågar også gør modsat e.g. at en fra serien kan få en bi-rolle i en af filmene. Det ville være neat. Det glæder mig også, at de fik bedre styr på humoren efterhånden som serien kom i gang, for den var lige "mangfoldig" nok i starten.
Jeg var færdig af grin over den sidste scene i sidste afsnit med
Garret hele hans mUhahah jeg er almægtig nu... BAM! musikken gav det dog en del væk, da den blev lige lovlig pompøs til og sku ende godt for ham :)
Også lidt intressant og se Agent Ward aka. Hydra, og hvordan han næsten var ude af stand til og gøre noget uden en ordre, jeg fik dog ikke rigtig ondt af ham, men det var tydeligt at han nok var påvirket en hel del af Garret i hans opvækst, og han har været den som har formet ham. Men damm jeg er glad for og ha Coulson tilbage, spændende og se om han blir afsløret for The Avengers på et tidspunkt, eller han formår og være skjult hele tiden.
Der har vidst været snak om Melinda May måske sku være med i en Marvel film, hun er hvertfald en der nemt ville kunne passe ind, men igen hun minder en del om Agent Maria Hill, så måske det er for tæt på. Men ja jeg glæder mi8g til og se, hvad de finder på, og hvem fjenden skal være den her gang.
J. J: "This is one of my Favorite shots." Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Bachs sidste Matthæus-kor, Dantes femte purgatorium, konstante nærbilleder og den prædeterminerede død. Nej, det lyder ikke specielt neorealistisk, gør det? Derfor kan man undre sig over, at Pasolinis debutfilm ofte beskrives med dette misvisende adjektiv. End ikke kinematografien minder om neorealisternes generiske billeder, men befinder sig snarere i et abstrakt vakuum mellem amatørfilm og Rudolph Maté. Accattone passerer den individuelle ulykke, overskrider det politiske omdrejningspunkt, og grundfæstes gentagende som et visuelt digt om subproletariatets kollektive elendighed. "Ora sto bene" udånder Franco Citti i sit sidste ubefriede øjeblik som tyvagtig alfons. Det er fuldbragt.
9/10
Mamma Roma (1962)
Den sidste nadver med pensionerede ludere, voldelige mænd og ugidelige sønner. Med Mamma Roma udvider Pasolini sit arbejde i forhold til subproletariatets sammenstød med det politiserede og konsumeristiske samfund. Dødsdriften er knap så iøjefaldende, men den mytiske moder og Cristo morto-symbolikken (jvf. Mantegnas famøse temperamaleri) er her direkte visualiseret. Jeg indrømmer det nødigt, men Anna Magnani, som i øvrigt var et ikon inden for neorealismen, spiller hysterisk og overdrevet til et punkt, hvor hun konsumerer hele filmen, og overskygger den egentlige protagonist (eller helt), sønnen Ettore, som hun håbløst forsøger at integrere i det nye, økonomisk stabile Italien. Når livet et forbi, giver det - og derved det sakrale - måske mening. Jeg tillader mig derfor at citere en strofe fra et digt af Pasolini ("Le belle bandiere"), som han skrev samtidig med udgivelsen af Mamma Roma, der eksekverer den irrationelle forestilling om dødens fuldbyrdelse af mystikken noget mere gribende end filmen:
Nel sonno, in me, um bambino muto si spaventa, e chiede pietà, si affanna a correre ai ripari, con un'agitazione che la virtù dismaga, povera creatura. Lo atterrisce l'idea di essere solo come un cadavere in fonda alla terra.
Jeg fik set Fukkatsu no hii AKA Virus i den oprindelige version. Havde læst flere steder, at den amerikanske version skulle være så beskåret, at mange af de vigtige dele af plottet mangler og filmen derfor skulle virke hullet. Kort fortalt, så handlede den om at farlig virus fra et laboratorium slipper løs og udsletter hele verden, fornær menneskene på Antarktis. Det var meningen at denne film skulle være Kinji Fukasaku (Tora! Tora! Tora!, Battle Royale) internationale gennembrud, men den floppede fælt. Jeg er normalt helt vild med de her dystopiske jorden går under film, så der skal normalt ikke så meget til for at tilfredsstille mig på det område, men den film var simpelhen for urealistisk til at jeg kunne komme op og ringe. Skuespillet syntes jeg også efterlod lidt en del at ønske. Lidt skuffende, men der var da et par enkelte gode momenter. Jeg lander på den lunkne 6/10
Imagine an elephant with the flu. One sneeze and it breaks it's bloody neck - Fukkatsu no hi AKA Virus (1980)
Genså Clintens Unforgiven inden jeg skulle ind og se det japanske remake af den. Clintens er næsten den mest westernmyte-dræbende film, der findes. Ingen helte, ingen ordentlige skurke, og det er rigtig grimt at dræbe. 8/10 - på en god dag 9.
En lille håndfuld set i løbet af den sidste uges tid:
Dawn of the planet of the apes
Jeg havde ikke alt for store forventninger til den her film, og alligevel gik jeg ind og blev skuffet. Historien er virkelig tynd og karakterene er desværre ikke spændende på trods af fint skuespil. Jeg var dog fint underholdt, og Matt Reeves er stadig en interessant instruktør, men jeg havde håbet at historien var et spadestik dybere. 5/10
Guardians of the Galaxy
Det her er så fuldstændig omvendt. Jeg gik ind med uretfærdig høje forventninger, og jeg gik alligevel ud, fuldstændig mindblowned. Sjældent har jeg været så godt underholdt i to timer, og sjældent er jeg blevet suget så dybt ind i et univers. Chris Pratt er genial i rollen som Star Lord, og så har Groot og Rocket den fedeste bromance kørende. Da filmen var slut havde jeg lyst til at købe en billet til den næste forestilling. Det er meget sjældent jeg oplever det. Den har fået lov til at køre rundt i hovedet på mig i et par dage, og der er ikke rigtig nogen vej uden om, den film her får: 10/10
Slither
Faldt over den sag på Netflix, og ville derfor lige tjekke James Guns' tidligere film ud. Og det er jeg ret glad for at jeg gjorde. Sjældent har jeg set en film fyldt med så referencer til andre film. Filmen tager sig aldrig selv seriøst og har et glimt i øjet hele vejen. Og så er Nathan Fillion og Michael Rooker bare cool. 7/10
Splinter
Jeg så denne film for et par år tilbage, og huskede den egentlig som ganske udmærket, og besluttede mig for at den skulle have et gensyn. Det fortrød jeg godt nok et 1 time og 22 minutter senere. Det var desværre ikke særlig godt. Monstret er ret cool, og filmen har et par okay ideer undervejs, men hver eneste gang der sker bare det mindste når monstret er der, så er det som om kameramanden har taget sig en bane coke og er til et raveparty, for sjældent har jeg set et SÅ forstyrrende rystende kamera. Og så var resten af filmen bare halvkedelig.
På trods af den simple fortælling og nogle issues jeg har med historien en mageløs god film.Virkningen af at se alle skuespillerne ældes er svær helt at sætte ord på.
#20301 loki 10 år siden
Pænt lavet mht. make-up-udsmykning, men historien kom desværre aldrig rigtig i gang. Jeg forstår skam godt hans reaktion til sidst, men var det nu også nødvendigt? Den kunne være blevet virkelig interessant hvis de var gået den modsatte retning.
The Americans (Sæson 2): 4/6
Hvis sæson 1 får en stor 4/6 så får sæson 2 desværre kun en lille 4/6. Det er forsat en glimrende serie, men hovedhistorien manglede lidt bid i forhold til første sæson. Men jeg tror det forandre sig til sæson 3 (serien ER blevet fornyet), for der bliver lagt op til noget meget interessant nu.
#20302 loki 10 år siden
Ser også frem til sæson 2, og håber at de forsat forbinder tingene til de forskellige film. Måske de sågar også gør modsat e.g. at en fra serien kan få en bi-rolle i en af filmene. Det ville være neat. Det glæder mig også, at de fik bedre styr på humoren efterhånden som serien kom i gang, for den var lige "mangfoldig" nok i starten.
#20303 elwood 10 år siden
Også lidt intressant og se Agent Ward aka. Hydra, og hvordan han næsten var ude af stand til og gøre noget uden en ordre, jeg fik dog ikke rigtig ondt af ham, men det var tydeligt at han nok var påvirket en hel del af Garret i hans opvækst, og han har været den som har formet ham. Men damm jeg er glad for og ha Coulson tilbage, spændende og se om han blir afsløret for The Avengers på et tidspunkt, eller han formår og være skjult hele tiden.
Der har vidst været snak om Melinda May måske sku være med i en Marvel film, hun er hvertfald en der nemt ville kunne passe ind, men igen hun minder en del om Agent Maria Hill, så måske det er for tæt på. Men ja jeg glæder mi8g til og se, hvad de finder på, og hvem fjenden skal være den her gang.
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#20304 Pécuchet 10 år siden
Bachs sidste Matthæus-kor, Dantes femte purgatorium, konstante nærbilleder og den prædeterminerede død. Nej, det lyder ikke specielt neorealistisk, gør det? Derfor kan man undre sig over, at Pasolinis debutfilm ofte beskrives med dette misvisende adjektiv. End ikke kinematografien minder om neorealisternes generiske billeder, men befinder sig snarere i et abstrakt vakuum mellem amatørfilm og Rudolph Maté. Accattone passerer den individuelle ulykke, overskrider det politiske omdrejningspunkt, og grundfæstes gentagende som et visuelt digt om subproletariatets kollektive elendighed. "Ora sto bene" udånder Franco Citti i sit sidste ubefriede øjeblik som tyvagtig alfons. Det er fuldbragt.
9/10
Mamma Roma (1962)
Den sidste nadver med pensionerede ludere, voldelige mænd og ugidelige sønner. Med Mamma Roma udvider Pasolini sit arbejde i forhold til subproletariatets sammenstød med det politiserede og konsumeristiske samfund. Dødsdriften er knap så iøjefaldende, men den mytiske moder og Cristo morto-symbolikken (jvf. Mantegnas famøse temperamaleri) er her direkte visualiseret. Jeg indrømmer det nødigt, men Anna Magnani, som i øvrigt var et ikon inden for neorealismen, spiller hysterisk og overdrevet til et punkt, hvor hun konsumerer hele filmen, og overskygger den egentlige protagonist (eller helt), sønnen Ettore, som hun håbløst forsøger at integrere i det nye, økonomisk stabile Italien. Når livet et forbi, giver det - og derved det sakrale - måske mening. Jeg tillader mig derfor at citere en strofe fra et digt af Pasolini ("Le belle bandiere"), som han skrev samtidig med udgivelsen af Mamma Roma, der eksekverer den irrationelle forestilling om dødens fuldbyrdelse af mystikken noget mere gribende end filmen:
Nel sonno, in me, um bambino muto si spaventa,
e chiede pietà, si affanna a correre ai ripari,
con un'agitazione
che la virtù dismaga, povera creatura.
Lo atterrisce l'idea
di essere solo
come un cadavere in fonda alla terra.
7/10
#20305 Kisbye 10 år siden
Havde læst flere steder, at den amerikanske version skulle være så beskåret, at mange af de vigtige dele af plottet mangler og filmen derfor skulle virke hullet.
Kort fortalt, så handlede den om at farlig virus fra et laboratorium slipper løs og udsletter hele verden, fornær menneskene på Antarktis.
Det var meningen at denne film skulle være Kinji Fukasaku (Tora! Tora! Tora!, Battle Royale) internationale gennembrud, men den floppede fælt.
Jeg er normalt helt vild med de her dystopiske jorden går under film, så der skal normalt ikke så meget til for at tilfredsstille mig på det område, men den film var simpelhen for urealistisk til at jeg kunne komme op og ringe. Skuespillet syntes jeg også efterlod lidt en del at ønske.
Lidt skuffende, men der var da et par enkelte gode momenter.
Jeg lander på den lunkne 6/10
#20306 Morten Vejlgaard Just 10 år siden
#20307 Brodersalsa 10 år siden
Dawn of the planet of the apes
Jeg havde ikke alt for store forventninger til den her film, og alligevel gik jeg ind og blev skuffet. Historien er virkelig tynd og karakterene er desværre ikke spændende på trods af fint skuespil. Jeg var dog fint underholdt, og Matt Reeves er stadig en interessant instruktør, men jeg havde håbet at historien var et spadestik dybere.
5/10
Guardians of the Galaxy
Det her er så fuldstændig omvendt. Jeg gik ind med uretfærdig høje forventninger, og jeg gik alligevel ud, fuldstændig mindblowned. Sjældent har jeg været så godt underholdt i to timer, og sjældent er jeg blevet suget så dybt ind i et univers. Chris Pratt er genial i rollen som Star Lord, og så har Groot og Rocket den fedeste bromance kørende. Da filmen var slut havde jeg lyst til at købe en billet til den næste forestilling. Det er meget sjældent jeg oplever det.
Den har fået lov til at køre rundt i hovedet på mig i et par dage, og der er ikke rigtig nogen vej uden om, den film her får:
10/10
Slither
Faldt over den sag på Netflix, og ville derfor lige tjekke James Guns' tidligere film ud. Og det er jeg ret glad for at jeg gjorde. Sjældent har jeg set en film fyldt med så referencer til andre film. Filmen tager sig aldrig selv seriøst og har et glimt i øjet hele vejen.
Og så er Nathan Fillion og Michael Rooker bare cool.
7/10
Splinter
Jeg så denne film for et par år tilbage, og huskede den egentlig som ganske udmærket, og besluttede mig for at den skulle have et gensyn. Det fortrød jeg godt nok et 1 time og 22 minutter senere. Det var desværre ikke særlig godt. Monstret er ret cool, og filmen har et par okay ideer undervejs, men hver eneste gang der sker bare det mindste når monstret er der, så er det som om kameramanden har taget sig en bane coke og er til et raveparty, for sjældent har jeg set et SÅ forstyrrende rystende kamera. Og så var resten af filmen bare halvkedelig.
3/10
#20308 misuma 10 år siden
Det var et dejligt gensyn og for første gang synes jeg faktisk at Cap A er en total badass.
4/6
#20309 jessup 10 år siden
På trods af den simple fortælling og nogle issues jeg har med historien en mageløs god film.Virkningen af at se alle skuespillerne ældes er svær helt at sætte ord på.
Stor 5/6
#20310 Sweetiebellefan 10 år siden
Mere sex, beskidte jokes og dumhd.
7/10
Missing Picture
Flot film om Khmer rige fortalt med dukker.
10/10