Japan angreb Kina i juli 1937. Den 9. december faldt den kinesiske hovedstad Nanking og de følgende 6 uger skulle i historien blive kendt som "The rape of Nanking". Forbrydelser mod menneskeheden, som ikke stod tilbage for de nazistiske af slagsen, som sidenhen har været almen viden i vores indsigt om fortiden. Nanking massakren har været alt andet end almen viden, startende med Japans fortrængning og forsøg på at bortforklare og underdrive begivenheden, ihvertfald i det 20. århundrede,
Først i de senere år, er traumerne begyndt at blive bearbejdet af de to nationer, filmisk kulminerende med hele 4 film indenfor et par år. "Nanking" (2007), The Children of Huang Shi (2008) og John Rabe (2009) samt den kinesiske "City of Life and Death" (Nanking Nanking). Sidstnævnte står ud, med sin sort hvide cinematografi og scenarier uden ledsagende musik drænet for dramatik, som får uhyrlighederne på lærredet til at indvirke stærkere følelsesmæssigt på tilskueren.
Historien om de seks uger i helvede, er små fortællinger i fortællingen, som introduceres af små håndskrevne postkort på engelsk fra Nanking, som hurtigt forklarer præmisen i den efterfølgende sekvens. Enkelt og effektivt. Den første del omhandler japanernes belejring og indtog i Nanking, samt nedkæmpelsen af de kinesiske soldater. Kun her oplever vi direkte kamp sekvenser, imponerende koreograferet, med en eksemplarisk brug af håndholdt kamera. Der er et bemærkelsesværdig godt øje for detaljer i kombattanternes situation, så action i sig selv, bliver aldrig fremhævet på bekostning af det som er det essentielle i sekvensen. Man mærker i den grad intensiteten under slagets gang.
"Skøn som en sønderskudt Banegaard", skrev Tom Kristensen og den slags lyrik er så rammende for det sort hvide drama. Det er et forfærdeligt skue, men fra start til slut er cinematografien så smuk af de forfærdende hændelser og omgivelser. Måske nogle vil mene, at dette ikke understøtter, men tværtimod afholder publikum fra at blive helt og holdent involveret. I min optik gør det modsatte sig gældende. Den kinesiske instruktør formår at variere sit kameraarbejde afhængig af situationen og skræmmende øjeblikke bliver i den grad katalogiseret af filmiske øjeblikke, man ikke kan få væk igen.
En sekvens står prentet i min bevidsthed. Japanske soldater leder efter kinesiske kvinder til at "underholde" hæren, i byens tidligere regeringsbygning. De civile kæmper indædt imod, at deres koner, søskende og børn fratages dem. Under den højlydte verbale kamp, tager en japansk officer et lille barn, går hen og åbner et vindue og kaster barnet ud. Øjeblikket er så intenst og man hører barnet ramme jorden, hvorefter man blot ser faderens fortvivlede ansigt, hører hans langtrukne skrig og efterfølgende blot holder faderens udtryk i fokus. Så grusomt og uforståeligt ondt.
Men hvad der er City of Life and Deaths genialitet er den måde stereotyperne blandes sammen med karakterer fra begge sider af konflikten, som påvirkes af begivenhederne og udviser medmenneskelighed midt i helvedes forgård. Den japanske officer Kadokawa, den kinesiske Tang, som er assistent til den tyske repræsentant John Rabe og kvinderne, som bogstavelig talt kneppes ihjel. Det er vanvid tilsat nok empati til, at skildringen aldrig kammer over og bliver endimensionel i sin udstilling af de gode og de onde.
Jeg bliver nødt til at forklare lidt om filmens slutsekvens, som ovenpå de to timers udmarvende oplevelser, er helt surrealistisk. Japanerne går i sejrsoptog gennem Nanking. Disse satans bødler leverer et eminent skue, en procession, et trommespil, hvor de gammeldags japanske idealer der hyldes, står i skarp kontrast til alt der er gået forud. De har forrådt alt, hvad der kan siges at være indbegrebet af ære og fortrængningen er total!
[url=
Forbandet stærk og smuk film, som på målstregen af året satte i relief for mig, hvad der i sandhed er en stor filmoplevelse.
Audio
Lydsiden er et studie i sig selv. Musikken er perfekt akkompagnerende billedsiden, aldrig sætter den sig selv i fokus. De kinesiske scores og de japanske trommeindslag er på hver deres vis, hjemsøgende. Lydkvaliteten er EMINENT! Jeg vil gå så langt og sige, at 7.1 TrueHD sporet er det bedste jeg har hørt i årl Første sekvens, da man befinder sig blandt en deling soldater, som går under en bro, hvor en kampvogn passerer ovenover kunne have væltet min kælder, havde jeg ikke hurtigt skruet ned. Panoreringen af alle lyde var perfekt og man følte sig hensat lige i nålens øje.
Oftest bliver lydspor, hvor surround effekterne tager fokus fra frontbilledet, hyldet som the second coming of christ. Bare se Transformers. Her er frontbilledet perfekt balanceret og surround effekterne bygger op omkring illusionen af ens placering. Hvilken atmosfære!!!
Audio
Bortset fra en smule banding og få sekvenser, der var en smule bløde i sværet, er billedsiden upåklagelig. Detaljeret, skarp og en flot kontrast. De mindste støvpartikler kan ses i luften.
Film: 10/10 Audio: 10/10 Video: 9/10
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#2601 Den bliver jeg jo nødt til at se. Hvor kan den bestilles i en region-fri udgave?
Forresten, så er Nanking almindeligt kendt i den japanske befolkning. Det er bare ikke noget, som man taler om offentligt, da man risikerer at få ubehagelige besøg af højreekstremistiske grupper. Disse grupper er store og voldelige, og de gør helt konsekvent alt, hvad de kan inden for lovens rammer, for at chikanere journalister, politikere og historikere, der siger noget, de ikke kan lide. Som regel tager det form af støjkampagner foran vedkommendes hjem eller lignende. Men man hører også rigtig tit om drab.
Derfor er det almindelig praksis i Japan, at man tilslører ansigt og forvrænger stemmen på cirka 30-40 procent af alle interviews. Om det så bare er interviewparterne i en nabostridighed. Jeg blev også spurgt, da jeg studerede i Tokyo under Muhammed-krisen, om jeg ville stille op som dansker til et interview. Der sagde de med det samme, at de ville anonymisere mig. Desværre arbejdede jeg den aften, men ellers havde jeg frabedt mig enhver anonymisering. Men de fleste japanere er meget mere konfliktsky. Det er kutymen, at man ikke blander sig.
De fleste japanere er fuldt ud klar over, hvad der virkelig gik for sig i Nanking. Og de fleste ryster på hovedet, når en Kina-hader (dem er der omtrent lige så mange af som Islam-hadere i Danmark) nedspiller drabstallene. De gør det bare indvendigt af frygt for repressalier.
Ja, jeg fandt endda en japansk hjemmeside, som gjorde alt for at modbevise hvad der var sket. Rystende. Men Kina gør jo det samme med Tibet i dag og Danmark spiller jo med på "ikke se, ikke høre, ikke tale" melodien.
Jeg er ret stor tilhænger af "mer' vil ha' mer" konceptet. Når det menneskelige sind får input af en slags, så tilvænnes man. Det er både godt og skidt. I filmhenseende betyder det, at forråelse ikke får den effekt, forråelsen burde have. Omformuleret. Men bliver langsomt immun overfor gentagelser.
Jeg kan stadig huske effekten af at have set Reservoir Dogs første gang. Det var udpenslet vold i rammer, som flyttede grænser. Det samme med City of God. Et filmisk rush, intenst og uventet filmmageri, som fik adrenalinen til at pumpe.
Nu ser man så en film igennem som Johnny Mad Dog, omhandlende børnesoldater i et afrikansk land, så burde man sidde med følelser, som modsvarede i omegnen af ovenstående eksempler. Det gør jeg ikke. Og det er absolut ikke fordi der er noget i vejen med instruktørarbejdet i filmen. Det er kvalitets håndværk og der er masser af følelsesmæssigt svært håndterbare situationer, som burde kræve en tåre, eller kalde på følelsesmæssig engagement. Men i dag, og jeg ved ikke om det blot var dagen i dag, havde jeg svært ved dette engagement.
Jeg kendte på forhånd til ondskaben, hvormed disse børnesoldater i første hånd rekrutteres til djævelens arméer. Det er set før i Blood Diamond. Hvormed minder om familien kan fortrænges og den sidste flig af empati med mennesker kan fjernes ved umenneskeligt gruppepris, gennemførsel af ritualer og en konstant påvirkning af narkotiske stoffer og alkohol. Disse børn bliver dræbermaskiner. Deres historie er ligeså sønderskærende, som de ødelagte menneskeskæbner, deres tilfældige voldstortur efterlader i kølvandet. Deres aktioner brændemærker generationer og efterlader nationer med ar det vil tage mange årtier at hele.
Historien om Johnny Mad Dog, en 15 årig veteran dræbermaskine i en afrikansk rebel hær, er en sådan trøstesløs fortælling, som trækker os gennem scenarie efter scenarie af elendighed og i vore øjne, ligegyldig og tilfældig vold. På sin vis, er det en glimrende kompagnon til den kinesiske City of Life and Death. På samme måde udspiller der sig små sidehistorier om det menneskelige instinkt for kampen for livet, midt i virvaret af den destruktion rebellerne bringer med sig.
Skuespillerne gør det fantastisk og ikke uden grund. De er eks-børnesoldater og alle som en ganske overbevisende.
Trods min afstumpethed over ikke at kunne engagemere mig nok følelsesmæssigt, hvilket i den grad er en sjældenhed for en mand, som tuder over Sound of Music, så skal det ikke gå ud over bedømmelsen af filmen, som absolut er et syn værd og som aldrig tyer til effektmageri eller billige løsninger. Slutningen er uhøre simpel, men næsten smuk i al sin grumhed.
Billed og lydkvalitet (DTS HD MA 5.1) er helt i top. Jeg så den på mit TV, så jeg kan desværre ikke udtale mig endegyldigt, men der er absolut en mulighed for, at vi igen snakker to 10 taller.
Film: 8/10 (som muligvis er et 9 tal ved et gennemsyn mere)
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Hmm, jeg havde sgu' forventet mere af denne film. Et'eren er ganske fed og en solid omgang underholdning, og jeg forventede at to'eren løftede dette til et højere niveau med bedre action, endnu mere kreative væsner og den samme stemning fra den første film. Actionscenerne ser da ganske gode ud og der er flere kreative væsner. Men filmen mangler bare noget. Jeg opnåede desværre ingen interesse for nogen af personerne i filmen, hvilket også gik ud over actionscenerne, da jeg var ligeglad med udfaldet. Og så havde jeg foretrukket mindre CGI. Alt i alt er den da okay, men desværre heller ikke mere. Jeg har godt nok ikke lige den første film i frisk erindring, men jeg mindes at den var bedre.
3/6
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
Flickan som lekte med elden och åkte på Domus och kissade på rea - BD
Jeg så denne med "de gamle" her til aften. Det var anden gang efter at have set den første gang i biografen. Jeg har ikke bøgerne som reference og endnu engang må jeg sige, at jeg følte mig ganske godt underholdt. Der er et og andet over nordiske thrillers, som de vanlige amerikanske mangler.
Nej, den var ikke så god som 1'eren. Jo, den kunne utvivlsomt have været bedre. Jo, der er plothuller og kameler, som skal igennem nåleøjer. Men alt taget i betragtning, så var den sgu ikke så ringe endda. Jeg er mest skuffet over, at der ikke er nogen directors cut udgave på udgivelsen, eftersom dette nærmest var blevet udskreget i medierne, som en af grundene til, at biografudgaven ikke var "den sande helhed". Den er så ikke med her. Så spørgsmålet er, om vi nogensinde får den lovede 2'er? Det kunne have rettet op, på de værste mangler.
Film: 6-7/10
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
En ganske sød lille film. Ikke de store overraskelser og ganske forudsigelig - og naturligvis sentimental som bare pokker - men klart i den gode ende af genren. Solidt og ganske rørende skuespil fra Amy Adams og Emily Blunt - og Alan Arkin er god som altid :)
Er man i humør til en fin lille drama-komedie vil jeg klart anbefale denne.
5/6
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
#2601 filmz-Bruce 14 år siden
Japan angreb Kina i juli 1937. Den 9. december faldt den kinesiske hovedstad Nanking og de følgende 6 uger skulle i historien blive kendt som "The rape of Nanking". Forbrydelser mod menneskeheden, som ikke stod tilbage for de nazistiske af slagsen, som sidenhen har været almen viden i vores indsigt om fortiden. Nanking massakren har været alt andet end almen viden, startende med Japans fortrængning og forsøg på at bortforklare og underdrive begivenheden, ihvertfald i det 20. århundrede,
Først i de senere år, er traumerne begyndt at blive bearbejdet af de to nationer, filmisk kulminerende med hele 4 film indenfor et par år. "Nanking" (2007), The Children of Huang Shi (2008) og John Rabe (2009) samt den kinesiske "City of Life and Death" (Nanking Nanking). Sidstnævnte står ud, med sin sort hvide cinematografi og scenarier uden ledsagende musik drænet for dramatik, som får uhyrlighederne på lærredet til at indvirke stærkere følelsesmæssigt på tilskueren.
Historien om de seks uger i helvede, er små fortællinger i fortællingen, som introduceres af små håndskrevne postkort på engelsk fra Nanking, som hurtigt forklarer præmisen i den efterfølgende sekvens. Enkelt og effektivt. Den første del omhandler japanernes belejring og indtog i Nanking, samt nedkæmpelsen af de kinesiske soldater. Kun her oplever vi direkte kamp sekvenser, imponerende koreograferet, med en eksemplarisk brug af håndholdt kamera. Der er et bemærkelsesværdig godt øje for detaljer i kombattanternes situation, så action i sig selv, bliver aldrig fremhævet på bekostning af det som er det essentielle i sekvensen. Man mærker i den grad intensiteten under slagets gang.
"Skøn som en sønderskudt Banegaard", skrev Tom Kristensen og den slags lyrik er så rammende for det sort hvide drama. Det er et forfærdeligt skue, men fra start til slut er cinematografien så smuk af de forfærdende hændelser og omgivelser. Måske nogle vil mene, at dette ikke understøtter, men tværtimod afholder publikum fra at blive helt og holdent involveret. I min optik gør det modsatte sig gældende. Den kinesiske instruktør formår at variere sit kameraarbejde afhængig af situationen og skræmmende øjeblikke bliver i den grad katalogiseret af filmiske øjeblikke, man ikke kan få væk igen.
Men hvad der er City of Life and Deaths genialitet er den måde stereotyperne blandes sammen med karakterer fra begge sider af konflikten, som påvirkes af begivenhederne og udviser medmenneskelighed midt i helvedes forgård. Den japanske officer Kadokawa, den kinesiske Tang, som er assistent til den tyske repræsentant John Rabe og kvinderne, som bogstavelig talt kneppes ihjel. Det er vanvid tilsat nok empati til, at skildringen aldrig kammer over og bliver endimensionel i sin udstilling af de gode og de onde.
Jeg bliver nødt til at forklare lidt om filmens slutsekvens, som ovenpå de to timers udmarvende oplevelser, er helt surrealistisk. Japanerne går i sejrsoptog gennem Nanking. Disse satans bødler leverer et eminent skue, en procession, et trommespil, hvor de gammeldags japanske idealer der hyldes, står i skarp kontrast til alt der er gået forud. De har forrådt alt, hvad der kan siges at være indbegrebet af ære og fortrængningen er total!
[url=
Forbandet stærk og smuk film, som på målstregen af året satte i relief for mig, hvad der i sandhed er en stor filmoplevelse.
Audio
Lydsiden er et studie i sig selv. Musikken er perfekt akkompagnerende billedsiden, aldrig sætter den sig selv i fokus. De kinesiske scores og de japanske trommeindslag er på hver deres vis, hjemsøgende. Lydkvaliteten er EMINENT! Jeg vil gå så langt og sige, at 7.1 TrueHD sporet er det bedste jeg har hørt i årl Første sekvens, da man befinder sig blandt en deling soldater, som går under en bro, hvor en kampvogn passerer ovenover kunne have væltet min kælder, havde jeg ikke hurtigt skruet ned. Panoreringen af alle lyde var perfekt og man følte sig hensat lige i nålens øje.
Oftest bliver lydspor, hvor surround effekterne tager fokus fra frontbilledet, hyldet som the second coming of christ. Bare se Transformers. Her er frontbilledet perfekt balanceret og surround effekterne bygger op omkring illusionen af ens placering. Hvilken atmosfære!!!
Audio
Bortset fra en smule banding og få sekvenser, der var en smule bløde i sværet, er billedsiden upåklagelig. Detaljeret, skarp og en flot kontrast. De mindste støvpartikler kan ses i luften.
Film: 10/10
Audio: 10/10
Video: 9/10
#2602 mr gaijin 14 år siden
Forresten, så er Nanking almindeligt kendt i den japanske befolkning. Det er bare ikke noget, som man taler om offentligt, da man risikerer at få ubehagelige besøg af højreekstremistiske grupper. Disse grupper er store og voldelige, og de gør helt konsekvent alt, hvad de kan inden for lovens rammer, for at chikanere journalister, politikere og historikere, der siger noget, de ikke kan lide. Som regel tager det form af støjkampagner foran vedkommendes hjem eller lignende. Men man hører også rigtig tit om drab.
Derfor er det almindelig praksis i Japan, at man tilslører ansigt og forvrænger stemmen på cirka 30-40 procent af alle interviews. Om det så bare er interviewparterne i en nabostridighed. Jeg blev også spurgt, da jeg studerede i Tokyo under Muhammed-krisen, om jeg ville stille op som dansker til et interview. Der sagde de med det samme, at de ville anonymisere mig. Desværre arbejdede jeg den aften, men ellers havde jeg frabedt mig enhver anonymisering. Men de fleste japanere er meget mere konfliktsky. Det er kutymen, at man ikke blander sig.
De fleste japanere er fuldt ud klar over, hvad der virkelig gik for sig i Nanking. Og de fleste ryster på hovedet, når en Kina-hader (dem er der omtrent lige så mange af som Islam-hadere i Danmark) nedspiller drabstallene. De gør det bare indvendigt af frygt for repressalier.
#2603 Takfornu 14 år siden
#2604 filmz-Bruce 14 år siden
http://www.blu-ray.com/movies/City-of-Life-and-Dea...
YesAsia $35 incl. fragt., men selvfølgelig mulighed for PestDK's gebyr fingre :(
Ja, jeg fandt endda en japansk hjemmeside, som gjorde alt for at modbevise hvad der var sket. Rystende. Men Kina gør jo det samme med Tibet i dag og Danmark spiller jo med på "ikke se, ikke høre, ikke tale" melodien.
#2603 Ja stor film! :)
#2605 mr gaijin 14 år siden
#2606 filmz-Bruce 14 år siden
#2607 filmz-Bruce 14 år siden
Jeg er ret stor tilhænger af "mer' vil ha' mer" konceptet. Når det menneskelige sind får input af en slags, så tilvænnes man. Det er både godt og skidt. I filmhenseende betyder det, at forråelse ikke får den effekt, forråelsen burde have. Omformuleret. Men bliver langsomt immun overfor gentagelser.
Jeg kan stadig huske effekten af at have set Reservoir Dogs første gang. Det var udpenslet vold i rammer, som flyttede grænser. Det samme med City of God. Et filmisk rush, intenst og uventet filmmageri, som fik adrenalinen til at pumpe.
Nu ser man så en film igennem som Johnny Mad Dog, omhandlende børnesoldater i et afrikansk land, så burde man sidde med følelser, som modsvarede i omegnen af ovenstående eksempler. Det gør jeg ikke. Og det er absolut ikke fordi der er noget i vejen med instruktørarbejdet i filmen. Det er kvalitets håndværk og der er masser af følelsesmæssigt svært håndterbare situationer, som burde kræve en tåre, eller kalde på følelsesmæssig engagement. Men i dag, og jeg ved ikke om det blot var dagen i dag, havde jeg svært ved dette engagement.
Jeg kendte på forhånd til ondskaben, hvormed disse børnesoldater i første hånd rekrutteres til djævelens arméer. Det er set før i Blood Diamond. Hvormed minder om familien kan fortrænges og den sidste flig af empati med mennesker kan fjernes ved umenneskeligt gruppepris, gennemførsel af ritualer og en konstant påvirkning af narkotiske stoffer og alkohol. Disse børn bliver dræbermaskiner. Deres historie er ligeså sønderskærende, som de ødelagte menneskeskæbner, deres tilfældige voldstortur efterlader i kølvandet. Deres aktioner brændemærker generationer og efterlader nationer med ar det vil tage mange årtier at hele.
Historien om Johnny Mad Dog, en 15 årig veteran dræbermaskine i en afrikansk rebel hær, er en sådan trøstesløs fortælling, som trækker os gennem scenarie efter scenarie af elendighed og i vore øjne, ligegyldig og tilfældig vold. På sin vis, er det en glimrende kompagnon til den kinesiske City of Life and Death. På samme måde udspiller der sig små sidehistorier om det menneskelige instinkt for kampen for livet, midt i virvaret af den destruktion rebellerne bringer med sig.
Skuespillerne gør det fantastisk og ikke uden grund. De er eks-børnesoldater og alle som en ganske overbevisende.
Trods min afstumpethed over ikke at kunne engagemere mig nok følelsesmæssigt, hvilket i den grad er en sjældenhed for en mand, som tuder over Sound of Music, så skal det ikke gå ud over bedømmelsen af filmen, som absolut er et syn værd og som aldrig tyer til effektmageri eller billige løsninger. Slutningen er uhøre simpel, men næsten smuk i al sin grumhed.
Billed og lydkvalitet (DTS HD MA 5.1) er helt i top. Jeg så den på mit TV, så jeg kan desværre ikke udtale mig endegyldigt, men der er absolut en mulighed for, at vi igen snakker to 10 taller.
Film: 8/10 (som muligvis er et 9 tal ved et gennemsyn mere)
#2608 Kruse 14 år siden
Hmm, jeg havde sgu' forventet mere af denne film. Et'eren er ganske fed og en solid omgang underholdning, og jeg forventede at to'eren løftede dette til et højere niveau med bedre action, endnu mere kreative væsner og den samme stemning fra den første film. Actionscenerne ser da ganske gode ud og der er flere kreative væsner. Men filmen mangler bare noget. Jeg opnåede desværre ingen interesse for nogen af personerne i filmen, hvilket også gik ud over actionscenerne, da jeg var ligeglad med udfaldet. Og så havde jeg foretrukket mindre CGI. Alt i alt er den da okay, men desværre heller ikke mere. Jeg har godt nok ikke lige den første film i frisk erindring, men jeg mindes at den var bedre.
3/6
#2609 filmz-Bruce 14 år siden
Flickan som lekte med elden och åkte på Domus och kissade på rea - BD
Jeg så denne med "de gamle" her til aften. Det var anden gang efter at have set den første gang i biografen. Jeg har ikke bøgerne som reference og endnu engang må jeg sige, at jeg følte mig ganske godt underholdt. Der er et og andet over nordiske thrillers, som de vanlige amerikanske mangler.
Nej, den var ikke så god som 1'eren. Jo, den kunne utvivlsomt have været bedre. Jo, der er plothuller og kameler, som skal igennem nåleøjer. Men alt taget i betragtning, så var den sgu ikke så ringe endda. Jeg er mest skuffet over, at der ikke er nogen directors cut udgave på udgivelsen, eftersom dette nærmest var blevet udskreget i medierne, som en af grundene til, at biografudgaven ikke var "den sande helhed". Den er så ikke med her. Så spørgsmålet er, om vi nogensinde får den lovede 2'er? Det kunne have rettet op, på de værste mangler.
Film: 6-7/10
#2610 wimmie 14 år siden
En ganske sød lille film. Ikke de store overraskelser og ganske forudsigelig - og naturligvis sentimental som bare pokker - men klart i den gode ende af genren. Solidt og ganske rørende skuespil fra Amy Adams og Emily Blunt - og Alan Arkin er god som altid :)
Er man i humør til en fin lille drama-komedie vil jeg klart anbefale denne.
5/6