Havde håbet på at se den i aften, men Obersten er helt grebet af "Star Wars Uge" på Wult, og på trods af ESB, så ville jeg nu hellere se denne. Har jo set ESB ca. 95 gange, så lidt nyt ville ikke skade. Det er ikke nemt med østrogen i huset... ;) (Men det går jeg ud fra du har smagt din del af???) ;)
Min fars fætter, har bare mødt John Williams! Æh, Bæh!!
De to 17-årige slackere, Rickie og J.T., har ikke de store fremtidsudsigter. Rickie har en eller anden romantisk drøm om en pige, han engang kyssede som 12-årig, men får sig aldrig taget sammen til at snakke med hende. Og J.T. bor hos sin bedstemor og regner med engang at ende som tankpasser. En dag, da de dropper eftermiddagstimerne for at drikke øl og hænge, beslutter de sig for at kigge nærmere på det nedlagte sindssygehospital. Her falder de over en mystisk dør, der er rustet fast i karmen, og da de får brudt den op, får de deres livs overraskelse. For bag døren, under et stykke støvet, gammelt plastic ligger en nøgen pige, kneblet og bundet fast. Rickie vil gå til politiet, men J.T. ser muligheder i situationen. Her er en pige, der ser langt bedre ud, end nogen de nogensinde ville kunne få fat på ude i den virkelige verden, så hvorfor ikke beholde hende for sig selv? Det viser sig dog snart, at pigen ikke er helt almindelig. Hun er en levende død.
DEADGIRL er for zombier, hvad LAD DEN RETTE KOMME IND var for vampyrer. Den ryster bøtten med gammelkendte konventioner og udtrådte klichéer og bruger dem i stedet som ramme for en bizar og perverteret coming-of-age-historie. Den når ganske vist ikke op på højde med den lille, svenske perle. Dertil smager den stadigvæk for meget af debutfilm med alt, hvad det ofte indebærer af mindre heldige dispositioner, dårligt skrevet dialog og ikke altid lige heldigt skuespil. Men på den anden side trækker originaliteten den voldsomt op, og netop som debutfilm lover den godt for fremtiden. Midt i helvedet af PG-13-skrækfilm og middelmådige genindspilninger er der stadigvæk håb for amerikansk indie-horror.
5/6
... and in other news: grave robbers pry rifle from Charlton Hestons cold, dead hands.
Har lige fået set denne forbandet intense og fantastiske film. Den er instrueret af Sidney Lumet, som er noget af en "hit and a miss" instruktør, der har lavet alt fra mesterværker til film der regnes for fuldkommen elendige. Når han rammer plet er det tilgengæld også helt fantastisk. Og dette er Fail-Safe et eksempel på. Den er smukt filmet i sort/hvid med flot brug af skygger til at skabe en flot billedside, på trods af at omgivelserne ellers så kedelige militære vægge. Manuskriptet er i top og skuespillet er forbandet intens og fremragende, hvor Henry Fonda, ligesom i 12 Angry Men, virkelig er suberb og svær at tage øjnene fra. Det er også svært ikke at få associationer til 12 Angry Men igennem flere scener i filmen. Sidney Lumet skaber igen intense scener som foregår i små lukkede rum, hvor dialog og skuespil virkelig bliver fremtrædne. Selvom at jeg er for ung til at have levet under den kolde krig, og derfor ikke personligt kender til frygten for en atomkrig, så er det svært ikke at blive grebet af spændingen, og man sidder da også på kanten af stolen hele vejen mod slutningen. En anden ting der er værd at bemærke er ligheden mellem denne film og Dr. Strangelove, som også blev udsendt samme år. Historien er stort set den samme, men hvor Dr. Strangelove tager det satiriske og humoristiske syn på det, så tager Fail-Safe den dramatiske og spændingsprægede vinkel. Et meget interessant eksempel på hvor meget tone og vinkel kan ændre en film, da de jo har den nærmest præcist samme historie. Det er begge to fantastiske film, men i sidste ende vil jeg faktisk sige at jeg foretrækker Fail-Safe's version.
5/6
Jeg vurdere Fail-Safe til den meget høje ende af 5/6, og jeg er faktisk i øjeblikket på nippet til at give den 6/6, men jeg vil hellere vente med en eventuel hævning af karakteren til at jeg har fået filmen lidt på afstand, og måske også har fået den genset engang.
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
(500) days of Summer Mand møder kvinde. Mand bliver forelsket i kvinde. Mand tror på kærlighed ved første blik. Det gør kvinde ikke, hun tror ikke på det begreb som kaldes "forhold", nogle kalder det sågar et "kærlighedsforhold". Manden er Tom (Joseph Gordon-Levitt). Kvinen er Summer (Zooey Deschanel). Dette lyder som opskriften på en af de tonsvise af romantiske komedier, som flyder henover biograflærrede i tide og utide. Det lyder også som mig der løber skrigende bort. Hvad film angår står romantiske komedier for noget af det værst og mest overfladiske man kan smide på et biograflærred. Derfor er det også med stor tilfredsstillelse af jeg kan sidde her med et smil på læben og glædeligt fortælle om mine oplevelser med Summer. Og når man kan sidde og blive imponeret over 90 minutter med hende, skal der ikke meget til at forestille sig hvorledes det er at være sammen med hende i 500 dage. Det er her at vi skal til det essentielle i denne film. Instruktøren Mark Webb, som er mest kendt for musikvideoer, har nemlig valgt at bryde op med den konventionelle historiefortælling (i hvert fald når det gælder romantiske komedier). For ham gælder det ikke om at komme fra A-B, men hvorledes vi kommer der. Vi får dermed fortalt brudstykker af Toms forhold til Summer. Det ene øjeblik er vi ved dag 1, så dag 45, til 36, til 128 osv. Det lyder umiddelbart forvirrende, men Webb er i stand til hele tiden at forbinde flashbacken og flashforwardene sammen således vi ikke som seer taber tråden. Dette er heller ikke noget kærlighedshistorie som fortælleren i starten beretter om. Denne film handler om hvad Tom får ud af forholdet og hvad Summer får ud af forholdet, at livet (i dette tilfælde kærlighedslivet) opstår ved tilfælde på trods af Toms besættelse af den eneste ene. Dette gør historien mere nærstedsværende end mange andre romantiske komedier, i det man rent faktisk kan sætte sig ind i hvad Summer og Tom føler. Dette ikke mindst pga. sammenspillet i mellem de to hovedrolleindehavere. Vi tror simpelthen på at de to falder for hinanden. Dertil føler vi også smerten da Summer forlader Tom. Det er nok en del blandt seerne som har prøvet netop dette. Af andre gode ting kan nævnes en scene hvor Tom mødes med Summer igen efter Summer har forladt ham. Webb deler scenen splitter scenen op, så vi til den ene side ser det som Tom forventer der skal ske og i den anden det der rent faktisk sker. Det er sådan en lille genialitet, som Webb skal have roser for. Dertil skal også lægges en reference til flere gamle film, men specielt en som de fleste vil nikke genkendende til (og som folk må se for dem selv).
Desuden er der også masser af god musik, hvilket nærmest er blevet en trend inden for disse indiefilm (men som ikke gør noget for en musikelsker som mig).
For en gangs skyld står vi tilbage med en romantisk komedie, som vil meget mere end bare at underholde. Ja rent faktisk en man til tider kan relatere til. Thumbs Up Mr. Webb ! 8/10
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
Avatar Undskyld jeg spørger men er hele filmverden blevet midlertidig sindssyge??
Jeg har lige spildt 2 timer og 40 min af mit liv på at se Avatar i 3D og jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sig - jeg forstår simpelthen ikke at folk kan være så meget oppe og køre over den film.
1. 3D'en - Syntes overhovedet ikke det fungerede optimalt - trailerne inden filmen overbeviste meget bedre end selve filmen. Under selve filmen var der kun et par gange hvor jeg virkelig følte at det virkede. Undervejs havde jeg også brillerne af flere gange og her kunne man også se at det langt fra på hele billedet at 3D'en fungerede. Men jeg kunne ligeså godt have sparet pengene og set den i 2D eller ventet til dvd/bd.
2. Filmen - Jeg syntes selv jeg gik ind til filmen med et åben sind, jeg var klar over at historien ikke var det store. Men min storebror havde alligevel fået mig overbevist om at den var værd at se. MEN kors i hytten hvor var den ringe. Jeg syntes den var umådelig langtrukken og det er første gang jeg seriøst har overvejet at forlade biografen før tid.
Jeg følte mig slet ikke overbevist af personerne i filmen - kulisserne var flotte men det hjælper bare lige lidt når man slet ikke føler noget for karakterene. Sigourney Weaver's karakter opførte sig som om hun havde fuldstændig personlighedsspaltning, alt efter om hun var menneske eller avatar. Det kan selvfølgelig godt være at det var det Cameron stillede efter. Jeg kan slet ikke se hvad Joel Moore(Norm) var med i filmen for, hvad var formålet lige med den karakter. Sam Worthington og Zoe Saldana spillede udmærket, men havde bare ingen kemi om det skyldes CGI'en eller skuespillet kan så diskuteres - men dette gør jo desværre at man ikke bliver ligeså investeret i deres forhold.
CGI'en var til tider ikke alt for god, især når Navi'erne var på skærmen sammen med menneskene var det meget svært at være imponeret. Jeg syntes at Gollum i LOTR eller robotterne i Transformers virker mere troværdige i deres interaktion med mennesker end Navi'erne i Avatar. Og hvad skete der lige for størrelses forholdet mellem Navi og menneske, det fik de da fucket godt og grundig op i hen ad mod slutningen.
Og når man først når til det punkt, så begynder man bare og lægge mærke til en masse små-fejl undervejs som kan drive en til vanvid bagefter. Jeg gider dog ikke bruge min tid på at remse dem alle op.
Måske er jeg bare blevet for svær at imponere, men jeg kan virkelig ikke se hvad folk er ved at falde i svime over. Og hvis den film vinder en Oscar for bedste film, så er det simpelthen ligeså utilgiveligt som da Crash vandt. 3D er jeg villig til at give en chance mere, men jeg kan med ro sige at det er første og eneste gang jeg har set Avatar. 2/6
Fantastisk overraskende film. Læs ingen anmeldelser, se ingen trailers, køb den. Nyd den. Åreste støreste overraskelse. Måske også fordi jeg forventede intet.
This weekend will be filled with staring out of windows while holding a glass of scotch.
#3041 filmz-Bruce 14 år siden
#3042 davenport 14 år siden
#3043 filmz-Bruce 14 år siden
#3044 davenport 14 år siden
Har hørt et par udfald mod .... lad mig sige det andet køn ind imellem...
#3045 Thomsen 14 år siden
De to 17-årige slackere, Rickie og J.T., har ikke de store fremtidsudsigter. Rickie har en eller anden romantisk drøm om en pige, han engang kyssede som 12-årig, men får sig aldrig taget sammen til at snakke med hende. Og J.T. bor hos sin bedstemor og regner med engang at ende som tankpasser.
En dag, da de dropper eftermiddagstimerne for at drikke øl og hænge, beslutter de sig for at kigge nærmere på det nedlagte sindssygehospital. Her falder de over en mystisk dør, der er rustet fast i karmen, og da de får brudt den op, får de deres livs overraskelse. For bag døren, under et stykke støvet, gammelt plastic ligger en nøgen pige, kneblet og bundet fast. Rickie vil gå til politiet, men J.T. ser muligheder i situationen. Her er en pige, der ser langt bedre ud, end nogen de nogensinde ville kunne få fat på ude i den virkelige verden, så hvorfor ikke beholde hende for sig selv? Det viser sig dog snart, at pigen ikke er helt almindelig. Hun er en levende død.
DEADGIRL er for zombier, hvad LAD DEN RETTE KOMME IND var for vampyrer. Den ryster bøtten med gammelkendte konventioner og udtrådte klichéer og bruger dem i stedet som ramme for en bizar og perverteret coming-of-age-historie. Den når ganske vist ikke op på højde med den lille, svenske perle. Dertil smager den stadigvæk for meget af debutfilm med alt, hvad det ofte indebærer af mindre heldige dispositioner, dårligt skrevet dialog og ikke altid lige heldigt skuespil. Men på den anden side trækker originaliteten den voldsomt op, og netop som debutfilm lover den godt for fremtiden. Midt i helvedet af PG-13-skrækfilm og middelmådige genindspilninger er der stadigvæk håb for amerikansk indie-horror.
5/6
#3046 MMB 14 år siden
Dejligt gensyn. :)
#3047 Kruse 14 år siden
Har lige fået set denne forbandet intense og fantastiske film. Den er instrueret af Sidney Lumet, som er noget af en "hit and a miss" instruktør, der har lavet alt fra mesterværker til film der regnes for fuldkommen elendige. Når han rammer plet er det tilgengæld også helt fantastisk. Og dette er Fail-Safe et eksempel på. Den er smukt filmet i sort/hvid med flot brug af skygger til at skabe en flot billedside, på trods af at omgivelserne ellers så kedelige militære vægge. Manuskriptet er i top og skuespillet er forbandet intens og fremragende, hvor Henry Fonda, ligesom i 12 Angry Men, virkelig er suberb og svær at tage øjnene fra. Det er også svært ikke at få associationer til 12 Angry Men igennem flere scener i filmen. Sidney Lumet skaber igen intense scener som foregår i små lukkede rum, hvor dialog og skuespil virkelig bliver fremtrædne. Selvom at jeg er for ung til at have levet under den kolde krig, og derfor ikke personligt kender til frygten for en atomkrig, så er det svært ikke at blive grebet af spændingen, og man sidder da også på kanten af stolen hele vejen mod slutningen. En anden ting der er værd at bemærke er ligheden mellem denne film og Dr. Strangelove, som også blev udsendt samme år. Historien er stort set den samme, men hvor Dr. Strangelove tager det satiriske og humoristiske syn på det, så tager Fail-Safe den dramatiske og spændingsprægede vinkel. Et meget interessant eksempel på hvor meget tone og vinkel kan ændre en film, da de jo har den nærmest præcist samme historie. Det er begge to fantastiske film, men i sidste ende vil jeg faktisk sige at jeg foretrækker Fail-Safe's version.
5/6
Jeg vurdere Fail-Safe til den meget høje ende af 5/6, og jeg er faktisk i øjeblikket på nippet til at give den 6/6, men jeg vil hellere vente med en eventuel hævning af karakteren til at jeg har fået filmen lidt på afstand, og måske også har fået den genset engang.
#3048 filmz-jonasgr 14 år siden
Mand møder kvinde. Mand bliver forelsket i kvinde. Mand tror på kærlighed ved første blik. Det gør kvinde ikke, hun tror ikke på det begreb som kaldes "forhold", nogle kalder det sågar et "kærlighedsforhold". Manden er Tom (Joseph Gordon-Levitt). Kvinen er Summer (Zooey Deschanel). Dette lyder som opskriften på en af de tonsvise af romantiske komedier, som flyder henover biograflærrede i tide og utide. Det lyder også som mig der løber skrigende bort. Hvad film angår står romantiske komedier for noget af det værst og mest overfladiske man kan smide på et biograflærred. Derfor er det også med stor tilfredsstillelse af jeg kan sidde her med et smil på læben og glædeligt fortælle om mine oplevelser med Summer. Og når man kan sidde og blive imponeret over 90 minutter med hende, skal der ikke meget til at forestille sig hvorledes det er at være sammen med hende i 500 dage. Det er her at vi skal til det essentielle i denne film. Instruktøren Mark Webb, som er mest kendt for musikvideoer, har nemlig valgt at bryde op med den konventionelle historiefortælling (i hvert fald når det gælder romantiske komedier). For ham gælder det ikke om at komme fra A-B, men hvorledes vi kommer der. Vi får dermed fortalt brudstykker af Toms forhold til Summer. Det ene øjeblik er vi ved dag 1, så dag 45, til 36, til 128 osv. Det lyder umiddelbart forvirrende, men Webb er i stand til hele tiden at forbinde flashbacken og flashforwardene sammen således vi ikke som seer taber tråden. Dette er heller ikke noget kærlighedshistorie som fortælleren i starten beretter om. Denne film handler om hvad Tom får ud af forholdet og hvad Summer får ud af forholdet, at livet (i dette tilfælde kærlighedslivet) opstår ved tilfælde på trods af Toms besættelse af den eneste ene. Dette gør historien mere nærstedsværende end mange andre romantiske komedier, i det man rent faktisk kan sætte sig ind i hvad Summer og Tom føler. Dette ikke mindst pga. sammenspillet i mellem de to hovedrolleindehavere. Vi tror simpelthen på at de to falder for hinanden. Dertil føler vi også smerten da Summer forlader Tom. Det er nok en del blandt seerne som har prøvet netop dette.
Af andre gode ting kan nævnes en scene hvor Tom mødes med Summer igen efter Summer har forladt ham. Webb deler scenen splitter scenen op, så vi til den ene side ser det som Tom forventer der skal ske og i den anden det der rent faktisk sker. Det er sådan en lille genialitet, som Webb skal have roser for. Dertil skal også lægges en reference til flere gamle film, men specielt en som de fleste vil nikke genkendende til (og som folk må se for dem selv).
Desuden er der også masser af god musik, hvilket nærmest er blevet en trend inden for disse indiefilm (men som ikke gør noget for en musikelsker som mig).
For en gangs skyld står vi tilbage med en romantisk komedie, som vil meget mere end bare at underholde. Ja rent faktisk en man til tider kan relatere til. Thumbs Up Mr. Webb !
8/10
'Cause I'm evil"
#3049 tiany 14 år siden
Undskyld jeg spørger men er hele filmverden blevet midlertidig sindssyge??
Jeg har lige spildt 2 timer og 40 min af mit liv på at se Avatar i 3D og jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sig - jeg forstår simpelthen ikke at folk kan være så meget oppe og køre over den film.
1. 3D'en - Syntes overhovedet ikke det fungerede optimalt - trailerne inden filmen overbeviste meget bedre end selve filmen. Under selve filmen var der kun et par gange hvor jeg virkelig følte at det virkede. Undervejs havde jeg også brillerne af flere gange og her kunne man også se at det langt fra på hele billedet at 3D'en fungerede. Men jeg kunne ligeså godt have sparet pengene og set den i 2D eller ventet til dvd/bd.
2. Filmen - Jeg syntes selv jeg gik ind til filmen med et åben sind, jeg var klar over at historien ikke var det store. Men min storebror havde alligevel fået mig overbevist om at den var værd at se.
MEN kors i hytten hvor var den ringe. Jeg syntes den var umådelig langtrukken og det er første gang jeg seriøst har overvejet at forlade biografen før tid.
Jeg følte mig slet ikke overbevist af personerne i filmen - kulisserne var flotte men det hjælper bare lige lidt når man slet ikke føler noget for karakterene.
Sigourney Weaver's karakter opførte sig som om hun havde fuldstændig personlighedsspaltning, alt efter om hun var menneske eller avatar. Det kan selvfølgelig godt være at det var det Cameron stillede efter. Jeg kan slet ikke se hvad Joel Moore(Norm) var med i filmen for, hvad var formålet lige med den karakter. Sam Worthington og Zoe Saldana spillede udmærket, men havde bare ingen kemi om det skyldes CGI'en eller skuespillet kan så diskuteres - men dette gør jo desværre at man ikke bliver ligeså investeret i deres forhold.
CGI'en var til tider ikke alt for god, især når Navi'erne var på skærmen sammen med menneskene var det meget svært at være imponeret. Jeg syntes at Gollum i LOTR eller robotterne i Transformers virker mere troværdige i deres interaktion med mennesker end Navi'erne i Avatar.
Og hvad skete der lige for størrelses forholdet mellem Navi og menneske, det fik de da fucket godt og grundig op i hen ad mod slutningen.
Og når man først når til det punkt, så begynder man bare og lægge mærke til en masse små-fejl undervejs som kan drive en til vanvid bagefter. Jeg gider dog ikke bruge min tid på at remse dem alle op.
Måske er jeg bare blevet for svær at imponere, men jeg kan virkelig ikke se hvad folk er ved at falde i svime over. Og hvis den film vinder en Oscar for bedste film, så er det simpelthen ligeså utilgiveligt som da Crash vandt.
3D er jeg villig til at give en chance mere, men jeg kan med ro sige at det er første og eneste gang jeg har set Avatar. 2/6
#3050 DarkLight 14 år siden
Fantastisk overraskende film. Læs ingen anmeldelser, se ingen trailers, køb den. Nyd den. Åreste støreste overraskelse. Måske også fordi jeg forventede intet.