Up in the Air

Mød Ryan Bingham (ikke sangeren), sidst i 40erne, kortklippet gråt hår og fint jakkesæt. Du har sikkert mødt ham før, mens du var på vej til arbejde, ventede på toget, eller var med flyet. Han er sådan en person som man godt ved eksisterer men som man ikke lægger så meget mærke til. Hr. Bingham kan godt lide at flyve. Ja faktisk er hans mål, som kun den syvende i verden, at optjene 10.000 flypoint, så han får et rigtig fint platinkort. Kort har han ellers nok af og hans scoretrick, da han møder den underskønne Alex, i skikkelse af Vera Farmiga, er at flashe sine kort. Hvem har flest, dig eller mig ?
Dette er det tætteste Ryan kommer og ønsker at have et forhold til en anden kvinde. Alle de forpligtelser der er forbundet med sådan noget ligger ham fjernt.
Han elsker at flyve og elsker sit job som er i høj kurs. Han er naturligvis ansat til at fyre folk. Eller som Hr. Bingham selv udtrykker : ”den fyr som chefen ansætter, fordi han ikke har nosser nok til selv at fyre sine ansatte”. Up in the Air tager derfor et højaktuelt emne op, nemlig den økonomiske krise og ikke mindst den arbejdsløshed som følger af en sådan krise. Som med Jason Reitmans to foregående film, ”Thank You For Smoking” og ”Juno”, så er der ikke tale om en trist sentimental film. Dette ville dog være nemt og ville sikkert også vinde en masse stemmer hos kritikere og publikum. I stedet for blander Jason Reitman komik og dramatik. Som han selv nævner, så er det det som han er rigtig god til. Han er god til at finde de sjove aspekter i dramatiske/alvorlige situationer. De fleste kan nok blive enige om, at det at blive fyret ellers ikke umiddelbart er sjovt, hverken for en selv eller dem man kender som det går udover. Alligevel kan man dog ikke lade være med at skraldgrine over nogle af de mange fyringer som finder sted i denne film. Nogle gange kan komikken også få folk til at se det groteske i nogle situationer. Folk gør tossede ting, når de bliver fyret og det er så sandt som det er sagt. Det bliver heller ikke bedre af, at Hr. Bingham nævner at dette er en ny start i deres liv, hvilket i for sig ikke er rigtigt, da det er svært for folk at få arbejde. Ikke mindst i USA hvor der har været massefyringer og konkurser ved store selskaber, så som store bilselskaber.
Ryan Binghams holdninger bliver sat på en gevaldig prøve da hans firma hyrer den unge Natalie Keener (Anna Kendrick) som et led i en omstrukturering. Natalie mener at det vil være langt bedre at fyre folk over internettet via webcam. Dermed sparer firmaet en masse penge i rejseomkostninger. Ryan er naturligvis meget imod det. Ikke alene gør han glip af at flyve og leve det liv han elsker, men han er også meget imod det af etiske årsager. Som han påpeger så er der ikke gloværdigt ved det de gør og det er hårdt at fyre folk, men i det mindste gør han det med værdighed. Man kan stille spørgsmålet om det er af ren egoistiske årsager at han ønsker at modbevise Natalies tese, eller om det er af etiske årsager. Det påpeger også meget godt meget af den problematik der er i disse tider. Der er ikke nogen enkel løsning eller svar. Reitman giver ikke svaret på det, han har det ikke. Men han fremviser i stedet for flere problemstillinger blandet med humor. Ovenstående eksempel viser dog også at på nogle områder bliver ansatte behandlet som objekter, som kan fyres og ansættes når det skal være. Folk som har været hos et firma i flere år, har de fortjent sådan en behandling ?
Scene udarter sig således i en humoristisk retning med Ryan som sarkastisk prøver at vise det groteske i det, og man kan ikke lade være med at grine med.
Det samme som da en sort dame skal fyres. Natalie er blevet taget med Ryan ud for at se hvorledes det hele fungerer og får til opgave at fyre folk. Den sorte dame er meget rolig og ved godt hvad klokken har slået. Natalie har sin pakke, en aftrædelsesordning om man vel, og nævner at dette er begyndelsen på et nyt liv, hvad er dine drømme, spørger hun. Dertil svarer den sorte dame, at hun vil tage hjem og hen til hendes yndlingsbro....og så vil hun hoppe ned fra den. Som den bliver leveret i filmen er man ved ”at dø” af grin og disse genialiteter bliver leveret gang på gang. Filmen føles også til tider dokumentarisk pga. at Jason Reitman valgte at caste virkelige personer, som var blevet fyret, til filmen. Det fik simpelthen at vide, at de skulle opføre sig enten som da de blev fyret eller som de ønskede de havde opført og hvad de ønskede de havde sagt til chefen. Dette fungerer godt og man kan ikke undgå at føle med de stakkels mennesker som bliver fyret. Ligesom da Natalie skal fyre en gammel mand på 57 år, som har været hos firmaet i mange år, og som hun nævner for ham, skal forfølge sine drømme. ”Fuck you” er svaret.

Teknisk er filmen også vellykket. Dette ikke mindst takke være en knivskarp klipning. Faktisk undrer det mig, at den ikke er blevet nomineret i denne kategori, for det er et af de bærende elementer filmen. Lige fra åbningstitlen, til man ser Ryan pakke sin kuffert. Et fantastisk stykke arbejde. Og dertil skal også nævnes musikken som er som hånd i handske med klipningen. Lige fra indiebands til 60er pop/rock.

Til sidste skal naturligvis også skuespilpræstationerne nævnes. Vera Farmiga er en undervurderet skuespillerinde. I de film jeg har set med hende har hun været god. Dette gælder også for ”Up in the Air”. Hun bringer noget varme ind i filmen, som var man henlagt til en Wilder film. Hun også simpelthen af sexethed på den sofistikerede måde og kemien imellem hende og George Clooney er fremragende. Den anden kvinde i filmen, bliver spillet af Anna Kendrick. I forhold til Twilight filmene, kan man godt blive noget overrasket over det talent som hun viser i denne film. Hun er ung, naiv, men også med ambitioner. Og så bringer hun et andet modspil til Ryan. Hun tror på kærlighed ved først blik, at blive gift, få børn etc. Og forstår ikke Ryans livsfilosofi. Hun spiller hende med hårdhed, men under overfladen viser hun også en mere skrøbelig side af Natalie.
Til sidst men ikke mindst er der jo George Clooney. Jeg er efterhånden blevet en stor tilhænger af George Clooney og lad mig sige det med det samme, han har aldrig været bedre. Jason Reitman har adskillige gange nævnt, at rolle som Ryan Bingham blev skrevet direkte til George Clooney. Man forstår godt hvorfor. På mange områder føles det næsten som om at det er Clooneys alterego. I hvert fald med hensyn til hans livsfilosofi omkring kærlighed og børn etc. Det er så meget coolness over ham, at man ikke kan lade være med at smile hver gang man ser ham. Som at se Cary Grant. Dette ikke mindst takke være hans stemme. Clooney har en evne til at kunne sige en sætning så det lyder cool, men samtidig også utroligt sjovt. Han er fremragende ud i sarkasmens kunst. Samtidig er der også så stor pondus i hans stemme, at han kan sætte folk på plads hvis det skal være. Hvilket ses i nogle af de mere alvorligere scener. For ikke at tale om scenerne hvor han skal være omsorgsfuld. Det er en pragtpræstation af Clooney, som virker så troværdig, at man rent faktisk tror at denne person eksisterer.
Jeff Bridges må dælme være god i ”Crazy Heart”, siden han sandsynligvis vinder.

Jason Reitman fortsætter sin imponerende stime, hvor han nu har lavet et hattrick og cementerer at han er en af de mest talentfuld instruktører ligefor tiden. Nu venter vi bare på det næste projekt, som Jason allerede er i gange med at skrive.

9/10

#3333 - Spændende med alt den fokus på Soderbergh i dag. Først Benway med rosende ord til "Bubble" og nu flotte ord om "Informant". Ganske interessant. Den sidstnævnte er nu tydeligere i kikkerten og rykket op på "to-buy"-listen. Men Bruce, lyd og billede kommenterer du ikke? Er det blot en forglemmelse eller var det ikke værd at skrive om? :-)

#3334 Sorry :) Billede var ganske habilt, med en flot farvetone, som stilmæssigt så mere 80'er ud end 90'er. Petitesserne lå i sortniveauet og lidt ujævnheder mht. hvornår billedet var skarpt og ej. Men i en film som denne, gør det ikke det store. Lyden var ok, med en MEGET klar og dyb dialog, det absolut vigtigste, men ellers var der ikke meget atmosfære over det, og ikke meget surround. Det vigtigste er på plads.

Billede: 8/10
Lyd: 7/10

Angående den amerikanske version af The Office, synes jeg den på flere punkter er mindre komplet end den engelske. Den engelske har den rette længde og er i høj grad båret af seriens hovedperson og attraktion Ricky Gervais, som må siges at være skræddersyet til rollen som det indbilske og infantile, men dog elskelige fænomen David Brent. Jeg synes den amerikanske version halter lidt når det kommer til bipersonerne - her tænker jeg særligt på Stanley, Kevin og Phyllis, som jeg ikke synes er sjove når det er meningen de skal være det. Hovedpersonerne Michael (David Brent), Dwight (Gareth), Jim (Tim) og Pam (Dawn) fungerer dog alle efter hensigten og gør serien absolut seværdig. Det vil sige, de første 3 sæsoner synes jeg er glimrende, hvorefter kvaliteten daler gevaldigt. Det hænger bl.a. sammen med at
Steve Carell er rigtig god som arvtager for Ricky Gervais, ligeledes bør Rainn Wilson frembæves som Dwight Schrute (Gareth - argh sikke mange forskellige navne!), som faktisk efter min mening, nok er den sjoveste, og som ofte stjæler billedet og formår at trække serien op, når den er ved at gå lidt i tomgang.
Alt i alt er den engelske version ganske enkelt fremragende, mens den amerikanske også er ganske god som sin egen serie og indeholder en komik og personer, der vækker sympati, til at man kan blive hooked. Dog er 6 sæsoner og 114 afsnit alt for mange - når man tænker på at serien handler om dagligdagen på et kontor, er det altså begrænset hvor meget man kan finde på, uden det kommer til at virke forceret.

#3339 - du er sikkert også bedre tjent med andres beskrivelse - jeg er skuffet og er gået uden om det visuelle som sikkert vil bjergtage mange.