#3320 - jeg så den her til eftermiddag og er forholdsvist enig i beskrivelsen, men vil nok give den lidt lavere. Ud over den basale spænding i diverse bombescener og eftersøgningen af drengen registrere jeg mere end jeg røres.
Steven Soderberghs "Bubble" er helt kart en af de mest positive overraskelser, jeg længe har haft mht. til film. Handlingen - som det er synd at sige for meget om - foregår primært i en trøsteløst legetøjsfabrik, og filmen er lavet for et meget skrabet budget og helt uden professionelle skuespillere i hovedrollerne, men den har alligevel en friskhed over sig, som jeg ikke har set fra Soderberghs side meget længe.
Den udspiller sig med en naturlighed, der for en til at tænke over hvor megen teatralskhed, der er i selv de mest neddæmpede film. Meget lidt sker af ydre begivenheder, men jeg var alligevel totalt opslugt gennem hele filmen. Jeg kan generelt ret godt lide Soderberghs film, men vi skal vist helt tilbage til "Sex, Lies and Videotabes" og "Kafka", siden jeg sidst har følt mig så optaget af noget fra hans hånd. At atter opleve noget så fremragende fra ham er virkelig en fryd.
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
Filmen behøver jo ingen introduktion, men tilgengæld fik jeg en helt ny oplevelse med filmen da jeg så den på min Blue afspiller. Og hold da helt kaje det var en mega fed oplevelse, lyden drønede ud af anlægget (så jeg fik vækket begge børn og en sur kone), billedet stod kniv skarpt på mit plasma. Det var en fed oplevelse. Nå ja så er filmen stadig en af mine ynglings action film. Glæder mig til i aften hvor 2001 ryger på.
Jeg har fået genset The Office (UK), det er altså stadig en fantastisk serie. Utroligt nok er de seriøse øjeblikke faktisk rigtig gode, noget komedieserier ikke altid er gode til. Afslutningen på juleafsnittene er nok noget af det mest rørende fiktion på tv nogensinde.
- Women remember, Steve. It's like they've got minds of their own.
#3326 jeg har set den samlede serie mindst 5 gange. Det var først efter at par gennemsyn jeg virklig kunne værdsætte scenen med nedestående citat, men kærlighedshistorien fungere fantastisk godt. Efter et par gennemsyn bliver Brent mere sympatisk for mig og identificeringen flyttes for lidt fra Tim til Brent. The Office har en tidløshed som giver den en langt højere gensynsværdi end f.eks. Extras.
I det hele taget har det fået mig til at værdsætte serier i sitcom genren mere i almindelighed.
#3326-7 - jeg er også stor fan af The Office (UK), har dog kun set den en 2-3 gange indtil videre. Er der nogen der kan anbefale US versionen? Har kun set noget fra de første par sæsoner og synes bare ikke det virkede helt ligeså overbevisende. Og ud over det var nogle af afsnittene jo direkte kopier af UK versionen, bare uden brittisk humor. :-)
Jeg må meget modvilligt indrømme jeg godt kan li' den amerikanske The Office. Den lidt 'kiksede' humor fungerer dog utrolig meget bedre på britisk og hvis jeg ikke kendte konceptet fra den originale, ville jeg nok ikke bryde mig om det. Det er ikke ens erie jeg kunne finde på at anskaffe mig, men ser det når det er på tv (sådan rater jeg, i anskaffelsesværdighed :) ).
- Women remember, Steve. It's like they've got minds of their own.
Den logiske konsekvens af Marcus Nispels hæderlige remake fra 2003, der tager alting et skridt videre. Denne gang serveres hele forhistorien til blodsudgydelserne. Skuespillet er rimeligt, fotograferingen knap så poleret som i Nispels film, og effektarbejdet er fremragende - ikke mindst i scenen, hvor Leatherface laver sin første, rigtige maske af menneskehud.
Desværre har jeg generelt et problem med prequels, fordi de røver noget af mystikken. En af fornøjelserne ved fiktion er jo, at man konstant forsøger at indpasse begivenhederne i et kanonisk historieskema, og de ting, der ikke fortælles om, fyldes ud ved nydelsesfuld aktivering af fantasien. Når man så pludseligt efterfølgende begynder at uddybe hændelser, der kun antydes eller lades helt op til tilskueren i den første film, tager man med andre ord noget af nydelsen væk fra originalen, fordi vores hjerner er skruet sådan sammen, at vi ikke bevidst kan vælge at glemme information. Ved gensyn vil vi altså altid have den nye information i baghovedet, hvor meget vi end forsøger at ignorere den, og det vil farve vores kognitive arbejde med at udfylde det førnævnte, kanoniske historieskema. Derfor synes jeg generelt, at prequels er en dårlig idé, og derfor frygter jeg egentligt også den kommende Alien-film.
Man kan naturligvis altid indvende, at TCM-TB refererer til remaket fra 2003, der i forvejen ikke ligefrem er et mesterværk (selvom det er en udmærket genindspilning), så det er ikke det store tab. Og det er da også rigtigt. Men i mine øjne trækker de valg, man har taget omkring baggrundshistorien alligevel ned, fordi de aldrig vil kunne leve op til tilskuerens fantasi og afskærer muligheder, fordi de er definitive.
Filmens funktion som prequel har også konsekvenser for spændingsopbygningen, fordi man allerede fra første indstilling kan gætte sig til slutningen. Handlingen foregår bare få år før Nispels film, og da man ved, at Leatherface og co. ikke er opdaget af omverdenen i Nispels historie, så kan TCM-TB kun følge én logisk udvikling. Det gør det mere kedeligt, end det burde have været, og det gør det heller ikke bedre, at TCM-TB stort set følger samme skematiske struktur som originalen. Dertil kommer så, at skuespillerne i filmens positive roller allesammen er castet ud fra Michael Bays og Platinum Dunes’ filosofi om at lede efter den næste ungdomsstjerne. De er øjenslik med MTV-appeal, perfekte og pirrende at se på i femten minutter, mens de går deres undergang i møde, men også plasticagtige og uægte og dermed i sidste ende ikke nogen, man har lyst til at investere sit emotionelle engagement i.
3/6
Friday the 13th (2009)
Endnu en Platinum Dunes-genindspilning med alt, hvad det indebærer. Jeg ville virkeligt gerne kunne lide den, for dens attraktioner er fint løftet fra den originale serie: Gode effekter, veludførte mord, velvalgte skuespillere, der modsat TCM passer godt ind i universet, og der er endda et par udmærkede forsøg på at udvide universet omkring Jason. Men ultimativt vil den for meget på én gang. Den er heller ikke klippet særligt godt, hvilket får spændingen og det nødvendige “punch” til at fuse totalt ud i nøglescener. Værst er nok nedvurderingen af tilskuerne ved at servere ikke bare én, men hele to prologer, der både skal forklare Jasons forhistorie og lægge op til handlingen i filmen. Det er fuldstændigt unødvendigt, det trækker ud, og står i øvrigt også i modsætning til den oprindelige serie, der sagtens kunne finde ud af at lade tilskuerne drage deres egne konklusioner ud fra spredte informationer. Desværre er det også temmeligt symptomatisk for Michael Bays og Platinum Dunes tilgang til mediet.
Den dobbelte prolog gør desuden, at trætheden hurtigt melder sig. I løbet af de første femten minutter når man sådan set gennem mord nok til en hel film, og det er såmænd ikke, fordi de er dårligt udførte (det er de bestemt ikke!). Der er bare tale om rent overkill, om en affektiv mætning, som får resten af filmen til at flade ud for tilskueren. Mht. klipningen, så slog det mig flere gange, hvordan klipperen ikke leverer varen i spændingsscenerne, men i stedet i sin iver efter at levere en overraskelse, et punch eller en chok-effekt, lader dem stå uden nogen form for kraft . Læg fx mærke til slutningen, hvor Jason på et tidspunkt hugges med en machete, hvordan hugget nærmest falder henkastet og slet ikke har antydningen af styrke og noget definitivt, som det burde. Det er endnu mere overraskende i lyset af ekstramaterialet på disken, hvor der faktisk findes bedre og mere effektivt klippede versioner af en række af de problematiske scener.
3/6
Eaten Alive
En ung kvinde skal tilsyneladende have sin debut på et lille sydstatsbordel, men cowboykunden Buck er lidt for numsefikseret til hende, og hun ender med at blive smidt på porten af bordelmama for at være usamarbejdsvillig. Stedets altmuligkvinde giver hende lidt håndøre at overleve på og henviser hende til et billigt motel i udkanten af byen. Men motellets ejer, den gamle Judd, er ikke særligt glad for piger inde fra “det sted”, ja han er ikke nogen stor fan af mennesker i det hele taget, og han ender med at bevise det ved at hugge hovedet af pigen med en le og fodre hende til den krokodille, han har udstillet som attraktion i en indhegnet dam. Judd kan dog ikke få lov til at være i fred, for snart er der nye gæster - ikke mindst pigens far og søster, der eftersøger den forsvundne.
Eaten Alive er Tope Hoopers anden film og en bizar, lille sag, der igen er baseret meget, meget frit på en virkelig historie. Det er ret nemt at se, at det er den samme person, der står bag Motorsavsmassakren, for der er en del stiltræk, der går igen - bl.a. det gennemgående tæppe af forstyrrende og ubestemmelige lydeffekter. Men det er også åbenbart, at Motorsavsmassakren, som de fleste andre mesterværker, lige så meget er et produkt af held og tilfældighed, som det er af solidt håndværk og talent, for noget mesterværk er Eaten Alive bestemt ikke.
Hooper har denne gang meget interessant valgt at gå i den stik modsatte retning. Hvor han i Motorsavsmassakren brugte dokumentariske virkemidler og location-optagelser til at skabe en foruroligende følelse af autenticitet, så er Eaten Alive nærmest surrealistisk i sin bevidste kunstighed. Alt er opbygget og optaget i et studio og tilsat røgmaskiner og farvede lyskilder, så man i enkelte indstillinger nærmest føler sig hensat til en Argento-film.
Desværre bærer filmen præg af Hoopers mange kampe med producenterne, og af at manuskriptet løbende blev omskrevet under hele indspilningen. Det er tydeligt, at han ikke rigtig har vidst, hvad han skulle stille op med det hele, og i hvilken retning det skulle gå. Hooper forsøger at genskabe noget af den stemning, som fungerer så fremragende i debutfilmen. Problemet er, at Eaten Alive meget af vejen holder fokus på Judd, og at han på ingen måde er så usympatisk som Leatherface og familie, nærmere tværtimod. Skuespillerpræstationen er fremragende, men Judd kommer gennem sine usammenhængende og fordrukne vrøvlerier mere til at fremstå som en sølle stakkel med krigstraumer end som ondskaben selv. Hvor Motorsavsmassakren antog karakter af én kvindes nedstigning til Helvede, gør den hyppige udskiftning af ofre, der går i “fælden” og vækker Judd til handling, oplevelsen fragmenteret.
Alt i alt altså en noget usammenhængende film, der dog stadigvæk er underholdende nok at se - om ikke andet så for Robert Englunds præstation i rollen som Buck (“my name is Buck and I am here to fuck”).
3/6
... and in other news: grave robbers pry rifle from Charlton Hestons cold, dead hands.
#3321 BN 14 år siden
Er man flink hvis man er umodbydelig? ;-)
#3322 filmz-jonasgr 14 år siden
'Cause I'm evil"
#3323 jessup 14 år siden
#3324 Benway 14 år siden
Steven Soderberghs "Bubble" er helt kart en af de mest positive overraskelser, jeg længe har haft mht. til film. Handlingen - som det er synd at sige for meget om - foregår primært i en trøsteløst legetøjsfabrik, og filmen er lavet for et meget skrabet budget og helt uden professionelle skuespillere i hovedrollerne, men den har alligevel en friskhed over sig, som jeg ikke har set fra Soderberghs side meget længe.
Den udspiller sig med en naturlighed, der for en til at tænke over hvor megen teatralskhed, der er i selv de mest neddæmpede film. Meget lidt sker af ydre begivenheder, men jeg var alligevel totalt opslugt gennem hele filmen. Jeg kan generelt ret godt lide Soderberghs film, men vi skal vist helt tilbage til "Sex, Lies and Videotabes" og "Kafka", siden jeg sidst har følt mig så optaget af noget fra hans hånd. At atter opleve noget så fremragende fra ham er virkelig en fryd.
#3325 Kiksmann 14 år siden
Filmen behøver jo ingen introduktion, men tilgengæld fik jeg en helt ny oplevelse med filmen da jeg så den på min Blue afspiller. Og hold da helt kaje det var en mega fed oplevelse, lyden drønede ud af anlægget (så jeg fik vækket begge børn og en sur kone), billedet stod kniv skarpt på mit plasma. Det var en fed oplevelse.
Nå ja så er filmen stadig en af mine ynglings action film.
Glæder mig til i aften hvor 2001 ryger på.
6/6
#3326 lagoni 14 år siden
#3327 jessup 14 år siden
I det hele taget har det fået mig til at værdsætte serier i sitcom genren mere i almindelighed.
#3328 McPeter 14 år siden
#3329 lagoni 14 år siden
#3330 Thomsen 14 år siden
Den logiske konsekvens af Marcus Nispels hæderlige remake fra 2003, der tager alting et skridt videre. Denne gang serveres hele forhistorien til blodsudgydelserne. Skuespillet er rimeligt, fotograferingen knap så poleret som i Nispels film, og effektarbejdet er fremragende - ikke mindst i scenen, hvor Leatherface laver sin første, rigtige maske af menneskehud.
Desværre har jeg generelt et problem med prequels, fordi de røver noget af mystikken. En af fornøjelserne ved fiktion er jo, at man konstant forsøger at indpasse begivenhederne i et kanonisk historieskema, og de ting, der ikke fortælles om, fyldes ud ved nydelsesfuld aktivering af fantasien. Når man så pludseligt efterfølgende begynder at uddybe hændelser, der kun antydes eller lades helt op til tilskueren i den første film, tager man med andre ord noget af nydelsen væk fra originalen, fordi vores hjerner er skruet sådan sammen, at vi ikke bevidst kan vælge at glemme information. Ved gensyn vil vi altså altid have den nye information i baghovedet, hvor meget vi end forsøger at ignorere den, og det vil farve vores kognitive arbejde med at udfylde det førnævnte, kanoniske historieskema. Derfor synes jeg generelt, at prequels er en dårlig idé, og derfor frygter jeg egentligt også den kommende Alien-film.
Man kan naturligvis altid indvende, at TCM-TB refererer til remaket fra 2003, der i forvejen ikke ligefrem er et mesterværk (selvom det er en udmærket genindspilning), så det er ikke det store tab. Og det er da også rigtigt. Men i mine øjne trækker de valg, man har taget omkring baggrundshistorien alligevel ned, fordi de aldrig vil kunne leve op til tilskuerens fantasi og afskærer muligheder, fordi de er definitive.
Filmens funktion som prequel har også konsekvenser for spændingsopbygningen, fordi man allerede fra første indstilling kan gætte sig til slutningen. Handlingen foregår bare få år før Nispels film, og da man ved, at Leatherface og co. ikke er opdaget af omverdenen i Nispels historie, så kan TCM-TB kun følge én logisk udvikling. Det gør det mere kedeligt, end det burde have været, og det gør det heller ikke bedre, at TCM-TB stort set følger samme skematiske struktur som originalen. Dertil kommer så, at skuespillerne i filmens positive roller allesammen er castet ud fra Michael Bays og Platinum Dunes’ filosofi om at lede efter den næste ungdomsstjerne. De er øjenslik med MTV-appeal, perfekte og pirrende at se på i femten minutter, mens de går deres undergang i møde, men også plasticagtige og uægte og dermed i sidste ende ikke nogen, man har lyst til at investere sit emotionelle engagement i.
3/6
Friday the 13th (2009)
Endnu en Platinum Dunes-genindspilning med alt, hvad det indebærer. Jeg ville virkeligt gerne kunne lide den, for dens attraktioner er fint løftet fra den originale serie: Gode effekter, veludførte mord, velvalgte skuespillere, der modsat TCM passer godt ind i universet, og der er endda et par udmærkede forsøg på at udvide universet omkring Jason. Men ultimativt vil den for meget på én gang. Den er heller ikke klippet særligt godt, hvilket får spændingen og det nødvendige “punch” til at fuse totalt ud i nøglescener.
Værst er nok nedvurderingen af tilskuerne ved at servere ikke bare én, men hele to prologer, der både skal forklare Jasons forhistorie og lægge op til handlingen i filmen. Det er fuldstændigt unødvendigt, det trækker ud, og står i øvrigt også i modsætning til den oprindelige serie, der sagtens kunne finde ud af at lade tilskuerne drage deres egne konklusioner ud fra spredte informationer. Desværre er det også temmeligt symptomatisk for Michael Bays og Platinum Dunes tilgang til mediet.
Den dobbelte prolog gør desuden, at trætheden hurtigt melder sig. I løbet af de første femten minutter når man sådan set gennem mord nok til en hel film, og det er såmænd ikke, fordi de er dårligt udførte (det er de bestemt ikke!). Der er bare tale om rent overkill, om en affektiv mætning, som får resten af filmen til at flade ud for tilskueren.
Mht. klipningen, så slog det mig flere gange, hvordan klipperen ikke leverer varen i spændingsscenerne, men i stedet i sin iver efter at levere en overraskelse, et punch eller en chok-effekt, lader dem stå uden nogen form for kraft . Læg fx mærke til slutningen, hvor Jason på et tidspunkt hugges med en machete, hvordan hugget nærmest falder henkastet og slet ikke har antydningen af styrke og noget definitivt, som det burde. Det er endnu mere overraskende i lyset af ekstramaterialet på disken, hvor der faktisk findes bedre og mere effektivt klippede versioner af en række af de problematiske scener.
3/6
Eaten Alive
En ung kvinde skal tilsyneladende have sin debut på et lille sydstatsbordel, men cowboykunden Buck er lidt for numsefikseret til hende, og hun ender med at blive smidt på porten af bordelmama for at være usamarbejdsvillig. Stedets altmuligkvinde giver hende lidt håndøre at overleve på og henviser hende til et billigt motel i udkanten af byen. Men motellets ejer, den gamle Judd, er ikke særligt glad for piger inde fra “det sted”, ja han er ikke nogen stor fan af mennesker i det hele taget, og han ender med at bevise det ved at hugge hovedet af pigen med en le og fodre hende til den krokodille, han har udstillet som attraktion i en indhegnet dam. Judd kan dog ikke få lov til at være i fred, for snart er der nye gæster - ikke mindst pigens far og søster, der eftersøger den forsvundne.
Eaten Alive er Tope Hoopers anden film og en bizar, lille sag, der igen er baseret meget, meget frit på en virkelig historie. Det er ret nemt at se, at det er den samme person, der står bag Motorsavsmassakren, for der er en del stiltræk, der går igen - bl.a. det gennemgående tæppe af forstyrrende og ubestemmelige lydeffekter. Men det er også åbenbart, at Motorsavsmassakren, som de fleste andre mesterværker, lige så meget er et produkt af held og tilfældighed, som det er af solidt håndværk og talent, for noget mesterværk er Eaten Alive bestemt ikke.
Hooper har denne gang meget interessant valgt at gå i den stik modsatte retning. Hvor han i Motorsavsmassakren brugte dokumentariske virkemidler og location-optagelser til at skabe en foruroligende følelse af autenticitet, så er Eaten Alive nærmest surrealistisk i sin bevidste kunstighed. Alt er opbygget og optaget i et studio og tilsat røgmaskiner og farvede lyskilder, så man i enkelte indstillinger nærmest føler sig hensat til en Argento-film.
Desværre bærer filmen præg af Hoopers mange kampe med producenterne, og af at manuskriptet løbende blev omskrevet under hele indspilningen. Det er tydeligt, at han ikke rigtig har vidst, hvad han skulle stille op med det hele, og i hvilken retning det skulle gå. Hooper forsøger at genskabe noget af den stemning, som fungerer så fremragende i debutfilmen. Problemet er, at Eaten Alive meget af vejen holder fokus på Judd, og at han på ingen måde er så usympatisk som Leatherface og familie, nærmere tværtimod. Skuespillerpræstationen er fremragende, men Judd kommer gennem sine usammenhængende og fordrukne vrøvlerier mere til at fremstå som en sølle stakkel med krigstraumer end som ondskaben selv. Hvor Motorsavsmassakren antog karakter af én kvindes nedstigning til Helvede, gør den hyppige udskiftning af ofre, der går i “fælden” og vækker Judd til handling, oplevelsen fragmenteret.
Alt i alt altså en noget usammenhængende film, der dog stadigvæk er underholdende nok at se - om ikke andet så for Robert Englunds præstation i rollen som Buck (“my name is Buck and I am here to fuck”).
3/6