Jeg har ventet længe på at se hvilke størrelse Treme egentlig var. Det ét jo David Simon(The Wire, Generation Kill), så jeg var rimelig fortrøstningsfuld. Men på den anden side, virkede den nye serie bare for meget "nyt". Der var eftersigende ikke mere kriminalitet og vold, som omdrejningspunkt for et fantastisk bredt cast. Dette virkede ret....almindelig. Relativt. Efter afsnit 1, kan jeg ikke vente med at komme tilbage til New Orleans.
Historien starter i månederne efter orkanen Katrina har ramt New Orleans. Overalt er der ødelæggelser og vand, og lokal-befolkningen, dem der blev, kæmper med at holde livet og hverdagen oven vande. Det er en dagligdag, hvor "Godmorgen" er udskiftet med "How's your house?".
Antoine Batiste('Bunk' fra The Wire) er en kæmpende musiker, som efter katastrofen, må yde en ekstra indsats for at finde små-jobs, hvor de måtte være. Davis McAlary (Spillet af Steve Zahn) er en lokal DJ, og forsøgsvis sangskriver, og indædt forkæmper for den lokale musikkultur. Albert Lambreaux( Lester Freamon fra 'The Wire') måtte rejse fra byen, da orkanen ramte, men her nogle månederne senere, er han på vej tilbage, fast besluttet på at redde hjem, kultur og lokal samfund. Sidst men ikke mindst(Pun) følger vi Creighton Bernette(John Goodman). Folkeskolelærer og også indædt forsvarer af New Orleans.
Der er mange flere personer med i første afsnit, som alle bidrager til at forstå hvilke samfund 'Treme'-området er. Noget jeg virkelig elskede i The Wire, og som heldigvis også går igen her; Et stort og solid cast. Jeg var langt fra sikker på at jeg ville kunne lide serien, men opbygningen, karakterne, skildringen af området og musikken er så smukt og godt skruet sammen, at første afsnit helt tog pusten fra mig, og har hængt i baghovedet i cirka 1 uges tid.
6 / 6 til Treme 1x01.
[url=
This weekend will be filled with staring out of windows while holding a glass of scotch.
#3870 Tak. :) Vi prøver at holde det ret casual. Der er dog begrænset tid, så der klippet en del ud. Jeg har det med at bevæge mig ud af alle mulige tangenter. :)
Jeg ved det ikke - det kan også være, det slet ikke havde noget det at gøre - men jeg skal nok spørge. Jeg ved dog de tekniske drenge har ekstremt travlt i øjeblikket, så det er ikke sikkert, det er noget der bliver fikset lige med det samme.
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
Synes faktisk kun at det er med til at gøre anmeldelserne endnu bedre, at du netop bevæger dig lidt ud af nogle forskellige veje. :)
Mht. opdateringerne så lød jeg måske lidt utålmodig. Men jeg er også godt klar over, at den slags godt kan være en besværlig omgang, så det må jo bare ta' den tid det tager. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
I Black God, White Devil var det religionen Glauber Rocha gik i mod. Her er det magthaverne han kritiserer. Poeten Paulos to gamle venner, guvernøren Vieira og præsidenten Diaz er begge korrupte. Han har været med til at støtte dem i starten af deres karriere, men nu synes han deres måde at gøre tingene på er moralsk forkastelig.
"Jeg kan ikke dø", siger den rigeste person i Eldorado. Selvfølgelig kan han ikke indse hans egen dødelighed, fordi han selv er på toppen. Rocha giver fra starten en stor kritik af magthaverne.'
Filmen er en del af nybølgen i Brasilien, og det er en blanding af cinema verite og brasiliansk folkeånd. Den halter lidt efter Black God, White Devil, fordi den af og til skrider lidt for langsom frem og fordi budskabet i filmen ikke rigtig udvikler sig. Men det er bestemt en film, der er værdig at se, og jeg har da også bestilt den sidste film i trilogien, Antonio das Mortes(org. titel: O Dragão da Maldade Contra o Santo Guerreiro).
Der er ingen tvivl om, at J. J. Abrams og co. allerede var et godt stykke på vej til at skabe noget stort med deres to første sæsoner af ’Lost’. Vel vidende om, at serien er spændt ud over hele seks sæsoner, er det næsten utroligt at tænke sig hvor højt et spændingsniveau og hvor stærkt et følelsesmæssigt engagement de to første sæsoner kunne opnå, ikke mindst i betragtning af at de nu altså bare var få brikker i et meget stort puslespilsbillede.
Forståeligt nok var helhedsbilledet af den store, mystiske ’Lost’-sandhed stadigvæk rodet og sløret efter 1. og 2. sæson. Med sæson 3 synes billedet dog til gengæld at få malet sit gyldne snit.
Sæson 3 starter en smule kontroversielt med ca. 6 afsnit, der stilmæssigt afviger meget fra den type ’Lost’ vi kender. Jack, Kate og Sawyer holdes fanget af Benjamin og de resterende ’Others’ på en ø, der tilsyneladende er forbeholdt videnskabelige eksperimenter. Tonen er meget dyster, og særligt Jacks karakter får en markant drejning i den mere mørke retning. I ’Lost’-kredse regnes dette 6 afsnit lange segment ofte for en fejlvurderet udvikling af serien, der da også helt uden problemer falder tilbage til den mere velkendte fortællerskabelon efter et afsnit eller to. Jeg fandt til gengæld det isolerede ø-ophold fantastisk for serien. Hele setup’et er hele vejen rundt i top med rustne, gådefulde bure og mørke kælderrum, der både hiver skyggesiderne frem hos Jack og samtidig får begæret mellem Sawyer og Kate til at sprudle som aldrig før. I et af sæsonens bedste afsnit, ’I Do’, balancerer fantastisk mange spændingselementer på knivspidsen af disse tre karakterudviklinger. Jack udfører en livsfarlig rygoperation på Ben, samtidig med at forsøge at redde Sawyers og Kates liv i den anden ene af en walkie-talkie. Det er nogle af de mest intense og nervepirrende højder, serien endnu har nået.
Udover to, måske tre let forglemmelige og middelmådige afsnit byder sæson 3 på en perlerække af kæmpeoplevelser, fordelt over utallige mesterlige afsnit. Efter førnævnte ø-episode finder serien igen sit mere traditionelle tråd, der med alle hovedkaraktererne samlet på hovedøen udforsker dens hemmeligheder - mere gådefulde end nogensinde før. Desmond giver for første gang sit science-fiction-ligende præg af tid og rum der smelter sammen, perfekt leveret i et par fremragende afsnit. Benjamin stjæler stadigvæk stort set alle de scener han er med i. Beslutsomheden og den isnende attitude i Michael Emersons spil er med til at bevare Ben som én af seriens absolut mest fascinerende og mindeværdige karakterer - en titel, han dog stadig må kæmpe om i tæt strid med John Locke. Lige som stort set alle karakterer på øen er Lockes udvikling i sæson 3 mere spændende end hidtil set. I ’The Brig’ - det måske bedste afsnit, jeg til dato har set af ’Lost’ - kobles hans og Sawyers begge tragiske forhistorier sammen til ét, svimlende hele. Her syder og bobler følelserne med en kraft man sjældent har set mage, hverken på TV eller film.
Rent ud sagt er 3. sæson af ’Lost’ en fuldkommen besættende oplevelser, der stjæler nattesøvn og hjernekapacitet i dagtimerne. Ikke mindst en helt overvældende sæsonafslutning i ’Through the Looking Glass’ beviser seriens umiddelbart uendelige potentiale. Tilbage står sæson 3 klokkeklart som et mesterligt og uforglemmeligt værk.
Bedste afsnit:
5: One of Us
4: Greatest Hits
3: I Do
2: Through the Looking Glass
1: The Brig
6/6
Pvt. Witt: "You ever get lonely, sergent?" Sgt. Welsh: "Only around people"
De sidste 6 episoder af sæson 3, var i sin tid helt utrolig. Kvaliteten af episoderne voksede og voksede... Nu hvor jeg sidder og ser sæson 6, tænker jeg mange gange tilbage til sæson 3. Og jeg griner over alle de teorier jeg fik dengang omkring serien.
Jeg har fået set et par film i går og i dag, så jeg vil lige kort skrive mit indtryk af de film:
Where Eagles Dare
I går fik jeg set "Where Eagles Dare", eller Ørneborgen som den hedder på dansk, og den var absolut fantastisk! Forrygende underholdning fra start til slut, som byder på fed action, knugende spænding og nazi-killing i bedste stil. Richard Burton og Clint Eastwood er begge glimrende og fyldt med karisma, og i det hele taget er alt i filmen meget veludført.
5/6
The Last House on the Left (2009)
En overraskende veludført gyser/thriller, som på rigtig god vis formår at skabe både spænding og gru. Den er barsk og voldelig, men håndterer det rigtigt flot så den aldrig falder over i ren voldsporno a la Saw-serien. Præstationerne er fine og fungerer, og især Garret Dillahunt er god til at spille en skræmende psykopat.
4/6
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
Det er ret sjovt at Clinten, som man kender ham i dag, virker som en total grønskolling, når han er sammen med Burton i den film. :) Burton EJER alle scener han er med i.
De har ikke opfundet mange skarpe knive.. i skuffen og så er de jo ikke særlig stærke. De er skæve og vinde.. af fuld.
#3871 DarkLight 14 år siden
Jeg har ventet længe på at se hvilke størrelse Treme egentlig var. Det ét jo David Simon(The Wire, Generation Kill), så jeg var rimelig fortrøstningsfuld. Men på den anden side, virkede den nye serie bare for meget "nyt". Der var eftersigende ikke mere kriminalitet og vold, som omdrejningspunkt for et fantastisk bredt cast. Dette virkede ret....almindelig. Relativt. Efter afsnit 1, kan jeg ikke vente med at komme tilbage til New Orleans.
Historien starter i månederne efter orkanen Katrina har ramt New Orleans. Overalt er der ødelæggelser og vand, og lokal-befolkningen, dem der blev, kæmper med at holde livet og hverdagen oven vande. Det er en dagligdag, hvor "Godmorgen" er udskiftet med "How's your house?".
Antoine Batiste('Bunk' fra The Wire) er en kæmpende musiker, som efter katastrofen, må yde en ekstra indsats for at finde små-jobs, hvor de måtte være. Davis McAlary (Spillet af Steve Zahn) er en lokal DJ, og forsøgsvis sangskriver, og indædt forkæmper for den lokale musikkultur. Albert Lambreaux( Lester Freamon fra 'The Wire') måtte rejse fra byen, da orkanen ramte, men her nogle månederne senere, er han på vej tilbage, fast besluttet på at redde hjem, kultur og lokal samfund. Sidst men ikke mindst(Pun) følger vi Creighton Bernette(John Goodman). Folkeskolelærer og også indædt forsvarer af New Orleans.
Der er mange flere personer med i første afsnit, som alle bidrager til at forstå hvilke samfund 'Treme'-området er. Noget jeg virkelig elskede i The Wire, og som heldigvis også går igen her; Et stort og solid cast. Jeg var langt fra sikker på at jeg ville kunne lide serien, men opbygningen, karakterne, skildringen af området og musikken er så smukt og godt skruet sammen, at første afsnit helt tog pusten fra mig, og har hængt i baghovedet i cirka 1 uges tid.
6 / 6 til Treme 1x01.
[url=
#3872 Benway 14 år siden
Jeg ved det ikke - det kan også være, det slet ikke havde noget det at gøre - men jeg skal nok spørge. Jeg ved dog de tekniske drenge har ekstremt travlt i øjeblikket, så det er ikke sikkert, det er noget der bliver fikset lige med det samme.
#3873 NightHawk 14 år siden
Synes faktisk kun at det er med til at gøre anmeldelserne endnu bedre, at du netop bevæger dig lidt ud af nogle forskellige veje. :)
Mht. opdateringerne så lød jeg måske lidt utålmodig. Men jeg er også godt klar over, at den slags godt kan være en besværlig omgang, så det må jo bare ta' den tid det tager. :)
#3874 Benway 14 år siden
#3875 Skeloboy 14 år siden
I Black God, White Devil var det religionen Glauber Rocha gik i mod. Her er det magthaverne han kritiserer. Poeten Paulos to gamle venner, guvernøren Vieira og præsidenten Diaz er begge korrupte. Han har været med til at støtte dem i starten af deres karriere, men nu synes han deres måde at gøre tingene på er moralsk forkastelig.
"Jeg kan ikke dø", siger den rigeste person i Eldorado. Selvfølgelig kan han ikke indse hans egen dødelighed, fordi han selv er på toppen. Rocha giver fra starten en stor kritik af magthaverne.'
Filmen er en del af nybølgen i Brasilien, og det er en blanding af cinema verite og brasiliansk folkeånd. Den halter lidt efter Black God, White Devil, fordi den af og til skrider lidt for langsom frem og fordi budskabet i filmen ikke rigtig udvikler sig. Men det er bestemt en film, der er værdig at se, og jeg har da også bestilt den sidste film i trilogien, Antonio das Mortes(org. titel: O Dragão da Maldade Contra o Santo Guerreiro).
7/10
#3876 RasmusFL 14 år siden
Der er ingen tvivl om, at J. J. Abrams og co. allerede var et godt stykke på vej til at skabe noget stort med deres to første sæsoner af ’Lost’. Vel vidende om, at serien er spændt ud over hele seks sæsoner, er det næsten utroligt at tænke sig hvor højt et spændingsniveau og hvor stærkt et følelsesmæssigt engagement de to første sæsoner kunne opnå, ikke mindst i betragtning af at de nu altså bare var få brikker i et meget stort puslespilsbillede.
Forståeligt nok var helhedsbilledet af den store, mystiske ’Lost’-sandhed stadigvæk rodet og sløret efter 1. og 2. sæson. Med sæson 3 synes billedet dog til gengæld at få malet sit gyldne snit.
Sæson 3 starter en smule kontroversielt med ca. 6 afsnit, der stilmæssigt afviger meget fra den type ’Lost’ vi kender. Jack, Kate og Sawyer holdes fanget af Benjamin og de resterende ’Others’ på en ø, der tilsyneladende er forbeholdt videnskabelige eksperimenter. Tonen er meget dyster, og særligt Jacks karakter får en markant drejning i den mere mørke retning. I ’Lost’-kredse regnes dette 6 afsnit lange segment ofte for en fejlvurderet udvikling af serien, der da også helt uden problemer falder tilbage til den mere velkendte fortællerskabelon efter et afsnit eller to.
Jeg fandt til gengæld det isolerede ø-ophold fantastisk for serien. Hele setup’et er hele vejen rundt i top med rustne, gådefulde bure og mørke kælderrum, der både hiver skyggesiderne frem hos Jack og samtidig får begæret mellem Sawyer og Kate til at sprudle som aldrig før. I et af sæsonens bedste afsnit, ’I Do’, balancerer fantastisk mange spændingselementer på knivspidsen af disse tre karakterudviklinger. Jack udfører en livsfarlig rygoperation på Ben, samtidig med at forsøge at redde Sawyers og Kates liv i den anden ene af en walkie-talkie. Det er nogle af de mest intense og nervepirrende højder, serien endnu har nået.
Udover to, måske tre let forglemmelige og middelmådige afsnit byder sæson 3 på en perlerække af kæmpeoplevelser, fordelt over utallige mesterlige afsnit. Efter førnævnte ø-episode finder serien igen sit mere traditionelle tråd, der med alle hovedkaraktererne samlet på hovedøen udforsker dens hemmeligheder - mere gådefulde end nogensinde før. Desmond giver for første gang sit science-fiction-ligende præg af tid og rum der smelter sammen, perfekt leveret i et par fremragende afsnit. Benjamin stjæler stadigvæk stort set alle de scener han er med i. Beslutsomheden og den isnende attitude i Michael Emersons spil er med til at bevare Ben som én af seriens absolut mest fascinerende og mindeværdige karakterer - en titel, han dog stadig må kæmpe om i tæt strid med John Locke. Lige som stort set alle karakterer på øen er Lockes udvikling i sæson 3 mere spændende end hidtil set. I ’The Brig’ - det måske bedste afsnit, jeg til dato har set af ’Lost’ - kobles hans og Sawyers begge tragiske forhistorier sammen til ét, svimlende hele. Her syder og bobler følelserne med en kraft man sjældent har set mage, hverken på TV eller film.
Rent ud sagt er 3. sæson af ’Lost’ en fuldkommen besættende oplevelser, der stjæler nattesøvn og hjernekapacitet i dagtimerne. Ikke mindst en helt overvældende sæsonafslutning i ’Through the Looking Glass’ beviser seriens umiddelbart uendelige potentiale. Tilbage står sæson 3 klokkeklart som et mesterligt og uforglemmeligt værk.
Bedste afsnit:
5: One of Us
4: Greatest Hits
3: I Do
2: Through the Looking Glass
1: The Brig
6/6
#3877 cansi 14 år siden
De sidste 6 episoder af sæson 3, var i sin tid helt utrolig. Kvaliteten af episoderne voksede og voksede... Nu hvor jeg sidder og ser sæson 6, tænker jeg mange gange tilbage til sæson 3. Og jeg griner over alle de teorier jeg fik dengang omkring serien.
Fantastisk sæson, fantastisk serie ;)
#3878 Kruse 14 år siden
Where Eagles Dare
I går fik jeg set "Where Eagles Dare", eller Ørneborgen som den hedder på dansk, og den var absolut fantastisk! Forrygende underholdning fra start til slut, som byder på fed action, knugende spænding og nazi-killing i bedste stil. Richard Burton og Clint Eastwood er begge glimrende og fyldt med karisma, og i det hele taget er alt i filmen meget veludført.
5/6
The Last House on the Left (2009)
En overraskende veludført gyser/thriller, som på rigtig god vis formår at skabe både spænding og gru. Den er barsk og voldelig, men håndterer det rigtigt flot så den aldrig falder over i ren voldsporno a la Saw-serien. Præstationerne er fine og fungerer, og især Garret Dillahunt er god til at spille en skræmende psykopat.
4/6
#3879 filmz-Utyske 14 år siden
Det er ret sjovt at Clinten, som man kender ham i dag, virker som en total grønskolling, når han er sammen med Burton i den film. :) Burton EJER alle scener han er med i.
#3880 RasmusFL 14 år siden
Jeg er selv halvvejs gennem sæson 4 på nuværende tidspunkt.
'The Constant' er muligvis det ultimative 'Lost-afsnit for mig so far. Helt på højde med den mest intense og gribende filmkunst i spillefilmslængde.