Hehe ikke så mærkeligt du synes det minder om Batman: TAS, da det er samme kvinde der har stået bag bege dele.
Shirley Walker, er kvinden der har stået for musikken i både serien, og filmen her.
Jeg vil nu ikke sige det er fornyet, det er jo ny musik der er lavet til filmen, men ja Main themet som også går igen i Batman TAS, er fornyet eller hvertfald fået et kor på, der lige giver det hele den xtra pow! som gjorde jeg fik hel gåsehud første gang jeg hørte det.
Michael du retter mig bare, hvis jeg ævler 8-)
Desværre er hun gået bort 8-( trist fordi jeg ville virkelig gerne ha hørt mere fra hende.
Nok også en af grundene til at undertegnede og Michael her fra Filmz opsnakker alt med hende stortset.
Men godt at du ku li filmen 8-)
J. J: "This is one of my Favorite shots." Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Paris er hovedpersonen i en samling af kærligshedsfortællinger. Nogen tager udgangspunkt i spirerende kærlighed ved tilfældige møder, andre har en lidt mere obskur tilgang til emnet.
Filmene glider let over hinanden, så selvom det er 18 små historier, der kun er bundet sammen af et fælles emne, så føles de alligevel som en helhed. Det er en hyldest til kærlighed og til Paris. Man kan godt skelne de enkelte instruktører fra hinanden, fordi de har deres eget særpræg(hver kapitel indledes med et område og instruktørnavn),
Til tider er den utroligt livsbekræftende, andre gange dyster eller decideret mærkelig. Det kan være lidt frustrerende, at den skifter stemning så tit. Men man kan ikke lade være med at glæde sig til den næste også. Nu har jeg set utrolig mange kortfilm, så jeg er vant til formatet. Ved ikke hvordan den virker, hvis man ikke er vant til det korte format.
De bedste bidrag: Quais de Seine af Paul Mayeda Berges og Gurinder Chadha Bastille af Isabel Coixet Place des victoies af Nobuhiro Suwa Pigalle af Richard LaGravenese Faubourg Saint-Denis af Tom Tykwer
De dårligste: Tuileries af Coen-brødrene Porte de Choisy af Christopher Doyle
Donna overlever med nød og næppe en psykopats angreb på hendes familie. Hendes tante tager hende til sig for at tilbyde pigen en chance for et normalt liv. Men på hendes store aften slipper psyko'en løs, og tager af sted for at finde hende igen.
Ja det lyder lige som noget vi har hørt om før, og ja det har vi også, for Prom Night er en geninspilning fra 1980. Men der er intet genialt ved denne film overhovedet, og den ender som en omgang triviel skrigen og råben i strømmen på alle de genindspilninger som der er for tiden.
3/10
Rejsen til Saturn
En gruppe danske astronauter skal ud i verdensrummet for at udbrede den danske socialisme, øl, fisse og hornmusik.
Ja man kunne næsten få lysten til at skrive, at dette var en dokumentarfilm om de første danskere i rummet, men heldigvis er det kun en omgang plat pølseslående dansk prutte humor. Den er alt i alt meget tro overfor tegneserien, som jeg har læst utallige gange på det lokale bibliotek. Et mesterværk kan man ikke kalde den, for selvom den er sjov, er den også på grænsen til plathed, men heldigvis er filmen ikke længere end at man kan bære over med det. Og til lejligheden er der en lille ekstra film Kok i kommentatorboksen (som jeg ikke lige vil vurdere som noget mesterværk heller). Men filmen er klart bestået, og kan man lide denne slags, vil jeg anbefale Terkel i knibe, som er noget mere genneført og noget sjovere.
7/10
Casablanca
Denne film kræver ingen introduktion, for den er en mesterlig fortælling.
En fantastisk gennemført film med Bogart og Bergman i hovedrollerne, som parret med en kærlighedshistorie i bagagen som ikke er afsluttet, dilemaet der opstår da Bogart møder manden i Bergmans liv, mens han selv står med deres redning inden han ofre sig selv til hendes fordel. Filmen er på mange forskellige måder gennemført, men mest af alt, lader man sig rive med at den stemning som der hersker. Om det har noget med at gøre at filmen er lavet i 1942, og på daværende tidspunkt kunne være en historie fra hverdagen skal jeg ikke kunne udtale mig om, men fantastisk er den.
10/10
Indiana Jones and the kingdom of the crystal skull
Indy er tilbage !!! Eller det vil sige, det ville man have at vi skulle tro. Indy er ikke længere Indy på den fede måde. Det er som om noget af magien er forsvundet, jeg følte mig faktisk hensat til et dejavu, lidt ligesom med Star Wars, da Den usynlige fjende kom, for det er ikke rigtigt Indy, nu er det næsten en familie udflugt og der er X-files med også. Men junior syntes den var total fed, bedre end de andre, er det bare mig??? Nå men helt elendig er filmen nu ikke, den har sine steder, hvor man næster har på fornemmelsen at nu kommer det hele tilbage, og alt bliver som det engang var, men det sker bare ikke. Filmen er ikke forfærdelig, men det er bare ikke en Indy film som jeg vil have den, og jeg håber sandelig ikke at de laver flere, det har de ødelagt.
Michael Haneke kan for nogle være svær at sluge. Hans stil er meget speciel. Han stiller spørgsmålene, det er så op til seerne at analysere sig frem til svarene. Der er jo ikke noget ved at han laver en film, hvor han giver os alle svarene. Ligeledes kan han godt lide at provokere og manipulere med seeren. Dette er også grunden til at jeg altid føler mig usikker på Haneke. Jovist kender jeg ofte til plottet inden jeg skal se en af hans film, men jeg ved aldrig hvorledes han vil dreje den. Jeg er på en eller anden måde altid nervøs når jeg skal se en af hans film, da jeg aldrig ved hvad han kan finde på af chokerende ting. Således kan jeg konstatere at The White Ribbon i forhold til hans andre film på mange måder er mere human og ikke ligeså provokerende. Normalt portrætterer Haneke altid et samfunds skyggesider, hvilket han i den grad også gør her, men i horisonten aner vi også godhed i nogle af vores personer. Ikke mindst vores hovedperson som, nu som en gammel mand, fortæller os om hvad der skete i den lille landsby Eichwald lige inden 1.verdenskrig brød. Som han siger så kan han ikke huske alle detaljerne og noget af det har han fra andre personer. Med andre kan vi ikke være sikker på at historien er oprigtig. Hvem ved, måske har han selv været en værre skurk under begge krigene. Historien fortæller om hvad der lagde til grund for at de personer, som vi bliver præsenteret for, kunne gøre som de gjorde under både 1. og 2. verdenskrig. Dette gør det lettere for os at relatere, men at sige at det kun er det Haneke vil fortælle med denne historie er nok lidt let købt. Det er en universel historie. Hvad er det der ligger til grund for at personer griber til en bestemt ideologi ? Det er et patriarkalsk inddelt samfund vi er vidne til. Mændene styrer byen med hård hånd. Baronen er øverste mand og så er der pastoren, doktoren, bønderne. Kvinderne er der for at passe børn og passe husgerningerne. Børnene gør bare som der bliver sagt ellers vanker der tæsk. Rammehistorien handler om en række uheld der er sket i landsbyen. Nogle spændt ben for doktorens hest med en ståltråd, således at han bliver slået halvt fordærvet. En bondes kone falder ned fra et loft. Nogle ødelægger baronens afgrøder og slår sønnen halvt ihjel. Et mønster tegner sig, men hvem står bag disse ugerninger ? Filmen er for størsteparten delt op i små historier, hvor vi bliver præsenteret for de enkelte samfundslag, hvoraf nogle af dem har relevans for rammehistorien og andre ikke, det er op til seeren at bestemme.
Det første jeg lagde mærke til da jeg startede filmen var den fantastiske sort/hvide cinematografi som Christian Berger har skabt (og meget fortjent blev oscarnomineret for). Sort/hvid passer meget godt til filmens udtryk. Det er en meget ”kold” film og derfor ville en farvet film ikke skabe den samme illusion. Derudover har vi som seere nemmer ved at forholde os til perioden, da vi har en forestilling om en verden i sort/hvide, ikke mindst skabt af gamle fotografier (som jo var i sort/hvid på dette tidspunkt). Der er så mange detaljer i hvert enkelt billede. Jeg kunne sidde og se filmen og blot betragte de billeder som Christian Berger skaber. Dejligt er det også at Haneke, som han har for vane for, tager meget lange skud og ikke mindst holder kameraet i ro. Mange af gangene også med en skæv vinkel, så vi ikke for hele billedet med. F.eks. går bonde på et tidspunkt ind for at se sin afdøde hustru. Vi ser til ude fra gangen og ind gennem døren, mens han går ind. Vi kan lige ane hustruens ben og fødder, mens hendes ansigt er gemt væk bag en væk. Således kommer manden også til at gemme sig bag væggen og således også hans gråd. Det er et velkendt Haneke træk, at vise sårbarhed og uhyggelig/voldsomme scener bag lukke døre. Det vi ikke kan se og høre, virker ofte meget voldsommere, er Hanekes tese. Ligeledes er der også en voldsom afstraffelsesscene som virker ganske voldsom. Den virker voldsom både på grund af det førnævnte, men også fordi Haneke ingen underlægningsmusik bruger (i nogle af hans film). Tilbage står tomheden og da pastorens søn går ind bag den lukkede dør for at få med fars læderrem, sidder vi bare og venter på hvornår slagene starter. Apropos musik, så er der to gange i filmen, hvor Haneke vil drille os. På et tidspunkt kigger vi ud over landskabet og musik fra et klaver starter. I første omgang tror man at Haneke lige pludselig har valgt at lægge musik ind i filmen, men efterhånden som kameraet zoomer væk, opdager vi at det er baronessen som er ved at lære fra sig på et klaver. Sådanne træk minder os lige om, at Haneke altså kan manipulere med os, hvis altså han vil.
Skuespillerne i filmen er alle sammen relativt ukendte og for mange vedkommendes også uprøvede. Det er nogle af de bedste præstationer fra børn, jeg har set i meget lang tid. De fungerer alle på en. Især var jeg meget imponeret af Thibault Sérié, som spiller den 4-årige Gustav. Han er en af de personer hvor man fornemmer noget godhed, renhed og uskyldighed. Scenen hvor han spørger til døden er imponerende spillet. En anden stærk scene i filmen, som står stadigvæk står klart for mig er Martins (Leonard Proxauf) som dumdristigt begiver sig ud på et meterhøjt gelænder og derefter beretter til læreren: ”Jeg gav gud en chance for at slå mig ihjel, men han gjorde det ikke, så han er tilfreds med mig”. Haneke var i øvrigt sammen med resten af sit team rundt i hele Tyskland for at finde skuespillere til filmen og har haft flere tusinde til casting. Det siger noget om ambitionsniveauet hos Haneke. Han har ønsket at lave en fuldendt film og det har han gjort. Bravo. 10/10
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
Jeg får ikke sagt meget, om denne engelske film på nuværende tidspunkt. Fish Tank kommer til at optage en del tid i mit sind de næste dage. Jeg var negativ, da jeg fandt ud af, at udgivelsen ikke havde engelske tekster og desværre var der en del steder, hvor den engelske accent gik tabt og jeg måtte gætte mig til, hvad der blev sagt.
Det er dog ikke dialog, som gennemsyrer filmen, men derimod et billedsprog, som på mesterlig vis formår at beskrive den trøstesløse verden for en 15 årig pige, som vi på få øjeblikke fornemmer, aldrig har kendt til forældreomsorg. Den 18 årige Katie Jarvis spiller hovedrollen som Mia, der bor sammen med sin mor og lille søster i et socialt boligbyggeri af den slags, som får en til at mindes Stalingrad i vinteren 43 med vemod.
Det er en kraftpræstation af en hovedrolle og det er instruktørarbejde af højeste karat, som formår at stykke den socialrealistiske historie sammen, så den ikke bliver gennemskuelig, eller virker spektakulær. Det er flydende fortalt og undervejs opbygger man så meget empati med den unge Mia, når man mærker hendes teenage usikkerhed og hun på ingen måde har nogle mennesker, at sparre med i denne svære fra barn til voksen situation. Hendes mor er fucked up beyond belief og Mia er godt på vej til at træde i hendes fodspor. Vi har dog på fornemmelsen, at Mias ressourcer er stærkere end som så.
Kameraet er centreret filmen igennem om Mia og hendes situation og derfor anskuer vi verden helt og aldeles gennem Mias øjne.
Det er svært at konkludere, men jeg føler virkelig, at jeg har set været igennem en unik oplevelse og måske set den bedste film fra 2009.
10/10
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Tilføjelse. Nej, det er sgu svært at bedømme. Jeg skal se alle de gode film for året igen. Året endte op med at være væsentlig bedre end jeg havde regnet med. Secrets of our Eyes, City of Life and Death, Fish Tank og White Ribbon. Fantastiske film. Hele det engelsk talende Oscar klientel, sprængt til atomer.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Forfatteren Len Deighton skrev romanen The Ipcress File, som senere blev filmatiseret i 19665 med Michael Caine i hovedrollen som den kyniske spion Harry Palmer fra MI5. Der kom ret hurtigt de to efterfølgere Funeral in Berlin i 1966 og i 1967 Billion Dollar Brain, alle historier kan stå alene som selvstændige film.
I 1996 vender Harry så tilbage i filmen Bullet to Beijing, en spion som nu er mærket af tiden. Derfor beslutter Harry's chef også at indstille ham til en førtidspension. Ikke noget der falder i spionens smag på nogen måder. Men han finder nu hurtigt en ny arbejdsgiver. Harry må nu en tur til en fordoms tid gammel fjendes land, her mødes han med gamle fjender som nu kan vise sig som gode allierede. Det kan undervejs ødelægge filmen en smule at Harry er vellidt hos venner såvel som fjender, selvom der er et ordsprog som siger at man skal holde sine fjender tættere end sine venner, så formår man ikke at få det til at fremstå troværdigt. Harry's nye opgave består i at fragte en pakke til en anden distination, og med ham kommer der en ung mand (som ligner Sean Connery helt vildt, bare med lyst hår), og undervejs kommer de to ind på mange emner, og specielt far/søn problematikken kommer på tale, da den unge mand kun ved at hans far er englænder, så det er vel næsten for naturligt at de to skal finde hinanden på denne mission. Jeg ikke komme mere ind på handlingen i filmen for så vil den være helt ødelagt. Udover Caine er Jason Connery også med i filmen, derfor ligner han Sean en del. Men en stor skuespiller er han ikke. Det minder en smule om dengang man så Connery i sin første James Bond, det var heller ikke just Oscar materiale. Efterfølgende er det også blevet til en del serieroller for den unge Connery, og lad endelige blive der. Caine er genial som den aldrende spion, men desværre er der ikke andre skuespillere som rigtigt kan give ham modspil, så det er meget baseret på at Caine er i billedet konstant. Og helt ærligt så virker han ikke oplagt til denne film, hvad årsagerne til det kan være har jeg ingen anelse om. Filmen som jo nu er den fjerde Harry Palmer film, når aldrig højderne fra den første film, den ender mere på linje med Billion Dollar Brain som hidtil var den svageste film i en ellers udmærket serie. 4/10
#3951 elwood 14 år siden
Shirley Walker, er kvinden der har stået for musikken i både serien, og filmen her.
Jeg vil nu ikke sige det er fornyet, det er jo ny musik der er lavet til filmen, men ja Main themet som også går igen i Batman TAS, er fornyet eller hvertfald fået et kor på, der lige giver det hele den xtra pow! som gjorde jeg fik hel gåsehud første gang jeg hørte det.
Michael du retter mig bare, hvis jeg ævler 8-)
Desværre er hun gået bort 8-( trist fordi jeg ville virkelig gerne ha hørt mere fra hende.
Nok også en af grundene til at undertegnede og Michael her fra Filmz opsnakker alt med hende stortset.
Men godt at du ku li filmen 8-)
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#3952 MOVIE1000 14 år siden
#3953 Skeloboy 14 år siden
Paris er hovedpersonen i en samling af kærligshedsfortællinger. Nogen tager udgangspunkt i spirerende kærlighed ved tilfældige møder, andre har en lidt mere obskur tilgang til emnet.
Filmene glider let over hinanden, så selvom det er 18 små historier, der kun er bundet sammen af et fælles emne, så føles de alligevel som en helhed. Det er en hyldest til kærlighed og til Paris. Man kan godt skelne de enkelte instruktører fra hinanden, fordi de har deres eget særpræg(hver kapitel indledes med et område og instruktørnavn),
Til tider er den utroligt livsbekræftende, andre gange dyster eller decideret mærkelig. Det kan være lidt frustrerende, at den skifter stemning så tit. Men man kan ikke lade være med at glæde sig til den næste også. Nu har jeg set utrolig mange kortfilm, så jeg er vant til formatet. Ved ikke hvordan den virker, hvis man ikke er vant til det korte format.
De bedste bidrag:
Quais de Seine af Paul Mayeda Berges og Gurinder Chadha
Bastille af Isabel Coixet
Place des victoies af Nobuhiro Suwa
Pigalle af Richard LaGravenese
Faubourg Saint-Denis af Tom Tykwer
De dårligste:
Tuileries af Coen-brødrene
Porte de Choisy af Christopher Doyle
Speciel mention:
Tour Eiffel af Sylvain Chomet
8/10
#3954 Kiksmann 14 år siden
Donna overlever med nød og næppe en psykopats angreb på hendes familie. Hendes tante tager hende til sig for at tilbyde pigen en chance for et normalt liv. Men på hendes store aften slipper psyko'en løs, og tager af sted for at finde hende igen.
Ja det lyder lige som noget vi har hørt om før, og ja det har vi også, for Prom Night er en geninspilning fra 1980.
Men der er intet genialt ved denne film overhovedet, og den ender som en omgang triviel skrigen og råben i strømmen på alle de genindspilninger som der er for tiden.
3/10
Rejsen til Saturn
En gruppe danske astronauter skal ud i verdensrummet for at udbrede den danske socialisme, øl, fisse og hornmusik.
Ja man kunne næsten få lysten til at skrive, at dette var en dokumentarfilm om de første danskere i rummet, men heldigvis er det kun en omgang plat pølseslående dansk prutte humor.
Den er alt i alt meget tro overfor tegneserien, som jeg har læst utallige gange på det lokale bibliotek. Et mesterværk kan man ikke kalde den, for selvom den er sjov, er den også på grænsen til plathed, men heldigvis er filmen ikke længere end at man kan bære over med det. Og til lejligheden er der en lille ekstra film Kok i kommentatorboksen (som jeg ikke lige vil vurdere som noget mesterværk heller).
Men filmen er klart bestået, og kan man lide denne slags, vil jeg anbefale Terkel i knibe, som er noget mere genneført og noget sjovere.
7/10
Casablanca
Denne film kræver ingen introduktion, for den er en mesterlig fortælling.
En fantastisk gennemført film med Bogart og Bergman i hovedrollerne, som parret med en kærlighedshistorie i bagagen som ikke er afsluttet, dilemaet der opstår da Bogart møder manden i Bergmans liv, mens han selv står med deres redning inden han ofre sig selv til hendes fordel.
Filmen er på mange forskellige måder gennemført, men mest af alt, lader man sig rive med at den stemning som der hersker. Om det har noget med at gøre at filmen er lavet i 1942, og på daværende tidspunkt kunne være en historie fra hverdagen skal jeg ikke kunne udtale mig om, men fantastisk er den.
10/10
Indiana Jones and the kingdom of the crystal skull
Indy er tilbage !!! Eller det vil sige, det ville man have at vi skulle tro. Indy er ikke længere Indy på den fede måde. Det er som om noget af magien er forsvundet, jeg følte mig faktisk hensat til et dejavu, lidt ligesom med Star Wars, da Den usynlige fjende kom, for det er ikke rigtigt Indy, nu er det næsten en familie udflugt og der er X-files med også.
Men junior syntes den var total fed, bedre end de andre, er det bare mig???
Nå men helt elendig er filmen nu ikke, den har sine steder, hvor man næster har på fornemmelsen at nu kommer det hele tilbage, og alt bliver som det engang var, men det sker bare ikke.
Filmen er ikke forfærdelig, men det er bare ikke en Indy film som jeg vil have den, og jeg håber sandelig ikke at de laver flere, det har de ødelagt.
6/10
#3955 filmz-jonasgr 14 år siden
Michael Haneke kan for nogle være svær at sluge. Hans stil er meget speciel. Han stiller spørgsmålene, det er så op til seerne at analysere sig frem til svarene. Der er jo ikke noget ved at han laver en film, hvor han giver os alle svarene. Ligeledes kan han godt lide at provokere og manipulere med seeren. Dette er også grunden til at jeg altid føler mig usikker på Haneke. Jovist kender jeg ofte til plottet inden jeg skal se en af hans film, men jeg ved aldrig hvorledes han vil dreje den. Jeg er på en eller anden måde altid nervøs når jeg skal se en af hans film, da jeg aldrig ved hvad han kan finde på af chokerende ting.
Således kan jeg konstatere at The White Ribbon i forhold til hans andre film på mange måder er mere human og ikke ligeså provokerende. Normalt portrætterer Haneke altid et samfunds skyggesider, hvilket han i den grad også gør her, men i horisonten aner vi også godhed i nogle af vores personer. Ikke mindst vores hovedperson som, nu som en gammel mand, fortæller os om hvad der skete i den lille landsby Eichwald lige inden 1.verdenskrig brød. Som han siger så kan han ikke huske alle detaljerne og noget af det har han fra andre personer. Med andre kan vi ikke være sikker på at historien er oprigtig. Hvem ved, måske har han selv været en værre skurk under begge krigene. Historien fortæller om hvad der lagde til grund for at de personer, som vi bliver præsenteret for, kunne gøre som de gjorde under både 1. og 2. verdenskrig. Dette gør det lettere for os at relatere, men at sige at det kun er det Haneke vil fortælle med denne historie er nok lidt let købt. Det er en universel historie. Hvad er det der ligger til grund for at personer griber til en bestemt ideologi ?
Det er et patriarkalsk inddelt samfund vi er vidne til. Mændene styrer byen med hård hånd. Baronen er øverste mand og så er der pastoren, doktoren, bønderne. Kvinderne er der for at passe børn og passe husgerningerne. Børnene gør bare som der bliver sagt ellers vanker der tæsk. Rammehistorien handler om en række uheld der er sket i landsbyen. Nogle spændt ben for doktorens hest med en ståltråd, således at han bliver slået halvt fordærvet. En bondes kone falder ned fra et loft. Nogle ødelægger baronens afgrøder og slår sønnen halvt ihjel. Et mønster tegner sig, men hvem står bag disse ugerninger ?
Filmen er for størsteparten delt op i små historier, hvor vi bliver præsenteret for de enkelte samfundslag, hvoraf nogle af dem har relevans for rammehistorien og andre ikke, det er op til seeren at bestemme.
Det første jeg lagde mærke til da jeg startede filmen var den fantastiske sort/hvide cinematografi som Christian Berger har skabt (og meget fortjent blev oscarnomineret for). Sort/hvid passer meget godt til filmens udtryk. Det er en meget ”kold” film og derfor ville en farvet film ikke skabe den samme illusion. Derudover har vi som seere nemmer ved at forholde os til perioden, da vi har en forestilling om en verden i sort/hvide, ikke mindst skabt af gamle fotografier (som jo var i sort/hvid på dette tidspunkt). Der er så mange detaljer i hvert enkelt billede. Jeg kunne sidde og se filmen og blot betragte de billeder som Christian Berger skaber. Dejligt er det også at Haneke, som han har for vane for, tager meget lange skud og ikke mindst holder kameraet i ro. Mange af gangene også med en skæv vinkel, så vi ikke for hele billedet med. F.eks. går bonde på et tidspunkt ind for at se sin afdøde hustru. Vi ser til ude fra gangen og ind gennem døren, mens han går ind. Vi kan lige ane hustruens ben og fødder, mens hendes ansigt er gemt væk bag en væk. Således kommer manden også til at gemme sig bag væggen og således også hans gråd. Det er et velkendt Haneke træk, at vise sårbarhed og uhyggelig/voldsomme scener bag lukke døre. Det vi ikke kan se og høre, virker ofte meget voldsommere, er Hanekes tese. Ligeledes er der også en voldsom afstraffelsesscene som virker ganske voldsom. Den virker voldsom både på grund af det førnævnte, men også fordi Haneke ingen underlægningsmusik bruger (i nogle af hans film). Tilbage står tomheden og da pastorens søn går ind bag den lukkede dør for at få med fars læderrem, sidder vi bare og venter på hvornår slagene starter.
Apropos musik, så er der to gange i filmen, hvor Haneke vil drille os. På et tidspunkt kigger vi ud over landskabet og musik fra et klaver starter. I første omgang tror man at Haneke lige pludselig har valgt at lægge musik ind i filmen, men efterhånden som kameraet zoomer væk, opdager vi at det er baronessen som er ved at lære fra sig på et klaver. Sådanne træk minder os lige om, at Haneke altså kan manipulere med os, hvis altså han vil.
Skuespillerne i filmen er alle sammen relativt ukendte og for mange vedkommendes også uprøvede. Det er nogle af de bedste præstationer fra børn, jeg har set i meget lang tid. De fungerer alle på en. Især var jeg meget imponeret af Thibault Sérié, som spiller den 4-årige Gustav. Han er en af de personer hvor man fornemmer noget godhed, renhed og uskyldighed. Scenen hvor han spørger til døden er imponerende spillet. En anden stærk scene i filmen, som står stadigvæk står klart for mig er Martins (Leonard Proxauf) som dumdristigt begiver sig ud på et meterhøjt gelænder og derefter beretter til læreren: ”Jeg gav gud en chance for at slå mig ihjel, men han gjorde det ikke, så han er tilfreds med mig”.
Haneke var i øvrigt sammen med resten af sit team rundt i hele Tyskland for at finde skuespillere til filmen og har haft flere tusinde til casting. Det siger noget om ambitionsniveauet hos Haneke. Han har ønsket at lave en fuldendt film og det har han gjort. Bravo.
10/10
'Cause I'm evil"
#3956 filmz-Bruce 14 år siden
Fish Tank - BD
Jeg får ikke sagt meget, om denne engelske film på nuværende tidspunkt. Fish Tank kommer til at optage en del tid i mit sind de næste dage. Jeg var negativ, da jeg fandt ud af, at udgivelsen ikke havde engelske tekster og desværre var der en del steder, hvor den engelske accent gik tabt og jeg måtte gætte mig til, hvad der blev sagt.
Det er dog ikke dialog, som gennemsyrer filmen, men derimod et billedsprog, som på mesterlig vis formår at beskrive den trøstesløse verden for en 15 årig pige, som vi på få øjeblikke fornemmer, aldrig har kendt til forældreomsorg. Den 18 årige Katie Jarvis spiller hovedrollen som Mia, der bor sammen med sin mor og lille søster i et socialt boligbyggeri af den slags, som får en til at mindes Stalingrad i vinteren 43 med vemod.
Det er en kraftpræstation af en hovedrolle og det er instruktørarbejde af højeste karat, som formår at stykke den socialrealistiske historie sammen, så den ikke bliver gennemskuelig, eller virker spektakulær. Det er flydende fortalt og undervejs opbygger man så meget empati med den unge Mia, når man mærker hendes teenage usikkerhed og hun på ingen måde har nogle mennesker, at sparre med i denne svære fra barn til voksen situation. Hendes mor er fucked up beyond belief og Mia er godt på vej til at træde i hendes fodspor. Vi har dog på fornemmelsen, at Mias ressourcer er stærkere end som så.
Kameraet er centreret filmen igennem om Mia og hendes situation og derfor anskuer vi verden helt og aldeles gennem Mias øjne.
Det er svært at konkludere, men jeg føler virkelig, at jeg har set været igennem en unik oplevelse og måske set den bedste film fra 2009.
10/10
#3957 filmz-Bruce 14 år siden
#3958 Kiksmann 14 år siden
Forfatteren Len Deighton skrev romanen The Ipcress File, som senere blev filmatiseret i 19665 med Michael Caine i hovedrollen som den kyniske spion Harry Palmer fra MI5. Der kom ret hurtigt de to efterfølgere Funeral in Berlin i 1966 og i 1967 Billion Dollar Brain, alle historier kan stå alene som selvstændige film.
I 1996 vender Harry så tilbage i filmen Bullet to Beijing, en spion som nu er mærket af tiden. Derfor beslutter Harry's chef også at indstille ham til en førtidspension. Ikke noget der falder i spionens smag på nogen måder. Men han finder nu hurtigt en ny arbejdsgiver.
Harry må nu en tur til en fordoms tid gammel fjendes land, her mødes han med gamle fjender som nu kan vise sig som gode allierede. Det kan undervejs ødelægge filmen en smule at Harry er vellidt hos venner såvel som fjender, selvom der er et ordsprog som siger at man skal holde sine fjender tættere end sine venner, så formår man ikke at få det til at fremstå troværdigt.
Harry's nye opgave består i at fragte en pakke til en anden distination, og med ham kommer der en ung mand (som ligner Sean Connery helt vildt, bare med lyst hår), og undervejs kommer de to ind på mange emner, og specielt far/søn problematikken kommer på tale, da den unge mand kun ved at hans far er englænder, så det er vel næsten for naturligt at de to skal finde hinanden på denne mission. Jeg ikke komme mere ind på handlingen i filmen for så vil den være helt ødelagt.
Udover Caine er Jason Connery også med i filmen, derfor ligner han Sean en del. Men en stor skuespiller er han ikke. Det minder en smule om dengang man så Connery i sin første James Bond, det var heller ikke just Oscar materiale. Efterfølgende er det også blevet til en del serieroller for den unge Connery, og lad endelige blive der. Caine er genial som den aldrende spion, men desværre er der ikke andre skuespillere som rigtigt kan give ham modspil, så det er meget baseret på at Caine er i billedet konstant. Og helt ærligt så virker han ikke oplagt til denne film, hvad årsagerne til det kan være har jeg ingen anelse om.
Filmen som jo nu er den fjerde Harry Palmer film, når aldrig højderne fra den første film, den ender mere på linje med Billion Dollar Brain som hidtil var den svageste film i en ellers udmærket serie.
4/10
#3959 filmz-Utyske 14 år siden
Er de to gamle efterfølgere noget værd, fordi "The Ipcress File" er jo ret fed. :)
#3960 Benway 14 år siden
http://www.radio-koege.dk/Indslag%20i%20player/201...
Alternativt link