#4573 - hehe...hvis hun kan se Satantango uden at falde i søvn, så er det godt klaret :)
Den er sgu meget fed, men der er især en scene, som trækker tænder ud: efter 3-4 timer danser de på en bar...15 minutter i en indstilling uden handling...
#4570 - respekt for din mening, som jeg ofte er enig i. Satte mig meget spændt til rette for at se filmen for nogle måneder siden (er stor fan af de få noir-film jeg har set; 'Touch of Evil' og ikke mindst fantastiske! 'The Third Man') og blev bare efter få minutter meget skuffet. Dialogen virkede simpelthen så forceret at jeg slet ikke magtede at abstrahere fra det. Slukkede for filmen efter 20 min. og har stadig ikke genoptaget forsøget på at se den færdig.
Er et af filmens karakteristiske træk lige netop den kække og (for mig) forcerede dialog, eller ville jeg få noget ud af at se den færdig? Håber selvfølgelig på det sidste, men tror det næppe.
Pvt. Witt: "You ever get lonely, sergent?" Sgt. Welsh: "Only around people"
Er et af filmens karakteristiske træk lige netop den kække og (for mig) forcerede dialog, eller ville jeg få noget ud af at se den færdig? Håber selvfølgelig på det sidste, men tror det næppe.
Tja, der må jeg næsten være svar skyldig. Jeg vil ikke mene at det direkte er karakteristisk for denne film, som det måske er for hele perioden filmen er fra. Dialogen er netop kæk, som man jo også ser det i størstedelen af Bogarts film, som nævnt rigtig mange af filmene fra den periode. Fred MacMurray besidder lidt den samme kækhed og lidt arrogante, men stadig cool attitude, som Bogart gjorde det. Vittighederne, eller skal man sige de lidt sjovere passager, er dog ikke så forcerede i "Double Indemnity" som man f.eks. ser det i flere af Billy Wilders komedier, bl.a. "Some Like It Hot" eller "One, Two, Three". Der er det efter min mening langt tydeligere, men aldrig så det bliver et irriterende element. Jeg kan godt forstå hvad du mener med forceret dialog, men det er nu ikke noget der generer mig. Jeg har på fornemmelsen, at du tænker på en bestemt scene i starten, hvor Fred MacMurrays karakter besøger Barbara Stanwycks karakter for første gang. Da tænkte jeg faktisk selv tanken omkring dialogen, men fandt det som sagt aldrig generende. Jeg kan ikke mindes andre tidspunkter i filmen, hvor jeg gjorde mig samme tanker omkring dialogen, så jeg vil da selvfølgelig anbefale dig til at give den endnu en chance. Se udover de 20 minutter, så vil du se at der kommer mere skub i historien.
Filmen er simpelthen for vigtig i film-noir sammenhæng til ikke at gøre det. Eller, det har jeg i hvert fald hørt at den er. Jeg synes bare at det er en fed film. ;-)
Nyeste anmeldelse: "The Thin Red Line" : http://bonysblog.wordpress.com/
Double Indemnity er måske min favorit noir. Jeg kan godt forstå tanken, omkring den forcerede dialog, men for mig er det blot inkarnationen af det jeg vil kalde den ultimative noir reference sidenhen. Filmen implementerer simpelthen alle noir konventionerne til perfektion, visuelt som tekstuelt. Manuskriptet fremkom som et samarbejde mellem Wilder og Raymond Chandler himself over James M. Cain's Three of a King novelle og der er en lille historie til:
By all accounts, Wilder and Chandler did not get along well during the four months needed to write the script. At one point Chandler even quit, giving a long list of grievances to Paramount as to why he could no longer work with Wilder. Wilder, however, stuck it out knowing that Chandler had a gift with words and that the dialogue would translate very well to the screen.
Cain himself was very pleased with the way his book was adapted to the screen. After seeing the picture a half a dozen times he was quoted as saying, “ ... It’s the only picture I ever saw made from my books that had things in it I wish I had thought of. Wilder’s ending was much better than my ending, and his device for letting the guy tell the story by taking out the office dictating machine - I would have done it if I had thought of it.
At lade Fred McMurray blive castet mod type (han var sammen med James Stewart på det tidspunkt nærmest indbegrebet af good guy) og så mod Stanwyck var en genialitet og når Edward G. Robinson nogle gange stjæler billedet, så er det simpelthen fordi han var en gudsbenådet skuespiller og ikke mindst forsikrings monologen er jo maskingeværs lyrik så det batter.
Når jeg ser de fleste forsøg idag på at levere mideværdige one-liners, så er det sjældent jeg hører nogle, som kommer i nærheden af den 20. referenceværdige af slagsen fra Double Indemnity. De er hardcore, intelligente og ofte tvetydige og gode minder fra en tid, hvor Chandler og Dashiell Hammet var kongerne af ord.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Først vil jeg lige nævne hvor herligt jeg i grunden synes at det er, når der reklameres med at filmen har fået seks stjener - på IMDB. Haha, det redder altid min dag med et godt grin, at se den form for markedsføring. Går den, så går den. :-)
Filmen varer "kun" to timer, men det føltes som fire. Johnny Depp spiller Raphael, en tidligere straffet og alkoholiseret indianer, der forsøger at få pengene til at række. Han bor i slummen sammen med sin kone og deres to børn og det er hårde tider. En dag møder han en mand på en bar der giver ham et tilbud Raphael ikke kan sige nej til. Raphael skal være hovedpersonen i en snuff-film, hvor han skal tortureres og dræbes for rullende kameraer, hvilket han vil blive betalt for. Tilbudet lyder på 50.000 dollars, hvilket er mere end rigeligt til at hans familie kan få en ny start på livet og komme ud af slummen. Han siger ja tak til tilbudet og får en uge, til han skal møde op og afslutte jobbet. Men som dagene går, får han øjnene op for sit liv og sin familie og han begynder at tænke om familien ikke har mere glæde af ham i levende live, end de ville have af pengene og den nye start på livet. Men er det nu for sent at trække sig ud? Se filmen og få svaret, eller lad være med at se filmen og du går ikke rigtigt glip af noget alligevel.
Johnny Depp spiller som nævnt hovedrollen i denne film, men ikke nok med det, så har han også skrevet manuskriptet og instrueret filmen. Alle gode gange tre. Jeg forestiller mig lidt om der er en grund til, at han ikke har stået bag kameraet siden 1997, hvor "The Brave" er fra. Filmen er ganske enkelt ikke særlig interessant. Det er samme historie om igen. Fattig forsørger vil hive familien ud af sølet, men dette har selvfølgelig en pris. Kan man sætte pris på livet, hvis livet ikke har særlig meget at tilbyde? Kan man sætte en pris på en fattig indianer der bor i et slumkvarter, der alligevel står til at blive ryddet af bulldozere? Kliché fyldt.
Musikken er bizar, underlig og dyster. Men Iggy Pop er selvfølgelig også ophavsmanden, så mon ikke det giver svaret lige der. I øvrigt er han at finde i en ultra kort, men ganske underholdende cameo under "byfesten" eller "slumfesten", som det nok nærmere er.
IMDB's karakter på coveret er egentligt ganske sigende. Den eneste grund til, at jeg smed denne i kurven den pågældende dag var pga. Johnny Depps navn på coveret. Dette er dog langtfra en film Depp vil blive husket for.
2.5/6
Nyeste anmeldelse: "The Thin Red Line" : http://bonysblog.wordpress.com/
#4571 filmz-Bruce 15 år siden
#4570 Helt enig. Det er en formidabel film og det var utroligt, hvad Wilder lykkedes med indenfor alle genrer.
#4572 Antlion 15 år siden
Hvad er "Sátántangó" så? :)
#4573 filmz-Bruce 15 år siden
#4574 Skeloboy 15 år siden
Den er sgu meget fed, men der er især en scene, som trækker tænder ud: efter 3-4 timer danser de på en bar...15 minutter i en indstilling uden handling...
#4575 Lord Beef Jerky 15 år siden
#4576 filmz-Bruce 15 år siden
#4574 Næ nej, hun har spurgt til den, for jeg viste hende startsekvensen en gang :)
#4577 RasmusFL 15 år siden
Er et af filmens karakteristiske træk lige netop den kække og (for mig) forcerede dialog, eller ville jeg få noget ud af at se den færdig? Håber selvfølgelig på det sidste, men tror det næppe.
#4578 Bony 15 år siden
Tja, der må jeg næsten være svar skyldig. Jeg vil ikke mene at det direkte er karakteristisk for denne film, som det måske er for hele perioden filmen er fra. Dialogen er netop kæk, som man jo også ser det i størstedelen af Bogarts film, som nævnt rigtig mange af filmene fra den periode. Fred MacMurray besidder lidt den samme kækhed og lidt arrogante, men stadig cool attitude, som Bogart gjorde det. Vittighederne, eller skal man sige de lidt sjovere passager, er dog ikke så forcerede i "Double Indemnity" som man f.eks. ser det i flere af Billy Wilders komedier, bl.a. "Some Like It Hot" eller "One, Two, Three". Der er det efter min mening langt tydeligere, men aldrig så det bliver et irriterende element. Jeg kan godt forstå hvad du mener med forceret dialog, men det er nu ikke noget der generer mig. Jeg har på fornemmelsen, at du tænker på en bestemt scene i starten, hvor Fred MacMurrays karakter besøger Barbara Stanwycks karakter for første gang. Da tænkte jeg faktisk selv tanken omkring dialogen, men fandt det som sagt aldrig generende. Jeg kan ikke mindes andre tidspunkter i filmen, hvor jeg gjorde mig samme tanker omkring dialogen, så jeg vil da selvfølgelig anbefale dig til at give den endnu en chance. Se udover de 20 minutter, så vil du se at der kommer mere skub i historien.
Filmen er simpelthen for vigtig i film-noir sammenhæng til ikke at gøre det. Eller, det har jeg i hvert fald hørt at den er. Jeg synes bare at det er en fed film. ;-)
#4579 filmz-Bruce 15 år siden
By all accounts, Wilder and Chandler did not get along well during the four months needed to write the script. At one point Chandler even quit, giving a long list of grievances to Paramount as to why he could no longer work with Wilder. Wilder, however, stuck it out knowing that Chandler had a gift with words and that the dialogue would translate very well to the screen.
Cain himself was very pleased with the way his book was adapted to the screen. After seeing the picture a half a dozen times he was quoted as saying, “ ... It’s the only picture I ever saw made from my books that had things in it I wish I had thought of. Wilder’s ending was much better than my ending, and his device for letting the guy tell the story by taking out the office dictating machine - I would have done it if I had thought of it.
At lade Fred McMurray blive castet mod type (han var sammen med James Stewart på det tidspunkt nærmest indbegrebet af good guy) og så mod Stanwyck var en genialitet og når Edward G. Robinson nogle gange stjæler billedet, så er det simpelthen fordi han var en gudsbenådet skuespiller og ikke mindst forsikrings monologen er jo maskingeværs lyrik så det batter.
Når jeg ser de fleste forsøg idag på at levere mideværdige one-liners, så er det sjældent jeg hører nogle, som kommer i nærheden af den 20. referenceværdige af slagsen fra Double Indemnity. De er hardcore, intelligente og ofte tvetydige og gode minder fra en tid, hvor Chandler og Dashiell Hammet var kongerne af ord.
#4580 Bony 15 år siden
Først vil jeg lige nævne hvor herligt jeg i grunden synes at det er, når der reklameres med at filmen har fået seks stjener - på IMDB. Haha, det redder altid min dag med et godt grin, at se den form for markedsføring. Går den, så går den. :-)
Filmen varer "kun" to timer, men det føltes som fire. Johnny Depp spiller Raphael, en tidligere straffet og alkoholiseret indianer, der forsøger at få pengene til at række. Han bor i slummen sammen med sin kone og deres to børn og det er hårde tider. En dag møder han en mand på en bar der giver ham et tilbud Raphael ikke kan sige nej til. Raphael skal være hovedpersonen i en snuff-film, hvor han skal tortureres og dræbes for rullende kameraer, hvilket han vil blive betalt for. Tilbudet lyder på 50.000 dollars, hvilket er mere end rigeligt til at hans familie kan få en ny start på livet og komme ud af slummen. Han siger ja tak til tilbudet og får en uge, til han skal møde op og afslutte jobbet. Men som dagene går, får han øjnene op for sit liv og sin familie og han begynder at tænke om familien ikke har mere glæde af ham i levende live, end de ville have af pengene og den nye start på livet. Men er det nu for sent at trække sig ud? Se filmen og få svaret, eller lad være med at se filmen og du går ikke rigtigt glip af noget alligevel.
Johnny Depp spiller som nævnt hovedrollen i denne film, men ikke nok med det, så har han også skrevet manuskriptet og instrueret filmen. Alle gode gange tre. Jeg forestiller mig lidt om der er en grund til, at han ikke har stået bag kameraet siden 1997, hvor "The Brave" er fra. Filmen er ganske enkelt ikke særlig interessant. Det er samme historie om igen. Fattig forsørger vil hive familien ud af sølet, men dette har selvfølgelig en pris. Kan man sætte pris på livet, hvis livet ikke har særlig meget at tilbyde? Kan man sætte en pris på en fattig indianer der bor i et slumkvarter, der alligevel står til at blive ryddet af bulldozere? Kliché fyldt.
Musikken er bizar, underlig og dyster. Men Iggy Pop er selvfølgelig også ophavsmanden, så mon ikke det giver svaret lige der. I øvrigt er han at finde i en ultra kort, men ganske underholdende cameo under "byfesten" eller "slumfesten", som det nok nærmere er.
IMDB's karakter på coveret er egentligt ganske sigende. Den eneste grund til, at jeg smed denne i kurven den pågældende dag var pga. Johnny Depps navn på coveret. Dette er dog langtfra en film Depp vil blive husket for.
2.5/6