Ironien er til at tage og føle på, da sidste kapitel i Sergei Eisensteins stumfilms klassiker, når sin ende. Gennem små 70 minutter har man været vidne til en af de største propaganda iscenesættelser i filmens historie og er man endnu ikke visuelt blevet overbevist om, hvem der var heltene i denne fabel, så skal slutreplikken
"Og frihedens røde fane ..."
nok fjerne den sidste mistro.
Jeg forventer ikke, at den 93 årige historie gemmer på indhold, der er ukendt for de fleste og skulle det være tilfældet, så burde det ikke ødelægge filmoplevelsen, at jeg afslører lidt om handlingen.
Indspillet i 1925, er Panserkrydseren Potemkin en fortælling om en af de afgørende begivenheder i den russiske revolution i 1917, inden Tzar styret blev endelig kvalt. Mens arbejderne allerede er begyndt at gøre oprør i Rusland, tager Eisenstein os med ombord på Panserkrydseren, hvor vi hurtigt bliver medvidende om, at mytteriet her, som i det ganske land, lurer under overfladen. På det stærkt klasseopdelte skib, spises matroserne af med suppe kogt på maddikebefængt råddent kød. Da hele skibets besætning under en samling på dækket, af kaptajnen bliver bedt om at udtrykke deres præferencer for suppen, beordres alle der ikke syntes om den, skudt.
Det var dråben, mandskabet gør oprør og overtager skibet. Den døde matros Valutjenko, som initierede oprøret, bliver lagt på lit de parade i et telt på molen i havnebyen Odessa og rygtet spredes hurtigt til byens borgere. Et af besætningen udformet testamente, bliver læst op og det varer ikke længe, før hver og en kender historien og sympatien strømmer mytteristerne på havet i møde. Dette får dog vækket modstanderne, den i Rusland stadigt regerende hvide hær, som træder i karakter og lader kosak soldater foretage en grum massakre af civilbefolkningen på den store trappe i Odessa. På havet er den såkaldte admiral eskadrille bestående af mange krigsfartøjer på vej og Panserkrydseren Potemkin går med forenet mandskab sin overmand i møde i filmens afsluttende minutter.
Efter at have været kåret til Verdens Bedste Film flere gange siden sin premiere, havde jeg også store forventninger til dette filmsyn, mit første møde, med den store filmkunstner Eisenstein. Over en bred kam er filmen berømmet for sin montage stil og cinematografiske landvindinger og jeg må formode, at det især har været billedsproget og de teknologiske bedrifter omkring klipningen, der har imponeret. Jeg er betaget af Eisensteins daggry og skumringsbilleder af Odessa og hvorledes byen i det hele taget fremstod dengang, samt portrætteringen af ansigter, men det er mere i sin art af korte billede sekvenser, nærmest stillbilleder end det er en filmisk fascination.
Hvad jeg personligt betragter som filmens store force, er dens uomtvistelige historiske betydning. Det er et uvurderligt tidsdokument af perioden. Restaureret til HD og trods en del ridser og slid, er det som om tiden går baglæns og den historiske periode forekommer at være tættere på, end nogensinde før. Historiebøger med deres gamle billeder, overhales indenom og det bliver pludselig muligt for én at visualisere begivenheden og gøre tiden nærværende igen.
Eisenstein udnytter billedsproget, som en kending af stumfilmsmulighederne gør det. Narrativt vælger han at bruge mellembokse med tekst minimalt, for i stedet at lade skuespillet understøtte det usagte. Dette gøres til stor grad med karikering af skurketyperne, som er officererne, borgerskabet og de gejstlige. Jeg havde den tyske skuespiller Max Schreck, i hovedet, da den første officer ombord på skibet blev vist. Eisenstein genbrugte nogle af Murnaus virkemidler fra Nosferatu indspillet tre år tidligere og måden personen fremstår skurkagtig på, er også her, effektiv.
Da officeren Smirnov blev introduceret, tænkte jeg med det samme på nazisternes jødekarikeringer i den tyske propagandafilm Jud Süss. Og da der stod én fra det såkaldte bourgeoisi på kajen, med fingrene i vesten, en lommeurs lænke og et skælmsk smil, så jeg for mig Peter Malberg som en af tidens gullash baroner. En anden måde at lave en effektiv karikering formår Eisenstein, når han lader personer fra overklassen optræde med typer fra underklassen, som bevidst har til hensigt at påvirke vore sympatier. På et tidspunkt vises nogle ganske normale kvinder, tydeligvis fra bourgeoisiet, med sol paraplyer og slør samt en ung mand uden ben, der kun med brug af sine arme, bevæger sig rundt iblandt dem. Der er umiddelbart ingen konflikt, men Eisensteins metode er ikke desto mindre effektiv.
Eisenstein rammer således plet med disse meget stereotype forestillinger af mennesketyper. Reelt var der blot tale om en overførsel af tegninger og karikaturer, som en stor del af tidens aviser flød over med, afhængig af avisens politiske observans. Eisenstein nærer den kommunistiske propaganda med symbolerne for kapitalismens dårligdomme og fokusering på klasseskel og tangerer i flere tilfældeuden tvivl racisme. I nutidig regi, ville det således ligge lige for at benytte begrebet hate speech om Eisensteins metodik.
Fortællingen er opdelt i fem kapitler og kan man finde sider af Eisensteins cinematografi, som har dannet skole, er jeg mindre imponeret over instruktørens fortællemæssige evner, hvor han i perioder direkte går død. Afslutningen af 3. og starten af 4. kapitel kunne i den forbindelse med fordel være blevet strammet op. Hvor jeg får opfyldt min hang til historie og dokumentar, så var jeg desværre mindre modtagelig overfor skildringen af den store massakre i Odessa og den berømte trappesekvens, hvor Eisensteins klipning iscenesatte en i filmisk sammenhæng noget anden revolution. Banebrydende og den ubestridelige indflydelse til trods, oplever jeg også struktur problemer i klipningen mellem de enkelte sekvenser.
Min største indvending er og bliver dog, at den kommunistiske ånd filmen er optaget i, sætter folket i centrum til en grad, at man som publikum kun har en unavngiven hob at identificere sig med. Meget muligt er dette filmens formål, men for et publikum fungerer det mindre godt. Man mangler simpelthen at kunne følge nogle protagonister igennem hvilke, publikum udlever massernes kamp. Det ville have gjort fortællingen mere effektiv og fastholde grebet om publikum, hvilket med lang spilletid og i stumfilsregi, er en nødvendighed.
Skal jeg være grov, så fatter jeg simpelthen ikke, at dette, med filmiske kvaliteter in mente, har været omtalt som den "Bedste Film i Verden", endda af flere omgange. Lad os f.eks. tage Buster Keaton og Charlie Chaplin, som begge er ude med flere film nu i HD, så har de begge langt bedre styr på sammenhæng og den røde tråd i deres film, ikke mindst pga. enestående god klipning, som ubesværet bringes os fra et ustyrligt tempo til intimiteten i simple scener mellem to figurer. Eisenstein leverer nogle skønne enkeltkompositioner, men "coherence" (), det savner jeg! Det er muligt komik ikke er den bedste udødelighedsfaktor, men Chaplin og Keaton leverede i deres gode stunder langt større kunst, end denne film er i nærheden af.
Lad mig til sidst dvæle ved filmens politiske og propagandamæssige budskaber, som både kan forstås og værdsættes i et historisk aspekt, men som desværre nok også med tiden er blevet misforstået og fordrejet bevidst for at promovere og bibeholde dens filmiske status. Jeg er sikker på, at Panserkrydseren Potemkin ville være et godt punktum en 1. maj i Fælleden, ved et Zulu sommer bio arrangement og man med vores øl i hånden og varme syrebasser i græsset, kunne skåle og hylde de gæve kæmper, som slog de fæle skurke. Jeg ville såmænd gerne skåle med og tage de gæve kæmpers parti, hvis ikke altså de gæve kæmper gik en endnu værre tid i møde efter den infame misvisende sluttekst, "Og frihedens røde fane", hvor politiske og etniske udrensninger førte til millioner af døde i Gulag lejrene i Sibirien.
Panserkrydseren Potemkin er et politisk bestillingsarbejde på niveau med Leni Riefenstahls dokumentar af nazisternes Nürnberg samling i 1934. Begge er de bestilt af magthaverne for en totalitær idé og i ingen af disse idéer indgår ordet frihed.
Jeg er ofte ude for, at folk lige kigger lidt underligt på mig, skulle jeg nævne, at jeg har set Leni Riefenstahls dokumentar eller læst Hitlers Mein Kampf. Den sorte skygge fra nazismen trækker stadig et langt spor efter sig og heldigvis for det. At forholde sig uvidende herom, er dog ingen dyd, som bringer en nærmere himlen. Modsat står det til, hvis det fremføres, at man har set Panserkrydseren Potemkin. Uvist af hvilken grund, er kommunismen, trods et tre cifret milliontal af ofre, aldrig blevet betragtet som ondskab på linie med nazismen, uagtet at idéen gennem tiden har fået over 20 forsøg og friheden altid har tabt.
Nazismen er mytisk og legendarisk fordi dens symboler og budskaber er den inkarnerede ondskab. Det gør nazismen til en kort, men dyr fejltagelse, som alle har lært af. Selv 90 år efter kommunismens indtog, hyldes kommunismens idealer stadig i det land, som forvoldte så meget ondskab i deres navn og Lenins nyttige idioter har nu slået rod kloden rundt og promoverer stadig deres dårskab, nogle endda i den dejlige danske sommersol, mens de skåler i vores øl.
Panserkrydseren Potemkin er en vigtig film, men desværre også hædret for mange af de forkerte grunde. Man behøver måske ikke være socialistisk anlagt for at finde genialitet heri, men jeg har givet ret i, at det gennem tiden, alligevel har været en uvurderlig hjælp for mange.
Film: 6/10
Udgivelsen er regionsfri og med nordiske tekster og den visuelle kvalitet er så absolut godkendt. Filmen er restaureret og gengives i 1080p og der er tale om en detaljeret og skarp billedside, som dog ikke kan skjule tidens tand ifht. ridser og slid, som er gennemgående, men dog snarere en charme end en ulempe. Det bliver nok ikke meget bedre end dette og det er flot.
Billed: 6/10
På en stumfilm må vi ty til musikken og lydsporet er en nyindspilning af Edmund Meisels originale score i DTS HD-MA. Det lyder absolut glimrende!
Lyd: 8/10
Historisk betydning: 10/10
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
The Last of the Mohicans (1992) Gabende kedelig historie, som jeg for lang tid siden syntes var fantastisk. Det er et par dage siden, jeg så filmen, og jeg ville gerne sige nogle gode og dårlige ting om filmen, men sandheden er, at jeg næsten allerede har glemt filmen igen. 4/10
Slumdog Millionaire Der er ingen tvivl om, at denne film er noget ud over det sædvanlige. Måden, den er filmet på, er intet mindre end fantastisk, og historien er gribende fra start til slut, Musikken er god og skuespilpræstationerne er over en bred kam rigtig gode.
Den lidt for sukkersøde slutning trækker dog karakteren ned
#4602 - er helt uenig med Last of the Mohicans. 9/10 og en plads i min Top100. Synes det er en fantastisk film, som bliver bedre og bedre og især slutningen er genial godt lavet. Dertil er skuespillet, især fra Madeleine Stowe og Steven Waddington som Major Duncan Heyward. Soundtracket gør blot det hele endnu bedre.
Faktisk hører de sidste 10 minutter blandt mine favoritslutninger...musik, cinematografi, intensitet...
The Last of the Mohicans (1992) Gabende kedelig historie, som jeg for lang tid siden syntes var fantastisk. Det er et par dage siden, jeg så filmen, og jeg ville gerne sige nogle gode og dårlige ting om filmen, men sandheden er, at jeg næsten allerede har glemt filmen igen. 4/10
For mig er 'The Last of the Mohicans' den perfekte symbiose af billedskøn natur, fortættet stemning og smuk musik, og med sin medrivende historie fanger den mig hver gang.
Jeg er også meget uenig i The Last... - en medrivende film der virklig kan få mit adrenalin op at ringe - og det er efterhånden sjældent udenfor for horror genren.
Penance Strippere bliver lokket hen på et nedlagt hospital, for at blive taget til fange og "renset" gennem smerte. Der er forsøgt på en smule ny-tænkning i form af dokumentarisk stil, men det hele er ganske forfærdelig. Man ser Graham McTavish(Prison Break, utal af videospil) og Michael Rooker i et par roller. Resten er ukendte.
Stay clear.
0/6
Neighbor En sindsyg kvinde bryder ind hos mennesker, toturere dem, og flytter videre. En slags "Funny Games" frataget hver eneste trevl af positiv tendens. Effekterne er middelmådige når de er bedst. Dog en anelse bedre end Penance.
1/6.
This weekend will be filled with staring out of windows while holding a glass of scotch.
#4602 - er helt uenig med Last of the Mohicans. 9/10 og en plads i min Top100. Synes det er en fantastisk film, som bliver bedre og bedre og især slutningen er genial godt lavet. Dertil er skuespillet, især fra Madeleine Stowe og Steven Waddington som Major Duncan Heyward. Soundtracket gør blot det hele endnu bedre.
Faktisk hører de sidste 10 minutter blandt mine favoritslutninger...musik, cinematografi, intensitet...
Jeg kan ikke selv udtrykke det bedre.
Den er også på MIN Top 100-liste; dog giver jeg den en lidt (med en tyk streg under ordet "lidt") højere karakter, nemlig 10/10.
Der findes visse film, som jeg ikke kun sætter i DVD-afspilleren med henblik på at se dem fra ende til anden, men derimod engang imellem også bare for at gense mine yndlingsscener derfra. Blandt disse film findes 'The Last of the Mohicans', og her plejer jeg som regel at se fra det øjeblik de første toner af Clannad's "I Will Find You" lyder (får altid gåsehud på dette sted i filmen) og frem til og med slutopgøret på bjergsiden. Disse scener er på en og samme tid smukke, højdramatiske, tragiske og rørende. Det er hvad jeg vil kalde stor filmkunst.
Twelve Monkeys Om dette er en decideret perle, har jeg lidt svært ved at beslutte mig for. Jeg er dog ikke i tvivl om, at filmen er meget anderledes, nærmest 70'er-agtig til tider og seværdig. Bruce Willis gør det fint, Brad Pitt gør det fremragende og temaet i filmen er yderst spændende, og filmen kan bestemt tolkes på flere måder. Det er en film, som jeg på den ene side ikke har den store lyst til at gense, men omvendt er jeg sikker på, at man vil have godt af et gensyn for at fange mange af filmens pointer.
Umiddelbart er min reaktion på filmen meget positiv, og jeg giver derfor filmen karakteren: 8/10
#4601 filmz-Bruce 15 år siden
Ironien er til at tage og føle på, da sidste kapitel i Sergei Eisensteins stumfilms klassiker, når sin ende. Gennem små 70 minutter har man været vidne til en af de største propaganda iscenesættelser i filmens historie og er man endnu ikke visuelt blevet overbevist om, hvem der var heltene i denne fabel, så skal slutreplikken
"Og frihedens røde fane ..."
nok fjerne den sidste mistro.
Jeg forventer ikke, at den 93 årige historie gemmer på indhold, der er ukendt for de fleste og skulle det være tilfældet, så burde det ikke ødelægge filmoplevelsen, at jeg afslører lidt om handlingen.
Indspillet i 1925, er Panserkrydseren Potemkin en fortælling om en af de afgørende begivenheder i den russiske revolution i 1917, inden Tzar styret blev endelig kvalt. Mens arbejderne allerede er begyndt at gøre oprør i Rusland, tager Eisenstein os med ombord på Panserkrydseren, hvor vi hurtigt bliver medvidende om, at mytteriet her, som i det ganske land, lurer under overfladen. På det stærkt klasseopdelte skib, spises matroserne af med suppe kogt på maddikebefængt råddent kød. Da hele skibets besætning under en samling på dækket, af kaptajnen bliver bedt om at udtrykke deres præferencer for suppen, beordres alle der ikke syntes om den, skudt.
Det var dråben, mandskabet gør oprør og overtager skibet. Den døde matros Valutjenko, som initierede oprøret, bliver lagt på lit de parade i et telt på molen i havnebyen Odessa og rygtet spredes hurtigt til byens borgere. Et af besætningen udformet testamente, bliver læst op og det varer ikke længe, før hver og en kender historien og sympatien strømmer mytteristerne på havet i møde. Dette får dog vækket modstanderne, den i Rusland stadigt regerende hvide hær, som træder i karakter og lader kosak soldater foretage en grum massakre af civilbefolkningen på den store trappe i Odessa. På havet er den såkaldte admiral eskadrille bestående af mange krigsfartøjer på vej og Panserkrydseren Potemkin går med forenet mandskab sin overmand i møde i filmens afsluttende minutter.
Efter at have været kåret til Verdens Bedste Film flere gange siden sin premiere, havde jeg også store forventninger til dette filmsyn, mit første møde, med den store filmkunstner Eisenstein. Over en bred kam er filmen berømmet for sin montage stil og cinematografiske landvindinger og jeg må formode, at det især har været billedsproget og de teknologiske bedrifter omkring klipningen, der har imponeret. Jeg er betaget af Eisensteins daggry og skumringsbilleder af Odessa og hvorledes byen i det hele taget fremstod dengang, samt portrætteringen af ansigter, men det er mere i sin art af korte billede sekvenser, nærmest stillbilleder end det er en filmisk fascination.
Hvad jeg personligt betragter som filmens store force, er dens uomtvistelige historiske betydning. Det er et uvurderligt tidsdokument af perioden. Restaureret til HD og trods en del ridser og slid, er det som om tiden går baglæns og den historiske periode forekommer at være tættere på, end nogensinde før. Historiebøger med deres gamle billeder, overhales indenom og det bliver pludselig muligt for én at visualisere begivenheden og gøre tiden nærværende igen.
Eisenstein udnytter billedsproget, som en kending af stumfilmsmulighederne gør det. Narrativt vælger han at bruge mellembokse med tekst minimalt, for i stedet at lade skuespillet understøtte det usagte. Dette gøres til stor grad med karikering af skurketyperne, som er officererne, borgerskabet og de gejstlige. Jeg havde den tyske skuespiller Max Schreck, i hovedet, da den første officer ombord på skibet blev vist. Eisenstein genbrugte nogle af Murnaus virkemidler fra Nosferatu indspillet tre år tidligere og måden personen fremstår skurkagtig på, er også her, effektiv.
Da officeren Smirnov blev introduceret, tænkte jeg med det samme på nazisternes jødekarikeringer i den tyske propagandafilm Jud Süss. Og da der stod én fra det såkaldte bourgeoisi på kajen, med fingrene i vesten, en lommeurs lænke og et skælmsk smil, så jeg for mig Peter Malberg som en af tidens gullash baroner. En anden måde at lave en effektiv karikering formår Eisenstein, når han lader personer fra overklassen optræde med typer fra underklassen, som bevidst har til hensigt at påvirke vore sympatier. På et tidspunkt vises nogle ganske normale kvinder, tydeligvis fra bourgeoisiet, med sol paraplyer og slør samt en ung mand uden ben, der kun med brug af sine arme, bevæger sig rundt iblandt dem. Der er umiddelbart ingen konflikt, men Eisensteins metode er ikke desto mindre effektiv.
Eisenstein rammer således plet med disse meget stereotype forestillinger af mennesketyper. Reelt var der blot tale om en overførsel af tegninger og karikaturer, som en stor del af tidens aviser flød over med, afhængig af avisens politiske observans. Eisenstein nærer den kommunistiske propaganda med symbolerne for kapitalismens dårligdomme og fokusering på klasseskel og tangerer i flere tilfældeuden tvivl racisme. I nutidig regi, ville det således ligge lige for at benytte begrebet hate speech om Eisensteins metodik.
Fortællingen er opdelt i fem kapitler og kan man finde sider af Eisensteins cinematografi, som har dannet skole, er jeg mindre imponeret over instruktørens fortællemæssige evner, hvor han i perioder direkte går død. Afslutningen af 3. og starten af 4. kapitel kunne i den forbindelse med fordel være blevet strammet op. Hvor jeg får opfyldt min hang til historie og dokumentar, så var jeg desværre mindre modtagelig overfor skildringen af den store massakre i Odessa og den berømte trappesekvens, hvor Eisensteins klipning iscenesatte en i filmisk sammenhæng noget anden revolution. Banebrydende og den ubestridelige indflydelse til trods, oplever jeg også struktur problemer i klipningen mellem de enkelte sekvenser.
Min største indvending er og bliver dog, at den kommunistiske ånd filmen er optaget i, sætter folket i centrum til en grad, at man som publikum kun har en unavngiven hob at identificere sig med. Meget muligt er dette filmens formål, men for et publikum fungerer det mindre godt. Man mangler simpelthen at kunne følge nogle protagonister igennem hvilke, publikum udlever massernes kamp. Det ville have gjort fortællingen mere effektiv og fastholde grebet om publikum, hvilket med lang spilletid og i stumfilsregi, er en nødvendighed.
Skal jeg være grov, så fatter jeg simpelthen ikke, at dette, med filmiske kvaliteter in mente, har været omtalt som den "Bedste Film i Verden", endda af flere omgange. Lad os f.eks. tage Buster Keaton og Charlie Chaplin, som begge er ude med flere film nu i HD, så har de begge langt bedre styr på sammenhæng og den røde tråd i deres film, ikke mindst pga. enestående god klipning, som ubesværet bringes os fra et ustyrligt tempo til intimiteten i simple scener mellem to figurer. Eisenstein leverer nogle skønne enkeltkompositioner, men "coherence" (), det savner jeg! Det er muligt komik ikke er den bedste udødelighedsfaktor, men Chaplin og Keaton leverede i deres gode stunder langt større kunst, end denne film er i nærheden af.
Lad mig til sidst dvæle ved filmens politiske og propagandamæssige budskaber, som både kan forstås og værdsættes i et historisk aspekt, men som desværre nok også med tiden er blevet misforstået og fordrejet bevidst for at promovere og bibeholde dens filmiske status.
Jeg er sikker på, at Panserkrydseren Potemkin ville være et godt punktum en 1. maj i Fælleden, ved et Zulu sommer bio arrangement og man med vores øl i hånden og varme syrebasser i græsset, kunne skåle og hylde de gæve kæmper, som slog de fæle skurke. Jeg ville såmænd gerne skåle med og tage de gæve kæmpers parti, hvis ikke altså de gæve kæmper gik en endnu værre tid i møde efter den infame misvisende sluttekst, "Og frihedens røde fane", hvor politiske og etniske udrensninger førte til millioner af døde i Gulag lejrene i Sibirien.
Panserkrydseren Potemkin er et politisk bestillingsarbejde på niveau med Leni Riefenstahls dokumentar af nazisternes Nürnberg samling i 1934. Begge er de bestilt af magthaverne for en totalitær idé og i ingen af disse idéer indgår ordet frihed.
Jeg er ofte ude for, at folk lige kigger lidt underligt på mig, skulle jeg nævne, at jeg har set Leni Riefenstahls dokumentar eller læst Hitlers Mein Kampf. Den sorte skygge fra nazismen trækker stadig et langt spor efter sig og heldigvis for det. At forholde sig uvidende herom, er dog ingen dyd, som bringer en nærmere himlen. Modsat står det til, hvis det fremføres, at man har set Panserkrydseren Potemkin. Uvist af hvilken grund, er kommunismen, trods et tre cifret milliontal af ofre, aldrig blevet betragtet som ondskab på linie med nazismen, uagtet at idéen gennem tiden har fået over 20 forsøg og friheden altid har tabt.
Nazismen er mytisk og legendarisk fordi dens symboler og budskaber er den inkarnerede ondskab. Det gør nazismen til en kort, men dyr fejltagelse, som alle har lært af. Selv 90 år efter kommunismens indtog, hyldes kommunismens idealer stadig i det land, som forvoldte så meget ondskab i deres navn og Lenins nyttige idioter har nu slået rod kloden rundt og promoverer stadig deres dårskab, nogle endda i den dejlige danske sommersol, mens de skåler i vores øl.
Panserkrydseren Potemkin er en vigtig film, men desværre også hædret for mange af de forkerte grunde. Man behøver måske ikke være socialistisk anlagt for at finde genialitet heri, men jeg har givet ret i, at det gennem tiden, alligevel har været en uvurderlig hjælp for mange.
Film: 6/10
Udgivelsen er regionsfri og med nordiske tekster og den visuelle kvalitet er så absolut godkendt. Filmen er restaureret og gengives i 1080p og der er tale om en detaljeret og skarp billedside, som dog ikke kan skjule tidens tand ifht. ridser og slid, som er gennemgående, men dog snarere en charme end en ulempe. Det bliver nok ikke meget bedre end dette og det er flot.
Billed: 6/10
På en stumfilm må vi ty til musikken og lydsporet er en nyindspilning af Edmund Meisels originale score i DTS HD-MA. Det lyder absolut glimrende!
Lyd: 8/10
Historisk betydning: 10/10
#4602 MMB 15 år siden
Gabende kedelig historie, som jeg for lang tid siden syntes var fantastisk. Det er et par dage siden, jeg så filmen, og jeg ville gerne sige nogle gode og dårlige ting om filmen, men sandheden er, at jeg næsten allerede har glemt filmen igen.
4/10
Slumdog Millionaire
Der er ingen tvivl om, at denne film er noget ud over det sædvanlige. Måden, den er filmet på, er intet mindre end fantastisk, og historien er gribende fra start til slut, Musikken er god og skuespilpræstationerne er over en bred kam rigtig gode.
8/10
#4603 Skeloboy 15 år siden
Faktisk hører de sidste 10 minutter blandt mine favoritslutninger...musik, cinematografi, intensitet...
#4604 BN 15 år siden
For mig er 'The Last of the Mohicans' den perfekte symbiose af billedskøn natur, fortættet stemning og smuk musik, og med sin medrivende historie fanger den mig hver gang.
#4605 jessup 15 år siden
#4606 DarkLight 15 år siden
Strippere bliver lokket hen på et nedlagt hospital, for at blive taget til fange og "renset" gennem smerte.
Der er forsøgt på en smule ny-tænkning i form af dokumentarisk stil, men det hele er ganske forfærdelig.
Man ser Graham McTavish(Prison Break, utal af videospil) og Michael Rooker i et par roller. Resten er ukendte.
Stay clear.
0/6
Neighbor
En sindsyg kvinde bryder ind hos mennesker, toturere dem, og flytter videre. En slags "Funny Games" frataget hver eneste trevl af positiv tendens.
Effekterne er middelmådige når de er bedst.
Dog en anelse bedre end Penance.
1/6.
#4607 BN 15 år siden
Jeg kan ikke selv udtrykke det bedre.
Den er også på MIN Top 100-liste; dog giver jeg den en lidt (med en tyk streg under ordet "lidt") højere karakter, nemlig 10/10.
Der findes visse film, som jeg ikke kun sætter i DVD-afspilleren med henblik på at se dem fra ende til anden, men derimod engang imellem også bare for at gense mine yndlingsscener derfra. Blandt disse film findes 'The Last of the Mohicans', og her plejer jeg som regel at se fra det øjeblik de første toner af Clannad's "I Will Find You" lyder (får altid gåsehud på dette sted i filmen) og frem til og med slutopgøret på bjergsiden. Disse scener er på en og samme tid smukke, højdramatiske, tragiske og rørende. Det er hvad jeg vil kalde stor filmkunst.
#4608 MMB 15 år siden
Om dette er en decideret perle, har jeg lidt svært ved at beslutte mig for. Jeg er dog ikke i tvivl om, at filmen er meget anderledes, nærmest 70'er-agtig til tider og seværdig. Bruce Willis gør det fint, Brad Pitt gør det fremragende og temaet i filmen er yderst spændende, og filmen kan bestemt tolkes på flere måder. Det er en film, som jeg på den ene side ikke har den store lyst til at gense, men omvendt er jeg sikker på, at man vil have godt af et gensyn for at fange mange af filmens pointer.
Umiddelbart er min reaktion på filmen meget positiv, og jeg giver derfor filmen karakteren:
8/10
#4609 Skeloboy 15 år siden
#4610 filmz-Utyske 15 år siden