Noah Baumbachs seneste film, har ingen ringere end Ben Stiller i hovedrollen og det er ikke Stillers vante jeg vi får at se.
I Greenberg, er Stiller Roger Greenberg, bror til Philip og bosidende i New York, lige kommet ud fra en mental institution efter et nervesammenbrud. Han passer broderen og konens hus samt deres schäfer hund Mahler i Los Angeles, mens de tager på ferie i Vietnam.
Greenberg har dog et lille problem med at omgås mennesker, eftersom empati ikke lige er hans stærkeste side. Broderens assistent, den 25 årige Florence er vant til at sørge for husholdningen i huset. Som person er hun nærmest en modsætning til Greenberg og den rette betegnelse for hende er vist nok naiv. Greenberg forsøger at holde sig på afstand af mennesker, han ikke kender, men hurtigt opstår der et bånd mellem de to, som gang på gang bliver sat hårdt på prøve, når Greenberg udviser en total mangel på indføling med andre menneskers liv ... ikke mindst Florences.
Materialet er gennemprøvet og i Woody Allens hænder havde Greenberg sikkert været en hypokonder med selvironiske og eksistentialistiske one liners. Her er der dog lagt noget mere Harvey Pekar (American Splendor) i Greenberg karakteren og trods det komiske islæt, er der noget tragisk og dybt menneskeligt i Stillers portræt.
Greta Gerwig er sød, dejlig og naiv. En kvinde som de fleste af os skulle prise os lykkelige over at dele tilværelsen med, men som en del af os nok overser, fordi vi tror kvinder skal være på en anden måde. Stiller beviser, at han er en skuespiller, som ikke kun forstår at hamre på de komiske tangenter.
Alt i alt, en særdeles vellykket indie film, produceret af Jennifer Jason Leigh, som både formår at få en til at trække på smilebåndet, men også lader os komme bag huden på mindre heldige mennesker og få et glimt at lykken i tilværelsen dér, hvor den ofte overses.
Film: 8/10
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#4834 ..På det seneste har jeg ellers set en "masse" film for første gang (Wait Until Dark, The Birds, Revolutionary Road, Crash, Gone Baby Gone, Paint Your Wagon)..
The Birds Normalt er jeg stor elsker af Hitchcock, men Fuglene sagde mig absolut intet. Jeg følte, at jeg måtte slide mig igennem den første ekstremt langtrukkende time, hvor både skuespil og historie slet ikke imponerede mig. Det var egentligt først de sidste ganske få scener, der formåede at fange mig det mindste. Filmen mangler i mine øjne den intense og medrivende stemning, der hersker i flere af hans andre film. Øv en skuffelse! :( Hvis den skal have en karakter må det vel blive 5/10
Ej heller en af mine favoritter, jeg finder selv Topaz bedere end den. Men slutningen er god, pip pip piip
#4839 - I mine øjne er den aldrig i nærheden af at være uhyggelig. De sidste scener med fuglene er skumle, men langt fra uhyggelige :/
Utroligt så forskelligt som man kan opleve tingene! :-)
Mens praktisk talt ingen af alle de moderne gysere/skrækfilm kan give mig gåsehud eller få mig til at gyse, gør 'The Birds' det i udpræget grad. Stemningen i filmen er uforlignelig, og måden Hitchcock opbygger suspense på før fuglenes mange angreb, er uovertruffen.
#4847 - Der er nu heller ikke mange af de "moderne" gysere, der siger mig specielt meget (dog med undtagelser som f.eks. den originale japanske Dark Water, [Rec] og første halvdel af Descent).
Jeg er derimod en sucker for et stemningsmættet intenst gys, som jeg især synes Argento er fremragende til. Den mand kunne (med sine gamle film) for alvor få mig til at gyse!
"Og hvem vil ikke gerne guffe Klaus Kinski??" - evermind
Med hensyn til "The Birds", befinder jeg mig nok et sted i mellem Nayze og dem der kalder den en klassiker. Jeg synes at den er ganske fin, men jeg synes ikke rigtigt at den er på niveau med Hitchcocks bedste film. 7/10 bliver nok min endelige karakter.
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
Since You Went Away, 1944 Joesph Cotton, Claudette Colbert, Jennifer Jones, Shirley Temple, Hattie McDaniel og en lille rolle til Lionel Barrymore = wow
Filmen er lavet under WW2, og det er nok derfor, den for det meste er glad. Desværre gør det også, at filmen føles lidt uforløst. Der er stort potentiale til et rigtig stærkt drama. Det kommer der også, men først sent til, det bliver en rigtig klassiker på højde med It'S A Wonerful Life osv.
Men fordi skuespillet har en utrolig høj standard, især fra Jennifer Jones, så er den hele tiden god - som minimum. Claudette Colbert prøver så vidt muligt at give hendes to døtre(Jones og Temple) det mest mulige liv, og lader sig ikke påvirke af krigens sorger. Lidt for lang, men aldrig kedelig. Der er liv og glade dage samt stor alvor.
#4841 filmz-Bruce 15 år siden
Noah Baumbachs seneste film, har ingen ringere end Ben Stiller i hovedrollen og det er ikke Stillers vante jeg vi får at se.
I Greenberg, er Stiller Roger Greenberg, bror til Philip og bosidende i New York, lige kommet ud fra en mental institution efter et nervesammenbrud. Han passer broderen og konens hus samt deres schäfer hund Mahler i Los Angeles, mens de tager på ferie i Vietnam.
Greenberg har dog et lille problem med at omgås mennesker, eftersom empati ikke lige er hans stærkeste side. Broderens assistent, den 25 årige Florence er vant til at sørge for husholdningen i huset. Som person er hun nærmest en modsætning til Greenberg og den rette betegnelse for hende er vist nok naiv. Greenberg forsøger at holde sig på afstand af mennesker, han ikke kender, men hurtigt opstår der et bånd mellem de to, som gang på gang bliver sat hårdt på prøve, når Greenberg udviser en total mangel på indføling med andre menneskers liv ... ikke mindst Florences.
Materialet er gennemprøvet og i Woody Allens hænder havde Greenberg sikkert været en hypokonder med selvironiske og eksistentialistiske one liners. Her er der dog lagt noget mere Harvey Pekar (American Splendor) i Greenberg karakteren og trods det komiske islæt, er der noget tragisk og dybt menneskeligt i Stillers portræt.
Greta Gerwig er sød, dejlig og naiv. En kvinde som de fleste af os skulle prise os lykkelige over at dele tilværelsen med, men som en del af os nok overser, fordi vi tror kvinder skal være på en anden måde. Stiller beviser, at han er en skuespiller, som ikke kun forstår at hamre på de komiske tangenter.
Alt i alt, en særdeles vellykket indie film, produceret af Jennifer Jason Leigh, som både formår at få en til at trække på smilebåndet, men også lader os komme bag huden på mindre heldige mennesker og få et glimt at lykken i tilværelsen dér, hvor den ofte overses.
Film: 8/10
#4842 filmz-Bruce 15 år siden
#4843 duuk74 15 år siden
How To Paint Your Wagon?
#4844 dyg 15 år siden
#4843 - How to listen to Lee Marvin's terrible singing-voice..
#4845 elwood 15 år siden
We just painting this wagon... you got a problem with that?
As the mather fact I do... You missed spot.
[url= grab a brush and join in[/url]
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#4846 Kiksmann 15 år siden
Ej heller en af mine favoritter, jeg finder selv Topaz bedere end den. Men slutningen er god, pip pip piip
#4847 BN 15 år siden
Utroligt så forskelligt som man kan opleve tingene! :-)
Mens praktisk talt ingen af alle de moderne gysere/skrækfilm kan give mig gåsehud eller få mig til at gyse, gør 'The Birds' det i udpræget grad. Stemningen i filmen er uforlignelig, og måden Hitchcock opbygger suspense på før fuglenes mange angreb, er uovertruffen.
En klassiker.
#4848 dyg 15 år siden
Jeg er derimod en sucker for et stemningsmættet intenst gys, som jeg især synes Argento er fremragende til. Den mand kunne (med sine gamle film) for alvor få mig til at gyse!
#4849 Kruse 15 år siden
#4850 Skeloboy 15 år siden
Joesph Cotton, Claudette Colbert, Jennifer Jones, Shirley Temple, Hattie McDaniel og en lille rolle til Lionel Barrymore = wow
Filmen er lavet under WW2, og det er nok derfor, den for det meste er glad. Desværre gør det også, at filmen føles lidt uforløst. Der er stort potentiale til et rigtig stærkt drama. Det kommer der også, men først sent til, det bliver en rigtig klassiker på højde med It'S A Wonerful Life osv.
Men fordi skuespillet har en utrolig høj standard, især fra Jennifer Jones, så er den hele tiden god - som minimum. Claudette Colbert prøver så vidt muligt at give hendes to døtre(Jones og Temple) det mest mulige liv, og lader sig ikke påvirke af krigens sorger. Lidt for lang, men aldrig kedelig. Der er liv og glade dage samt stor alvor.
7/10